Kristne i Endetiden

Links til Indlæg 2011.

2012-03-01T17:21:00.004-08:00

Nytårshilsen 2012.

Om de ældres betydning.

Julehilsen 2011

Den nye Jesus og en kærlighed kaldet Tolerance

De "kristne" kirker i Danmark er frafaldne.

Fred på jord? - en julehilsen.

Gå til Betlehem og se!

Hvorfor skal jeg læse "Det Gamle Testamente"?

Hvor er Kristus i julen?

Ateistenes apostel.

Hvorfor et det vigtigt at tro på Bibelens ufejlbarlighed?

Total ødelæggelse før den Messianske tidsalder

Hvem er mine søskende i troen?

Jødisk profeti tyder på, at Messias kan komme snart

Fremmede i denne verden.

Vi må være villige til at vandre med Gud så længe, det varer

Hvornår bør man forlade sin kirke?

"Lad os begynde med at se på det, der forener os"

.
Den 'skjulte' forfølgelse.

Rick Warren bygger bro til Muslimer.

2012-03-01T13:06:00.036-08:00

Fra Ocregister.com/
Published: 23. februar 2012.
Updated: 29. februar 2012.
Af Jim HINCH.

Pastoren i Saddleback Church, Rick Warren, er gennem mange års opsøgende arbejde en del af det, som kaldes ”Kongens vej” (King’s Way). Den forsøger at bringe Evangeliske Kristne og Muslimer sammen.

Pastor Rick Warren, præst i Saddleback Church i Lake Forest - en af Amerikas mest indflydelsesrige kristne ledere - har indledt en indsats for at helbrede skellet mellem Evangeliske Kristne og Muslimer gennem partnerskaber med Moskéer i det sydlige Californien, og foreslår en række teologiske principper, der omfatter en erkendelse af, at Kristne og Muslimer tilbeder den samme Gud.

Den indsats, som uformelt kaldes ”King’s Way”, overgår Warren’s opsøgning af Muslimer gennem flere år. Warren brød Ramadan-fasten ved Mission Viejo Moskéen, idet han mødte Muslimske ledere i udlandet og henvendte sig til 8.000 Muslimer på en national kongres i Washington DC.

Saddleback-menigheden inviterede Muslimer til julefrokost og spillede tværreligiøs fodbold på en picnic i Irvine med deltagelse af mere end 300 mennesker. (Spillet satte Præster og Imamer op imod teenagere fra begge trosretninger. Teenagerne vandt).

Denne indsats fra en fremtrædende kristen leder for at bygge bro skaber – efter hvad meningsmålingerne viser - en dyb kløft mellem Muslimer og Evangeliske Kristne. Den kulminerede i december ved en middag i Saddleback med deltagelse af 300 Muslimer og medlemmer af Saddleback-menighed.

Ved middagen introducerede Abraham Meulenberg, en Saddleback-præst, der har ansvaret for interspirituel opsøgning, og Jihad Turk, der er leder af de religiøse anliggender ved en Moské i Los Angeles, ”King’s Way”, som "en vej til at afslutte 1.400 års misforståelser mellem Muslimer og Kristne."

Mændene fremlagde et dokument, som de var medforfattere til, der beskriver punkter i en aftale mellem Islam og Kristendom. Dokumentet bekræfter, at Kristne og Muslimer tror på "én Gud" og deler to centrale bud: "Næstekærlighed" og "Kærligheden til Gud". Dokumentet forpligter også begge trosretninger til tre mål: At blive venner med hinanden, at skabe fred og at arbejde på fælles sociale service-projekter. Dokumentet citerer side for side vers fra Bibelen og Koranen for at illustrere sine påstande.

"Vi aftalte, at vi ikke ville forsøge at evangelisere hinanden," sagde Turk. "Vi vil vidne for hinanden, men det ville ikke være ”Næstekærlighed” at fokusere på konvertering."

Saddleback-repræsentanter afviste at stille Warren til rådighed for en kommentar. Tom Holladay, tilknyttet senior-pastor ved Saddleback, sagde, at opsøgningen af Muslimerne er en del af Saddleback’ s P.E.A.C.E.-plan - en bred indsats for at løse verdens store problemer ved at mobilisere regeringer, virksomheder og trossamfund.

"Det er os, når vi tjener vort eget samfund af Muslimer her i Orange County," sagde Holladay. "Vi er klar over, at vi ikke er enige om alt, og vi er meget åbne om, at .... man blot skal erkende forskellene samt de punkter, hvor man kan arbejde sammen."

Warren har været udsat for kritik fra nogle Evangeliske Kristne på grund af, at han rækker hånden ud til Muslimerne. Sent sidste år udsendte han en erklæring, som kategorisk benægtede rygterne om, at han forkynder det, som kritikerne kalder "Chrislam," en fusionering af Islam og Kristendom.

”Rygtet taler 100 procent forkert," skrev Warren på Pastors.com, en hjemmeside, han har grundlagt, der giver praktiske råd til kirkeledere. "Mit liv og virke er bygget på den sandhed, at Jesus er den eneste vej, og den ufejlbarlige Bibel er vor eneste sande autoritet."

Meningsmålinger viser, at Evangeliske Kristne er 30 procent mere tilbøjelige end andre Kristne til at bevare et negativt syn på Islam - ifølge Pew Forum om Religion og det Offentlige Liv. Meningsmålinger viser også, at de Evangelikale i overvældende grad favoriserer at omvende Muslimer til Kristendommen, og er mere tilbøjelige til at tro, at Islam opfordrer til vold.

Warren har gentagne gange opfordret de Evangeliske Kristne til at lægge sådanne synspunkter bort og hævder, at Kristne er forpligtet til at behandle alle med kærlighed og respekt, uanset tro.

"Jeg ved ikke, om I har bemærket det, men Gud kan lide variation," sagde Warren til et publikum på 8.000 Muslimer på en Washington, DC-konventionen i 2009, ifølge en udskrift, udgivet af et nyhedswebsted for religion, Beliefnet . "Folk af alle trosretninger kan diskutere, og, ja, selv være uenige, uden at nedværdige eller nedgøre hinanden."

At Warren rækker hånden ud til Muslimer stammer direkte fra hans kirkes placering i det multietniske Orange County - et hjem for 170.000 Muslimer. I 12 år har Warren boet dør om dør med Yasser Barakat, en Muslim fra Syrien, der tilbeder i en Mission Viejo Moské fire miles fra Saddleback. Trabuco Canyon-naboerne var venner i årevis, før Barakat forstod, at han boede dør om dør med en verdensberømt kristen præst.

Da Barakat opdagede, hvem Warren var, inviterede han sin nabo til at lære mere om Islam. "Jeg talte med ham over hegnet," siger Barakat. Jeg sagde, ”Rick, hvorfor tager du ikke til Syrien sammen med mig?” Han svarede, ”Ja, lad os tale om det. Lad os gøre det."

Warren rejste med Barakat til Syrien i 2006, og Warren og hans kone, Kay, begyndte at deltage i Iftar måltider i Mission Viejo Moskéen. Iftar er den aftensmad, Muslimer spiser efter at have fastet hele dagen i den hellige måned, Ramadan. Invitationer fulgte til at tale på Muslimske konferencer i Long Beach, Washington, DC, og andre steder.

"Vi forstår, at disse hændelser for nogle mennesker i det religiøse samfund kan være vanskelige at sluge," siger Yassir Fazaga, Imam ved Mission Viejo Moskéen. "Men jeg tror, at vi er nødt til at begynde et sted og bare begynde at række ud og være imødekommende overfor folk, når de spørger om, hvem vi er."

Gwynne Guibord, en ordineret Episkopal præst og medstifter af en opsøgende Los Angeles gruppe, der skaber relationer mellem Kirker og Moskéer i hele landet, siger, at Saddleback’s indsats er uden fortilfælde. "Jeg er ikke bekendt med nogen andre Evangelikale Kirker, der rækker ud til det Muslimske samfund," sagde hun.

Guibord sagde også, at hun og Jihad Turk, medstifter af en Kristen-Muslimsk Consulting gruppe i 2006, sendte invitationer til Moskéer, det Katolske ærkebispedømme og en række af de dominerende Protestantiske trosretninger i hele det sydlige Californien, men ikke til de Evangelikale Kirker.

"Jeg tror, at mange Evangelikale føler et mandat til at omvende folk til kristendommen," sagde Guibord. ”Men de rådgivende gruppe blev grundlagt for at imødekomme det stigende fjendskab imellem de to trosretninger, så vi ville ikke have gjort fremskridt, hvis den ene side forsøgte at omvende den anden”, sagde hun. Nu kunne det, sagde hun, være muligt at medtage Evangelikale i hendes gruppe- arbejde.

Turk sagde, at forholdet imellem Saddleback og Muslimerne allerede havde givet resultater, skønt stadig i sin vorden. "Folk (ved december-måltidet) talte om de bånd, de har dannet, og de græd," sagde han. ”Begge sider indså, at de var fælles om misforståelserne om hinandens tro.”

Vi lavede en quiz ved julemiddagen," sagde Turk,"og stillede grundlæggende spørgsmål om Islam og Kristendom med skriftsteder fra Koranen eller Bibelen. Og begge sider ramte forbi .... Det er en uddannelse for alle."

Barakat sagde, at han fortsat kender Warren som en mand, der bogstaveligt talt elsker sin nabo. Barakat sagde, at hans børn altid kunne regne med, at Warren ville købe det slik eller de abonnementer på magasiner, som de solgte fra dør-til-dør for skole-fundraisere. ”Warren-familien har været vært for Barakat-familien ved en julemiddag,” sagde han.

"Han kalder mig sin Muslimske bror," siger Barakat. "Det hele startede med et venskab."
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
"I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud" Jak 4,4.

Vær på vagt overfor nyere bibelversioner!

2012-02-26T04:51:00.013-08:00

Bibelversionen ”The Message” peger på ”One World Religion”
Fra ivarfjeld.wordpress.com/
20. april 2011.
Af Sue.

”The Message" vinder med stormskridt popularitet, bedrager læserne og viser dem hen imod New Age og Én Verdensreligion.

”The Message” bliver læst over hele verden. Den er en omskrivning af Skriften til et 'moderne' sprog. Bogen bruger et vulgært sprog i et forsøg på at være "hip" og i takt med sproget i vor kultur.

Jeg er ked af at sige, at jeg flere gange har hørt denne bog citeret af Dr. David Jeremiah, og er siden holdt op med at lytte til hans prædikener.

Dr. Jeremias er i godt selskab, da de følgende velkendte kristne også godkender ”The Message”. Listen over støtterne kan overraske mange. Den offentliggøres nedenfor. NavPress brugte deres navne for at fremme denne bog.

Her er nogle citater fra kendte kristne, der hylder ”The Message”:

"Vi bør takke Herren for den tjeneste, Eugene Peterson har præsteret i ”The Message”. Han har givet kirken en mulighed for at læse Bibelen på ny "
-Christianity Today

"The Message” er eksegetisk følsom, men taler dagens sprog med særlig flair for dén Engelske stil, der kendetegner Peterson’s arbejde." - Gordon D. Fee, forfatter til ”How to Read the Bible for All It’s Worth” og professor i Nye Testamente ved Regent College.

"Jeg takker Gud for ”The Message”. I den lægger Eugene Peterson en frisk og autentisk stemme til Skriften. Jeg anbefaler den stærkt. "- Richard J. Foster, forfatter til ”Celebration of Discipline”

"Endelig. En oversættelse med toner. Jeg læste ikke kun ord, men jeg hørte en stemme bag dem tale - som om alle disse dokumenter i virkeligheden blev oprindeligt oplevet. Peterson’s oversættelse forvandler øjet til et øre, der lukker døren til Det Nye Testamente videre op, end den måske nogensinde har været før." - Michael Card, sanger, sangskriver og forfatter til ”Immanuel: Reflections on the Life of Christ”

"WOW! Hvilken skat ”The Message” er. Jeg vil tage den med mig. Dette er en skat, som jeg gerne vil bruge, hvor som helst, jeg er." - Joni Earckson Tada, forfatter...

"Eugene Peterson’s sprog gør Bibelen spændende og stærk, sød, skarp, overbevisende, smertefuld, personlig, moderne, venlig og dramatisk - og til rådighed for enhver læser i denne tidsalder." - Walter Wangerin, JR, forfatter af bogen, ”Dun Cow and Mourning Into Dancing”.

Rick Warren støtter ”The Message” og bruger den i "The Purpose Driven Life", når han citerer Skriftsteder. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Han er medlem af ”Council on Foreign Relations” og var vært for Tony Blair i Saddleback Church for at diskutere verdensfreden i den globaliserede økonomi. ”The Message” peger i retning af en global åndelighed.

”The Message” bruger "hip"-sprog for at gøre den lettere at læse. Hvad den gør, er at verdsliggøre Hans Ords Hellighed og tilpasse det til verden, idet den forsøger at gøre Bibelen verdslig og synkron med tiden.

Lad os se på nogle eksempler:

Matt 6:9-13:

”Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,

ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.”

Lad os nu se på de samme vers i ”The Message”:

”Vor Fader i himlen,
Afslør, hvem du er.

Gør verden ret;

Gør, hvad der er bedst - som ovenfor, så nedenfor.

Bevar os i live med tre gammeldags måltider.

Bevar os tilgivet med dig og tilgivende andre.
Bevar os fri fra os selv og djævelen .

Du er ansvarlig!

Du kan gøre lige hvad du vil!
Du gløder i skønhed!
Ja. Ja. Ja.

Det alarmerende i denne passage er "som ovenfor, så nedenfor" - en dybt i okkult praksis og filosofi. Dette sprog bruges i sort magi, og denne teori praktiseres af Aleister Crowley, forfatteren til ”Den Sataniske Bibel”.

I den næste passage, vil vi se politisk korrekt økologi og sletning af synder.

1 Kor 9: 6-11:

”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.”

”The Message” (samme vers):
Kan du ikke indse, at dette ikke er måden at leve på? Uretfærdige mennesker, som ikke bekymrer sig om Gud, vil ikke blive optaget i hans rige.
De, der bruger og misbruger hinanden, bruger og misbruger sex, bruger og misbruger jorden og alt i den, betragtes ikke som borgere i Guds rige.
En række af jer ved af erfaring, hvad jeg taler om. For ikke så længe siden var I på listen. Siden da har I ryddet op og er blevet givet en frisk start med Jesus, vor Mester, vor Messias, og ved vor Gud i os, Ånden.

Hvor siges der noget i Skriften (Korinterne) om at "misbruge jorden"? Det gør der ikke. Dette er blevet tilføjet til Skriften for at være politisk korrekt og tilslutte sig den globale opvarmnings dagsorden. Afgudsdyrkelse og homoseksualitet er klart slettet fra disse vers.

”The Message” bruger et vulgært sprog, hvor det er unødvendigt:
Ezek 16:24-27 (fra ”The Message”)
”Ved alle større vejkryds byggede du dine dristige bordeller og udstillede din slurvede sex, spredte dine ben for alle, der passerede forbi. Og så blev du international med din prostitution. Du bedrev hor med Egypterne, idet du udsøgte dem i deres sex-orgier. Jo mere promiskuøs, du blev, des mere vred blev jeg. Endelig greb jeg ind, reducerede dine grænser og vendte dig til griskheden hos dine fjender. Selv Filister-kvinderne - kan du tro det? - blev chokerede over dit slurvede liv.”

NIV -versionen er mere værdig. Vi får billedet, uden det bliver vulgært:
”…du byggede en høj til dig selv og lavede en højtliggende helligdom på enhver offentlig plads. På hvert gadehjørne byggede du dine højtliggende helligdomme og nedbrød din skønhed, idet du tilbød din krop med stigende promiskuitet til alle, der passerede forbi. Du involverede dig i prostitution med Egypterne, dine lystne naboer, og provokerede mig til vrede med din stigende promiskuitet.”

Hvis du vil læse flere sammenligninger mellem ”The Message” og Skriften (Engelsk) så klik her.

”The Message” er subtil i sit bedrag, idet den i nogle passager udelader homoseksuel synd, mens den i andre fremmer den globale opvarmnings dagsorden. NewAge-begreber vrimler det med i denne bog samt henvisninger til mysticisme og esoteriske sprog.

Findes der nogen bedre måde til at overbevise verden om, at 'gud' vil en Verdensregering og en Verdensreligion for "fred"?

Denne bibelversion bedrager subtilt, og jo flere kendte kristne lærere, der omfavner og tilslutte sig denne bog, des flere læser den uden spørgsmål eller dømmekraft.

For blot et par dage siden blev en ny humanitær bibel udgivet. Den var skrevet af en ateist, og den sletter Gud, tilføjer evolution samt udspyr løgne.

Jeg tror, Guds ord vil blive voldsomt angrebet, efter hånden som Antikrist forbereder at komme i centrum. Det er muligt, at det en skønne dag kun vil være bibler, som er politisk korrekte, der kan blive trykt og solgt.

I Begyndelsen begyndte synden ved, at der blev sat spørgsmålstegn ved Ordet. Således vil det også være i disse sidste dage, for fjenden har kun lidt tid.

1 Mos 3:1:

”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?«

Åb 22:18:

”Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog.”

NavPress brugte nedenstående navne i promoveringen af denne bog:
Amy Grant,
Benny Hinn,
Bill Hybels,
Bill og Gloria Gaither,
Billy Graham,
Brock og Bodie Thoene,

Carol Kent,

Chuck Swindoll,
Cynthia Heald,
Dan Quayle,
Dave Dravecky,
Toby-DC Talk
Don Moen,
Duffy Robbins,
Gary Chapmen,
Gary Smalley,
Gordon Fee,
Gordon MacDonald,
Harold Fickett,
JI Packer,
Jack Hayford,
Jay Kesler,
Jerry Jenkins,
Jerry Savelle,
Jim Burns,
Jimmy og Rosalyn Carter,
John Maxwell,
Joni Eareckson Tada,
Joyce Meyer,
Kathy Peel,
Keith Miller,
Kenneth Copeland,
Leighton Ford,
Leith Anderson,
Luci Shaw,
Madeleine L'Engle
Max Lucado,
Michael Card,
Michael W. Smith
Mike Yaconelli,
Newsboys,
Patsy Clairmount,
Pat Williams,
Phil Driscoll,
Rebecca St. James,
Richard Foster,
Rick Warren,
Rod Persille
Ron Kenoly,
Stuart og Jill Briscoe,
Tim Kimmel,
Tony Campolo,
Tremper Longman,
Bono fra U2,
Vernon Grounds,
Walter Kaiser Jr.,
Walter Wangerin,
Warren Wiersbe,
Wayne Rice,
Wellington Boone.
Frederick Buechner.

Tabernaklet og Paktens Ark.

2012-02-23T02:36:00.005-08:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 2 - 2008.
Av Arvid Joramo.

I 3 Mos 16 fortelles det at ypperstepresten gikk inn i Det aller helligste i tabernaklet med soningsblodet for å gjøre soning for sine egne og folkets synder.

Men først noen få ord om tabernaklet og paktens ark. Etter Herrens befaling bygde de tabernaklet da Israels-folket lå i leir ved Sinai. Moses fikk detaljerte forskrifter om hvordan det skulle bli bygd og innredet, og likeså hvordan gudstjenesten skulle forrettes. All gudstjeneste hadde sitt sentrum i tabernaklet. Tabernaklet var altså en flyttbar telthelligdom. Denne helligdommen hadde Israel med seg under ørkenvandringen og under erobringen av Kana’an. Den ble avløst av templet som ble bygd under Salomo.

Tabernaklet var delt i to rom. Det forreste ble kalt det hellige, og bak et forheng var det aller helligste. Inne i det aller helligste stod paktens ark (paktskisten). Den inneholdt lovens tavler, og var dekket av et lokk, som kalles nådestolen. På nådestolen stod to kjeruber med vingene sine vendt mot hverandre. Vi har allerede nevnt at ypperstepresten én gang om året gikk inn i det aller helligste og sprengte offerblod på nådestolen til soning for sine egne og for folkets synder.

Yppersteprest etter Melkisedeks vis
Ypperstepresten gikk inn for Herrens åsyn som folkets representant. Dette skulle altså gjøres én gang for året. Han er et klart forbilde på Jesu person og frelsergjerning. Likevel er det slik at Jesus som prest etter Melkisedeks vis er større enn den levittiske yppersteprest.

Det var slik at etterkommerne etter Levi arvet prestedømmet. Aron, bror til Moses, som var av Levi stamme, ble av Herren utpekt til å være den første yppersteprest. Aron som yppersteprest er forbilde på Jesus Kristus.

Vi leser om Melkisedek i 1 Mos 14:13-24. Da Abraham hadde beseiret Kedorlaomer og de andre kongene som var forbundet med ham, kom Melkisedek Abraham i møte med brød og vin og velsignet ham. Melkisedek betyr rettferdighets konge. «Han var prest for Den Høyeste Gud» (1Mos 14:18). Han var konge i Salem (Jerusalem), «det vil si: freds konge» (Heb 7:2). Og da skriver Hebreerbrevet mye om dette at Jesus Kristus er konge etter Melkisedeks vis (Heb 5:6,10; 6:20; 7:1-10). Især Heb 7 beskriver dette detaljert. Og i Salme 110:4 heter det at «Herren har sverget, og han skal ikke angre det: Du er prest til evig tid etter Melkisedeks vis».

Både ypperstepresten og ofringene i GT hadde sin begrensning. Det var ufullkomment. Dette henger sammen med det kjødelige og jordiske. Det er en skygge av det som skulle komme (Heb 7:16; 8:5; 9:10; 10:1). Alt dette var en forberedelse «inntil den tid da alt skulle settes i rette skikk» (Heb 9:8-10). I GT var alt bare et skyggebilde av det endelige og fullkomne. Ved Kristi offer er den gammeltestamentlige offerkultus satt ut av kraft.

Kristus større enn den levittiske yppersteprest
Slik som Melkisedek var større enn Abraham, er Kristus som prest etter Melkisedeks vis større enn den levittiske yppersteprest. Ettersom det ikke var mulig å oppnå fullkommenhet ved det levittiske prestedømme, var det behov for at noe fullkomment skulle stå fram. Det ufullkomne levittiske prestedømme måtte avløses av Kristi fullkomne gjerning som vår yppersteprest.

Vi skylder nok å understreke at alt dette var klart fra Guds side fra evighet av. Det er ikke noe som han underveis kom til klarhet i! Men det var nødvendig å forberede Jesu komme og frelsesverk på denne måten ved at Gud utvalgte seg et folk som han oppdrog til denne gjerningen. På forskjellig vis åpenbarte Gud seg i sin kjærlighet, hellighet og herlighet for sitt utvalgte folk Israel og gjorde dem i stand til å ta imot Frelseren, Guds egen Sønn, Jesus Kristus, i tidens fylde (Gal 4:4). Og på mange måter har Gud talt til oss gjennom den israelittiske offertjenesten og gudstjenesten om han som skulle komme som det fullkomne offer. Likesom han også «i fordums tid mange ganger og på mange måter hadde talt til fedrene gjennom profetene» (Heb 1:1).

Kristus behøvde ikke å sone for egne synder, for han var hellig og ren. Han gikk ikke inn i en helligdom gjort med hender, som var et bilde av den sanne, men inn i selve himmelen. Han brakte seg selv som offer én gang for alle til soning for våre synder. Vi merker oss også at Jesus på samme tid er både yppersteprest og offerlam.

En miskunnelig yppersteprest
Hebreerbrevet understreker sterkt at Jesus som yppersteprest står solidarisk med menneskene i deres svakhet og nød. «For ved at han selv har lidt og er blitt fristet, kan han komme dem til hjelp som blir fristet» (Heb 2:18). Han har medlidenhet med oss i vår svakhet, for han er prøvet i alt i likhet med oss, men uten synd. Derfor kan vi «med frimodighet tre fram for nådens trone, for at vi kan få miskunn, og finne nåde til hjelp i rette tid» (Heb 4:14-16).

Slik som Melkisedek velsignet Abraham (1Mos 14:18-20) før Abraham ble fristet av Sodoma-kongen (v 21), slik kommer altså også Jesus sine barn til hjelp i rette tid (Heb 4:14-16).

I beretningen om at Abraham ble velsignet av Melkisedek, merker vi oss at Abraham ble utsatt for en fristelse etter at han hadde mottatt velsignelsen. Kongen av Sodoma, som var en av de kongene Abraham hadde hjulpet, ville at Abraham skulle gi ham folket, mens Abraham kunne beholde godset. Dette avslo Abraham, fordi han ikke ville at kongen i Sodoma skulle si at han hadde gjort Abraham rik. Derfor kan vi nok si at Abraham gjennom Melkisedeks velsignelse fikk kraft til å overvinne fristelsen til gjøre seg rik på materielle goder fra kongen. Han ville gi Gud alene æren! Og vi skal vinne «mer enn seier ved ham som elsket oss» – Jesus Kristus (Rom 8:37).

Nådestolen og Kristus
Nådestolen, som vi leser om i 2 Mos 25:17-22, var lokket på paktens ark. Dette var av rent gull og var Herrens særskilte åpenbaringssted (se også 2 Mos 30:6; 4Mos 7:89). Dette sted var så hellig at en røkelsessky måtte skjule nådestolen slik at ypperstepresten ikke skulle dø (3 Mos 16:13).

Nådestolen hadde stor betydning i den gamle pakt, og viser forbilledlig og profetisk hen til Kristus (Rom 3:24f). I den nye pakt er Kristus det som nådestolen var i den gamle pakt. Nådestolen var midtpunktet på den store forsoningsdagen. Kristus var midtpunktet på den store forsoningsdagen i den nye pakt, da han hang på korset for å sone for dine og mine synder!

Det fullkomne og evig- gyldige soningsoffer
Slik som ypperstepresten én gang om året på forsoningsdagen gikk inn i det aller helligste med blod av offerdyr, slik har Jesus gått inn i den himmelske helligdom én gang for alle med sitt eget blod, det fullkomne og eviggyldige soningsoffer, som aldri behøver å gjentas. For Jesus var en yppersteprest som var hellig, uskyldig, ren, skilt fra syndere og opphøyet over himlene. Han trengte ikke å bære fram offer for sine egne synder først, slik som de jordiske yppersteprestene måtte gjøre. En slik yppersteprest måtte vi ha (Heb 7:26f; se også Heb 9:11f).

Og det var jo egentlig i kraft av Jesu blod, som skulle utgytes på Golgata, at soningsofferet i GT var gyldig. En interessant tolkning av Åp 13:8 vil jeg ta med her. Det er tale om at alle som bor på jorden skal tilbe dyret (Antikrist), «hver den som ikke har fått sitt navn skrevet i livets bok hos Lammet som er slaktet, fra verdens grunnvoll ble lagt.» Noen vil knytte sammen «hos Lammet som er slaktet» og «fra verdens grunnvoll ble lagt». Da blir det tale om «Lammet som er slaktet fra verdens grunnvoll ble lagt». Men uansett hvordan man tolker dette, er det jo sant at frelsesverket er ordnet fra evighet av.

I 3 Mos 16:8-10 er det tale om at ypperstepresten fikk to geitebukker til syndoffer av Israels menighet. Ved loddkasting ble den ene utvalgt for Herren og ført fram for å bli ofret til syndoffer. Den andre ble stilt «levende fram for Herrens åsyn, for at det skal gjøres soning ved den, og så skal den slippes løs for å sendes ut i ørkenen.» Aron skulle legge begge sine hender på den «og bekjenne over den alle Israels barns misgjerninger og alle deres overtredelser og alle deres synder.» Og bukken skulle «bære alle deres misgjerninger med seg ut i villmarken, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen» (v 20-22).

Dette viser også profetisk og forbilledlig hen på Jesus Kristus. Alle våre synder ble lagt på ham, ja, han ble gjort til synd for oss (2 Kor 5:21). Han er det Guds lam som bar bort all verdens synd én gang for alle (Joh 1:29+36).

Är Framväxande kyrkans kritiker alltför kritiska?

2012-02-22T05:54:00.004-08:00

Fra Understandthetimes.org
Av Roger Oakland.

Inta alla kristna är kallade att vara väktare. Detta är förståeligt. Kristi kropp är uppbyggd av män, kvinnor och barn med många olika gåvor och kallelser vilka alla är viktiga för att Kristi kropp ska vara frisk. Väktaren är en person som kallats av Gud att varna för farorna i att vända bort från sanningen och bli vilseledd.

Denna kallelse är inte utan problem och svårigheter. Fastän väktarens röst kan vara biblisk anses han eller hon nästan alltid av majoriteten vara alltför kritisk. Detta är speciellt sant idag när så många kristna ledare omfamnar kristendom som är mer sökarvänlig och driven av ett syfte (purposedriven) snarare än gudfruktig och andeledd. En person som försöker driva vilsna får tillbaka till fållan anses negativ, dömande och kärlekslös.

Det är också så att när några har vänt bort från Guds Ord är de inte alltid tacksamma mot den som talar om för dem att de kommit bort från Ordet. Om en person visste att han hade blivit bedragen hade han inte blivit förledd av bedrägeriet. Det är också ett faktum att det är många som ger sig ut för att tro på Kristus men har väldigt lite tro på Hans Ord.

Det är Guds Ord som ska vara vår lodlina för att få oss tillbaka till sanningen. Att följa en människa och hans idéer kan mycket väl leda oss vilse, särskilt om hans idéer inte är linje med Guds uppenbarelse som finns skrivet i Guds Ord.

Jag har försökt att ljuda ett andligt alarm genom att dokumentera fakta som hör ihop med olika idéer och trender som strömmar genom världen i Kristi namn. Vi lever i en tid i församlingens historia när en ny reformation sägs vara på väg och kristendom återupptäcks så att den ska vara mer relevant för det tjugonde århundradet, men en kristendom som inte är i överensstämmelse med Skrifterna är inte kristendom.

Kritikerna besvaras
Det finns de som kommer att läsa detta och inte komma till slutsatsen att vi lever i en tidsålder av avfall före vår Herres återkomst. Det kommer att finnas sådana som anklagar mig för att presentera en obalanserad uppfattning om den framväxande kyrkan, trots fakta. Det kommer att finnas sådana som säger att jag bara koncentrerar mig på det negativa och att jag har undvikit allt det som är bra med den Framväxande kyrkan.

Till exempel förväntar jag mig att det kommer uttalanden liknande det följande som gjorts av supportern till den Framväxande kyrkan, Darren King, i en artikel som han skrev med titeln ”Ett svar på reaktionen mot den Framväxande kyrkan”:

Det är tydligt att medan de av oss som är engagerade i den Framväxande kyrkans konversation kan finna nya perspektiv vara till nytta, finns det andra, inom den större kristna gemenskapen, som anser dessa fräscha perspektiv inte bara onyttiga utan faktiskt hotfulla. Dessa människor tenderar att verka under väldigt cirkulära och stela trossystem. Och för dessa människor orsakar varje idé som inkräktar på minsta lilla hörn av ”trons infrastruktur” något som innebär en fly eller fäkta-reaktion.1

Detta påstående illustrerar hur någon med ett stelt perspektiv (bibliskt perspektiv) uppfattas av en med Framväxande kyrkan-perspektiv (”fräscht perspektiv”). Från Darren Kings synvinkel är det så att den som inte är villig att överge sin ”tros-infrastruktur” (Bibeln) till förmån för det ”fräscha perspektivet” (idéer som är obibliska eller antibibliska) ses som en farlig knäppskalle.

King, redaktören för Precipice Magazine, slår vidare fast att han har en plan för att ta itu med motståndare som vägrar ersätta sin ”tros-infrastruktur” med det ”fräscha perspektivet”.

Det jag är intresserad av är en diskussion om de stereotypa reaktionerna; den kritiska responsens som uppstår ur en ande av överlägsenhet, förakt, fruktan osv. Det är med det målet i sikte som vi på Precipice lanserar ett nytt tema kallat: ”En kritik av kritiken: Ett svar på reaktionen mot den Framväxande kyrkan”. Under de följande veckorna kommer vi att vända oss direkt till dessa speciellt onådiga, destruktiva och föraktfulla exempel på kritik, en efter en.2

Efter denna artikel följde några exempel på kritik mot Framväxande kyrkan med åtföljande respons av Precipice Magazine. Till exempel, som ett svar på kritiken - ”Jag upplever att du aldrig kan få klart besked om vad den Framväxande kyrkan egentligen tror. Den typen av opålitlig teologi verkar farlig, feg och alldeles för passande i vår politiskt korrekta kultur” - gjordes följande påstående:

Det finns ett väldigt bra skäl till varför det är svårt att få klart besked om den Framväxande kyrkan på vissa punkter. Det är helt enkelt så att den Framväxande kyrkan är en rörelse som utvecklas, en flytande konversation. Den är inte ett samfund med en officiell lära att referera till. I dessa typer av konversationer är det ofta till hjälp att urskilja Frambrytande, en specifik grupp, från den större Framväxande kyrkan-konversationen. Frambrytande är en gemenskap inom den större kontexten av den Framväxande kyrkan...

Den Framväxande kyrkan-skaran är inte nervös över att gråa områden dröjer kvar. Mysterium är nyligen omfamnat av den Framväxande kyrkan. Och detta skifte bort från en blind betoning på historisk tro verkar, i alla fall för mig, mycket mer i linje med tidig kristen tro och utövning. Tro är en process. Den kristna erfarenheten är en resa. Det skulle vara bra för oss att påminna oss att för de tidiga Kristi efterföljare refererades ofta tro till ”Vägen” - inte till målet.3

Om kristendomen utvecklas, som denna skribent föreslår, vad utvecklas den till? Vare sig man kallar denna trend en ”kyrka” eller ”konversation” är inte poängen. Det som är viktigt är om trenden är baserad på sund kristen lära eller inte. Som vi har diskuterat i tidigare kommentarer är inte tro i Bibeln grunden för denna ”Nya reformation”. Tro i Bibeln förespråkas inte; den är under attack. Tro omintetgörs.

Ja, det är sant att den tidiga kyrkan kallades ”Vägen”. Men kyrkan kallades ”Vägen” på grund av att medlemmarna i kyrkan följde Jesus, som sa att Han var ”Vägen”.4 Jesus sa också att ”Vägen” är en ”smal väg”5 och den ”enda vägen”6 för att komma in i himlen. Den Framväxande kyrkans väg eller framväxande konversation eller vilket namn som helst som används för att beskriva denna så kallade Nya reformation är i mina ögon en bred väg som många reser på och är på väg åt fel håll.

Försvar av den Framväxande kyrkan
Det bör nu vara uppenbart att de som kritiserar den Framväxande kyrkan eller ”konversationen” också blir kritiserade. Anledningen till att Darren King, chefredaktör för Precipice Magazine, lanserade en kolumn för ”kritiserande av kritikerna” var på grund av ett antal negativa kommentarer om en artikel skriven av Scot McKnight med titeln ”Fem strömmar av den Framväxande kyrkan” som fanns med i februarinumret 2007 av Christianity Today. Enligt King:

Detta nummer (som kritiserar dem som är kritiska mot den Framväxande kyrkan) fick en ny betydelse som följde på Scot McKnights artikel ”Fem strömmar av den Framväxande kyrkan” vilken nyligen var med i Christianity Today. Som jag nämnt i en tidigare artikel var det för var fjärde positiva respons på McKnights artikel en inte bara negativ utan faktiskt ilsken, föraktfull, oförskämd.7

Scot McKnight är en allmänt erkänd auktoritet på Nya testamentet, tidig kristendom och den historiske Jesus. Han innehar Karl. A. Olssons professur i religionsstudier på North Park University, Chicago, Illinois. McKnight, författare till över tjugo böcker, har gett radiointervjuer över hela landet, varit med i tv, och efterfrågas regelbundet som talare i kyrkor och utbildningsevenemang. Dr McKnight fick sin FD på University of Nottingham.8

I artikeln som skrevs för Christianity Today antog Dr McKnight uppgiften att förklara vad den Framväxande kyrkan är och vad den inte är. I inledningsdelen av artikeln skrev han:

Tillsammans med orättvisa stereotyper av andra traditioner är vandringshistorierna som omger den Framväxande kyrkan av samma slag – en av de mest kontroversiella och missförstådda rörelserna idag. Som teolog har jag studerat rörelsen och interagerat med dess nyckelledare under flera år – jag anser mig lyckligtvis till och med vara en del av denna rörelse eller ”konversation”. Som evangelisk har jag haft mina funderingar, men generellt sett anser jag att det som framväxande kristna tar med sig till bordet är vitalt för kyrkans allmänna hälsa.9

Scot McKnight hävdar att den Framväxande kyrkan-rörelsen missförstås av kritikerna. Enligt honom är den Framväxande kyrkan ”vital för kyrkans allmänna hälsa”. Som”teolog” och en som ”lyckligtvis” anser sig vara del av rörelsen har McKnight ”interagerat med nyckelledarna i rörelsen.” För att definiera den Framväxande kyrkan gjorde McKnight följande uttalande:

För att definiera en rörelse måste vi för artighets skull låta den säga vad den är. Eddie Gibbs och Ryan Bolger definierar i sin bok Emerging Churches: Creating Christian Community in Postmodern Cultures (Baker Academic, 2005) framväxande så här: Framväxande kyrkor är gemenskaper som utövar Jesus väg inom postmoderna kulturer. Denna definition omfattar nio tillämpningar. Framväxande kyrkor (1) identifierar sig med Jesu liv, (2) transformerar den sekulära världen, och (3) lever i högsta grad kollektiva liv. På grund av dessa tre aktiviteter (4) välkomnar de främlingar, (5) tjänar med generositet, (6) deltar som producenter (7) skapar som skapande varelser, (8) leder som en kropp, och (9) tar del i andliga aktiviteter. 10

Få kritiker till den Framväxande rörelsen skulle ha problem med den definitionen som Gibbs och Bolger erbjuder om den adekvat definierade den Framväxande kyrkan-rörelsen. Men den här definitionen räcker inte till för att definiera rörelsen. En mängd allvarliga hädiska idéer, övertygelser och utövanden som förespråkas av rörelsen visar att biblisk tro är under attack. I stället för att vara en ”Ny Reformation” är det en potential tillbaka till andligt mörker.

Dessutom kommer Scot McKnight själv till korta med att ge en komplett och ordentlig definition när han är kritisk mot D. A. Carsons kritik mot den Framväxande kyrkan.

D.A. Carsons Becoming Conversant with the Emerging Church (Zondervan, 2005) är inte ensam om att peka ut problemen inom den framväxande rörelsen, och jag skall peka på några i det som följer. Men som en beskrivning av rörelsen saknar Carsons bok direkt medvetenhet och lider av ett alltför trångt fokus – mot Brian McLaren och postmodern epistemologi.11

Det är intressant hur McKnight och andra avfärdar Brian McLaren och hans obibliska idéer genom att relegera honom till de fanatiska extremisterna när de vill peka ut det ”goda” i den Framväxande kyrkan-rörelsen. Det är samma som att säga att det är möjligt att få bort arsenik som har blandats i en milkshake genom att selektivt suga genom ett sugrör. Rörelsen är spetsad med idéer från McLaren och andra ledare inom den framväxande rörelsen. Den så kallade ”generösa ortodoxin” som Brian McLaren skriver om skulle också kunna förstås som ett utbrett avfall.

För att censurera rörelsen eller “konversationen” för att göra den “frambrytande-säker” skulle man behöva komma på ett nytt namn på rörelsen som inte har någonting att göra med ordet framväxande. Rörelsen bort från Guds Ord mot ett erfarenhetsmässigt möte med ”Gud” genom utövande av österländsk mysticism och romersk-katolicism är helt klart en del av rörelsen som för närvarande är på gång.

Dessutom försöker Scot McKnight att ogiltigförklara legitim kritik mot den Framväxande kyrkan genom att anta att de som kritiserar den Framväxande kyrkan inte förstår dess termer. Han skrev:

För att förhindra förvirring behöver en distinktion göras mellan ”framväxande” och ”Frambrytande”. Framväxande är det vidare, informella, globala, ecklesiala (kyrko-centrerade) fokuset på rörelsen, medan Frambrytande är en officiell organisation i USA och Storbritannien. ”Emergent Village” (Frambrytande by), organisationen, styrs av Tony Jones, en Ph.D.-studerande vid Princeton Teologiska seminarium och jordenruntresande till förmån för allt som har med Frambrytande och framväxande att göra. Andra namn som hör ihop med ”Emergent Village” är Doug Pagitt, Chris Seay, Tim Keel, Karen Ward, Ivy Beckwith, Brian McLaren, och Mark Oestreicher. ”Emergent” (Frambrytande) i Storbritannien styrs av Jason Clark. Eftersom Frambrytande (Emergent) är det intellektuella och filosofiska nätverket av den framväxande rörelsen, är det ett misstag att tränga ihop allt framväxande i ”Emergent Village”. Framväxande fångar i en term in den globala omformningen av hur ”göra kyrka” i den postmoderna kulturen. Den har inga centrala kontor, och den är lika varierande som evangelikalismen själv.12

Om framväxande är ordet som används för att beskriva “hur göra kyrka i en postmodern kultur”, då behövs termen definieras med en varningsetikett bifogad. I dessa tider när vi får lära oss att en ”kristen bara kan kännas igen för vad han är för och inte vad han är emot”, bildar en sådan vid definition en bana till andlig katastrof.

Vi instrueras i Skriften att vara lika Bereanerna, som rannsakade Skriften var dag ”för att se om det förhöll sig såsom nu sades.” 13 De undervisades av Paulus, den store aposteln som inspirerades av Gud. Idag när kristendomen ”återuppfinns” undervisas vi av många personer som har en väldigt luddig syn på Skriften. Om kristna vägrar kontrollera det som proklameras som kristet i förhållande till Skriften är konsekvenserna förutsägbara.
------------------------------------
Fodnoter:
1 Darren King, “A Response to Reactionism Against the Emerging Church,” Online posting: http://www.precipicemagazine.com/emerging-church-criticism.html, March 15, 2007.
2 Ibid.
3 Ibid.
4 Joh 17:17
5 Matt 7:13
6 Joh 14:6
7 Darren King.
8 Scot McKnight biography, Online posting: http://www.jesuscreed.org/?page_id=1137, March 15, 2007.
9 Scot McKnight, “Five Streams of the Emerging Church,” Christianity Today, February 2007, s.35.
10 Ibid.
11 Ibid.
12 Ibid.
13 Apg 17:10-11

"Ødelæggelsens Vederstyggelighed" – er vi der?

2012-02-18T05:28:00.007-08:00

Fra Truereformation.net/
24. august 2011.
Av Elvor Ohlin.

Är vi framme vid profetians uppfyllelse i Matt 24,15-22; Dan 9,11? Vi har tidigare uppmärksammat den Interfaith-dialog och de planer som finns för Tempelberget. Är detta början? Det är inte förvånande vem som har huvudrollen – Vatikanen (RKK).

En andra Vatikanstat ska byggas i Jerusalem
Text: Ivar Fjeld

“Gamla stan i Jerusalem kommer att ha ett “speciellt styre”. “Det kommer att bli en självständig, självstyrande enhet. Den administrativa chefen kommer att ha minst beroende av de befintliga systemen och strukturerna”.

Detta är ett politiskt förslag från “Jerusalems Gamla stan Initivativ“. Förslaget är en frukt av “fredsprocessen”, och Interfaith-dialoger mellan judar, muslimer, katoliker och andra som säger sig vara ”kristna”.

Människor är inte medvetna om att planeringen för ett säte för den siste antikrist har nått sitt slutskede. Detta arbete fick en förnyad kraft efter genomförandet av Oslo -”fredsavtalet”.

Den slutliga knuffen till slutspelet började med bildandet av Rådet för de religiösa institutionerna i det Heliga landet år 2005. Detta råd består av muslimer, judar, katoliker och påstådda “kristna” i sin styrelse.

När du läser deras uttalande om tro, introduceras du till den slutliga New World Order (Ny världsordning). De försöker berätta för oss att alla religioner leder till samma Gud. Nu planeras ankomsten av deras ledare.

“Som religiösa ledare av olika religioner, som delar övertygelsen av en Skapare, Universums Herre, tror vi att essensen av religion är att dyrka G-d och respektera liv och värdighet för alla människor, oavsett religion, nationalitet och kön.”

Rådets website:

Visste du att både chefen för rabinnatet i Israel och den islamiska palestinska Shariadomstolen stöder detta norska, föreslagna “Interfaith-initiativ” i Jerusalem? Och chefen för detta Råd är en norsk luthersk präst, herr Trond Bakkevig. Han stöds av norska kyrkan och Kyrkornas världsråd.

Och när det sista “fredsavtalet” nästan gick igenom i Annapolis i november 2007, gjorde sig det religiösa Interfaith-rådet redo för att festa i den norska ambassaden i Washington.

För att få Gamla stan i Jerusalem redo för ett kommande av “särskild ordning”, har “fredsbeslutsfattarna” bildat en internationell workshop som heter “Jerusalems Gamla stan Initiativet“. Initiativet sponsras av huvudsakligen protestantiska Kristnas rebublik i Kanada. Deras huvudkontor ligger vid Windsors Universitet i Ontario, Kanada.

Webbplatsen för “Jerusalems Gamla stan Initiativet“:
När du går igenom denna webbplats, och läsning om strategiska dokument, rapporter och planer, kommer du att bli chockad över vad de har föreslagit.

Det är en exakt kopia av planen som är grunden för Vatikanens stat från 1929. Och idéerna om hur Gamla stans stadsbildning i Jerusalem ska styras, verkar ha samlats in från styrandet av det nuvarande påvliga systemet. Den slutliga planen kommer att presenteras för regeringen i Israel som ett erbjudande, som de bara “måste” acceptera.

Den nya stadsbildningen i Jerusalem kommer att ha en “Chefsadministratör” som styr en “särskild ordning”. Hans makt kommer att likna påvens i Rom.

Vänligen ta en närmare titt på deras webbsidor. Nedan är några av förslagen från “Jerusalems Gamla stan Initiativet”. Den administrativa chefen kommer att lyftas över lagarna. Han kommer att ha sin egen stat och hans invånare kommer att bli en sluten krets av trogna tjänare. Från denna plats, kan han utöva sin laglöshet.

Dessa förslag finns i sammanfattningen av den verkställande rapporten:

1. En självständig byråkrati
2. Att ha sina egna invånare
3. En robust säkerhetsstyrka
4. Ett råd, ett delvis demokratiskt valt organ med vetorätt över administratörens åtgärder.
5. Gamla stan som en enhet under en administratör, med verkställande myndighet.
6. Avtal mellan parterna, med två nationella huvudstäder, Al Quds och Jerusalem.
7. En egen polistjänst för Gamla stan skall upprättas.

Detta är den text som finns i ett av de strategiska dokumenten på webbsidan.

Viktiga egenskaper och funktioner av det särskilda styrelsesystemet.
Det föreslagna särskilda systemet som leds av en överinspektör, skall ansvara för en effektiv och rättvis förvaltning och styrande av Gamla stan, inklusive att säkra helgd och tillgång till Gamla stans heliga platser.

För att möta detta ansvar skulle det särskilda systemet kräva förstärkt självständig byråkrati – vars ledare har förtroende både av Israel och Palestina och en som har givits både myndighet och kapacitet att administrera, och hantera polisiära specifika aspekter för Gamla stan och dess invånare.

En viktig funktion av denna Specialregim av det särskilda systemet skulle vara att skapa rättvisa, lag och ordning. Säkerhet är testet på alla fredsavtal: om ordningen i Gamla stan går sönder, kommer alla israeliska-palestinska fredsavtal att vara i fara. Därmed skulle Specialstyret i Gamla stan kräva en robust säkerhetskraft, med kapacitet att både leverera opartisk brottsbekämpning och rättvisa och att konfrontera framgångsrika större säkerhetshot, inklusive eventuella insatser från extremister från olika läger som vill underminera ett israelisk-palestinskt fredsavtal.

Katolska kyrkans Katekesdoktriner:

841 Kyrkans relation till muslimer.
“Frälsningsplanen inkluderar också dessa som igenkänner Skaparen, vilka i första hand är muslimerna; dessa bekänner sig att ha Abrahams tro, och tillsammans med oss tillber de en barmhärtig Gud, människornas domare i den sista tiden”. (slut citat)

Bibeln säger tydligt att Jesus Kristus, Guds son, är världens Fräslare och den enda vägen till Gud. Den som inte bekänner Jesus som den han är, är inte frälst. Jesus är enda vägen till Gud. Vi måste vända oss till honom och bjuda in Jesus i hjärtat, bekänna vår synd och ta emot hans förlåtelse.

Varken katoliker, muslimer eller andra religioner bekänner Jesus på det sättet. Katolikerna lägger till den katolska Maria som en medlerska och nådesförmedlare, vilket Bibeln förbjuder. Muslimer tror att Jesus var en profet men inte att han är Guds son och världens Frälsare. Andra religioner tror att Jesus var en av många stora lärare, åter andra förnekar Jesus helt. Bibeln:

1 Joh 5:9-13:
"Om vi godtar människors vittnesbörd, så skall vi veta att Guds vittnesbörd är förmer, eftersom detta är Guds vittnesbörd: att han har vittnat om sin Son. Den som tror på Guds Son har vittnesbördet inom sig. Den som inte tror på Gud gör honom till en lögnare, eftersom han inte tror på vittnesbördet som Gud har givit om sin Son. Och detta är vittnesbördet: Gud har skänkt oss evigt liv, och det livet är i hans Son. Den som har Sonen har livet. Den som inte har Guds Son har inte livet. Detta skriver jag till er för att ni skall veta att ni har evigt liv, ni som tror på Guds Sons namn."

/E Ohlin

Er Lutheranerne de næste? Lutheranere søger fuldt fællesskab med den Katolske Kirke.

2012-02-11T11:53:00.000-08:00

Fra Sueliz1.wordpress.com/
11. juli 2010.

Den nye Verdensreligion bliver dannet hurtigere end det skønnes muligt. Denne artikel er en sand øjenåbner med hensyn til den rekord-hurtige sammenslutning. Forfatteren siger, at det er Helligånden, der driver Protestanterne ind i den Katolske Kirke. Er det Helligånden eller Antikrist’s ånd - den, der om muligt vil bedrage selv de udvalgte? Når den Lutherske Kirke smelter sammen med den Katolske Kirke vil mange flere hurtigt følge efter.

Ved Deacon Keith Fournier
2010/07/11
Catholic Online ( http://www.catholic.org/ )

Ønsket om at genvinde alle Kristnes Enhed er en gave fra Kristus og et kald ved Helligånden.

Pave Benedikt XVI’s første pavelige budskab: ”Derfor var det helt bevidst, at Peters nuværende efterfølger i begyndelsen af sin tjeneste i Kirken i Rom, som Peter badede i sit blod, påtog sig som sin primære opgave, pligten til at arbejde utrætteligt for at genopbygge den fulde og synlige Enhed af alle Kristi efterfølgere. Det er hans ambition, hans drivende opgave."

Chesapeake, VA (Catholic Online) - Om tirsdagen blev Peter Kemmether, en gift 62 år gammel far til fire børn, ordineret til det Hellige Præstedømme af biskop Gerhard Ludwig Müller. Fr. Peter fik en dispensation fra den kanoniske disciplins cølibat, der er knyttet til den præstelige ordination. Han havde været Protestantisk præst, men kom til fuldt fællesskab med den Katolske Kirke som frugten af en oprigtig søgen efter fylden i den kristne tro. Den 6. juni 2010 læste jeg en historie i Philadelphia Enquirer med titlen "The Priest and his Mrs." nu om Fr. Philip Johnson, Luthersk præst i 19 år, der fulgte en lignende vej. Han blev ordineret til Camden Stift med den samme undtagelse, under støtte og invitation af biskop Joseph Galante.

Katolikkerne er efterhånden ved at bliver opmærksomme på de tidligere Anglikanske og Episcopal præster, der har fulgt den samme vej hjem. Færre Katolikker er klar over den vidunderlige velkomst, Kirken har givet mange flere gennem den historiske Apostoliske forfatning, der er godkendt af pave Benedict XI. Jeg har i stor udstrækning skrevet om dette, og for nylig delte jeg min glæde med læserne ved ordineringen af en livslang ven og abortmodstander, Fr. Paul Schenck, hvis ordination jeg har haft det privilegium at deltage i sidste måned.

Jeg er i dialog med Ærkebiskop Irl A. Gladfelter, CSP, Metropolitan-biskop i den Anglo-Lutherske Katolske kirke, en gruppe af Lutheranere, der har favnet den Katolske Katekismus og Magisteriet’s undervisning. De banker ydmygt på døren til Kongregationen for TROSLÆREN, og søger en vej ind i fuldt fællesskab. I kan læse om denne fantastiske gruppe her.

Jeg arbejder på en grundig historie om deres vej. Nogle har sagt, at deres lidenhed og placering i "udkanten" af de Lutherske samfund gør dem mindre repræsentative. Jeg husker, at der var de samme bemærkninger om den "Traditionelle Anglikanske Kommunion" under deres tidlige bestræbelser. De blev dét profetiske køretøj, Helligånden brugte til at åbne op for et historisk gennembrud.

At være Katolik er at træde ind i Jesu bøn om Enhed i Hans kirke. I pave Benedikt XVI’s første pavelige budskab signalerede han sit engagement i denne Enhed: "Næret og opretholdt af Eukaristien, kan Katolikker ikke andet, end at føle sig tilskyndet til at stræbe efter fuld enhed, om hvilken Kristus udtrykte et så brændende håb i det øvre værelse. Peters efterfølger ved, at han må gøre sig selv særligt ansvarlig for hans guddommelige Mesters ypperste aspiration. Ja, han er betroet den opgave, at styrke sine brødre (jf. Luk 22:32). Med fuld bevidsthed tager derfor Peter’s nuværende efterfølger ved begyndelsen af sin tjeneste i Kirken i Rom - som Peter badede i sit blod - som sin primære opgave og pligt at arbejde utrætteligt for at genopbygge den fulde og synlige Enhed af alle Kristi efterfølgere. Det er hans ambition, hans drivende pligt."

Han har placeret forpligtelsen til fuldt fællesskab i Kirken på fronten i sit pavedømme. Dette er tydeligt i hans kærlighed, respekt og gentagne tilnærmelser til vore Ortodokse brødre, som vi genkender som en Kirke, og hvis præstedømme og sakramenter vi også genkender. Men denne kærlighed er også tydelig i hans opsøgende arbejde blandt de adskilte kristne i de Reformatoriske samfund i Vesten. På 4-årsdagen for drabet på hans forgænger, Johannes Paul II, mindede pave Benedikt os om Johannes Paul’s lidenskabelige engagement i det fulde fællesskab i Kirken. Denne undervisning er sammenfattet i ”Encyklical Letter”: "Må de være Ét" (Ut Unum Sint).

Kirkens undervisning er forankret i en Communions-Ekklesiologi. Johannes Paul II skrev: "Det sker - for eksempel i ånden i Bjergprædikenen - at kristne af én bekendelse ikke længere betragter andre kristne som fjender eller fremmede, men ser dem som brødre og søstre. Nok en gang har det selv samme udtryk, "adskilte brødre", i dag tendens til at blive erstattet af udtryk, som lettere fremkalder det dybe fællesskab, der er knyttet til dåbens karakter, og som Ånden fremmer på trods af historiske og kanoniske skel.

I dag taler vi om "andre kristne", "andre, der har modtaget ”dåben" og "kristne i andre samfund". Direktoratet for anvendelse af principper og normer for Økumeni henviser til Fællesskaberne, som disse kristne tilhører, som "kirker og kirkelige fællesskaber, der ikke er i fuldt fællesskab med den Katolske kirke. Den udvidelse af ordforrådet er tegn på en væsentlig holdningsændring: "Der er en øget bevidsthed om, at vi alle tilhører Kristus." (# 42).

Johannes Paul skrev også: "Forholdet mellem kristne sigter ikke alene på gensidig viden, fælles bøn og dialog. Det forudsætter og kalder fra nu af på alle mulige former for praktisk samarbejde på alle niveauer: pastoralt, kulturelt og socialt, såvel som at bevidne evangeliets budskab.

Samarbejde mellem alle kristne udtrykker levende det bånd, som allerede forener dem, og det sætter funktionerne i den tjenende Kristus i et tydeligere relief". Dette samarbejde, der bygger på vor fælles tro, er ikke blot fyldt med broderligt fællesskab, men det er en manifestation af Kristus selv. Desuden er Økumenisk samarbejde en sand skole i Økumeni, en dynamisk vej til Enhed. Enhed i handling fører til fuld enhed i troen: "Gennem et sådant samarbejde er alle troende i Kristus i stand til let at lære, hvordan de kan forstå hinanden bedre og værdsætte hinanden højere, og hvordan vejen til de kristnes Enhed kan gøres problemfri. I verdens øjne bliver samarbejde mellem kristne en form for fælles kristent vidnesbyrd og et middel til at udbrede evangeliet, hvilket gavner alle involverede."(# 40)

Jeg tilslutter mig den Katolske påstand om, at fylden af sandheden findes indenfor den Katolske Kirke, og jeg bærer en byrde om, at se Jesu bøn, som den er gengivet i St. John, kapitel 17, besvaret. Der er en forbindelse. I en verden, der er brækket itu, delt, såret, fyldt med "sider" og "lejre", som ligger i strid med hinanden, er Kirken kaldet til - både i ord og gerning - at forkynde den forenende kærlighed til en levende Gud. Hjertet i "evangeliet" er budskabet om autentisk Enhed med Gud i og gennem Jesus Kristus - igennem Ham, i Ånden, med hinanden. Det er ikke kun muligt, nej, det er Guds plan for hele den menneskelige slægt. Kirken er på vej. Det var ikke Herrens plan, at den skulle opdeles. Det er Hans plan, at den skal tilbage til fuldt fællesskab.

Lad vort forspring udgå fra den klare undervisning i den Katolske Kirkes Katekismus. Disse punkter findes i afsnittet med titlen, "Sår til Enhed":

”I denne ene og eneste Guds Kirke opstod der faktisk helt fra begyndelsen nogle kløfter, som Apostlen stærkt fordømte som forbandede. Men i de efterfølgende århundreder dukkede langt alvorligere stridigheder op, og store fællesskaber blev adskilt fra fuldt fællesskab med den Katolske Kirke - hvilket mænd på begge sider ofte var skyld i."

De brud, der sårer Enheden i Kristi legeme - her må vi fraregne kætteri, frafald og splittelse - forekommer ikke uden menneskelig synd: Hvor der er synd, er der også uenighed, splittelse, kætteri og tvister. Men hvor der er dyd, er der også harmoni og Enhed. Heraf opstår der ét hjerte og én sjæl hos de troende.

"Men man kan ikke beskylde de, der er født ind i disse samfund [resultatet af en sådan adskillelse], for adskillelsens synd. De er opdraget i dem i troen på Kristus, og den Katolske kirke accepterer dem med respekt og kærlighed som brødre. . . . Alle, der er blevet gjort retfærdige af tro i Dåben, er integreret i Kristus; de har derfor ret til at blive kaldt kristne, og accepteres med god grund som brødre i Herren af børn i den Katolske Kirke".

”Desuden findes mange elementer af helliggørelse og sandhed" uden for den Katolske Kirkes synlige rammer: "Guds skrevne Ord, livet i nåden, tro, håb og kærlighed, samt de andre indre gaver fra Den Hellige Ånd, såvel som de synlige elementer." Kristi Ånd bruger disse kirker og kirkelige samfund som et middel til den frelse, hvis kraft kommer fra den fylde af nåde og sandhed, som Kristus har betroet den Katolske Kirke. Alle disse velsignelser kommer fra Kristus og fører til ham. De kaldes i sig selv for "Katolsk Enhed."

"Kristus skænkede Enhed til hans Kirke fra begyndelsen. Denne Enhed, mener vi, består fortsat i den Katolske Kirke som noget, Kirken aldrig kan miste, og vi håber, at den vil fortsætte med at forøges indtil slutningen af tiden. "Kristus giver altid sin Kirke Enhedens gave, men Kirken skal altid bede og arbejde på at bevare, styrke og fuldende denne Enhed, som er Kristi vilje for Kirken. Derfor bad Jesus selv til sin Fader ved tiden for Passionen - og han er ikke ophørt med at bede - om sine disciples Enhed: "At de alle må være ét. Som du, Fader, i mig og jeg i dig, må de også være ét i os. . . så at verden kan vide, at du har sendt mig." Ønsket om at genvinde alle kristnes Enhed er en gave fra Kristus og et kald fra Helligånden."

Er Lutheranerne de næste? Vi får se. Men Helligånden arbejder helt klart. Vi bør glæde os over disse fantastiske historier, efterhånden som de forøges, samt bede om, at Herrens plan for det fulde fællesskab af alle Kristne må udfolde sig.

Gud prøver os ved at lade Satan udføre tegn og undere.

2012-02-05T16:36:00.000-08:00

Fra Ivarfjeld.wordpress.com/
5. februar 2012.

Både den sande Messias og anti-Messias vil udføre mirakler. Sand tro på Jesus er at acceptere Ham som den eneste vej til Himlen, og gøre vor Faders vilje.

Folk, der ikke tror på tegn og undere, bør læse Femte Mosebog.

5 Mos 13:2-5:

”Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.”

Gud giver os mulighed for at opleve mirakler af mange grunde:

A: Gud ønsker at afprøve vort motiv:

1. For at prøve, om vi kræver et mirakel for at tro på Ham.
2. For at se, om vi tager æren for det mirakel, der har fundet sted.
3. For at se, om vi begynder at indsamle penge til de mirakler, der er udført.
4. For at se, om det mirakel, der er udført, får os til at følge andre guder.

B: Vor Gud er de store miraklers Gud:

Slm 77:15:

” Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke;”

C: At Gud udfører mirakler, er ingen garanti for, at folk vil tro på Ham.

Slm 106:7:

”Vore fædre i Egypten gav ikke agt på dine undere; de huskede ikke på din store trofasthed, men trodsede den Højeste ved Sivhavet.”

D: At der er sket mirakler, er ingen garanti for, at Jesus vil vedkende sig den, der udfører mirakler:

Matt: 7:21-23:

”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

E: At Jesus udførte mirakler, var ingen garanti for, at folk omvendte sig fra deres synder:

Matt 11:20:
”Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig.”

Luk 10:13:
”Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig og siddet i sæk og aske.”

F: Jesus kunne ikke udføre mange mirakler dér, hvor folk ikke havde tro på ham:

Matt 13:58:
”Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.”

Mark 6:5:
”Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem.”

G: Gud tillader falske «jesus'er» og profeter at udføre mirakler:

Matt 24:24:

”..for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.”

H: Jesus sagde ikke til sine disciple, at de skulle stoppe med at udføre mirakler:

Mark 9:39:
”Men Jesus svarede: »I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig.”

I: Jesus udførte mirakler for at få stivsindede mennesker til at tro på Gud Fader:

Joh 14:11:
”Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”

ApG 2:22:

”Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved.”

J: Simon så mange mirakler, og ønskede at købe mirakel-kraften for penge:

ApG 8:13:
”Ja, også Simon selv kom til tro, og da han var blevet døbt, holdt han sig hele tiden til Filip og var forbløffet over de tegn og mægtige gerninger, han så.”

K: Paulus udførte mirakler:

ApG 19:11:
”Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus' hænder.”

2 Kor 12:12:
”Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger.”

L: Én af Helligåndens gaver er at udføre mirakler:

1 Kor 12:28:
”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale.”

M: I de sidste tider vil Satans disciple have magt til at udføre mirakler:

2 Thess 2:9:
”Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere.”

Da der er både er sande og falske mirakler i vore dage, hvordan kan vi da se forskellen på miraklerne?

Nogle retningslinjer:

Ægte mirakler:
1. Vil give Jesus Kristus al ære og herlighed.
2. Den, der udfører dem, vil ikke tage æren for at udføre miraklerne.
3. Der vil ikke være efterspørgsel efter penge fra de, der udfører miraklerne.
4. Den, der udfører miraklerne, vil forkynde, at omvendelse er nødvendig for at undgå evig dom. (Helbredelse uden anger, har ingen værdi).
5. Miraklerne vil føre folk til varig omvendelse.
6. Den, der udfører mirakler, vil sætte mennesker fri for at de kan følge Jesus Kristus.
7. Folk vil ikke kræve mirakler for at tro på budskabet fra Jesus Kristus. Miraklet dukker ofte op for at bekræfte den nuværende retning, eller for at vise den nye retning i et vejkryds.

Satan vil gerne udføre et mirakel i "Jesu navn" når:
1. Når en eller anden mærkelig og ukendt «jesus» prædikes.
2. Der ingen forkyndelse er om omvendelse.
3. Den, der udfører miraklet, vil tage noget af anerkendelsen.
4. Den, der udfører miraklet, indsamler penge for at udføre det.
5. Miraklet ikke vil have en varig effekt (Helbredelse, osv.)
6. Den, der udfører miraklet, vil knytte sit publikum til sin menighed.
7. Folk vil kræve et mirakel for at tro, at Jesus Kristus eksisterer. (En utro og ond generation).

Nye Bibelversioner fjerner "Fader" og "Guds Søn" fordi det krænker muslimerne.

2012-02-02T14:50:00.000-08:00

Fra Truedsicernment.com/
30. januar 2012.

En kontrovers er under opsejling på grund af, at tre velrenommerede kristne organisationer, som har base i Nordamerika, har smidt ordene "Fader" og "Søn" ud af de nye Bibler. Wycliffe Bible Translators, Summer Institute of Linguistics (SIL) , og Frontiers er under beskydning for at "producere Bibler, der fjerner "Fader","Søn"og "Guds Søn", fordi disse termer er krænkende for muslimer."

Bekymrede kristne missionærer, Bibeloversættere, præster, og nationale kirkeledere står samlet om en offentlig underskriftindsamling for at stoppe disse organisationer. De hævder, at en offentlig underskriftindsamling er deres sidste udvej, da møder med disse organisationers ledere samt personale-fratrædelser på grund af dette spørgsmål og kritik og appeller fra indfødte nationale kristne, der er bekymrede over oversættelserne, "ikke har kunnet overtale disse organer til at bevare "Fader" og "Søn" i teksten i samtlige deres oversættelser."

Biblical Missiology, en afdeling af Boulder, Colorado Horizon International, står bag underskriftindsamlingen.

Underskriv her:
http://www.change.org/petitions/lost-in-translation-keep-father-son-in-the-bible

De vigtigste spørgsmål i denne kontrovers bevæger sig omkring nye Arabiske og Tyrkiske oversættelser.

Her er tre eksempler fra lokale:
For det første har Wycliffe og SIL produceret ”Stories of the Prophets”, en Arabisk bibel, der bruger "Lord" som det Arabiske svar på "Fader" og "Messias" i stedet for "Søn".

For det andet har Frontiers og SIL produceret ”True Meaning of the Gospel of Christ”, en Arabisk oversættelse, som fjerner "Fader" som reference til Gud og erstatter det med "Allah", samt fjerner eller omdefinerer "Søn".

For eksempel lyder de vers, som kristne bruger for at begrunde, at man går ud i hele verden for at gøre alle folk til disciple, og dermed opfylde Den Store Missionsbefaling (Mattæus 28:19): "Rens dem ved vandet i Allahs navn, hans Messias og hans hellige ånd" i stedet for "Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånd navn."

Rev Bassam Madany, en Arabisk Amerikaner, der driver Mellemøsten Ressourcer, betegner disse organisationers arbejde som "et imperialistisk Vestligt forsøg, der er inspireret af kulturel antropologi, og ikke af Bibelsk teologi."

For det tredje har Frontiers og SIL produceret en ny Tyrkisk oversættelse af Matthæusevangeliet, der bruger Tyrkiske ækvivalenter som "vogter" i stedet for "Far" og "repræsentant" eller "befuldmægtiget" i stedet for "Søn." For den Tyrkiske kirkeleder, rev Fikret Boček, ”Er denne oversættelse en "hel-Amerikansk ide” med absolut ingen respekt for Skriftens "hellighed", eller sågar for den voksende Tyrkiske kirke."

SIL har udsendt en offentlig reaktion med angivelse af, "at hele personalet tilslutter sig en trosbekendelse, som bekræfter Treenigheden, Kristi guddom, og Skriftens inspiration." Men i den samme udtalelse, som svarer til Wycliffe’s, hævder de, at "ord til ord oversættelser i disse titler ville kommunikere en forkert betydning (dvs. at Gud havde fysiske, seksuelle relationer med Maria)," hvilket retfærdiggør erstatningen af "Far" og "Søn" i nye oversættelser. Opkald og e-mails til Wycliffe og SIL for at afklare deres stilling blev ikke besvaret. Frontiers reagerede på opkald med artikler, som kritikere allerede havde afvist som undgåelser af undladelserne af "Fader" og "Søn" i de nye bibeloversættelser.
------------------------------
Læs desuden: Mail fra Change.org

De elendiges innflytelse i kirken i dag.

2012-01-28T07:34:00.000-08:00

Af Kurt Vidar Lehre.
Januar 2012.

”De elendige” er dem, som i dag må leve utenfor “kirken” for å bli bevart i Kirken - et lem på Kristi legeme på jord. De elendige betraktes av de innenfor “kirken” som isolerte og uten kontakt med den “levende kirke” - at de har stilt seg selv utenfor ved sine bestemte holdninger til Bibelen, forkynnelsen, lærespørsmål og kristen livsførsel.

De elendige får høre, som sant er, at de ikke er i pakt med tiden - at de har kommet i utakt med den moderne kirkes melodi og rytme, liv og lære. “Du må ikke isolere deg, det er farlig”, ble det sagt til en av disse elendige (og enfoldige). De sa ikke dette fordi de ønsket han plass og rom i “kirken” som likebror. Motivet var heller å synliggjøre avstanden og forskjellen og plassere årsaken for bruddet hos den Elendige. Egentlig var han ikke lenger velkommen i den etablerte forsamling av kristne. Han passet virkelig ikke inn der.

”Den Elendige”, som blir isolert blir gjerne holdt utenfor tillitsverv, forkynneroppdrag og generelt blir disse ikke regnet med i menighetens nådegaveutrustning og Gudgitte kall til menighetens liv og vekst. Hva betyr det å være isolert, sett ovenfra, i Guds Ords lys og i evighetsperspektiv? Det er alminnelig å bestemme om en er isolert og uten innflytelse i Guds menighet og i den Åndelige verden i forhold til tillit, aksept, popularitet og enighet med det dominante, flertallet i “kirken”.

Åndelig innflytelse blir ensbetydende med en anerkjennelse fra lederskapet grunnet på rolig enighet - at en følger den moderne kirkens takt og melodi. Eventuelle rester av meningsdissens punkteres ved å hevde parolen; enig om å være taust uenig. Roen er viktig, selv om du må ro langt bort fra din indre overbevisning og erkjennelse.

Gevinsten: ensrettet enighet er så stor at prisen som må betales anses som god investering. Andre har solgt sin førstefødselsrett før. Bibelen forteller om troende mennesker som av forskjellige grunner har blitt isolert fra menigheten, brodersamfunnet. Enkelte ganger var det fordi de brøt med forkynnelsen og begynte å låne øre til og ble fanget av fremmed lære og forkynnelse. Andre ganger var det, at de brøt med den kristne livsførselen, som Bibelen forkynner, og som gav gjenhør i menighetens forkynnelse og sjelesorg. De valgte bruddet med den erkjente sannhet og lot seg (for)føre av fremmede lærdommer.

Men det fins en annen form for isolasjon, som har en helt annen grunn. “Den elendiges” innflytelse og isolasjon vurderes ikke i Bibelen i forhold til popularitet og aksept av “kirken” eller mennesker overhode. Målestokken er en helt annen. En sann, kristens innflytelse, og dermed isolasjon eller ikke, sees i Bibelen i forholdet til Jesus og Guds ord. Dersom en kristen lever i samfunn med Jesus og er der, hvor Jesus i sannhet er ved sann forkynnelse av hele Guds råd til frelse, og hvis Guds Ords lys lever i han og han av det, da kan han ikke bli isolert eller uten innflytelse - tvert imot.

Vår innflytelse er samsvarende med den innflytelse Gud har på oss - vår tanke, munn og hånd. Ingen kristen utøver større innflytelse på sine omgivelser enn den, som lever nær og i pakt med Guds Ords åpenbaring, loven og evangeliet. Dette til tross for at de av den grunn nettopp blir det folk kaller isolert og uten innflytelse. For Bibelen forteller oss med alvorlig tydelighet at det finns en usynlig verden – en åndeverden (ondskapens åndehær i himmelrommet). Innflytelse dér har bare Guds vesen og Guds våpen.

Den troende, som er i besittelse av Guds våpen og vesen og proklamerer dette, vil utøve innflytelse, ja stå i krig med åndeverden, som ligger bak mennesker og strukturer i og utenfor kirken. Bibelen viser oss ikke minst gjennom profetene og apostlene, at vi tvert i mot skal vokte oss for at forvente og strebe etter en populær innflytelse i endetidens frafallskirke og generelt.

Grunnen til det er, at det er stikk i strid med hva Jesus opplevde og traktet etter og stikk i strid med Kirkens og Guds Ords identitet og vesen. Forargelsen blir erstattet med innflytelse hos dem, som har fornektet sannheten, og innflytelsen er blitt en bedragerisk djevelsk innflytelse. Men den sanne Kirke består ennå med en levende sann forkynnelse, og med forargelse til følge, samt anstøt og dårskap og dertil påfølgende antipati og forfølgelse av dem, som lever i og av den og ikke kan annet enn å formidle den - sannheten tro i kjærlighet.

Å være en isolert kristen uten innflytelse må vurderes ut fra den innflytelse Faderen, Sønnen og den hellige Ånd har på vårt hjerte, munn og liv. Ingen har større innflytelse i Åndens verden enn nettopp den kristen, som hele livet og i alt underlegger seg Guds Ords innflytelse, selv om han blir isolert og tilsynelatende har mistet all innflytelse på “kirken”.

Den egentlige isolasjon og grunnen til manglende innflytelse i Åndens verden er tapet av det fortrolige samfunn med Gud i sann Gudsfrykt og kjærlighet skapt ved Loven og Evangeliet. Ingen, som lever nær Gud og av Gud, er isolert og uten innflytelse, selv om han står ganske alene. Tenk på Johannes på øyen Patmos. Fra en side var ingen mer isolert enn nettopp han. Likevel er det ingen, som har utøvd en større innflytelse enn nettopp han.

Og tenk på alle de Guds tjenere, som tjente Herren i stillhet med sin nådegave, “på bakrommet” så å si. De ble ikke sett av mengden og de betydningsfulle, fordi deres ord og handlinger ikke ble aktet og heller ikke annonsert. ”De gode gjerninger har ingen navn” sier Luther. Det de gjorde, gjorde de for Gud, ikke for mennesker. Men de utøvde en kolossal innflytelse som betydde meget for den sanne kirke og den enkelte troendes liv.

“Jeg ba for deg at din tro ikke måtte svikte,” sa Jesus til Peter. Det viste ikke Peter eller de andre. Men de spiste fruktene av det etterpå. Slik (bibelsk) isolert, som profetene og apostlene, må enhver troende nødvendigvis komme til å bli om han forblir tro mot kristendommens vesen og egenart.

Kritikken mot de bibeltro, at de isolerer seg - er isolerte - kan rettes mot dem, som kommer med den kritikken. For etter Guds ord er den isolert, som ikke er (i erkjennelse og overbevisning) i pakt med og der hvor sannheten er - Jesus er - Guds sanne åpenbaring i Loven og Evangeliet. Om det er få eller mange i “Kirken” er her helt uvesentlig. Jesus bad: “Fader, jeg vil at hvor jeg er, der skal også de som du har gitt med, være hos meg, for at de skal se min herlighet, den som du har gitt meg, fordi du har elsket meg før verdens grunnvoll ble lagt.” (Joh.17,24)

I endetiden vil “Jesu herlighet” erstattes mer og mer med menneskenes herlighet. For Jesu herlighet er ikke populær og kommer aldri til å bli det. Før var det slik at “verden” foraktet denne herlighet. Nå, i endetiden, er det slik at det er “kirken” som forakter denne herlighet.

Jesu herlighet er ikke bare kjærlighet og nådens trøstende ord. Den er også korsets lidelse og smerte, forakten, anstøtet, Guds vrede og hellighet midt i forsoningsverket ved Jesu stedfortredende straff - korsfestet av kirken nå hver dag. Den moderne kirke kan ikke utstå Jesu sanne ansikt - den første og siste Adam. De har malt et annet bilde av en Jesus, som aksepteres og svelges og fordøyes av det naturlige menneske i dets loviskhet og religiøsitet. Jesus er blitt gjort til konge av endetidens virke. En konge, som skal herske over et rike, som er av denne verden, til tross for hva Jesus sa til Pilatus: “Mitt rike er ikke av denne verden”.

”Jesus” blir mer og mer en konge, som aksepterer menneskets formørkede tanker om Gud, livet og evigheten. Før sto åndskampen i dette at den enkelte troende og kirken måtte la sine tanker ta til fange under lydighet mot Kristus. I dag står kampen i at Jesus og Guds sannhet, Bibelen, skal tas til fange av den moderne kirkes liberale og verdsliggjorte forkynnelse og tanke. Bort med korsets anstøt og dårskap. La oss skape en Gud i vårt bilde.

I dag trenger ikke den som vil bli et Guds barn gå gjennom den trange port, som Jesus sa. En trenger ikke miste seg selv for å finne seg selv lenger. Nå er det blitt slik at det er Jesus som må gå gjennom “den trange port”, som vi har laget - vår port - å gi avkall på seg selv, d.v.s. sin identitet som sann Gud og sant menneske. Døren inn til “kirken for syndere er høy og vid, uten omvendelse, forsoning og troen skapt ved evangeliet. I dag behøver ikke mennesket å miste livet for å finne det, slik som Jesus sa, men nå kreves det at Jesus må miste livet for å finne oss. Han må gi avkall på sitt vesen for å aksepteres av kirken. Det er snudd dramatisk på hodet. Og det ender dramatisk. Ikke er det rart at den sanne troende blir isolert. Det er Guds verk for å bevare en rest som holder fast på sannheten. Alene med Jesus i endetiden. Det er veien fram og hjem.

Noen ord av Søren Kierkegaad til slutt.
Forargelsen:
“I vår tid er kristendommen blitt så naturalisert og så tilpasset at ingen drømmer om forargelsen. Nå, det er ganske i sin orden, for man forarges ikke over en ubetydelighet, og det er det kristendommen er i ferd med å bli. Ellers er den riktignok den eneste makten som i sannhet kan vekke forargelsen, og den forferdelige motstanden mot troens begynnelse er forargelsen, og når det går riktig til, dette med å bli en kristen, må forargeligheten i hver generasjon ta sine prosenter, som i den første. Kristendommen er den eneste makten, som i sannhet kan vekke forargelse. For hysteriske og sentimentale anfall av forargelse over ditt og datt lar seg enkelt avvise og forklare av mangel på etisk alvor, som i sin lefting har hatt det travelt med å anklage hele verden i stedet for seg selv. For den troende er forargelsen begynnelsen, og dens muligheter er den idelige frykt og beven i hans eksistens.”
(Avsluttende uvdenskapeligt Efterskrift) Søren Kierkegaard

Roa 25. O1.2O12 Kurt Vidar Lehre

Ikke noget almindeligt kongedømme.

2012-01-25T09:13:00.000-08:00

Fra Icej.dk/
Af David Parsons.

Samuel var det gamle Israels sidste dommer, og der er noget vigtigt at lære af Samuels liv og tjeneste, som er yderst relevant i dag, hvor verdens ledere formulerer deres standpunkter vedrørende den nuværende, ophedede kamp om den genrejste nation Israel.

Profeten Samuel var en bemærkelsesværdig figur, som styrede Israels overgang fra at være et råd af ældste eller “dommere” til at være et kongedømme, der blev regeret af en monark, som havde overtaget styret gennem arv. Hidtil havde vise og salvede ledere været betroet ansvaret for at føre tilsyn med nationen, der var tilsidesat og var: “… ikke anerkendt blandt nationerne”, som det omtales i 4. Mosebog 23:9. Det var, fordi Gud selv var deres konge! Begyndende med Moses havde Gud sørget for israelitterne i ørkenen og ledt dem ind i landet Kana’an ved hjælp af dommere, som kunne høre Hans stemme.

Dette ledelsessystem “toppede” under Samuel, som præsiderede i en periode, hvor Israel næsten havde fået herredømmet over landet. Israelitterne havde overvundet filistrene og andre fjender; de kunne nyde indre harmoni og anerkendte den profetiske stemme til nationen. Men da profeten blev gammel, og hans sønner henfaldt til korruption, ønskede folket en konge ligesom de omkringliggende nationer. Primært ønskede de en hærchef, som kunne anføre dem i krig.

Overraskende befalede Gud Samuel og sagde: “Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (1. Samuel 8:7). Profeten måtte dog også give israelitterne en streng advarsel om de mishandlinger, de skulle udsættes for under selvoptagne konger. De fik hurtigt et nådesløst eksempel i kong Sauls svagelige karakter.

Det er min opfattelse, at Israel var bestemt til at blive ændret til et kongerige, da tiden og personlighederne var de rette. Profeten Bileam havde forudsagt, at “Dets konge er mægtigere end Agag, dets kongedømme er ophøjet” (4. Mosebog 24:7).

Israels mangel på en konge er også fremstillet som en ubeslutsomhed i forbindelse med en intern krig mod benjamitterne på grund af voldtægt med døden til følge. Denne ubehagelige fortælling slutter med ordene: “På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dommerbogen 21:25).

Mere vigtigt var dog, at en kongelig linje var nødvendig for at bane vejen for den lovede Messias, den kommende profet, præst og konge i én og samme person. Fremkomsten af David som Sauls efterfølger var netop for at frembringe en “prototype” af denne kommende Messias. Kong Davids regering forbliver i sandhed toppen af Israels gamle statssamfund og en model, som mange jøder stræber efter i dag i deres nationale liv.

David var fra naturens hånd velsignet med egenskaber og positive karaktertræk, som gjorde ham særdeles velegnet til sin rolle. Men han var også i stand til hurtigt at lære vitale ting gennem Sauls fejl. Der er for mange til, at alle kan nævnes her, men én af dem var, at det at være Israels konge var ikke som at være konge i enhver anden nation. Det var ikke hans personlige enevælde, hvor folket skulle ligge under for hans eventuelle griller og ideer.

Vi ser dette tydeligt i Davids beslutning om at hælde det vand ud, som hans mest trofaste mænd havde risikeret livet for, da de hentede det fra brønden i Betlehem, for at han kunne få tilfredsstillet et gammelt begær fra sin ungdom (2. Samuel 23).

Nej, Israel var anderledes end andre nationer! Det var Guds “… udvalgte af alle folk på Jorden som sit ejendomsfolk” (5. Mosebog 7:6).

Kongerne for dette folk måtte indse dette, ligesom David gjorde, da han modtog løftet om den messianske linje: “Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på Jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk” (2. Samuel 7:23). I dag har den genrejste nation Israel internt stort behov for et sådant lederskab. David var også fyldt med svaghed, så man kunne ikke forvente perfektion. Men bare vi havde ledere, der var villige til at holde sig fra personlige ambitioner og stolthed og var villige til at styre Israel hen imod Guds profetiske skæbne for landet.

Udenfor har verden hårdt brug for ledere, som også indser, at Israel er anderledes. Det er ikke et ordinært land, som verden kan “flytte” rundt med efter forgodtbefindende.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Redaktionen anbefaler ikke Icej.dk/, men anser ambassaden for at være mere historisk/politisk end kristen.
Læs desuden: Om "Den Internationale Kristne Ambassade" i Jerusalem.

Erstatningsteologi i sin grelle form i dansk NT.

2012-01-21T05:45:00.000-08:00

Fra Bjornolav.blogspot.com/
18. februar 2008.

Til tross for at Det nye testamente bruker ordet Israel ca 65 ganger, har Bibelselskapet i Danmark valgt å fjerne ordet, med ett eneste unntak!

Bibelselskapets nyoversettelse av Det nye testamente, er en såkalt meningsoversettelse. I denne type oversettelser legger man vekt på, at meningen med teksten kommer frem. Men i hvilken grad fremmer det forståelsen av innholdet i Det nye testamente, at man har valgt fullstendig å fjerne ordet "Israel" fra oversettelsen. Den nye danske oversettelsen av NT, som har fått navnet "Den nye avtale" viser hva erstatningsteologene er i stand til å gjøre. Spør du meg vil jeg si at dette slett ikke er noen god avtale. Dette er å forvrenge Guds ord, hvilket er svært alvorlig.

I den nytestamentlige teksten brukes ordet "Israel" både om folket Israel og landet Israel. I Den nye avtale oversetter man med "jøde" og "jødisk". For å gi dere et eksempel: Josef flykter med familien sin til Egypt, men han tar ikke lenger med seg Maria og Jesusbarnet tilbake til Israels land - slik det står i De nytestamentlige tekstene. Han tar dem "med hjem".

Nyoversettelsen er konsekvent i denne omskrivingen, med unntak av et sted, hvor det er et direkte sitat fra Det gamle testamente. Heller ikke i noteapparatet bak i boken finnes ordet Israel. Her omtaler man f.eks Davids by, Jerusalem, ikke som Israels hovedstad, men som "den jødiske hovedstad." Oversetterne har forsøkt å tilsløre et ord, som ingen har problemer med å forstå. De mener åpenbart, at ordet forstyrrer en rett teologisk forståelse av NT, nemlig at det Israel, som vi kjenner i dag, ikke skal forbindes med det bibelske land Israel.

Det virker som Det danske Bibelsselskap ikke bare har latt seg lede av ikke bare bestemte teologiske motiver, men i virkeligheten også av en bestemt, aktuell politisk holdning til sammenhengen mellem jødene og det landområde, som både på Bibelens tid og i dag heter Israel.
---------------------------------------------------------------
Det syn, som Bjornolav.blogspot.com/ står for, anbefales ikke generelt af redaktionen.
------------------------------------------------------
Aktuelt fra KD:
Biskopper blåstempler alternativ bibeloversættelse
Moderne bibeltekst vinder frem

Søk ikke menneskers ære.

2012-01-16T03:22:00.000-08:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 1 - 2003.
Av Henrik Staxäng, Sverige.

To hendelser fra virkeligheten
En rystende drøm
I boken «Ur minnet och dagboken» av B. Wadström, står det fortalt om en rystende drøm. Denne drømmen ble nedskrevet 30. mai 1843 av en prest i den skotske statskirken.

Dagen før, den 29. mai, som var en søndag, hadde han kommet trett hjem utpå ettermiddagen. Om kvelden skulle han holde sin tredje preken for dagen. Han la seg på sofaen og sovnet.

Han drømte at han gikk i en hage. Der oppdaget han i drømmen en av sine nærmeste venner, en sjelesørger med stor arbeidskraft og gode evner. Vennens ansikt var mørkt og dystert og bar preg av heftig sinnsbevegelse, forårsaket av bitre samvittighetskvaler. Vennen i drømmen spurte pastoren som drømte hvilken tid det var på dagen, hvorpå han svarte: «Fem på halv fem.» Da vennen hørte det, sa han med dyp fortvilelse: «Da er det bare en time siden jeg døde, og jeg er fordømt.»

Den drømmende pastoren spurte: «Fordømt? Å, hvor forferdelig! Og for hva?» Vennen svarte: «Det er ikke fordi jeg skulle ha vært lat i min tjeneste, heller ikke fordi jeg ikke har talt det sanne evangelium, eller for at jeg ikke har vært til gagn for sjelene. For jeg har fått mange bekreftelser på min tjeneste som vitner om at de fra min munn har fått høre sannheten i samsvar med Guds ord. Men det er fordi at jeg for min egen del har søkt menneskers bifall mer enn jeg har søkt Guds ære. Og i sannhet, jeg har fått min lønn: Menneskers pris på jorden, Guds dom i evigheten.»

Etter at den døde presten hadde avsluttet med disse ord, forsvant han plutselig. Pastoren våknet med drømmen innprentet i minnet.

På vei til kapellet traff han en kjenning, som spurte ham: «Har du hørt hvilket stort tap vår kirke har lidd gjennom den dyktige NN’s død?» «Nei,» svarte pastoren, sterkt opprørt over denne opplysning og med drømmens innhold i minnet. Han spurte om dagen og tidspunktet når NN hadde dødd, og fikk til svar: «I ettermiddag klokken fem på halv fire.»

Som avslutning står disse ord: «Man kan tenke hva man vil om denne drøm, men like sikkert er at beretningen er aldeles sann.»

Selv om en bør være forsiktig med drømmer, så vet vi at Bibelen inneholder flere drømmer både i Det gamle og Det nye testamente. Gjennom denne rystende drøm, har Gud villet rette et alvorlig budskap til hver og en i den kristne forsamlingen, og ikke minst til oss Ordets forkynnere.

Etter hva vi kan forstå hadde den døde presten vært en Ordets forkynner som talte i samsvar med Bibelens lære og hadde vært til gagn for Guds rike. Men det ufattelige skjedde. Han gikk fortapt. Hvorfor? Hans eget svar var: «Menneskers ære på jorden, Guds dom i evigheten.»

Hovmod og æresyke er en farlig fristelse også innenfor den kristne forsamling. Også den som frimodig kjemper i mot verden og falsk åndelighet, kan vikle seg inn i hovmodets nett og begynne å hige etter de kristnes ære, ros og aktelse.

Jesus sier «Hvordan kan dere tro, dere som tar ære av hverandre? Og den ære som er av den eneste Gud, den søker dere ikke.» (Joh 5:44)

Et gripende dødsleie
La oss også ta med en annen historie, denne gang med en lykkelig slutt. «En emissærs livsaften» av Ludvig Hope fra Norge. Jeg sammenfatter:

Emissær Markus Åsli fikk kall til å forkynne mange steder omkring i Norge. Over alt strømmet folket til for å høre den unge vekkelsespredikanten. Det ble skrevet og talt mye om ham og om vekkelsen som fór fram.

Åsli kjempet en stille kamp mot sitt ærgjerrige sinn og sin lengsel etter menneskegunst. Men menneskers ros steg ham til hodet. Gjennom all ros begynte han å tenke at han var en merkverdig mann og begynte å huse storhetstanker om seg selv.

Vi forflytter oss mange år fram i tiden. Markus Åsli er nå gammel og syk. Han har på sine gamle dager slått seg ned i sine hjemtrakter igjen. Han bor alene i et lite hus. En ny generasjon er kommet til. Ingen bryr seg lenger med den store vekkelsespredikanten.

En dag kommer en ny predikant til bygda. Han får høre om den gamle predikanten Åsli, og det vekker hans interesse. Han begir seg i veg for å hilse på den gamle emissæren. Han banker på og stiger inn. Etter å ha hilst, spør den unge predikanten: «Men hvordan kan det ha seg at du ligger her så alene og bortglemt?»

«Jeg har det som fortjent.»
«Fortjent?»
«Ja.»
«Har ikke du slitt deg ut i Herrens tjeneste?»
«Nei, jeg har slitt meg ut i min egen tjeneste!»
«Hva sier du, Åsli?»
«Jeg sier det akkurat som det er.»
«Dette må du forklare nærmere, Åsli.»
«Spør ikke mer! Det er ikke heldig at jeg sier mer om meg selv. Jeg er fortapt.»
«Er du fortapt?»
«Ja.»
«Hvorfor taler du slik?»
«Fordi at det er slik.»
«Du må si meg hvorledes det er. Er det noen spesiell synd som du bærer på?»
«Ikke noen synd som de kristne vanligvis betrakter som synd.»
«Hva er det da?»

I stedet for å svare, vender Åsli seg mot den unge mannen og spør: «Men, hvem er du?»

«Jeg heter Hansen, og er predikant. Jeg er kommet hit for å forkynne deg Guds ord.»

«Å…!» Da reiser den gamle, livstrette mannen seg på albuen. De trette øynene flammer, og stemmen er frisk og klar da han tar til orde igjen: «Jaså, du er predikant – akkurat som jeg har vært. Måtte det ikke gå med deg på samme vis som med meg!»

«Hvorledes da?»
«Jeg mistet mitt kristenliv på den posten.»
«Da du forkynte Guds ord?»
«Ja, nettopp da.»
«Vil du gjøre meg den tjenesten å fortelle meg hvordan det gikk til, Åsli?»

«Ettersom du absolutt ønsker å få høre hva som hendte meg, vil jeg fortelle et lite utdrag av min livsbok for deg. Kanskje det kan bli til advarsel og hjelp. – Nå vet jeg, min unge venn, at en av de vanskeligste poster som en kristen noensinne kan bekle, er forkynnerens. Spesielt om man er begavet og iherdig. Mennesker som smigrer og skryter legger piler i det kogger som Satan pleier å benytte seg av overfor ærgjerrige mennesker.

Jeg tror at jeg ble virkelig omvendt og fikk se Kristus i syndenødens natt. At mine forsett var ærlige den dag jeg dro som Ordets forkynner, vet jeg også. Herren kronte arbeidet med velsignelse og fremgang. Men så våknet den gamle naturen i meg. Mitt hovmod begynte å stige til hodet på meg. Store tanker om mitt eget jeg, huserte i min hjerne. Jeg ville få meg et navn, et stort navn. Mitt personlige bønneliv avtok mer og mer. Jeg hadde et fromt ytre liv, men hjertet var falskt, mitt arbeid var ikke av Gud. Mennesker trodde at jeg levde, men jeg var død, åndelig død.

Mens jeg har bodd her i min ensomme stue, har det gått opp for meg at jeg i en lang tid av mitt liv har vært en fallen mann. Mitt liv er forspilt. Jeg går fortapt.»

Predikant Hansen kastet seg ned på sine knær og ropte til Gud om nåde både for seg selv og den gamle, døende predikanten. Han bad Gud om et ord som kunne bli den gamle til trøst og redning. Deretter reiste han seg, tok den gamles kalde hånd og sa: «Jesu Kristi Guds Sønns blod renser fra all synd. – Hører du det, Åsli?»

«Det ordet gjelder ikke meg.»
«Jo, nettopp deg gjelder det. Jesus har jo selv sagt at den som kommer til meg, vil jeg ikke støte ut.»
«Men jeg kan ikke komme.»
«Han kommer til deg. Det er han som har sendt meg hit til deg i dag.»
«Tror du han er her nå?» spurte den gamle.
«Ja, for visst! Han vil ingen synders død.»

Med et fjernt blikk ligger den gamle Markus Åsli der. Et lyst smil brer seg over de trette ansiktsdrag. Plutselig reiser han seg opp i senga, strekker begge armene mot himlen og hvisker: «Herre Jesus, min frelser! Nåde! Nåde! Takk for at ditt blod renser fra alle synder!»

Så synker hans hode atter ned på puta.

Mens kirkeklokkene ringer inn helga i den lille dalen, går den trette predikanten over grensen – inn til den evige hvilen.

*****
Begge disse hendelser fra virkeligheten har et viktig budskap: «Ikke oss, Herre, ikke oss, men ditt navn gi du ære for din miskunnhets og din trofasthets skyld!» (Salme 115:1)

Det er ikke galt å oppmuntre, men å opphøye en predikant kan for ham bli en farlig fristelse til hovmod. Den beste oppmuntring en predikant kan få, er når han forstår at andre kristne ber for ham. (Rom 15:30) Forbønnen har stor betydning i kampen for Guds rike – når forsamlingen ber for predikanten og predikanten ber for forsamlingen. Det viktigste er at hver og en av oss er rede til å gå inn til evigheten.

Må Guds nåde og Jesu blod som renser fra all synd få være vår eneste trøst i livet og i møte med døden.

Må ingen miste sitt kristusliv.
--------------------------------------------
Tatt fra bladet «Pietisten»
Fra svensk ved Ragnar Opstad

Global Begivenhedskalender for 1. halvår 2012.

2012-01-10T07:02:00.003-08:00

Fra Forcingchange.org
Af chefredaktør Carl Teichrib.
Hentet fra Crossroad.to/

Bemærk fremhævelse af Globalisme, Grøn Økonomi og Okkult Spiritualitet.
----------------------------------------------------------------------------------------
Følgende Begivenhedskalender er et udsnit af konferencer, fora, begivenheder og møder, der finder sted i 2012, hvor hver enkelt på en eller anden måde bidrager til en større dagsorden for global transformation og international ledelse. Om end andre arrangementer vil finde sted i løbet af året, er almindelige temaer også synlige på tværs af mange af kalenderens programmer.

Disse temaer bliver i stigende grad vævet sammen. Den globale opvarmning er knyttet sammen med den globale økonomiske krise, og en "bæredygtig udvikling" er knyttet sammen med en "udviklet spiritualitet.” Gennem det hele spirer en transformeret verden frem, bygget på ideen om gensidig afhængighed.

Formålet med denne kalender er at levere en hovedopdatering for 2012. Det er en tankevækkende påmindelse om det skifte i verdenssyn, som finder sted - noget, der hele tiden vil udfordre det kristne samfund.

---------------------------------------------------
Januar 2012.
---------------------------------------------------

11-13 Januar: FN-Argenturer rækker ud

Hvor: Wien, Østrig

Det Akademiske Råd for De Forenede Nationers System er vært ved et FN-multiagentur-arrangement for at forbinde FN’s forgreninger med akademiske ledere og hoved-NGO'er (ikke-statslige organisationer), og dermed koordinere de større temaer for 2012. Nogle af emnerne omfatter Energi-adgang for alle, Nuklear sikkerhed og Global styring samt udvikling af en Global, Grøn Økonomi.

16-18 Januar: Rio +20 Udkast til Diskussioner

Hvor: New York, NY, USA

Op til Rio-20-konferencen i juni 2012 er der en række vigtige begivenheder, der ikke vil se megen - om nogen - mediedækning. Disse begivenheder, såsom udkastet til diskussioner, vil slå temaerne til Rio 20 FN-konferencen om bæredygtig udvikling fast med syvtommersøm - noget, der vil fusionere økonomi med miljø, og skubbe samfundet i retning af global loyalit.

25-29 Januar: World Economic Forum

Hvor: Davos-Klosters, Schweiz

Ifølge ”World Economic Forum”, er det "først og fremmeste de globale samfund i erhvervslivet, politiken, de intellektuelle samt andre ledere i samfundet, der er engageret i at forbedre verdens tilstand."

I årevis har ”World Economic Forum” været et førende internationalt arrangement, som samler top-embedsmænd og administrerende direktører fra globalt væsentlige selskaber og banker samt finansielle ledere og socialt visionære. Derfor giver det, der sker på ”World Economic Forum”, genlyd i alle økonomiske og politiske cirkler i flere måneder (og nogle gange år). Temaet for 2012 er "Den store transformation: Udformning af nye modeller."

Januar 29 - Februar 4: World Interfaith Harmony Week

Hvor: Globalt

Verdens Interspirituelle Harmoni-uge (WIHW) er et officielt FN-program, der er påvirket af ”Et fælles Ord” –kampagnen - en interreligiøs dialog mellem muslimske og kristne ledere i 2007. Den 23. september 2010 foreslog kong Abdullah II af Jordan tanken om en tværreligiøs Harmoni- uge samtidig med FN’s Generalforsamling. Forslaget blev enstemmigt vedtaget, og den første uge af februar blev afsat som tidsramme for dette interreligiøse program. Flere arrangementer er berammet til at finde sted i løbet af 2012 WIHW. Her er et par:

- "Fejring af det universelle lys", sponsoreret af Institutet for Levende Universelle værdier og planlagt til at finde sted i Fort Collins, Colorado den 29. januar.

- " Delte Hellige Steder", sponsoreret af Rådet for Parlamentet for Verdens Religioner, Chicago, IL, den 29. januar. Dette er en del af et igangværende tværreligiøst program i Chicago, der vil slutte den 12. maj 2012.

- "At vende sig imod Hjertet", en aften med Sufi meditationer, afholdt i Zalesie Gorne, Polen, den 1. februar.

- "Harmony Day, "Malappuram, Indien, 3. februar.

- Vivekananda Multifaith Meetup, "i den Hellige Visdoms Tempel, Tempe, Arizona, februar 4.

-------------------------------------------------

Februar 2012.

--------------------------------------------------

10-12 Februar: National Preach-In om global opvarmning

Hvor:

United States of America

Weekenden den 10-12 februar er blevet afsat som en tid, hvor religiøse ledere på tværs af USA kan tale om klimaændringer. Hundredvis af præster og lærere fra forskellige religioner vil levere prædikener om global opvarmning, behovet for at ændre adfærd og værdier og ønsket om en forenet verdens-respons på opdæmning af "klimaændringerne." Den organisation, der koordinerer denne politisk/religiøse kampagne, er ”Interfaith Power and Light.”

17-20 Februar: PantheaCon

Hvor: San Jose, CA, USA

PantheaCon er en mangeårig hedensk konference, fyldt med forelæsninger. Her er nogle af de planlagte emner/diskussioner og ritualer:

- Velsignelse og Forbandelse: En oversigt over Skotsk Folkemagi.

- Trefoldig Gudinde Magi.

- 2012: År for opvågnen.

- Rosicrucian Hvælvingen.

- Druide Ritual: At hædre vore forfædre.

- Healing Ritual for byen San Jose.

- At påkalde ånderne

- Yoga for enhver.

- Den Grønne Djævels Ritual.

- Sex Magi for kvinder.

- Hedninger, Kultur Kamp og de moderne kriser.

- Dionysisk optagelse.

- Synskhed & Magisk Udvikling for børn.

- Mænds Åndelighed.

- Dans for den Mørke Gud.

-------------------------------------------------

Marts 2012.

--------------------------------------------------

Marts 12-17: World Water Forum

Hvor: Marseille, Frankrig

Dette er 6. ”World Water Forum”, afholdt af ”World Water Council” - en organisation, hvis bestyrelses-medlemskab globalt set har været et virtuelt ”Hvem er Hvem?” Pointen og formålet med ”World Water Forum” og Rådet er at placere global vandforvaltning fast på den internationale dagsorden. Konsekvenserne af vandforvaltningen er betydelige, og påvirker fødevareproduktionen, transporten, saniteten, el-produktionen og mange andre grundlæggende aspekter af livet og udviklingen.

Marts 14-16: GLOBE 2012

Hvor: Vancouver, BC, Canada

Hovedselskabernes bestyrelser fra alle egne af kloden vil samles i Vancouver sammen med regeringens politiske beslutningstagere, repræsentanter fra banksektoren, energi aktører, akademikere og deltagere fra særlige interessegrupper. Formålet er at netværke, udforme nye teknologier og inddrage virksomheder med globale miljøproblemer på deres dagsordener. Med henblik herpå vil "smart-lysnet" teknologier blive fremvist, og en "carbon-økonomi" vil blive drøftet. Andre relevante temaer omfatter byernes rolle i en global, grøn økonomi, hvordan banker indregner de sociale og miljømæssige risici samt "bæredygtig forbrugerisme." Omkring 10.000 mennesker vil deltage.

15 til 17 Marts: Borgere for Globale Løsninger - Årskonference

Hvor: Washington, DC, USA.

”Borgere for Globale Løsninger” (Citizens for Global Solutions) er den største lobbygruppe i US, der går ind for en verdensregering, (tidligere kendt som World Federalist Association). Hvert forår mødes CGS i Washington DC til lobbyvirksomhed, uddannelse og forretningsledelse. 2012 er et valgår, så CGS vil fremme den internationale dagsorden som en udenrigspolitisk platform for Washingtons ledere. Under den sidste føderale kampagne var kendte folk fra ”World Federalists” aktive i rådgivning af Obama’s folk i forbindelse med FN.

Marts 17-18: Spirit-søgere

Canada

Hvor: Winnipeg, MB,

Canada

Dette er den tredje af disse Spirit-søger konferencer i Winnipeg, og skønt arrangementerne ikke er særlig store eller væsentlige, er de anført her for at henlede opmærksomheden på det faktum, at hedenske/alternative spirituelle sammenkomster finder sted. Der er faktisk et meget aktivt og netbaseret hedensk/alternativt spirituelt samfund over hele den Vestlige verden.

I Winnipeg er dette års Spirit Seekers arrangement propfyldt med foredrag om kristen mystik, at være medium, hedenske ritualer, healing-øvelser og åndelige forbindelser i kunst og arkitektur.

Marts 22-23: Teknologi-grænser - Omdan dit arbejde, dit liv, din verden

Hvor: London, England

Teknologien er klar til at ændre alle aspekter af vore liv, og den to-dages konference, arrangeret af The Economist, vil undersøge, hvordan denne transformation finder sted. Emner og temaer omfatter,

- "Bruge Teknologi til at vende Forbrugeradfærd til en Forretningsmodel"

- "Open Minds: Menneskets Nye Æra” 2.0

- " Nye Psyker, Nye Legemer, Nye identiteter "

- " Hvordan teknologien ændrer sociale normer"

- " Kontanternes Død"

- "Politik i Teknologien"

24 Marts: At være Human 2012

Hvor: San Francisco, CA, USA

Forskere, socialt visionære, adfærds-forskere, kunstnere, filosoffer, og mindst en åndelig leder (Tibetansk Lama, Gelek Rimpoche) samles i San Francisco til et én-dages arrangement for at undersøge fremtiden for "at være menneske." Erkendelse, bevidsthed, forholdet mellem individet og samfundet, moral og kultur, og menneskelig/social integrering vil blive undersøgt gennem evolutionens linse.

Arrangementer som dette vil få større betydning eftersom menneskeheden forener politisk, religiøst/etisk og økonomi i "One World"-konceptet.

26-29 Marts: Planet under Pres

Hvor: London, England

Det globale, videnskabelige samfund mødes i London for at konkretisere et nyt syn på verdensforandringen, baseret på videnskab, teknologi og bæredygtig udvikling. Med denne hensigt er et af målene at yde videnskabelig vejledning til Rio-20-konferencen i juni.

Et andet mål er at vise, at ledelse og teknologi kan arbejde hånd i hånd på alle niveauer, fra lokalt til globalt i forbindelse med verdensforandrings-løsninger. I virkeligheden er ”Planet under Pres”- konferencen en blanding af teknokrati og global styring.

Arbejds-sessionerne inkluderer:

- "Nye strategier for Definition af Planetariske grænselinjer"

- "Klima, energi og vand: en udfordring for ”Integrating Management of Planetary Boundaries".

- "Udfordringer for Integrationen."

- "Kollektiv indsats i overgangen til et bæredygtigt samfund."

- "Visionering for en Virkelig Bæredygtig verden."

- "Omdannelse af vore levemåder - Den ny humanisme: At gå bagom økonomisk rationalitet.” (Dette arbejdsmøde stiller spørgsmålet: "Kan den nuværende globale styring løse de nye globale miljøforandringer, og er der behov for en ny verdensorden?”)

- " Global Miljømæssig Styring og nationale handlingsplaner."

28-29 Marts: Forbedring af menneskelig erfaring via fremspirende Teknologi

Hvor: Laval, Frankrig

Denne konference om Transhumanisme vil udforske de nye teknologier om menneskelige forandringer, herunder robot-teknologi, mind-computer-forbindelser, teoretiske teknologier, nanoteknologi og andre skæringspunkter mellem videnskab og menneskelig videreudvikling. Andre punkter af interesse, der skal drøftes, er bl.a. spørgsmål om religion og tro, moral og etiske overvejelser, sociale dimensioner, videnskabelige politiske løsningsmodeller, og hybrid-teknik.

--------------------------------------------------

April 2012.

--------------------------------------------------

April 16-17: Engagement af Hjerte & Sind - En dagsorden for ”Global Citizenship Education”

Hvor: Toronto, ON, Canada

Med”Centennial College Institute for Global Citizenship” som vært er denne konference udformet som et rum, hvor akademikere og arrangører kan netværke, planlægge og koordinere samt udfordre hinanden i retning af et globalt medborgerskabs aktiviteter. Det globale borgerskabs skolepensum er et af temaerne for dette to-dages arrangement.

April 18-20: Lund konference om Styringen af Jordens System

Hvor: Lund, Sverige

Som titlen siger, fokuserer denne konference på styringen af Jordens System, herunder de globale økonomiske forandringer, der er nødvendige for Jordens ledelse, samt at formulere internationalt demokrati og temaer om fremme af en social retfærdighed, der forandrer de økonomiske og politiske realiteter.

Et spørgsmål, der understreger denne begivenhed er "hvem styrer Jordens system, og hvordan?" Lund Konferencen vil bedst kunne betragtes som et højt fagligt arrangement med professorer fra Rutgers University, London School of Economics, Warwick University, Washington State, Brown University, Scheffield Universitet og andre store akademiske centre.

April 22: Jordens Dag/International Moder Jord Dag

Hvor: ”Global Earth Day” er en massiv fejring af Jorden, bæredygtigheden og grøn tænkning. I sin kerne, repræsenterer Jordens Dag menneskeheden i en spirituel /etisk alliance med Moder Jord. Dette er eksemplificeret i De Forenede Nationers erklæring, der proklamerede, at den 22. april skal være ”International Mother Earth Day”. Millioner af mennesker fra alle egne af kloden vil fejre denne begivenhed.

April 23-25: Verdens-topmøde for Nobels Fredspris

Hvor: Chicago, IL, USA

Verdenstopmødet for Nobels Fredspris finder sted hvert andet år, men det er første gang, begivenheden kommer til USA. Med titlen: "Speak Up, Speak Out for Freedom and Rights," forventes det, at topmødet vil have en decideret internationalistisk tilgang. Dette fremgår allerede af Nobelprismodtagernes ”Charter for en verden uden vold”, som opfordrer til kollektiv sikkerhed i det internationale samfund, herunder styrkelse af "FN-systemet samt regionale kooperative organisationer" (dvs. NATO). Medformand ved Chicago-arrangementet vil blive den tidligere Sovjetiske præsident, Mikhail Gorbatjov, og den tidligere borgmester i Rom, Walter Veltroni.

-------------------------------------------------

Maj 2012.

-------------------------------------------------

12 Maj: Skotske Hedningers Konference

Hvor: Edinburgh, Skotland

”Den Skotske Pagan Federation” er vært ved denne begivenhed, som samler Druider, shamaner, hekse, og hedenske praktikere fra hele Skotland. Margot Adler, en berømt ypperstepræstinde, er hovedtaler.

12 Maj: Deling af Hellige Steder

Hvor: Chicago, IL, USA

Dette er den sidste dag af et igangværende tværreligiøst program i Chicago. Det startede sidste efterår med et arrangement på Midtvestens Buddhistiske Tempel; derpå fortløbende begivenheder på Fourth Presbyterian Church, St. James Episcopal Cathedral, Chicago Sinai Menighed, First United Methodist, Syttende Church of Christ (Christian Science), Old St. Patrick Church, og endelig i maj på Downtown Islamic Center, hvor en tværreligiøs erklæring vil blive underskrevet af Chicagos religiøse ledere.

12-22 Maj: At udfordre NATO’s krigsmagere

Hvor: Chicago, IL, USA

Dusinvis af marxistiske, socialistiske og radikale organisationer planlægger en massiv anti-NATO, anti-G8-protest i Chicago. Husk på, at udfordringen i protesten ikke handler om at standse globaliseringen i sig selv, men om at kræve en socialistisk-marxistisk version, i modsætning til den Vestlige regerings/virksomheds synspunkt.

13 til 18 Maj: Verdenskrongres om vand, klima og energi

Hvor: Dublin, Irland

Ved at samle teknikere, forskere og politiske eksperter bygger denne kongres bro til tre sammenhængende områder. ”Opbygning af en bæredygtig global fremtid", vand, klima og energi under temaet Klimaændringer vil være det dominerende emne, som vil gennemsyre hele arrangementet.

Spørgsmål, der skal drøftes, omfatter;

- Integration af vand- og energi-styring "i et skiftende klima."

- Tilpasning til den globale opvarmning og formildning af klimakrisen.

- Ledelse af vandværker og vand-energi-forbindelse.

- Vand-konkurrence og ressourceknaphed.

- Virkningerne på landbrug og fødevareproduktion.

- Grønne forretningsmodeller, miljøregler og politik i retning af bæredygtig udvikling.

Bemærkelsesværdige talere er:

- Mary Robinson, tidligere præsident i Irland og FN-højkommissær for Menneskerettigheder.

- Koo Teng Chye, administrerende direktør for Liveable Cities.

- Gerard M. Mooney, Generaldirektør for Global Regering og Uddannelse, IBM.

- James L. Barnard, WEF medlem hos IBM.

13 til 19 Maj: Recession i Nord- Syd- og Central-Amerika

Hvor: Montreal, Quebec, Canada

"Recession" er en radikal opfordring til at afvise kapitalisme, "uanset om den er 'grøn' og 'social retfærdig', og uanset om det drejer sig om statslige eller private virksomheder." Det er en opfordring til at begrænse den økonomiske vækst og udvikling, for at tillade jordens økosystem og befolknings-niveau at "balancere", og at finde det rigtige åndelige/filosofiske verdenssyn, så denne omstrukturering kan finde sted. Bekræftede deltagere omfatter bl.a. Naomi Klein, forfatter til The Shock Doctrine, og David Suzuki, Canada's førende miljøforkæmper.

Maj 15-22: NATO Topmøde

Hvor: Chicago, DEN, USA

Den primære opgave for NATO-topmødet i Chicago vil være at gennemgå forløbet af det nyligt annoncerede Strategiske Koncept, en handlingsplan, som skal guide NATO’s udvikling som en global sikkerhedsfaktor. Fremme af udviklingen i det Strategiske Koncept omfatter større forbindelse mellem NATO og FN, herunder politisk samarbejde, styrkelse af partnerskab med Den Europæiske Union, udbygning af forholdet mellem NATO og Rusland, styrkelse af båndene til Georgien og Ukraine og et tættere samarbejde i zonerne ved Middelhavet og Den Persiske Golf.

Samtidig forventes det ikke, at Det Hvide Hus, vil presse på for større ændringer. I stedet for forstår nogle i Det Nordatlantiske Råd, at Washington vil se på Topmødet "som noget, der skal overstås, snarere end som et middel til at gøre NATO mere levedygtig." Hvorfor? Fordi to andre truende begivenheder vil indtage scenen: G8-mødet, der finder sted på samme tid i samme by, og det Amerikanske præsidentvalg i november.

Maj 15: Klimaændring – Den Nye Økonomi

Hvor: Chicago, DEN, USA

Dette er ikke et møde, men en bog-lancering, der agter at lægge vægt på en klimaændring/grøn økonomi dagsorden. Gæste-forfatterne til Climate Change: The New Economy kommer fra store industrier og globale organisationer. Formålet med denne bog er ligetil: At påvirke G8-lederne i bestræbelserne på at omdanne den globale økonomi gennem carbon-markeder/carbon-kreditter.

Sponsorer og partnere i ”Climate Change: The New Economy” omfatter:

- Microsoft.

- General Eclectic.

- Siemens.

- Philips.

- Pirelli.

- World Wildlife Fund.

- De Forenede Nationers Miljøprogram.

- Green Cross.

- IUCN.

- World Business Council for Sustainable Development.

Maj 15-22: G8 Topmøde

Hvor: Chicago, DEN, USA

G8 omfatter statsoverhoveder og udenrigsministre fra Frankrig, Canada, Japan, Italien, Rusland, England, Tyskland og De Forenede Stater. Hvert år mødes disse ledere for at diskutere den globale økonomi, udviklings-dagsordener og den internationale sikkerhed.

Maj 17: Europe 2020 - Henimod en innovativ og inklusiv Union

Hvor: Skopje, Makedonien

Denne akademiske en-dags konference vil fokusere på udfordringer og muligheder, der fører i retning af en tættere Europæisk integration, især i lyset af den seneste tids økonomiske problemer, der nu opleves overalt i Euro-zonen.

25-27 Maj: Første GLOBALE Topmøde for lovgiverne

Hvor: Rio de Janeiro, Brasilien

Lovgivere - herunder senatorer, kongres-ledere og parlamentarikere fra hele verden - vil forhandle "en lovgiver-protokol" til støtte for FN’s pres på en Global bæredygtig udvikling.

Udviklingen af denne protokol, som skal ratificeres af de enkelte nationer, vil sende et budskab til statsoverhovederne, og fører op til River+20. Desuden vil den fungere som et regerings-forpligtiget dokument til FN’s dagsorden.

Chicago vil blive en travl by i 2012. Fra aktivist-arrangementer til Interreligiøse sammenkomster, fra NATO til G8 og meget mere.

29 til 31 Maj: Tilpasning til Fremtiden - International Konference 2012 om Klimatilpasning

Hvor: Tucson, Arizona, USA

Med De Forenede Nationers Miljøprogram og ”University of Arizona” som medværter vil ”Adaptation Futures”-konferencen ikke have fokus på videnskaben om klimaændringer, snarere tager de som tilgang, at den globale opvarmning finder sted og skal udnytte mulighederne for, at samfundet tilpasser sig. Til dette formål vil spørgsmål om "fremtidens ekstremer," stigende vandstand, og "landskabs-ændringer" blive drøftet med et øje mod adfærdsmæssige og politiske reaktioner.

Finansieringen af den Globale klimatilpasning vil være et stort samtaleemne: "Hvem betaler, for hvad, hvor og hvor længe?" Over 1000 lokale ledere, akademikere og forskere deltog i den første ”Adaptation Futures”- konference i 2010.
--------------------------------------------------
Juni 2012.
--------------------------------------------------
Juni 1-3: Verdenskongres om retfærdighed, regeringsførelse og lov om miljømæssig bæredygtighed

Hvor: Rio de Janeiro, Brasilien

Denne verdenskongres, som er sponsoreret af De Forenede Nationers Miljøprogram, vil samarbejde med ledende dommere, almindelige advokater, offentlige anklagere og andre, der er involverede i national retfærdighed og retssamfund. Pointen med denne begivenhed er at styrke og udruste retspersonale til at udforme nationale retssager i forbindelse med international ret, og til at fremme "målene for bæredygtig udvikling."

Juni 4-6: Folkets Topmøde i UNCSD

Hvor: Rio de Janeiro, Brasilien

Op til Rio-20-konferencen er en stor begivenhed arrangeret af en lang række særlige lobbygrupper. Disse ikke-statslige organisationer er i det store og hele betydelige tilhængere af global styring, FN-bemyndigelse og international socialisme. Det forventes, at Folkets Topmøde, som mødes et par uger før hovedbegivenheden i Rio, vil blive designet til at påvirke Rio-dagsordenen og lægge størst muligt pres på verdens ledere, der samles senere på måneden.

17-24 Juni: Hedensk Spirit Samling

Hvor: Earlville, IL, USA

”Pagan Spirit Gathering” (PSG) er en af de største og ældste Hedenske samlinger i USA. Med et særligt fokus på natur-åndelighed opfordrer PSG Hedninge og Hekse, Druider, Øko-Feminister, Pantheister, Shamaner og Natur-mystikere til en uge med ritualer, workshops, foredrag, ceremonier, koncerter og social networking-arrangementer.

20-22 Juni: Rio 20 - Forenede Nationers konference om bæredygtig udvikling

Hvor: Rio de Janeiro, Brasilien

Dette er en af de vigtigste begivenheder i 2012. Idet man henter fra succeserne og manglerne ved det første Rio-topmød i 1992, vil dette tyveårs-jubilæum bringe verdens ledere til bordet med spørgsmål om et system med en Global styreform gennem miljø-forvaltning.

"Retten til bæredygtig energi," som en central del af den "grønne økonomi," vil være hoved-posten ved dette bord. Forvent en fornyet indsats fra de nationale regeringer for at fremme grønne økonomiske løsninger efter Rio +20. Dette kan sælges til offentligheden under dække af at udvikle et "Nyt Fundament for Fremtiden."

Juni 22 - September 21: ”Summer of Peace 2012”

Hvor: Global

Produceret af det New Age-baserede Forandrings-Netværk er ”Summer of Peace 2012” en dedikeret Global fest og opfordring til handling for verdens enhed, fred i verden, og verdens transformation. Denne festlighed inkluderer konferencer og møder, kunstneriske opvisninger, filmfestivaler, koncerter, online begivenheder og mediekampagner. Den kulminerer den 21. September, FN’s Internationale Fredsdag.

28-29 Juni: Post-Crisis Banking

Hvor: Amsterdam, Holland

Da den Globale finanskrise fortsætter med at udfolde sig, opstår spørgsmål omkring post-krise bankvæsnet: Hvad vil ændre sig i den internationale bankverden? Hvordan vil bankregulativerne blive re-formateret til den finansielle sektor i tiden efter krisen? Hvordan vil banksektor-landskabet se ud i fremtiden? Vil der være behov for nye institutioner til stabilitet?

I to dage vil bankledere, akademikere og finansielle eksperter undersøge kernen i disse bekymringer. Talerne på denne konference vil omfatte Willem Buiter (cheføkonom i Citigroup), Jaime Caruana (General Manager i Bank for International Settlements), Mark Flannery (Bank of America Eminent Scholar), og Eric Rosengren (formand for Federal Reserve Bank of Boston).

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Profet-uret gik hurtigt i 2011!

2012-01-05T07:24:00.000-08:00

Fra Bibelfokus.se
2. januar 2012.
Af Jan Markell.
Oversat til svensk af Lennart Jareteg.

Når vi nu har afsluttet 2011, så er der en del ting, der er sikre i en tid med usikkerhed. De fleste læsere vil være enige i, at den yderste tids ur løber stærkt. 2011 begyndte med vold, da en forstyrret bevæbnet mand skød og dræbte eller sårede mange mennesker i Arizona. Et af ofrene var et Amerikansk kongresmedlem. Nu ved afslutningen af 2011 er der kaos og vold i hele verden. Vi genoplever 1960erne, hvor vrede unge nu kræver, at verdens regeringer skal bøje sig for deres anti-kapitalistiske ideer. Vold og ustabilitet findes overalt, og især i det ustabile Mellemøsten.

Hvad ser vi mere? Verden er fuld af krige og rygter om krige. Vore kirker er ikke længere sunde. Sand kristendom er under angreb fra alle sider, og de kristne er ved at blive marginaliseret som intolerante fanatikere. På fjerntliggende steder henrettes kristne i Allahs navn. Naturen synes ude af kontrol, og vi ser enorme naturkatastrofer overalt. Grådighed og korruption er de motorer, der driver det meste. Israel og Jerusalem får skylden for de fleste af verdens problemer.

Tillad mig at uddybe dette:

Krig er under opsejling i Mellemøsten. Muslimske nationer er fast besluttet på at gennemtvinge en løsning vedrørende Israels fremtid, konstaterer Frank Gafney, der var Ronald Reagans vice-forsvarsminister. Han advarer om en "transformativ regional krig, og den kommer til at handle om staten Israels fremtidige eksistens. Den kan involvere alle Israels naboer, fordi de ønsker at drive Jøderne i havet. Den kan omfatte brug af atomvåben."

Så meget kom der ud af det gode formål med det "Arabiske forår". Tænk på Egypten. Under Mubarak var Egypten garantien for regional stabilitet. Takket være Det Muslimske Broderskab udgår der nu herfra ustabilitet til alle andre lande i Mellemøsten. En forenet indsats for at ødelægge Israel er under opsejling.

Amerika vil hjælpe med jagten, takket være at Obama’s angreb på Israel fortsætte.

Udenrigsminister Clinton advarede om, at enhver Amerikansk handling for at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad skal undgås. Det kunne bringe fredsprocessen i fare, selv om processen er en joke.

Læg til denne korsang, et modigt og stadigt stærkere Kina, et Rusland, der igen er under fuld kontrol af Vladimir Putin, et Mexico, der falder lige ind i borgerkrigen med narkotikahandlere og deres allierede "Hizbollah", ved vor sydlige grænse, og du får en verden, der er propfyldt med farer for USA. Er det ikke indlysende, at vi er midt i Bibelens forudsigelser om "hårde tider" ?(Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider) (2 Tim 3:1) Ganske vist har tiderne altid været svære, men det er sammenfaldet af begivenheder, der er så spændende lige nu.

Bevægelsen "Besæt Wall Street" skal man ikke være blind for. Det er tilstrækkeligt at sige, at den repræsenterer den lovløshed og de udskejelser, der kendetegner vor tid. Vi må ikke afvise den, som et dumt cirkus med uvaskede studerende eller forstenede 1960er nostalgikere, som ikke engang kan formulere en grundlæggende platform. Hvis de skulle styre, ville vi have den perfekte venstre-dagsorden med Marxisme, Socialisme og "én-verden-isme". Det kræver en supermand at blande disse elementer og få det til at fungere. Hans navn er Antikrist, og han venter i kulissen.

I slutningen af oktober efterlyste Vatikanet en radikal reform af verdens finansielle systemer, herunder skabelsen af en global-politisk autoritet til at styre økonomien. Læs det igen. Vatikanet har opfordret til et økonomisk og politisk system for en forenet verden! Utallige millioner af Katolikker har nu fået at vide, at deres ledere accepterer en global regering. Seks milliarder mennesker på jorden må overbevises, men med en rekordstor global og individuel gæld forventes denne proces at blive en leg!

Mange scenarier er stadig tænkelige. Politikken hos den mand [Obama], som blev valgt med et overvældende flertal for bare tre år siden, synes at være designet til at konfiskere de fleste Amerikaneres formue og sætte en stopper for den Amerikanske status som supermagt ved at eliminere den lille værdi, vor valuta, stadig har. Flere og flere eksperter rådgiver os til at være forberedt på den hyperinflation, der helt sikkert vil komme, når verden beslutter sig for at stoppe med at låne os de penge, vi behøver for at finansiere vort underskud. 70% af dem kommer allerede ud af den blå luft, takket være Federal Reserve’s "høflighed" [at trykke nye sedler].

Amerika vil ikke forsvinde, men et svækket USA er nødvendigt, før nogen kan føre den "globalistiske fodbold" ind i målområdet. Én-verdens folket ved dette, og verdens pøbel-agitatorer, der fordømmer kapitalismen, ved det. Som vi siger her: "Alt falder på plads."

Mandag den 26. december sagde en fremtrædende talkshow-vært med ivrig stemme: "Vi har brug for en verdensleder nu!" Han havde sandsynligvis ingen idé om, hvad han sagde, eller hvad konsekvenserne er. Jeg bemærkede, at han ikke sagde, at vi har brug for en Amerikansk leder. Vi har brug for en global "Mr. Fix-it".

En anden vært kaldte sådan en mand for en "spooky fyr" [en uhyggelig fyr]. Han har heller ingen anelse. Kun Bibelen hjælper os til at forstå disse mysterier, men en hel del kirker mener i dag, at Bibelen er ubelejlig. Antikrist vil være både: En ”mand med en plan” og en rigtig ”uhyggelig fyr”

Måske er den globale gæld en af de klareste profeti-relaterede hændelser i 2011. Vi er et år ældre og gælden er større! Hele verden er i gæld - ikke bare Amerika! Jeg kunne give dig statistikker, men dine øjne vil fyldes med tårer over det. Vær ikke bekymret. "Spooky fyren" vil løse det!

Den tidlige kirke længtes efter Jesu genkomst, og derfor hilste de hinanden med ordet "Maranata!" Forestil dig, hvor enkel deres livsstil var. De vidste intet om den skrallende lyd fra betongravningerne rundt om i verden – storbyer, som pulserer af vold og kaos. Men dette enkle ord trøstede dem, da det lovede en bedre verden en dag.

Når vi ser 2011 forlade os, så husk på, at en bedre verden også venter dig! Men den er ikke af denne verden. Det handler om en anden dimension, et andet sted, en anden gang. Men den kan være her om et øjeblik! Hjerternes råb fra millioner i 2011 - og endnu flere i 2012 - er dette vidunderlige ord: "Maranata". Kom, Herre Jesus! Jeg siger det igen og igen. Nogle vil blive trætte af det, men jeg vil ikke holde op. Det er et ord, der giver håb, når verden falder fra hinanden!

Maranata, Maranata! Fortsæt med at se op. Med et evigheds-perspektiv vil overskrifterne ikke bekymre dig så meget, og du kan i stedet fokusere på at udbrede evangeliet, mens der stadig er tid. Og find en kirke, der tror det samme!

Lukas 21:28: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

---------------------------------------
Oversat fra svensk af Lis J.
Jan Markell's web-side: http://www.olivetreeviews.org/

Det gamle kors - og det nye.

2012-01-04T06:00:00.001-08:00

Bragt i Dagen 8. december 2004.
Af A. W. Tozer.
Oversat fra norsk af Poul Erik Haahr.

I populære evangeliske kredse er der i vor moderne tid, ganske uanmeldt og næsten ubemærket, blevet indført et nyt kors. Det er ikke længere det betingelsesløse kors som forkyndes, men snarere en anden slags kors.

Overfladisk set ligner de hinanden, men der er grundlæggende forskelle, som jeg kort vil forsøge at påvise: For fra dette nye kors er der udsprunget en ny form for livsanskuelse, som har affødt en ny form for evangelisk teknik, nye mødeformer og en ny forkyndelse. I denne nye forkyndelse bruges det samme sprog som tidligere, men indholdet er ikke det samme. Det afgørende er blevet borte.

Det nye kors
Det gamle kors drev ingen tuskhandel med verden. Det betød død for den gamle Adams selvliv. Det nye kors derimod er - ret forstået - kilden til oceaner af ren, god morskab og harmløse fornøjelser. Det åbner op og tillader, at gamle Adams selvliv får lov til at udfolde sig uden Åndens vurderende og dømmende indblanding.

Hans livs bevæggrunde er uforandrede, han lever stadig for at være sig selv til behag. Forskellen er, at nu er det lidt mere åndelige salmer, der synges, religiøse film, der ses, osv. Men betoningen er stadig den samme som før omvendelsen - det gælder fornøjelser, men nu på et højere plan moralsk set, hvis ikke ligefrem åndeligt.

Det nye kors opmunter til en ny og helt anderledes måde at præsenterer evangeliet på. Forkynderen stiller ingen krav om fornægtelse af det gamle liv i Adam, før end det nye kan modtages.

Der bliver ikke talt om modsætningerne mellem det gamle og det nye liv i Kristus Jesus, men derimod om ligheder. Man forsøger at gå ind på tilhørernes tankegang og interesser ved at fremstille en kristendom uden nogen former for ubehagelige fordringer, ja, en kristendom som nærmest tilbyder det samme, som verden gør, men på et højere plan og med en ædlere etik.

På behændig vis gives til kende, at det er evangeliet, der kan tilbyde netop det, som denne syndige verden skriger efter i øjeblikket - hvad det nu end kan være - og at dette religiøse produkt er en tand bedre end alle andre ting.

Det nye kors dræber ikke synderen (selvet). Det giver kun livet en ny retning. Det hævder at føre mennesket ind i et renere og mere glædesfyldt liv, hvor det bevarer selvrespekten.

Så til den selvhævdende, dominerende type lyder det: ”Kom til Kristus; I arbejdet for Ham kan du gøre dig gældende.” Til egoisten lyder det: ”Kom og lev dit liv i Herrren, for der kan du få ros og ære.” Til den som søger spænding og oplevelser: "Kom, oplev det spændende fællesskab blandt os andre kristne.”

Og for at gøre det kristne budskab acceptabelt for flest mulig tilhørere præges forkyndelsen - det være sig i skrift eller tale - af at følge gangbar mode.

Jeg tror, at tankegangen bag meget af dette kan være oprigtig og alvorligt nok ment, men det redder den ikke fra at være falsk. For falsk er den, fordi den er blind. Forkyndelsen overser fuldstændig meningen med korset. Og det er det alvorligste! Det gamle kors er nemlig et symbol på døden. Det står for en pludselig og drastisk afslutning af det gamle menneskes liv.

Ikke noget kompromis
Den mand, der i romertiden tog sit kors op og startede vandringen ud til korsfæstelsesstedet, havde allerede sagt farvel til sine nærmeste venner, og kom ikke tilbage igen. Han gik ikke ud for at give sit liv en anden, ny retning, nej, han gik ud for at dø.

Det gamle kors kendte ikke til nogen former for kompromisser eller formildende omstændigheder; det sparede ikke på nogen ting, men overgav, en gang for alle, alt til døden. Det forsøgte ikke at stå på god fod med sit offer – nej, det slog til, hårdt og brutalt. Og når dets værk var fuldendt, var offeret dødt.

Hele Adams slægt er dømt til døden af Gud. Dette har ikke forandret sig en tøddel siden syndefaldet - der er ingen mulighed for at slippe uden om.

Gud kan ikke på nogen måde sige god for eller anerkende nogen af syndens frugter, uanset hvor uskyldige og smukke de tager sig ud i menneskers øjne. Gud frelser den enkelte ved at dræbe ham (gamle Adam), og derefter oprejse den nye skabning til et helt nyt liv i Kristus Jesus.

Meget af den forkyndelse, vi får at høre i dag, og som drager gunstige paralleller mellem Guds kompromisløse vej og menneskers vej, er ifølge Guds Ord falsk, og den er ubarmhjertig mod tilhørerne, idet den bringer deres sjæle i fare.

Troen på Jesus Kristus går ikke hånd i hånd med denne verden - den afbryder forbindelsen med denne verden. Ved at komme til Kristus Jesus bringer vi ikke vort liv op på et højere plan, men vi efterlader det på korset (Gal 2,19-20). For at bære frugt må hvedekornet lægges i jorden og dø (Joh 12, 24-25).

De, som forkynder evangeliet, må ikke give sig ud for at være offentlige agenter, udsendt for at etablere goodwill mellem Kristus og verden. De må ikke indbilde sig, at de er udsendinge fra en arbejdsgiver, som har beordret dem eller givet dem mandat til at gøre Kristus acceptabel for forretningsverdenen, pressen, sportsverdenen og den moderne uddannelsessektor.

De er ikke diplomater, men profeter. Og budskabet, de er pålagt at gå ud med, og som er givet dem af Jehova, Abrahams, Isaks og Jacobs Gud, Jesu Kristi far, er ikke noget kompromis, men et ultimatum!

Ikke forbedring
Gud tilbyder et nyt liv, ikke forbedring af det gamle. Det liv, Han tilbyder, er et, som er opstået af døden, og det findes altid på den anden side af korset.

Enhver, som ønsker at eje dette liv, må fornægte sig selv - være enig med Gud i hans retfærdige dom over det tidligere liv i Adam.

Hvad indebærer nu alt dette for den enkelte synder, som er kaldet af Gud - for den fordømte, som ønsker at finde dette nye liv i Kristus Jesus? Og hvordan kan denne lære omsættes til det praktiske liv?

Det kan ganske enkelt gøres ved, at den synder, det drejer sig om, omvender sig til Gud, tager imod frelsen af nåde og fatter et andet sind. Ja, ganske enkelt, han begynder at TRO på Kristus Jesus. Stole på ham. Synderen må altså tage afstand fra og se sig selv som død fra alt, som før var liv i Adam, og derfor synd.

Videre må vedkommende ledes frem, efterhånden som vejen gås med Jesus, til helt at opgive alt det, som tidligere blev regnet for at tilhøre vedkommende alene. Selvlivet i den gamle Adam må altså dagligt dødes i mødet med fristeren, Satan!

Lad ingen ting skjules, ingen ting forsvares, intet undskyldes. Forsøg ikke at komme med billige betingelser eller købslåen overfor Gud. Men lad Ham hellere få adgang til ydmygt at bøje dig ind under Guds vrede, så du indrømmer, at du fortjener død og helvede.

Er dette først sket, vil et blik og en enfoldig, barnlig tro på den opstandne Herre og frelser være nok til at skabe live og genfødelse, renselse og kraft.

Og Gud ser til hjertet hos hver enkelt, og ved om det, du siger, er oprigtigt ment eller ikke. Det er der ingen mennesker, der kan sætte sig til doms over.

Bare Gud ved om, hvad som bor i menneskers hjerter. Det kors, som afsluttede Jesu jordiske liv, afslutter nu synderens liv, og den kraft, som oprejste Jesus fra de døde, oprejser synderen til et nyt liv med Kristus.

Til enhver, som gør indsigelser mod dette, og som regner det for at være et snævert, privat syn på sandheden, ønsker jeg at sige følgende: Gud har godkendt dette budskab ved at sætte sit stempel på det lige fra Paulus´s dage og til i dag.

Uanset, om det har været udtrykt med ord som disse eller ikke, så har det været indholdet i den forkyndelse, som op gennem århundreder har bragt liv og kraft til en døende verden.

Reformatorerne, vækkelsesprædikanterne og andre af Guds udvalgte redskaber har alle lagt vægt på dette. Og Gud stadfæstede budskabet ved de tegn og undere og mægtige gerninger, som fandt sted i Helligåndens kraft.

Tør da vi, som regner os for at være arvinger til en sådan kraft, tør vi, vover vi virkelig at forfalske den enkle, men kompromisløse sandhed? Tør vi, med vor lille pen og blyant, ganske enkelt slette retningslinierne eller forandre mønsteret, som blev vist os på bjerget? Åh, måtte Gud forbyde os at gøre dette.

Lad os stadig forkynde det gamle kors og erfare dets vældige kraft!
--------------------------------------------
Læs desuden Citat af A. W. Tozer.
----------------------------------------------------------------

"In God We Trust"?

2012-01-02T01:12:00.000-08:00

Fra Metrovoice.net/

Af Paul Proctor, 2005.

Hvis du kigger på bagsiden af en hvilken som helst seddel i den Amerikanske valuta, vil du i fed skrift tværs over midten af hver seddel se det velkendte postulat: "In God We Trust." Sikke dog en utrolig ting at trykke på verdens mest eftertragtede, menneskeskabte værk. Som for at håne den Almægtige udfører vi med den hver dag tankeløse transaktioner for de varer og service-ydelser, vi tilbyder hinanden - en blåstemplet floskel, ligeså bedragerisk som det papir, den er trykt på.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan denne nation kan finde tryghed og sikkerhed i en religiøs kliché, der bliver taget for givet, men sjældent til hjertet. Det er lidt som at finde trøst i en livline i nærheden, når man flyder ude i Stillehavet. Vi holder ikke rigtigt fast i den, vi er bare glade for at vide, at den er derude et eller andet sted, hvis bølgerne og strømmene skulle bliver for meget for os. I mellemtiden bruger vi vore dage på havet med at forsøge at imponere hinanden ved at træde vande med vor seneste overlevelses-teknik, som om vi kunne blive ved med det på ubestemt tid.

Jeg finder ligheden mellem vort lands valuta og "kristendom" ejendommelig. Begge er bredt accepterede parodier fra fortiden, der nu driver på et hav af relativisme med værdier, der er forringet drastisk gennem årene sammen med kulturen og dets begær. Men fordi forværringen har strakt sig over flere årtier, er der kun få, der virkelig sætter pris på det, der er gået tabt.

Synd og skyld er ikke længere den samme sociale skamplet, som den engang var. Så længe det er godt for erhvervslivet, er stort set alt tilladt. Og Jesus Kristus er omtrent lige så speciel nu som en en-dollarseddel. Det synes som om næsten alle nu til dags har Ham i deres lommen i en eller anden form eller stilart. Nu til dags lader vi Hans navn falde ligesom drikkepenge, selvom dette navn engang blev betragtet som "livets brød".

Samtidig med at de berømte ledere af den "medmenneskelige konservatisme" fortsætter med at udbrede falske påstande om, at vi har fremgang, trives og udbreder rigdom, demokrati og frihed i hele verden, svinder Lord Money’s købekraft med alarmerende hast, og har i henhold til Christian Science Monitor mistet 50% af sin værdi over for Euroen alene siden efteråret 2000.

Medierne fortæller os, at der bliver mere og mere knaphed på mad og brændstof, og at det bliver dyrere, når virkeligheden er, at de dollars, vi køber det for, er blevet for rigelige til længere at være af nogen reel værdi, takket være regeringens non-stop trykpresse. Det er derfor, det nu kræver så mange flere af vore penge at fylde maverne, køre bil, købe hus og opvarme det end nogensinde før.

De "til enhver tid siddende magthavere" vil simpelthen ikke tillade den beskidte lille hemmelighed om en nødlidende valuta at komme de uvidende masser for øren, fordi de ved, at vi alle ville gå i panik og gå på gaden og realisere vores pengepung, der ikke indeholder andet end tilgodebeviser fra en regering i håbløs i gæld. Så med et storslået kunstgreb kræver de blot, at VORE varer og tjenester bliver "dyrere" i stedet for, at DERES grønne papir bliver "mindre værdifuld", og dumper derefter ofte udlånsrenterne for at "afværge inflation." Hvilken joke!

I mellemtiden fremmer vore berømte kirkeledere deres falske påstand om, at vækkelsen er i gang her i det globale nabolag, at "Gud er i bevægelse", og at Hans kirke er i fremgang eksponentielt gennem Purpose Driven-programmer, Økumeniske initiativer og Tværreligiøse ideer, som spreder "Guds kærlighed" rundt i verden på samme julemandsfacon, som Oprah Winfrey med hendes missionerende, oversøiske pamperture, hvor hun bestikker børn med legetøj og vestlig materialisme, så de kan smile og vinke til folk derhjemme via Bibelbæltets storskærme i det håb, at de for den velgørende indsats vil lade lidt mere klokkeklang passere, når der i virkeligheden sandsynligvis aldrig har været et tidspunkt i Amerikansk historie, hvor det budskab, der bliver leveret til de fattige af dem, der kalder sig "kristne", har været mere kødelig og forfalsket, end det er i dag.

Hvilken kontrast fra de første missionærer, Jesus sendte ud: tolv nuller, uden baggrund, uden uddannelse og uden mulighed for verdslig fremgang, beordret af deres Mester til at prædike omvendelse og "ikke tage noget for deres rejse, kun med en stav, ingen taske, intet brød, ingen penge i bæltet." ( Mark 6:8)

Bibelen lærer: "Kærlighed til penge er roden til alt ondt," Men hvem elsker penge MERE og har MINDRE tillid til Gud end denne generation? Ser du, de guder, som virkeligt bliver tilbedt og tjent her, er alle de små grønne løgne, som vi hver dag bruger til at tilfredsstille os selv og lokke andre med, mens vi hævder troskab mod den eneste sande Gud.

Da kristendommen bliver forringet i takt med vores valuta, kan jeg ikke undgå at blive imponeret over, hvor meget de har til fælles. Ingen af delene er tæt på det, de oprindeligt var, og begge støttes stort set ikke af meget andet end opreklamering og tricks.

”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” Åb 3:17-18.

2011-12-27T10:16:00.000-08:00

Godt Nytår.

Guds ord det er vort arvegods,
det skal vort afkoms være;
Gud, giv os i vor grav den ros,
vi holdt det højt i ære!
Det er vor hjælp i nød,
vor trøst i liv og død;
o Gud! ihvor det går,
lad dog, mens verden står,
det i vor æt nedarves!

N.F.S. Grundtvig 1817.
.

*******************************
"Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog. Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus!" Åb 22,18-20.

2011-12-22T04:23:00.001-08:00

Glædelig Jul.

**************

Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.

Priser, brødre! hvor I bygge,
det Guds Ord,
som til jord
kom med liv og lykke!
Genlyd, jul, af toner søde,
som med klang
engle sang:
Kristus lod sig føde!
.
.Paul Gerhardt 1653.
C.J. Brandt 1878.
...

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” Fil 2,6-8.

***
-------------------------------------------------------------------------------------------

Den nye Jesus og en kærlighed kaldet Tolerance.

2011-12-16T13:48:00.000-08:00

Fra Crossroad.to/
7. november 2002.
Af Paul Proctor.
(Som pdf-fil til udskrift her)

Har du hørt det? Der er en NY Jesus i byen, og han har et NYT evangelisk budskab med. Det er et budskab, der lærer en eftergivende kærlighed... en kærlighed, der kaldes "tolerance"... en kærlighed, som ikke hører eller ser noget ondt, og for at sige det lige ud, aldrig bringer det onde op til diskussion, for at lovovertræderne ikke skal bliver fornærmede. Diskussion om det onde i vores verden - det vil sige, menneskets syndige natur - er et risikabelt vovestykke i dag, især for enhver kristen eller kirke, der ønsker at blive elsket og accepteret af denne verden.

Men det er ikke rigtigt vort ædle hverv, er det ... at du og jeg går ud i verden og søger vor kærlighed og accept i Jesu navn? Nej, Bibelen forsikrer os om, at på grund af Kristus vil verden hade os.

Joh 15:19 siger: Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.

Vi kan ikke stræbe både efter kærlighed og accept fra verden, og være de "levende ofre", som Gud kalder os til at være. Det er to helt forskellige dagsordener. Hvis vi forsøger at gennemføre begge dele samtidigt, vil de to i sidste ende komme i konflikt og tvinge os til at vælge mellem dem.

Nutidens søger-sensitive Kirkevækst-bevægelse er efter min vurdering det uheldige resultat af et sådan valg. En sund kirke prædiker blot omvendelse og tro på Kristus, og har tillid til Gud angående resultatet.

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. (Mark 16:15-16)

Ser du, det ædle hverv indebærer et budskab med både gode nyheder og dårlige nyheder. For at prædike til omvendelse er vi nødt til at gøre det helt klart, hvad det er, Gud forventer, at mennesket skal omvende sig fra. Vi kan ikke længere gå ud fra, at de fortabte ved, at de er syndere, især ikke nutidens unge, der vokser op i et stadig mere Skrift-frit miljø.

Men ofte er det præcis det, vi gør. Vi glemmer, at nutidens unge lever i en tid, hvor verden er meget anderledes end den, de fleste af os levede i ... et land, hvor Bibelsk belæring, som De ti Bud og Bjergprædikenen, er blevet strategisk erstattet af et multikulturelt værdisystem. Multikulturalisme betyder grundlæggende, at næsten alt er tilladt.

Så hvordan kan man angre synd, hvis man aldrig har lært, hvad synd er? Det er de dårlige nyheder i det budskab, vi er kaldet til at forkynde, og ofte det, der gør det at være et trofast vidne for Kristus nu til dags og på dette tidspunkt til en udfordring. Trods alt er der virkelig ikke noget farligt eller svært ved at fortælle nogen, "Jesus elsker dig", især ikke hvis du taler om den NYE Jesus. Men de, der bestræber sig på trofast at præsentere de dårlige nyheder om "syndens løn" sammen med den gode nyhed om "Vejen, Sandheden og Livet", vil sandsynligvis blive stemplet og marginaliseret som snæversynede ekstremister, der "fremmer negativitet" og intolerance.

Desværre kommer disse beskyldninger ikke kun fra det sekulære samfund, men også fra dem, der omfavner den Nye Jesus og prædiker evangeliet om tolerance. Dette, tror jeg, er grunden til, at kirken er i en sådan tilbagegang i dag. Vi ønsker ikke, at vore relationer, vort omdømme og vore planer skal lide på grund af et grimt lille ord på fire bogstaver, nemlig "synd", selv ikke for Kristi skyld.

Men desværre, uden de dårlige nyheder har de gode nyheder kun ringe eller ingen effekt. Det er den primære årsag til Loven og Profeterne og mænd som Johannes Døber, der gik forud for vor Herres kommer med strenge og intolerante advarsler som, "Omvend jer, for Guds rige er kommet nær!" Disse advarsler og befalinger fra Gud blev givet for at forberede en fortabt verden til at modtage Guds Lam, og de skal fortsætte med at forberede Hans vej i vore prædikener, vore søndagsskoler, vore bibelstudier og vort personlige vidnesbyrd, så de gode nyheder om Guds tilgivelse i Kristus Jesus kan blive erkendt som den forunderlige nåde, den er. Som min præst siger, "du kan ikke vide, du er frelst, før du ved, at du er fortabt", og det er disse intolerante befalinger, som er blevet mere og mere ignoreret i den sidste halvdel af det 20. århundrede, der viser det fortabte, hvor fortabt det i virkeligheden er.

Disse guddommelige forskrifter er specielt designet af Gud til at skærpe samvittigheden hos det faldne menneske og oplyse ham - under Helligåndens kraft og indflydelse – om hans syndige tilstand, så han et eller andet sted på livsvejen, måske kan vende sig til Jesus Kristus om den frelse, han ikke fortjener. Vi ved allerede som troende, at forsøg på at holde disse love som et middel til frelse er fejlagtigt og umuligt. Det er legalisme... den mislykkede religion hos de Skriftkloge og Farisæerne. Men hvis de fortabte aldrig bliver konfronteret med Guds absolutter, hvordan kan de da vide, at de har taget fejl? Hvordan kan de forstå deres adskillelse fra Ham? Det er en øvelse i tomhed at tilbyde tilgivelse til nogen, der er uvidende om sin egen skyld. Man kan ikke begynde et forhold til Kristus under en antagelse af uskyld.

Det er derfor, vi har så megen galskab i vore skoler i dag, og det er derfor, Jesus bliver hånet af MTV-generationen. Unge mænd, der begår afskyelige forbrydelser, har ingen frygt for Gud, da verden omkring dem ingen frygt har for Gud, selvom Bibelen klart lærer, "At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed." De handler på de værdier eller mangel samme, som VERDEN har lært dem. I de fleste tilfælde findes befalinger som, "Du må ikke slå ihjel", intetsteds som reference for unge mennesker som disse.

Bundlinien er, at de simpelthen ikke bliver udsat for nogen eller noget, der udstikker moralske grænser og vedtægter, som de skal følge, og lærer dem om rigtigt og forkert. Det forklarer sandsynligvist, hvorfor vi ser så lidt sorg og anger i deres ansigter, når de omdanner skolegårde til drabsområder. Livet er bare meningsløs underholdning for dem ... et interaktivt, forlorent overlevelses-spil, hvor rigtigt og forkert simpelthen ikke eksisterer.

Som de fleste af jer ved, er en samordnet indsats blev gjort for årtier siden for at fjerne ”De Ti Bud” fra enhver skole og retsbygning i Amerika. Der var en dagsorden i spil. Det var ikke for at standse legalisme eller for at fastholde adskillelsen af kirke og stat. Det var blot en front. Det var for at underminere evangeliet og gøre Guds nåde IRRELEVANT, så en dag, når generation XY og Z viste sig, og en person fra din kirke gik hen til dem og sagde: ”Gud elsker dig og ønsker at tilgive dig”, ville de reagere ved at sige "TILGIVE MIG ... FOR HVAD? Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg er ikke værre end alle andre! Du er bare intolerant!”

Ser du, de, der arbejder for ugudelighed og har planlagt denne dødens kultur, vi nu befinder os i, havde ikke travlt med at forsøge at befri verden for Jesus tilbage i 60'erne, selv om de havde held til at omforme ham til noget af et blomsterbarn. De koncentrerede sig om at slippe af med ordet "synd", og gjorde det til et socialt uacceptabelt ord, så vort samfund som helhed i sidste ende ikke kunne se nogen reel værdi i den tilgivelse, der kommer gennem Kristus.

Trods alt, hvem har behov for nåde, når der ikke er nogen synd? Og hvis der ikke er synd, så kan der heller ikke være et Helvede. Og hvis der ikke er et Helvede, hvorfor skulle vi da frygte Gud?

Som et resultat bliver det, at være "jordens salt", nu set på som en trussel mod enhed og mangfoldighed i vor kultur ... en kultur, der er ved at drukne i et kunstigt fremstillet selvværd, baseret på moralsk relativisme. At være intolerante over for andres synd bliver nu anset for at være den største synd af alle ... hvis ikke den ENESTE synd.

Men ser du, det er netop hvad den NYE Jesus handler om ... tolerance ... en tolerance, som omfatter næsten enhver adfærd og livsstil ... og som lovpriser en mangfoldighed af opfattelser med henblik på at fremme en indviklet enhed, der bringer alt og alle sammen under en universel gud ... en gud, som på LIGE VILKÅR erkender Jesus, Allah, Buddha, Krishna, Isis, Lucifer og endog Selvets gud ... hvad som helst, der stimulerer sanserne eller rører ens følelser på en meningsfyldt måde. Lyder det godt? Det gør det for det kødelige menneske ... det menneske, hvis passion er fred og velstand. Dette er den NYE Jesus, og det NYE evangelium, kaldet "tolerance". Den "gamle" Jesus ... den SANDE Guds Søn, sagde: "Hvis I elsker mig, så hold mine bud."

Vi ser den NYE Jesus overalt. Han er i vore fjernsyn og manifesterer sig gennem følelserne, fantasien, oplevelserne og følelserne hos berømtheder, psykologer, værter i talk-shows, forfattere, musikere, åndelige vejledere og clairvoyante. Han er i de film, der sanseliggør den kristne tro med en narcissistisk filosofi, der genfortolker Skriften således: "Jeg kan gøre alt i Kristus", så det kommer til at betyde: "Jeg kan gøre noget, der gør mig godt tilpas i Jesu navn". Denne NYE Jesus lærer os, at målet helliger midlet ... at uanset hvad, vi siger eller gør, som kan tiltrække folk til os eller vore kirker, så MÅ det være Guds vilje ... da det, der er godt for antallet, er godt for Gud. Derfor ender vi med at fortælle de fortabte, hvad de ØNSKER at høre, i stedet for, hvad de har BRUG for at høre, og derefter kalde DETTE "kærlighed".

Men Ordsprogene 14:12 minder os om: "En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden."

Her er det, apostlen Paulus havde at sige om den NYE Jesus i 2 Kor 11:2-4:

”For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.”

Paulus sagde til dem, at han var bekymret over, at denne NYE Jesus, denne NYE ånd, dette NYE evangelium, som nogle prædikede, faktisk kunne føre dem bort. Hvorfor var han bekymret? De vidste bedre. Paulus havde lært dem bedre. Han var bekymret, fordi de tålte det. De beholdt deres fred, lyttede til løgnen, udtrykte ingen modstand og tog ikke noget standpunkt imod den. Og det er et faktum, at hvis der lyves om noget længe nok, vil folk til sidst tro det, uanset hvor absurd løgnen er.

Jeg forelægger jer, at mange kristne i Amerika i dag - i vore egne liv og i vor egen tid - selv bliver revet med af en NY Jesus, der prædiker tolerance.

"Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han." (Gal. 1:9)

De "kristne" kirker i Danmark er frafaldne.

2011-12-15T12:09:00.000-08:00

Fra Sand.omvendelse.dk/
15. december 2011.
Af gæsteskribent Jørn Nielsen.

Registreret partnerskab er en betegnelse for en ægteskabslignende institution i en række lande og delstater. Det kan indgås af to personer af samme køn, og i nogle jurisdiktioner også af personer af forskelligt køn. Det indgås hovedsageligt af homoseksuelle par… (Officiel definition, vedtaget som lov i 1989).

Hvad i min ungdom var utænkeligt, er i dagens Danmark blevet acceptabelt og comme il fault, ikke blot i en verdsliggjort Folkekirke, men også i nogle kristne frikirker trods deres baggrund i åndelige, bibeltro vækkelser.

Ifg. Kristeligt Dagblad af 14.12.11 udtaler formanden for Baptistkirken i Danmark, Mogens Andersen, at ”hvis en præst og en af menighederne i Baptistkirken bliver enige om at bruge muligheden for at vie homoseksuelle, kan og vil ledelsen ikke gøre noget for at forhindre det.”

Jørgen Mortensen, talsmand for Apostolsk Kirke, siger det lidt ”blødere”: ”Jeg kan godt se, at folk, som har valgt at leve som homoseksuelle gennem et ægteskab, vil have orden på deres forhold. Homoseksuelle har også ret til at leve under anstændige forhold med deres partner, men hos os kan det ikke ske i form af ægteskab” (altså underforstået: men dog i ”partnerskab”).

Peter Götz, øverste åndelige leder af Det danske Missionsforbund, siger det lige så forblommet, idet vielse af homoseksuelle som ”klassisk ægtepar” dog ikke er muligt ifg. denne kirkes ”konservative” bibelsyn: ”Men vi (altså Missionsforbundet) mener, at det er vigtigt at bo i et samfund, hvor homoseksuelle har mulighed for at leve i et registreret partnerskab…som kirke vil vi ikke frasige de homoseksuelles mulighed for at leve under Guds velsignelse.” Med andre ord: at leve som homoseksuelle i et registreret partnerskab under Guds velsignelse!

Formanden for Metodistkirken i Danmark, Jørgen Thaarup, slår åbent til lyd for ”at slette det forbehold over for homoseksuelt samliv, som i verdenskirken har eksisteret i 40 år.”(Alt sammen ifg. Kristeligt Dagblad af 14.12.11)

Det gør næsten fysisk ondt på mig at læse specifikt om netop Missionsforbundets frafald, da det var en af Missionsforbundets benådede vækkelsesprædikanter, der i mine drengeår blev redskabet til min omvendelse. Så hvad jeg nu skriver, sker ikke med koldt blod i skadefryd, men med dyb sorg.

Men ikke alle kirker er hoppet med på vognen. Både den Katolske kirke, Pinsekirken og det Jødiske trossamfund, ja, selv Muslimerne, er anderledes klar i mælet i deres syn på ægteskabet som en guddommelig ordning mellem mand og kvinde.

Slaget er tabt. Lavinen kan ikke standses. ”Gyselige, grufulde ting går i svang i landet…og mit folk vil have det sådan” (Jer. 5:30-31), sagde profeten til et frafaldent folk og dermed også til en frafalden kristenhed og tilføjer: ”Men hvad vil I gøre, når enden kommer?”

The answer is blowing in the wind, som de en gang sang.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Reference: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444008:Kirke---tro--Det-siger-trossamfundene-om-homoseksuelle-vielser?image=0#layout_center
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
"Lad os da gå ud til ham »uden for lejren« og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme." Hebr 13,13-14.

Fred på jord? - en julehilsen.

2011-12-08T17:03:00.001-08:00

Fra Crossroad.to/
December 2006.
Af Berit Kjos.

"Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." Joh 1:11

Ville du og jeg have taget imod ham? Ville vi have anerkendt Jesus som den længe ventede konge?

For to tusinde år siden troede og accepterede masserne ham ikke. De søgte et jordisk rige, regeret af en menneskelig konge, så de tilpassede Hans ord til deres egen vision. Andre forsøgte at dræbe ham. Årsagen? Han fik "gode" folk til at føle sig dårlige, for hans budskab afslørede deres synd.

"... lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset ...." Joh 3:19.

Gennem århundrederne har religiøse ledere ofte sat Jesu navn eller løfter sammen med deres selvgjorte veje til fred. Markedsførings-budskabet fra den populære kristne maler, Thomas Kinkaide - sandsynligvis ikke skrevet af Mr. Kinkaide selv, men af professionelle annoncører - viser den stigende accept af en sådan åndelig sammen-stilling:

"Mit nyeste arbejde, A Prayer for Peace, er en stærk påmindelse om, at fred i vores verden altid er muligt for dem, der tror og beder. Den dramatiske profetskikkelse indtager de stenede højder over byen. Efter min mening er han en Kristus-skikkelse, men jeg har givet ham en dyb spiritualitet, der meget vel kunne favnes af folk fra andre trosretninger. Oplyst af en strålende måne, beder denne hellige person om ... at den varme glød fra måneskinnet må indhylle den befæstede by i et åndeligt tæppe af sindsro." [1]

Ville den sande Jesus pege på "en glød af måneskin" som en kilde til fred? Ville Hans sande disciple respektere andre guder og guruer som "hellige?" Ville vor Herre, som bad ”Din vilje ske”, bede en sådan bøn, som denne?

Efterhånden som tæppet falder for den "kristne" æra i Vesten, bliver det tidløse skel mellem Guds lys og verdens falske glød mere synligt. Og ingen måned illustrerer bedre denne modvilje imod Jesus, end december.

De, der forestiller sig den globale fred gennem social tilrettelæggelse, kan ikke tolerere noget tegn på den nyfødte konge. Kwanzaa og vintersolhverv kan passe ind, men Bethlehem's krybbe skal udelukkes fra alle steder, der finansieres gennem vores skat. Dette forbud er nu strakt til at omfatte ikke-kristne symboler som juletræer, Santa Claus, Rudolph ... ja, selv røde og grønne farver.

En artikel med overskriften, ”Santa Claus vurderet som værende for 'religiøs' for Skole - Fundraiser”, citerer en vred forælder, der beskylder den lokale grundskole for at bryde loven ved at sætte Santa Claus stort op - en ”religiøs” figur. "Jeg ser frem til at sponsorere en begivenhed, der er inden for lovens rammer og inkluderer alle," skrev den fornærmede forælder i sit brev til inspektøren. "Dette er ikke en diskussion om religion, det drejer sig om loven i vort land." [2]

I en verden, der har tillid til følelser mere end til fakta, giver dette absurde argument mening. Det illustrerer holdningen hos dem, der foragter den mindste påmindelse om den Hellige Nat for længe siden. Men vi skal ikke blive overraskede. Gud advarede os om, at verden ville have ringe tolerance over for Hans sandhed og efterfølgere:

”Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer… Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer;… fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.” Joh 15:19-21.

De, der ikke "kender" Ham, kan ikke forstå, hvorfor Han kom. Mange anser evangeliet for at være en myte og korset for at være en skandale. Idet de har rationaliseret synden bort og retfærdiggjort deres kompromis med umoralen, forkaster de Hans død og opstandelse. Deres søgen efter "fred" kræver en benægtelse af Sandheden.

To slags FRED
Mange af Det gamle Testamentes profeter forudsagde Jesu fødsel og hans ubeskrivelige fred: "For et barn er født os ... " skrev Esajas århundreder før Kristus blev født. (Esaj 9:5a)

”Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige” Esaj 9:5b-6a

"Ære være Gud i det højeste!" sang englene, der meddelte hans fødsel. "og på jorden fred i mennesker, der har Guds velbehag!" Luk 2:14 (Gl. Oversæt)

Ja, i kraft af korset ville der være fred på jorden "- en fred, der langt overgår de overfladiske illusioner hos blindede idealister. Guds glædesfyldte engle proklamerede en himmelsk fred for alle, som ville tage imod ham som Konge i deres liv. Som Herre i deres hjerter ville han etablere sit åndelige Kongerige - i og igennem sit eget folk, der stadig lever som "pilgrimme og udlændinge" i en fordærvet verden.

Det kan lyde mærkeligt for de, der er fælles om visionen om en global solidaritet. Men husk det spørgsmål, som Jesus stillede sine forvirrede, jord-fokuserede disciple:

”Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid." Luk 12:51.

Verden foragter stadig denne opdeling. Idet den ønsker fred og enhed på sine egne betingelser, opfordrer den til pluralisme, rummelighed, en ende på stigmatiseringen af synd, og tolerance overfor alt, hvad Gud kalder forkert. Den britiske artikel "Hvis land er det?" illustrerer bedraget:

"I den seneste tid har vi i stigende grad set embedsmændenes desperate forsøg på ikke at fornærme minoriteterne ved juletid. Idet de reagerer på behovet for politisk korrekthed - angiveligt for at fremme rummeligheden, men faktisk splittelses- og uenigheds-skabende – bliver indførelsen af den holdningsmæssige fascisme hos embedsmændene i julen endnu mere ubehagelig end normalt. Skoler og råd holder festivaler for at fejre (hvis det er det rette ord) multikulturalismen. Kristtjørn og juletræer er forbudt, selv om de har deres oprindelse i en hedensk fejring af vintersolhvervet. Julesalmerne bliver til en multikulturel koncert …" [3]

Dagens højteknologiske medier og afvisningen af Guds absolutter (ankret for vor tro) øger hastigheden af denne transformation. Den pragmatiske ("Whatever Works") attitude, som der bliver undervist i af Emerging- og Purpose-drevne bevægelser, afviser bibelsk dømmekraft som splittelse. Pastor Rick Warren's "nære ven", Senator Barack Obama, fremsatte følgende erklæring ved "Building a Covenant for a New America” -konferencen i juni sidste år:

"Demokrati kræver, at de, der er religiøst-motiverede, omsætter deres bekymringer i universelle værdier, snarere end i religions-specifikke, værdier .... Det kræver, at deres forslag underlægges argumenter og er modtagelige for sund fornuft .... Dette vil være vanskeligt for nogle, som tror på Bibelens ufejlbarlighed, hvad mange evangeliske kristne gør. Men i et pluralistisk demokrati, har vi ikke noget valg." [4]

Sand fred
Faktisk, har vi et valg: at fornægte Ham eller at følge Ham. Sidstnævnte kan koste os vore jobs, venner, frihed, og verdslig accept. Men gennem århundreder har Hans trofaste venner gerne givet alt for at følge Ham. De elskede Ham mere end den verden, de stod over for med fængsling, tortur og grusom død. Men Freden i Hans tilstedeværelse var forfølgelsens smerte værd.

En jødisk pige i Nazityskland opdagede denne vidunderlige sandhed, da hun lærte at stole på Jesus. Anita Dittman fortæller sin fantastiske historie i bogen, Trapped in Hitler's Hell:

"Det var i 1933 ... Jeg kunne ikke gå hjem fra skole uden at blive stenet eller slået .... Og dette var kun starten på, hvad der ville blive et tolv-årigt mareridt - tolv år med venten på Gestapos banken på døren; på at én, man elskede, skulle trækkes væk ved håret eller skægget til et ukendt sted; på en tur med en kassevogn, hvor man blev stuvet sammen med hundredvis af bange, grædende mennesker på deres vej til en dødslejr, eller til en barmhjertig kugle, som afsluttede det hele.

"Blandt disse arme jøder skulle jeg være en af de få med et rigtigt hjem. Jeg ville komme til at kende Jesus, der tilbød fred midt i turbulensen. Han var trods alt Fredsfyrsten?" [5]

Sandelig, det er han! Og for Anita var et af højdepunkterne i disse forfærdelige år julen 1944. Hun var nu en skeletagtig teenager, der kæmpede for at overleve et utroligt arbejde på en sultekost i en nazistisk arbejdslejr, men hun frydede sig over en utrolig gave: Hun og et par andre kristne fik lov til at fejre juleaften i en nærliggende landsbykirke. En vagt gik med dem, så de bad om, at sandheden om Kristus ville røre ved hans kolde hjerte.

"For krigstrætte kristne fanger, som elskede Jesus, var dette den bedste nyhed i måneder, måske år .... Tyve af os traskede over de sneklædte bakker og enge den nat til en lille landsbykirke .... Sneen faldt let ...."

"Den nat flokkedes vi i den lille kirke sammen med over hundrede landmænd og byfolk. Vi sang julesalmer og priste Herren til langt over midnat. Da vi læste juleevangeliet, var vi forvisset om, at Jesus vidste om enhver af vore smerter, for Han havde også været et menneske, som havde oplevet menneskelig sorg. I det dunkle skær fra stearinlyset bøjede vi alle knæ ved alteret og bad for Tyskland og vores adskilte familier; vagten stod omhyggeligt og så på i døråbningen. Så travede vi hjem i måneskinnet, for sneen var ophørt med at falde. " [6]

”Gud ske tak for hans uudsigelige gave!” 2. Kor 9:15
-----------------------------------
Kilde: http://www.crossroad.to/articles2/006/1-peace.htm
------------------------------------
Slutnoter:
1. Thomas Kinkaide, "A Prayer for Peace," at www.thomaskinkade.com/magi/servlet/com.asucon.ebiz.catalog.web.tk.CatalogServlet?catalogAction=Product&productId=204561
2. "Santa Claus Deemed Too 'Religious' for School Fundraiser." See also Foundations for Faith and Freedom and Ban Truth - Reap Tyranny
3. "Whose Country Is It?"
4. Erin Roach "Obama Asks Evangelicals To Assimilate," July 5, 2006 - (BP)-- http://www.evangelicalnews.org/indiv_pr.php?pr_id=6279
5. Anita Dittman with Jan Markell, Trapped in Hitler's Hell, published by Lighthouse Trails, 2005, pages 12-13.6. Ibid., page 134.

Gå til Betlehem og se!

2011-12-07T05:19:00.000-08:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 10 - 2011.
Av Gunnar Nilsson.

«For se, jeg forkynner dere en stor glede – en glede for alt folket. I dag er det født dere en frelser, som er Messias, Herren – i Davids stad. Og dette skal dere ha til tegn: dere skal finne et barn som er svøpt og ligger i en krybbe.» Luk 2:10-12

Det er så lett at dette med julen, med Jesu fødsel, bare blir en søt og stemningsfull historie. Men det var slett ikke så stemningsfullt det som skjedde da Jesus ble født til vår jord. Kristendommen er meget jordnær i sin virkelighetsbeskrivelse, og er ikke så «from». Det var helt sikkert ikke så stemningsfullt å bli tvunget av okkupasjonsmakten til å legge ut på en reise på et esel da fødselen nærmet seg, heller ikke da fødselsveene begynte og de ikke visste hvor de skulle ta inn og de ble henvist til en kald og ikke så helt ren stall – og ikke ha noen annen seng å legge den nyfødte i enn en krybbe. Hvem kunne ane at det var Guds sønn som ble født på denne måten, at han skulle komme i en slik fornedrelse? Men slik har kristendommen fått vandre, slik har den gått gjennom snørike alper og gjennom mange farer, oftest i enkel og foraktet menneskelig skikkelse. Slik har den kommet også til oss i det kalde Norden. I Jerusalem i tiden omkring Jesu fødsel ble det nok feiret fine og vakre gudstjenester, både med røkelse og trompeter, men Guds rike lå skjult i et lite barn i et uthus i Betlehem. For å kunne se dette, kreves det øyne som er blitt åpnet, for ellers ser man ikke noe stort i det uten bare en fattig, stakkarslig familie som er blitt oppgitt av både Gud og mennesker.

Englene bar bud til hyrdene om en glede for alt folket. «I dag er det født dere en frelser, som er Messias, Herren – i Davids stad. Og dette skal dere ha til tegn: dere skal finne et barn som er svøpt og ligger i en krybbe». Dette kan vi forstå slik som Martin Luther sier: «Tegnet, svøpet, er Den Hellige Skrift. Der er den kristne sannhet innsvøpt. Der finner vi troen beskrevet». Krybben er da forsamlingen. Nå fantes det mange krybber i Betlehem da Jesus ble født, men Jesus lå ikke i dem alle. Slik er det også i dag. Det må ligge så mange vakre barn som det bare vil i ulike krybber denne julen, men er ikke barnet svøpt i det rette lintøy, er det helt sikkert et falskt barn.

«Det folk som vandrer i mørket, skal se et stort lys» (Jes 9:2). Hvor hjelpeløst er ikke det folk som vandrer i mørket, for den som vandrer i mørket vet ikke hvor han går hen, han ser ikke. Vi mennesker havnet i mørket ved syndefallet. Da mistet vi den «gudlikheten» vi ble skapt med, og vi fikk i stedet en likhet med djevelen, bortvendte fra Gud, såfremt denne likhet med djevelen ikke blir ødelagt og satan utdrevet av hjertet. Dersom ikke Jesus blir født, ikke bare i Betlehem, men også i våre hjerter, har vi ingen del i, eller trøst av Jesu legemlige fødsel. Merk deg dette, og hør det – i Jesu navn: Blir ikke Jesus født i ditt hjerte, så har du ingen del i ham! Ingen må tenke: hvorfor er det så nødvendig at Jesus fødes i meg? Jeg trøster meg med at han for min skyld er født av jomfru Maria, at han led og døde, og vant meg retten til å bli et Guds barn. Når jeg tror dette, så behøves det ikke noe mer. Det er visselig slik at dette er store velgjerninger, men du bedrar deg selv dersom du tror at den nye fødsel er unødvendig. Det er sant at Kristus har sonet all synd, men du har ingen del i denne forsoning om du lar din syndige natur som du har arvet i fødselen, ditt kjødelige sinnelag som du hadde med deg inn i denne verden, få herske og råde hos deg. Det er også sant at Kristus gjennom sin fødsel har gitt deg rett til å bli et Guds barn, men hva hjelper det om du ikke benytter denne mulighet, og gjennom troen, som virkes gjennom den nye fødsel, forener deg med Kristus?

Hyrdene fikk bud om en stor glede, men de nøyde seg ikke med det. De gikk straks. «La oss gå rett til Betlehem og se dette som har skjedd, det som Herren har kunngjort oss» (Luk 2:15). De skyndte seg avgårde.

Det er ikke meningen at vi skal stå på lang avstand – stå som tilskuere til alt dette – men vi skulle gjøre som hyrdene. Ja, la oss stå opp og gå til Betlehem og se det som der har skjedd! Gå også du fram til krybben og se Guds sønn, din frelser, der han ligger svøpt på halmen. Løft ham opp i din favn og se hvordan han av kjærlighet ler mot deg – Frelseren. Har du tatt imot hans frelse?

Tenk om han kunne gis bort av mennesker! Da vet jeg at jeg ville gitt ham som julegave til alle dere som leser dette. Dersom han kunne vinnes og gis bort gjennom et ønske, å, hvor gjerne jeg ville ha ønsket ham inn i dere alle. Men det skjer ikke gjennom andres ønsker, om jeg så skrev slike betraktninger i tusen år, nei, det kan bare skje ved at Jesus fødes i deres hjerter, og bare ved at dere blir født ved Guds Ånd og Ord. Og da kommer dere også til å få kjenne fødselssmerten.

Ja, gå til Betlehem og se! Der finner du en bit av himmelen allerede her på jorden. I all enkelhet – der er det lukt av stall – en høytid og en glede over all forstand. Men tenk på omkostningene. Om du går inn der, kommer aldri lukten av stall til å forsvinne av dine klær så lenge du vandrer i denne verden. «Dette har jeg talt til dere for at dere ikke skal ta anstøt. De skal utstøte dere av synagogene. Det kommer en tid da hver den som slår dere i hjel, skal tro at han gjør Gud en dyrkelse. Og dette skal de gjøre fordi de ikke kjenner Faderen og heller ikke meg» (Joh 16:1-3).

Da man feiret de store høytidene i Jerusalem, opplevde man allerede i den gamle pakts tid en stor glede, så stor at man så fram til neste gang, og derfor brukte de hilsningsordet: Neste år i Jerusalem! Det var deres stadige ønske å treffes neste år i Jerusalem. Når vi i dag ser Jesusbarnet som ligger i krybben, synes det for meg som han sier akkurat den samme hilsen til oss alle: «Neste år i Jerusalem!». Venner: Neste år i Jerusalem – den evige staden – det himmelske Jerusalem!

«Ære være Gud i det høyeste, og fred på jorden». Amen!

Hvorfor skal jeg læse "Det Gamle Testamente"?

2011-12-04T15:26:00.000-08:00

Fra Truedsicernment.com/
2. december 2011.

Bibelen er en fremadskridende åbenbaring. Hvis man springer den første halvdel af en god bog over og forsøger at afslutte den, vil man have svært ved at forstå personlighederne, plottet, og afslutningen.

På samme måde kan Det Nye Testamente kun helt forstås, når det ses som bygget på fundamentet af begivenhederne, tegnene, lovene, offersystemet, pagterne og løfterne i Det Gamle Testamente. Hvis vi kun havde Ny Testamente, ville vi komme til evangelierne og ikke vide, hvorfor Jøderne så efter en Messias (en Frelser-Konge). Uden Det Gamle Testamente ville vi ikke forstå, hvorfor denne Messias kom (se Es 53), og vi ville ikke have været i stand til at identificere Jesus af Nazaret som Messias gennem de mange detaljerede profetier, der blev givet om ham (f.eks. Hans fødested (Mika 5:2), Hans dødsmåde (Salme 22, især v 1,7-8; 14-18; Salme 69:21, osv.), Hans opstandelse (Salme 16:10), og mange flere detaljer om Hans gerning (Esajas 52:13; 9:2 osv).

Uden Det Gamle Testamente ville vi ikke forstå de Jødiske skikke, som er nævnt i forbifarten i Det Nye Testamente. Vi ville ikke forstå de forvrængninger, farisæerne havde gjort med Guds lov, da de føjede deres traditioner til den. Vi ville ikke forstå, hvorfor Jesus var så oprevet, da han rensede tempelgården. Vi ville ikke forstå, at vi kan gøre brug af den samme visdom, som Kristus brugte i Hans mange svar til Hans modstandere (både menneskelige og dæmoniske).

Uden Det Gamle Testamente ville vi gå glip af mange detaljerede profetier, som kun ville gå i opfyldelse, hvis Bibelen er Guds ord, og ikke menneskers (se de store og små profeter) (f.eks Daniel 7 og følgende kapitler). Disse profetier give specifikke detaljer om nationers storhed og fald, hvordan de vil falde, om de vil rejse sig igen, hvilke magter, der ville blive de næste, der dukkede op, hvem der vil være hovedaktører (Cyrus, Alexander den Store, osv.), og hvad der ville ske med deres riger, når disse aktører døde. Disse detaljerede profetier er så nøjagtige, at skeptikere beskylder dem for at måtte være skrevet af efter kendsgerningerne.

Det Gamle Testamente indeholder også en række lektioner til os gennem de mange ufuldkomne personligheders liv. Ved at observere deres liv, kan vi blive tilskyndet til at stole på Gud, uanset hvad der sker (Daniel 3), og til ikke at gå på kompromis i de små ting (Daniel 1), så at vi kan være trofaste senere i de store ting (Daniel 6). Vi kan lære, at det er bedst at bekende synd tidligt og oprigtigt, i stedet for at skyde ansvaret fra sig (1 Samuel 15). Vi kan lære ikke at lege med synden, for den vil afsløre os, og dens bid er dødelige (se Dommerne 13-16). Vi kan lære, at vi er nødt til at stole på (og adlyde) Gud, hvis vi forventer at opleve Hans ”forjættede land” i dette liv og Hans paradis i den næste (4 Mos 13). Vi lærer, at hvis vi pønser på synd, opildner vi blot os selv til at begå den (1 Mos 3; Joshua 6-7). Vi lærer, at vor synd har konsekvenser - ikke kun for os selv, men også for vore kære omkring os, og omvendt har vor gode opførsel belønninger - ikke kun for os, men også for dem, der er omkring os (1 Mos 3; 2 Mos 20:5-6).

Det Gamle Testamente indeholder også store mængder af visdom, som Det Nye Testamente ikke har. Mange af disse findes i Salmerne og Ordsprogene. Disse små stykker af visdom afslører, hvordan jeg kan blive visere end mine undervisere, hvad forskellige synder fører til (det hjælper os til at se krogen, som maddingen gemmer), og hvad præstationer i denne verden bringer os (intet!). Hvordan kan jeg erkende, hvis jeg er en tåbe (moralsk tåbe)? Hvorfor slår jeg uforvarende andre ud uden at ville det?Hvordan kan jeg finde mening i livet? Igen, der er så meget der, der bare venter på at blive fundet af én, der virkelig ønsker at lære.

Uden Det Gamle Testamente ville vi ikke have et grundlag for at stå imod fejlen i de politisk korrekte forvrængninger i vore samfund, hvor evolutionen anses for at være skaberen af alle arter over millioner af år (i stedet for et resultat af Guds specielle skabelse på bogstavelige seks dage). Vi ville købe den løgn, at ægteskaber og familie-enhed er en struktur i udvikling, der skal fortsætte med at ændre sig, som samfundet ændrer sig, i stedet for at blive set på som et skaberværk af Gud med det formål, at opfostre gudfrygtige børn, og at beskytte dem, der ellers ville blive brugt og misbrugt (oftest kvinder og børn).

Uden Det Gamle Testamente ville vi ikke forstå de løfter, Gud endnu vil opfylde for det Jødiske folk. Som et resultat, ville vi ikke rigtigt se, at Trængselstiden er en syv-årig periode, hvor Han specielt vil arbejde med det Jødiske folk, som afviste Hans første komme, men som vil modtage Ham ved Hans genkomst. Vi ville ikke forstå, hvordan Kristi fremtidige 1.000-årige regeringstid passer med Hans løfter til Jøderne eller hvordan, Hedningerne vil passe ind. Vi ville heller ikke se, hvordan afslutningen på Bibelen sammenbinder de løse ender, der blev redet ud i begyndelsen af Bibelen, hvordan Gud vil genoprette det paradis, Han oprindeligt skabte denne verden til at være, og hvordan vi vil nyde nært samvær med Ham på et personligt plan som i Edens Have.

Sammenfattende er Det Gamle Testamente et spejl, der tillader os at se os selv i Gammel Testamentlige personers liv, og hjælper os med at lære indirekte af deres liv. Det kaster så megen lys over, hvem Gud er, de undere, Han har gjort, og den frelse, Han har udvirket. Det deler så megen trøst ud til dem, der forfølges eller er i trængsel (se især Salmerne). Det åbenbarer gennem gentagne opfyldte profetier, hvorfor Bibelen er unik blandt hellige bøger - den alene er i stand til at vise, at den er, hvad den hævder at være: Guds inspirerede Ord.

Det åbenbarer en mængde om Kristus på side efter side af dets skrifter. Det indeholder så megen visdom, der går ud over, hvad der er henvist til eller citeret i Det Nye Testamente. Kort sagt, hvis du endnu ikke har vovet dig i dybden af dets sider, er du gået glip af meget, som Gud har til rådighed for dig. Eftersom du læser det, vil der være meget, du ikke forstår straks, men der vil også være meget, du vil forstå og lære af. Og som du fortsætter med at studere det og beder Gud om at lære dig yderligere, vil dit grave-arbejde betales med stadig mere strålende skatte.

Links til arttiler frac 2011.

2011-12-02T13:37:00.007-08:00

Godt Nytår.

N.F.S. Grundtvig 1817.
.

Hvor er Kristus i julen?

2011-12-02T13:37:00.006-08:00

Fra Crossroad.to/
Af Berit Kjos.
(Født i Norge)

”Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Luk 2:10-12.

"Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild.” Matt 24:9-11.

Hvorfor Kristus kom
Englenes glædelige meddelelse var vor Himmelske Konge værdig. Men bortset fra et par ringe hyrder tog folk i Betlehem ikke imod ham. Havde de glemt den længe ventede Messias, som der var profeteret om ved Esajas for lang tid siden:

"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette." Esaj 9:5-6.

Verden af i dag er lige så uvidende. Den lukker Ham ude. Bare se dig omkring. Shoppere flokkes om butikkerne, men kun få ser tegn på Jesus. Den gamle, velkendte krybbescene er blevet fjernet fra offentlige steder. Hans navn og budskab er blevet udelukket fra helligdags-festlighederne på skoler og gymnasier over hele USA. Og når de planlagte, "bæredygtige lokalsamfund " med mandat fra international ret og af Præsident Clintons Executive Order er sat på plads, vil vores "splittende" udtryk for tro blive forbudt.

Men i det svage lys af den menneskelige natur giver det mening. Vores suveræne Konge passer ikke til menneskets vision om tværreligiøs enhed. Hans vej er for snæver, og Hans Ord er alt for stødende! Rent faktisk advarede Han os om åndskamp og forfølgelse for mere end to årtusinder siden, og det passer stadig i vor tid.

"…og at hele verden ligger under for den Onde. " 1 Joh 5:19.

"I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer." 1 Joh 3:13.

Pyt med, at Han skabte universet og har hver eneste af de kommende dage skrevet i sin bog. Eller at Han alene kan opfylde vor længsel efter ægte fred og varig glæde. Hans retningslinjer ophidser stadig verden - herunder mange, der kalder sig kristne. Hans kald til hellighed forstyrrer deres komfort-zone.

Når Herren ser på vores selvtilfredshed, må Han blive bedrøvet; men Han bliver aldrig overrasket. (Joh 2:24). For længe siden stod Han i Jerusalem og så en verden, der var for forblændet af synd og Satan - og alt for distraheret af deres ønsker og ambitioner – til at se Frelseren i deres midte. Så sagde Han med usigelig sorg:

»Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne." Luk 19:42.

Kirken, der går på kompromis
I dag, næsten 2000 år senere, anfører verdens religiøse ledere stadig anti-Jesus korstog. Mange har accepteret FN’s konsensus om spiritualitet: Alle religioner er lige gode - bortset fra Bibelsk Kristendom. Den planlagte "fredskultur" kan ikke rumme Guds "splittende" Bibelske værdier. Siden Hans Ord ikke kan formes til verdens amoralske standarder for menneskeliv og mental sundhed, truer de drømmen om global solidaritet.

Nær den forreste linie i denne kulturelle forandring står utallige kirker og præster, som går på kompromis, idet de forkynder en kors-løs forvrængning af kristendommen. De illustrerer det religiøse klima på denne glorværdige aften, da vor Konge kom til jorden og englenes jubel trængte igennem stilheden. Men kun få kunne høre budskabet.

For Jesus blev født ind i en kultur, der var styret af den samme åndelige tyran, som ægger masserne i dag: "Djævelen og Satan, [og] som forfører hele verden.” Åb 12:9.

Under vor Herres korte tid på jorden foragtede de religiøse ledere Hans tilbud om nåde og Hans kald til tro. "Kom hid til mig ..." betød, at forlader de veje, der var acceptable for verden - en farlig opfattelse for enhver succes-drevet virksomhed. Medmindre den længe ventede Messias ville være i overensstemmelse med moderne lære, var Han ikke velkommen i deres midte. Johannes opsummerede tragedien såvel som sejren:

"Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;” Joh 1:10-12.

Menneskets natur ændrer sig ikke med tiden, heller ikke den åndelige kamp, der stadig raser mod Jesus Kristus, Hans ord og Hans tilhængere.

For det meste vil verden tolerere smukke stjerner, barnlige engle, juletræer ... selv en fredelig lille baby, der sover i en krybbe. Men der er stadig "ikke plads i herberget" for en konge, der inviterer os til at gå med Ham på Hans ydmyge sti. Og hvis vi vælger at lade Ham "blive født i os", må vi også dele Hans lidelse og tåle "korsets forargelse" med Ham - verdens fjendtlighed imod det udskilte og korsfæstede liv, som Kristus skænker dem, der elsker Ham.

Den falske Jul
Husk, det største problem er ikke den måde, hvorpå vi trivialiserer hyrderne og genopfinder englene. Det er heller ikke årstiden. Jeg tvivler på, at Jesus bekymrer sig om, hvorvidt vi fejrer Hans fødsel i december eller nærmere på en ukendt dato.

Det er heller ikke verdens religiøse alternativer til kristendommen. Skønt Kwanza, Hanukkah og vintersolhverv kan have erstattet jule-programmet i offentlige skoler og hjem, ville det alene ikke svække den sande kirke. Selv socialisme og kommunisme kan ikke undertrykke troen. Deres mørke får kun lyset til at skinne klarere og Hans løfter til at blive mere dyrebare.

Bare se på Kina og Nordkorea. Hvor sande troende står over for de dødelige trusler mod deres liv og kirker, viser de en vækst i tro og udholdenhed (såvel som i tal), der gør Amerikanske kirker til skamme.

Det er heller ikke de mest populære juleskikkes hedenske rødder. Kun få er endog klar over den hedenske historie bag juletræer, misteltene eller den gamle midvinter-fejring af en moder-gudinde med midvinter babyen. Skønt disse uhellige rødder kan bidrage til åndelig forvirring, er den virkelige krise mere personlig.

Vort største problem har at gøre med vort syn på Gud og vort forhold til Jesus. Mange har lært at tænke på universets Konge mere som en super-Santa end en suveræn Gud, som holder os ansvarlige over for sit Ord. Vi glemmer, at livets prøvelser så vel som Hans nådegaver er beregnet på at forme os til Hans billede, ikke på at opfylder alle vore ønsker.

Han bedrøves, når vi foregiver at behage ham, mens vi tjener os selv. Hans "fødselsdag" er blevet en hyldest til menneskelig tilfredsstillelse, ikke sand glæde og åndsbåren tilbedelse.

Må hans beskedne fødsel under ydmygende omstændigheder være en konstant påmindelse til os om at overlade vore liv til Ham, og få orden på vort håb for evigheden.

Så:
"Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone." Hebr 12:1-2.

Ær Kongen
Jesus sagde til Peter: ».. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« (Matt 16:23) Kunne dette budskab også være til os? Og hvordan kan vi få vort sind rettet imod "ting fra Gud" - ikke bare i denne tid, men hver dag?

For to årtusinder siden rørte Gud hjerterne hos tre vise mænd, der ville have værdsat de sandheder, vi har til rådighed i dag. Med glæde fik de den lille oplysning, Han gav, og begav sig derefter ud på en lang og risikofyldt pilgrimsfærd for at tilbede den nyfødte Konge:

"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Matt 2:1-2¨.

Disse pilgrimme var villige til at risikere deres egne liv for at gøre den lange, farlige rejse. De gaver, de bragte, blev valgt med omhu (og sandsynligvis med Hans kærlige vejledning, selv om de ikke kendte Ham endnu). De gav Ham deres allerbedste – ofre, der var værdige til en mægtig Konge.

Andre gaver har glædet Ham mindre. Da Ananias og Safira foregav at give alt, men hemmeligt tilbageholdt noget af deres rigdom, blev de slået til døde - en skræmmende konsekvens af halvhjertet hengivenhed. Det har lært os noget om vor Gud. Han længes efter helhjertet kærlighed og loyalitet, ikke en selvhøjtidelig fremvisning af fromhed.

Tilbage i Gamle Testamente foregav Guds udvalgte folk at følge hans retningslinier. De ofrede de foreskrevne ofre ud af kulturel lydighed. De måtte! Folk holdt øje med hinanden. Men de bedrog deres alvidende Gud ved at give så lidt som muligt - beskadigede gaver, der kun var af ringe værdi for mennesker og mindre end intet for Gud. Det bedste holdt de for sig selv. Så Gud advarede dem:

"Forbandet den bedrager, der har lovet Herren et handyr af sin hjord, men i stedet ofrer et lemlæstet dyr. For jeg er en stor konge, siger Hærskarers HERRE, og mit navn frygtes blandt folkene." Mal 1:14.

Dengang som nu er en lunken opvisning af lydighed mod Bibelens retningslinjer hykleri – en foregivende loyalitet over for Kristus, hvis navn vi bærer. Men det modsatte, den ægte hengivenhed, som Gud søger hos sine efterfølgere, blev udvist af Maria. Lyt til hendes svar på engelens fantastiske budskab - et, der kaldte hende til at udholde skammen ved en uægteskabelig graviditet i en kultur, hvor seksuel promiskuitet krævede døden:

” Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.”

” Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«

”Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn… thi intet er umuligt for Gud.«

"Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Luk 1:30-38.

Gud valgte Maria, fordi Han kendte hendes hjerte. Han så, at hun ville gøre, hvad Han bad hende om. Hendes gave til Ham var hendes tro, kærlighed, liv og lydighed. Idet hun forstod, at Det Gamle Testamentes "træl" betød villig overgivelse af alt af kærlighed til hendes Mester, tilbød hun sig selv som "et levende offer" (Rom12:1), der var villig til at acceptere den lidelse, Hans opgave indebar.

Guds jordiske vej for sin egen elskede Søn skulle begynde i en simpel stald - og slutte på et grusomt kors. Hans eneste tilbedere på denne første glædelige aften var hans forældre og de fattige hyrder, som hørte englene synge.

På vor pilgrimsrejse ad Guds smalle vej, hvordan kan vi da bedst tilbede Jesus i dag?

Vis os det og gør det muligt for os, dyrebare Hyrde og Konge!
-----------------------------
Source: http://www.crossroad.to/text/articles/Christmas.html
Oversæt Lj.

Om de ældres betydning.

2011-12-02T13:37:00.001-08:00

Fra Newswithviews.com
21. august 2003.
Af Paul Proctor.

De gamle.
En af de ting, jeg elsker ved ældre, modne kristne, er deres mod og overbevisning. De genkender synd, når de ser den, og er ikke den mindste smule bange for at udtale sig imod den, når de tvinges til det på grund af omstændigheder eller konfrontationer.

Skønt ofte bekymret og plaget af en ungdomsstyret kultur og af alle dens frivole indfald og lunefulde fremgangsmåder, bliver de ikke let påvirket eller skræmt af den.

Og dog refererede Jesus ikke til gamle mennesker, da han sagde: ”I er jordens salt....”. Han talte til sine disciple uden nogen reference til alder. Og hvis du og jeg ønsker at anse os selv for at være Kristi disciple, vil vi gøre vel i at give agt på Hans ord.

“I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker”, Matt. 5,13.

I dagens postmoderne kirke bliver udtrykket “jordens salt” næsten altid anvendt til at imødegå ældre mennesker. Seniorer med ikke bare en dyb og varig tro på Kristus og Hans Ord, men hvis “personlige erfaring” i tjeneste og hengivelse til Ham har spændt over årtier med lidelse, offer og studier, som resulterede i en skarp dømmekraft, skelner klart godt fra ondt længe før, den meget yngre bror eller søster gør det.

Det er derfor, ældre mennesker ofte er de første til at udtale sig, når godt og ondt blandes sammen og vendes op og ned foran deres børnebørns vagtsomme øjne - de forstår nemlig alt for godt konsekvenserne af åndelig ignorering og apati. De trækker på - forstår du - en myriade af fejl og en livstid af lærte lektier. Men lytter vi?

Hvilken skam det er at se dette værdifulde “salt” blive bragt af vejen på plejehjem; en visdom spildt bag mure af isolation og i ubemærkethed for en hensynsløs verden, som længes efter at skille sig af med dem som med så meget andet affald.

Er det et under, at globalister, som prøver at affolke planeten af “miljømæssige” hensyn, nu foreslår ufrivillig eutanasi (medlidenhedsdrab) som en anvendelig valgmulighed og et “medfølende” alternativ til at blive gammel, syg, ulønsom, og “uproduktiv”, for at beskytte vore “værdifulde ressourcer” imod “ubrugelige munde, der skal mættes”, og gemme dem til fremtidige generationer?

Jeg har en mistanke om, at det vil blive overvejet som “vor borgerpligt” - måske endda som vor kristne pligt - at lade dem tage os ud af elendigheden og befri “Moder jord” for den frygtelige byrde vores langvarige eksistens pådrager “hende”.

Tal om intolerance - hvis først eutanasi (medlidenhedsdrab) bliver lige så forsvarligt og populært som abort, er det kun et spørgsmål om tid, før man flytter begge ender af det “produktive” aldersspektrum ind imod midten. Hvor effektivt af dem. Få os til at komme og gå - ikke sandt?

Hvad mente Jesus så med “jordens salt”? Salt - forstår du - forhindrer, at bakterier og svampe vokser, og det er i århundreder blevet brugt til præservering - før nedfrysningen blev opfundet.

Trofaste og lydige kristne, som har Helligånden, forhindrer spredningen af synd i samfundet ved deres blotte tilstedeværelse, da de - ligesom vor Herre og Frelser - ikke er tolerante overfor den. De ser den, som det, den er, og nægter at pynte den op som noget andet, blot for at passivisere tilhængerne og vinde deres gunst og venskab - men kalder dem i stedet for til anger.

Når man overvejer “syndens frygtelige sold”, hvad kan så være mere venligt, medfølende, og elskende end at invitere til harme, afvisning og latterliggørelse af én selv for at gøre Sandheden kendt blandt andre?

Dette opstiller virkelig et problem for tidens ”søger-sensitive”, ”formåls-drevne” kirkevækst-bevægelser, for dets grundlæggere og støtter lærer og prædiker, at det at holde liv i menneskelige forbindelser er nøglen til ”succes” i evangelisation og kirkevækst. Derfor bør intet og ingen nogensinde føre til afbrydelse eller komme imellem dem---end ikke Gud’s Ord.

At sætte bud og læresætninger fra Skriften over menneskelige forbindelser bliver anset som lovisk splittelsespolitik og derfor ond. De anser indsigelser imod en andens synd for ”brutal”, ”kold”, ”kærlighedsløs”, ”umedfølend”, ”hyklerisk” og ”fej”, idet de citerer 1 Kor 13 som deres religiøse begrundelse - og samtidig føler de sig godt hjemme i djævelens hule, idet de højtideligt lover at ”elske synderen og hade synden” - i ”venskabs-evangelisationens interesse naturligvis - AHA, men ikke uden en pris!

”I utro, ved i ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud”, Jakob 4,4.

Matthæus Henry skrev dette i sin koncise kommentar til Efeserbrevet kap.5:

”Der er mange måder, hvorpå man kan være medskyldig i eller tage del i andres synd: ved anbefaling, rådgivning, samtykke eller hemmeligholdelse. Og hvis vi deltager i andres synd, må vi forvente også at deltage i deres pine. Hvis vi ikke irettesætter andres synd, har vi fællesskab med dem”.

Det er grunden til, at apostelen Paulus sagde til Efeserne:

”...tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem.” Efes. 5,11.

Naturligvis er vor tids ”ulve” med deres vattede holdning og helt igennem poppede kristendom uenige med Gud på dette punkt. De lærer i stedet for fra talerstolen, at vores tolerance overfor synd er den sande målestok for kristen kærlighed, fordi den støtter ”enhed” i legemet.

Realiteten er: Den avler korruption i kirken. Og som Kathrine Kersten udtrykte det så godt i en leder i en nylig udkommet Wall Street Journal om den nyligt valgte homoseksuelle biskop:

"Vor ”verdsliggjorte, terapeutiske kultur” har fået påduttet et ”nyt evangelium”, et evangelium om ”indbefatning og bekræftelse”, som lærer, at ”Jesus kom, for at vi skulle have det godt med os selv.”

Jeg ved ikke, hvordan med dig, men jeg foretrækker det gamle evangelium, det Gamle Ærværdige Kors, den gamle King James Bibel og alle de gamle folk, som indtil denne dag har holdt disse ting for dyrebare, og ytrer sig, når det vrimler med synd - fordi deres vidnesbyrd og deres visdom - skønt ubelejligt, uattraktivt, upopulært og upoleret - ikke er svingende - de er uvillige til at gå på kompromis af hensyn til nogen eller noget på noget tidspunkt. Og lige som den Gud, der gav dem til os, forandres den sandhed, de lærer, sig aldrig.

”Jeg, Herren, er ikke blevet en anden…” Mal 3,6a.

Ateistenes apostel.

2011-12-02T13:36:00.003-08:00

Fra Frelsesarmeen.no/
Nr. 1/2 - 2007.
Interview med Ivar Fjeld.

Ivar Fjeld forkynte at Gud ikke fantes. Ett bibelvers overbeviste ateisten om det helt motsatte. – Det jeg opplevde kunne bare komme fra en levende Gud, sier han.

Mesteparten av året jobber Ivar Fjeld fra India som frilansjournalist for norske lokalaviser. Nå er han er i Norge noen uker for å dekke fremleggelsen av statsbudsjettet.

– Og litt som gatepredikant. Etter at jeg møtte Jesus for to år siden, lærer jeg noe nytt hver dag. Livet med Jesus er det mest spennende livet en kan leve, fordi Jesus er selve livet, det gode livet. Det kan ikke forklares, men må oppleves, sier han. Vestlendinges kone er indisk, og familien bosatte seg i India da datte ren skulle begynne på skolen for seks år siden. På heilnorske Kaffistova gjør han oppmerksom på at han har god tid til å fortelle om det nye og spennende livet. – Når jeg sammenlikner med livs stilen i India, ser jeg hvordan nord menn er slaver av tiden. Vi er fanget i vårt eget tidspress, vi har forgiftet våre egne liv med stress og ting vi «må» gjøre. Faller vi ut av tidsplanen, blir vi redde. Når vi planlegger dagen ned til minste detalj, mister vi begrep et om tid. Ved å leve sånn, «mister» vi oss selv, sier han.

Vennskapsevangelisering
Ivar vokste opp på Sotra utenfor Bergen, og kristendom var favoritt faget på skolen. Han leste mye i Bibelen og fulgte hele konfirmasjonsundervisningen i kirken selv om han ikke skulle konfirmeres. Ivar deltok fordi han var opptatt av livssyn, men overbevist om at Gud ikke fantes.

– Jeg debatterte ivrig og skrev avisinnlegg mot kirken og de kristne. I det hele tatt var jeg en engasjert og kontroversiell person i lokalsamfunnet, sier han.

– I ungdomsskolealderen lenket jeg meg fast til trappa på menighetshuset som en politisk demonstrasjon for å stoppe et gospelkor. Vi aksepterte ikke at vi måtte være ute i kulden, mens gospelkoret hadde lokaler. Og hvordan kunne de kristne sangerne leve med den forskjellen? Hvor var den kristne nestekjærligheten? spurte vi.Så fort Ivar fylte 15, meldte han seg ut av statskirken, og helt til for to år siden stod han på for ateismens sak. Han hevdet at Jesus var verdens største konspirasjonsteori, oppfunnet av kirken for å underkue folk og holde dem i sjakk ved å love en himmel.

– Jeg utfordret folk til å stole på seg selv i stedet for krefter utenfor, og hevdet at det gode og vonde som skjer, er resultat av det som er i hodene på folk. Ut fra disse synspunktene har jeg ledet hundrevis av ungdommer bort fra Jesus, sier han alvorlig og regner med at han ble sett på som en «hard nøtt».Men ingen ting er umulig for Gud, og Ivars første møte med Jesus ble veldig sterkt og personlig.

– Det startet med at jeg ble gjenstand for den mest effektive form for evangelisering, vennskapsevangelisering, sier han og forteller samtidig noe om hva han brenner for.

– En god venn av familien i India, en som jeg hadde stor respekt for, tok mot til seg, kom rett til meg og sa i klartekst hva som lå ham på hjertet: «Ivar, jeg tror ikke at Jesus lever, jeg vet at Jesus lever. Og den dagen Jesus kommer tilbake og henter meg, vil du ble stående igjen. Som en venn av deg, vil jeg ikke at det skal skje. Dette, Ivar, må du gjøre noe med i dag!» Han sa videre at den dagen jeg kjøper meg en bibel og slår opp i den, vil Gud møte meg akkurat slik jeg trenger det.

Nåde er nåde
Ateisten syntes dette var både tåpelig og kraftig provoserende. Likevel kjøpte Ivar en bibel som han puttet i bagasjen neste gang han skulle til Oslo, selv om han regnet det som totalt usannsynlig at noe sånt kunne skje.

– Men både for å bevise hvor tullete dette var og for å ta vennen min på alvor, tok jeg Bibelen sånn, sier han, tar Bibelen med den ene hånda og drar høyre tommelen likeglad over sidene.

– Jeg stoppet helt vilkårlig. Øynene mine falt på noen vers som gikk som et sverd gjennom hjertet, forteller han.Opplevelsen var helt uvirkelig og samtidig veldig virkelig. Ivar leste sannheten om seg selv.

– Dette var om meg og forhold i livet mitt som jeg aldri hadde fortalt til et eneste menneske. Bare den som kan lese menneskenes hjerter, kunne vite dette. Han heter Jesus Kristus og er fra Nasaret.

– Hvilke bibelvers var det?

– Det forteller jeg ikke. Det er altfor personlig.Ivar fikk en sterk opplevelse av frelse den morgenen, en følelse han synes det er vanskelig å forklare. Å fatte hva som hadde skjedd er enda vanskeligere.

– Men hvordan kunne Gud være glad i meg som hadde gjort så mye galt? Det var helt ubegripelig hvordan han fant nåde for en sånn som meg. Samtidig gråt jeg over at jeg ikke hadde opplevd dette før. Hvorfor vente i 39 år? Men nåde er nåde, selv ikke jeg har gjort så mye galt at ikke Jesus tar meg tilbake. Det ville være umulig for meg å ramse opp alle synder jeg har gjort, og jeg kan bare leve av nåden. Mange får bare glimt av Jesus den første gangen de møter ham. Men Ivar kjente Bibelen, trosartikler og teologiske utgreiinger og hadde hørt kristne fortelle om sin tro. Dermed fikk ordene synd, dom, nåde og frelse innhold for Ivar med en gang. Den Jesus han hadde lest om var virkelig og levende og kjente ham tvers i gjennom. Alt han hadde avvist var sant.

La din vilje skje
Ivar skulle på jobb på Stortinget den dagen, og han grein seg gjennom Oslo-gatene.

– Erkjennelsen av å være en synder og at det ikke finnes noen annen vei til Gud enn gjennom korset, var så sterk. Det er tusen veier til Jesus, men bare en vei til Gud. Og alt det Jesus frasa seg for at jeg skulle få leve, det kostet ham alt. Det ble så overveldende for meg den dagen, sier han og vender tilbake til tidsbruken vår.

– Jeg mener at kristne skal ha en kalender med handlingsrom. Når situasjonen krever at vi skal ta oss av våre medmennesker, må vi ha tid. Rydd plass til åpne ark, og Jesus vil fylle de blanke sidene. I India er vi veldig klar over at det foregår åndskamper og at vi ikke kan stole på noe annet enn Jesus. Forholdene i Norge er annerledes ved at vi, i hvert fall ennå, lever i en bibelsk kultur og det er mange i Norge som ber. Men poenget er at vi ikke kan stole på andre enn Jesus, sier han og forteller om et eksempel på dette.

– Så lenge jeg var ateist planla jeg dagene på Stortinget til den minste detalj. I fjor var det en dag jeg ikke hadde fått en eneste avtale, og for meg er det det samme som ingen inntekter. Da var det en ting å gjøre, å be: «Jesus, du ser hva jeg trenger. Avtaleboken er din. La din vilje skje.» De neste to ukene ble de meste effektive dagene jeg har hatt i mitt journalistliv. Avtalene kom som skreddersydd, og i tillegg hadde jeg tid til familie og venner. Det der kunne jeg aldri klart selv, smiler han.

– Jeg opplever ofte at ukjente spør om jeg kan be for dem. Hva det måtte være, så kan jeg bare være åpen for at Jesus kan. Sammen får vi oppleve at Jesus ser oss og hører oss. Han velsigner oss. Livet handler jo om å bli sett av Jesus.

Tilbake til sine
– Jeg tror Gud ville jeg skulle lære om ateismen, og jeg kan den til fingerspissene. Jeg vet hva de strever med. Spørsmålet deres er ofte «Gud, eksisterer du?» Jeg har et veldig behov for å komme tilbake til mine egne og si at jeg tok feil og «Vær så snill og til¬gi meg». Jeg vil gi en håndsrekning til mitt eget folk. Når de spør meg om hva som har skjedd med meg, skal jeg fortelle dem om at jeg har møtt Jesus, den eneste som kjenner hjertene våre. Han elsker oss så mye at han gikk frivillig i døden for vår skyld. Av ren kjærlighet, sier Ivar.

– Jeg liker å si at som kristne har vi ikke vikeplikt, men vitneplikt. Når sjansen byr seg, skal vi vitne om hva Gud har gjort for oss. Det er sånn menneskene kan få se Jesu kjærlighet. Det kan virke smått, men fem ord kan redde liv: Jesus er glad i deg. Og som Jesus må vi ha tid til hver enkelt. Se hvert menneske som et menneske og ikke som en case, sier journalisten, klar for nye saker på Stortinget.

Kilde: http://www.frelsesarmeen.no/pages/enhet_toppflash.aspx?nr=5623

Hvorfor er det vigtigt at tro på Bibelens ufejlbarlighed?

2011-11-30T07:43:00.000-08:00

Fra Truedsicernment.com/
18. november 2011.

Vi lever i en tid, der har tendens til at trække på skuldrene, når den konfronteres med fejl. I stedet for at spørge ligesom Pilatus: "Hvad er sandhed?" siger det postmoderne menneske: "Intet er sandhed" eller måske: "Der findes sandhed, men vi kan ikke kende den." Vi har vænnet os til at blive løjet for, og mange mennesker synes fortrolige med den falske forestilling, at Bibelen også indeholder fejl.

Læren om Bibelens ufejlbarlighed er meget vigtig, fordi Sandheden ikke er ligegyldig. Ovenstående spørgsmål reflekterer over Guds karakter og er grundlæggende for vor forståelse af alt, hvad Bibelen lærer. Her er nogle grunde til, at vi absolut skal tro på Bibelens ufejlbarlighed:

1. Bibelen selv hævder at være fuldkommen: "Herrens ord er rene, sølv, der er lutret i diglen i jorden, renset syv gange." (Salme 12:7). "Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom." (Salme 19:8). "Ethvert ord fra Gud er lutret, han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham." (Ordsp 30:5).

Disse påstande om renhed og fuldkommenhed er absolutte udsagn. Bemærk, at de ikke siger, at Guds ord "for det meste" er rent, eller at Skriften er "næsten" fuldkommen. Bibelen argumenterer for fuldstændig fuldkommenhed, hvilket ikke giver mulighed for teorier om "delvis fuldkommenhed".

2. Bibelen står og falder som en helhed. Hvis det rutinemæssigt blev opdaget, at en stor avis indeholdt fejl, ville den hurtigt blive miskrediteret. Det ville ikke gøre nogen forskel at sige: "Alle fejlene er begrænset til side tre." For at en avis skal være pålidelig i nogen af dens dele, skal den være saglig hele vejen igennem. På samme måde, hvis Bibelen er upræcis, når den taler om geologi, hvorfor skulle man så have tillid til dens teologi? Det er enten et troværdigt dokument eller ikke troværdigt.

3. Bibelen er en afspejling af forfatteren. Det er alle bøger. Bibelen er skrevet af Gud selv, idet Han arbejdede gennem menneskelige forfattere i en proces, der kaldes "inspiration." "Hele Skriften er indblæst af Gud" (2 Tim 3:16). Se også 2 Peter 1:21 og Jeremias 1:2.

Vi tror, at den Gud, der skabte universet, også er i stand til at skrive en bog. Og den Gud, der er fuldkomme, er i stand til at skrive en fuldkommen bog. Spørgsmålet er ikke blot: ”Indeholder Bibelen fejl?"; men: "Kan Gud gøre en fejl?" Hvis Bibelen indeholder faktuelle fejl, så er Gud ikke alvidende, men er selv i stand til at begå fejl. Hvis Bibelen indeholder misinformationer, så er Gud ikke sandfærdig, men er i stedet en løgner. Hvis Bibelen indeholder selvmodsigelser, så er Gud forfatter til forvirring. Med andre ord, hvis Bibelens ufejlbarlighed ikke er sandt, så er Gud ikke Gud.

4. Bibelen dømmer os, ikke omvendt. "For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger." (Hebr 4:12).

Læg mærke til forholdet mellem "hjertet" og "Ordet". Ordet undersøger - hjertet er ved at blive undersøgt. At se bort fra dele af Ordet af hvilken som helst grund er at ændre denne proces. Vi bliver undersøgerne, og Ordet må underordne sig vores "overlegne indsigt”. Men Gud siger: "Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud?" (Rom 9:20).

5. Bibelens budskab må tages som en helhed. Den er ikke en blanding af forskellig lære, som vi har frihed til at vælge fra. Mange mennesker kan lide de vers, som siger, at Gud elsker dem, men de kan ikke lide de vers, som siger, at Gud vil dømme syndere. Men vi kan simpelthen ikke vælge og vrage, som vi vil i Bibelen, og smide resten væk. Hvis Bibelen f.eks. er forkert, hvad angår helvede, hvem siger så, at den taler sandt om Himlen eller om noget andet? Hvis Bibelen ikke formår at få detaljerne rigtige omkring skabelsen, så kan vi måske heller ikke have tillid til detaljerne omkring frelsen. Hvis historien om Jonas er en myte, så er historien om Jesus det måske også. Gud har tværtimod sagt, hvad Han har sagt, og Bibelen giver os et fuldstændigt billede af, hvem Gud er. "I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen,” Salme 119:89).

6. Bibelen er vor eneste rettesnor for tro og praksis. Hvis den ikke er pålidelig, hvad baserer vi så vor tro på? Jesus beder om vor tillid, og det gælder også tillid til, hvad Han siger i sit Ord. John 6:67-69 er en smuk passage. Jesus havde netop været vidne til bortgangen af mange, der havde hævdet at følge ham. Så vender han sig til de tolv apostle og spørger: »Vil I også gå jeres vej?« På dette svarer Peter for dem alle, når han siger: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord,” Må vi have den samme tillid til Herren og til Hans livets Ord.

Intet af det, vi har præsenteret her, bør tages som en afvisning af sand lærdom. Bibelsk ufejlbarlighed betyder ikke, at vi skal stoppe med at bruge vores fornuft eller blindt acceptere, hvad Bibelen siger. Vi har fået befaling til at studere Ordet (2 Tim 2:15), og de, der søger i det, får ros (ApG 17:11). Vi erkender også, at der er vanskelige passager i Bibelen, samt oprigtig uenighed om fortolkninger. Vort mål er at nærme os Skriften i ærbødighed og bøn, og når vi finder noget, vi ikke forstår, beder vi flittigere, studerer mere, og hvis svaret stadig undslipper os – erkender vi ydmygt vore egne begrænsninger i lyset af det fuldkomne Guds Ord.
----------------------------
Oversæt. Lj.

Total ødelæggelse, før den Messianske tidsalder.

2011-11-29T07:07:00.000-08:00

[I menneskehedens mørkeste time vil Messias
komme igen for at frelse de, der venter på Ham]
Fra Ivarfjeld.wordpress.com/
28. november 2011.

Nogle forkyndere siger, at der ikke vil være nogen dommedag, før Jesu genkomst, men en bortrykkelse. De springer advarslerne om Antikrists regering over. De påstår, at vi ikke vil være her.

De Apokalyptiske begivenheder, der vil bringe Messias tilbage, vil bringe total ødelæggelse på Jorden. Derfor er en ny Jord og endda en ny Himmel nødvendig.

For folk, der tror på en Pre-Trip Rapture (Før-Trængsels-Bortrykkelse), vil denne form for total ødelæggelse komme som en overraskelse. For dem er martyriet i de kommende tider næsten utænkeligt. Deres præster har simpelthen ikke forberedt dem på sandheden om afslutningen på denne tidsalder.

Den bedste profeti om det før-Messianske styre og den kommende totale ødelæggelse forud for det andet komme findes i Esajas 24.

Det synes som om, Pre-trip Rapture- prædikantene har glemt dette kapitel. Det er meget bekvemt at sige, at Kirken er til bryllup i Himlen, når Antikrist regerer, og den totale ødelæggelse rammer Jorden. Deres præster fortæller dem, at når rædslerne er overstået, vil Kirken vende tilbage til Jorden og regere i den Messianske tidsalder.

Den sande Profet siger det modsatte. Vi vil være her, når rædslerne rammer, og vi vil juble og prise Ham, idet vi vandrer i Den store Trængsel.

Esajas 24:
v1 HERREN hærger jorden og lægger den øde, han får jordskorpen til at sprække og spreder beboerne. v2 Det skal gå præsten som folket, herren som trællen, fruen som trælkvinden, køberen som sælgeren, långiveren som låntageren, ågerkarlen som skyldneren. v3 Jorden lægges fuldstændig øde, den udplyndres helt. HERREN har talt dette ord.”

Esajas skriver:
V2 ”Det skal gå præsten som folket”.

Det ville være underligt, hvis alle "præster" ville blive ladt tilbage og "Kirken" taget til Himlen.

V14 ”De løfter røsten og jubler over Herrens storhed; de råber af glæde fra vest v15Vis Herren ære i øst! Vis Herrens, Israels Guds, navn ære, på havets fjerne øer! v16Fra jordens ender hører vi sange, til pris for den retfærdige.”

Hvem kommer til at synge som dette, hvis "Kirken" er taget bort?

Menneskene på Jorden vil omkomme og opleve den første død. Kun få vil overleve rædslerne.

Esajas skriver, at kun få vil overleve. Resten vil brænde op.

V6 "Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage.”

Siden er der få overlevende - sandsynligvis kun troende - Jøder og hedninger, som adlød Messias. Ingen tvivl om, at Paulus fik åbenbaringen:

"Hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus Messias er Herre.”

Ikke alle de troende vil overleve rædslerne. De vil stå over for et martyrium, i det største blodbad på Jordens overflade nogensinde. Antikrist’s børn vil dræbe og slagte troende, uanset hvor de kan opsnuses og anholdes.

Men Den store Trængsels dage bliver afkortet af hensyn til de udvalgte. Hvis ikke, ville ingen være i stand til at overleve.

Men se! Den anden død vil ikke have nogen magt over dem, der stod over for martyriet. De, der er blevet halshugget, vil stå op og regere med Messias i tusind år. De har vasket deres klæder i Lammets blod og er kommet ud af Den store trængsel.

Åb 7:14:
”Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Resten af menneskeheden, der står over for den første død, vil rejse sig fra støvet og stå overfor evig fordømmelse. De vil stå overfor den anden død, hvorfra der ingen udgang er - ingen redning.

Dan 12:2:
"Mange [af dem], der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.”

1 Thess 4:16:
”For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.”

Paulus så dommedag. Apostlen Johannes så også den kommende ødelæggelse. Han blev fortalt om den anden død. Ildsøen.

Åb 20:6:
”Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.”

Åb 20:14:
”Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.”

Åb 21:8:
”Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.«

I den Messianske tidsalder vil der være fred i 1.000 år. fordi alle urostiftere mødte den første død, da Guds vrede ramte Jorden. Men de vil alle stå op. Verden vil blive styret med jernscepter af Messias, som regerer fra Jerusalem - en ny by, der kommer ned fra himlen. Nu vil den endelige adskillelse af fårene og bukkene finde sted.

På trods af fred, vil der komme et endeligt oprør. Satan vil blive sluppet løs fra fangenskabet og bedrage sjæle forfra igen.

Men ved den endelige afslutning af hans spil vil han og alle, der blev bedraget af ham, tilbringe evigheden i søen af ild.

Åb 20:15:
”Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”
------------------------------
Oversæt. Lj.

Hvem er mine søskende i troen?

2011-11-24T09:30:00.000-08:00

Fra Bibelfokus.se/
29. oktober 2011.
Av Lennart Jareteg.

Alle mennesker på jorden kan selvfølgelig ses som brødre og søstre, når det gælder at være en del af menneskeheden. Og som sådan skal vi elske og tage hånd om hinanden. Men det er ikke det samme som at være brødre og søstre i den kristne tro – at være Guds børn.

At underordne sig Gud og Hans evangelium
En sand kristen bliver man ved at sige ja til Guds frie tilbud i Jesus, altså at sige Ja til evangeliets budskab og leve i overensstemmelse med det. Der findes ingen anden vej til Gud end gennem Jesus Kristus. Det er altså ikke nok, at man synes, evangeliet er fint og sandt: man må underlægge sit liv under Gud og evangeliet for at få del i evangeliets løfter.

Dette indebærer konkret at sætte al sin fortrøstning til, at Jesus og Hans forsoningsgerning for mig er min eneste redning til et genoprettet fællesskab med Gud og et evigt liv. At sige Ja til evangeliet på en sådan måde er at omvende sig til Gud, og med omvendelsen kommer et løfte om at få Guds Hellige Ånd boende i sig.

Joh 14:6: ”Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

Apg 2:38: ”Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”

1 Kor 6:19: ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud?”

At leve i overensstemmelse med evangeliet kaldes også at leve ”i Kristus”. Om vi forbliver ”i Jesus”, skal Han forblive i os, dvs. ved sin Ånd.

Joh 15:4: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer.”

Guds børn og deres søskende
Når Guds Ånd bor i os, er vi Guds børn. Og det er DA, vi er brødre og søstre i troen. Da lever vi i et barneforhold ind for Gud. At leve i samsvar med evangeliet i Kristus er det, som giver en sand Åndens enhed mellem søskende – en enhed efter Guds vilje.

Rom 8:14-15: ”For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!”

Joh 17:22: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.”

Så hele kæden er denne: Når vi omvender os og underordner vort liv under Gud og evangeliets frie indbydelse, da går vi ind i livet i Kristus. -> Når vi lever i Kristus, så bor Guds Ånd hos os -> Når vi har Guds Ånd, er vi Guds børn. -> Når vi er Guds børn, er vi brødre og søstre i troen. -> Når vi er søskende i troen, kan vi have sandt kristent samfund og er da ét i Ånden.

Hvilket evangelium?
Hele denne kæde står og falder med, hvilket evangelium det er, vi siger Ja til, og derfor er det så utroligt vigtigt at få rede på, hvordan Bibelens evangelium virkeligt er. Det kan endog være godt at have lidt styr på forskellige vildfarelser og falske evangelier, som spredes i kristenheden.

Hvad det er, som gør os til søskende i troen, er vigtigt at forstå, når vi søger fællesskab med andre kristne. Vil vi f.eks. starte en bønnegruppe med andre kristne, så må vi overveje, hvad det er, der forener os. Hvilket evangelium er det, jeg og de andre står på? Er det Bibelens evangelium eller et fremmed evangelium? Dette afgør, hvordan jeg skal forholde mig.

Rom 16:17: ”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!”

Hvad er IKKE en tilstrækkelig grund for enhed?

Her vil jeg gøre os opmærksom på, hvad der IKKE er et tilstrækkelig grundlag for søskendeskab i troen. Man er IKKE søskende i troen blot fordi:

Man afskyr den Katolske kirkes lære, New Age og andre falske trosretninger
Man afskyr seksuel perversitet
Man afskyr aborter
Man elsker Israel og det Jødiske folk
Man elsker at synge lovsang
Man har haft stærke åndelige oplevelser
Man glædes over bøn og evangelisation
Med mere

Mange, som kommer med fremmede og falske evangelier, stemmer med punkterne ovenfor ligesom mange sande kristne. Hvis disse sager er vigtige for os, så må vi være på vagt, så et usundt fokus ikke hindrer et klart syn. Vi må være på vagt overfor, hvem vi allierer os med på troens område. Vi må derfor FØRST forsikre os, at vi selv OG dem, vi vil samarbejde og have fællesskab med, står på Bibelens evangelium som grund – altså Jesus selv og alt det, Han står for. Og da tænker jeg på den Jesus, som Bibelen vidner om.

Om vi altid lader dette enkle, sande og Bibelske evangelium udgøre grundlaget for kristen enhed, fællesskab og samarbejde, da skulle vi slippe for mange problemer, som vi ellers ramler ind i.

-----------------------------
Oversat fra Svensk af Lj.

Jødisk profeti tyder på, at Messias kan komme snart.

2011-11-21T05:58:00.000-08:00

Fra Israeltoday.co.il/
21. november 2011.

En middelalderlig Jødisk profeti om den kommende Messias i Israel synes at svare til den aktuelle situation i Mellemøsten, rapporterede Israel National News i weekenden.

Et stykke rabbinsk litteratur, kendt som Yalkut Shimoni, berører mange fremtidsscenarier for både nationen Israel og for verden. I afsnittet om den Bibelske Esajas’ Bog og de profetier, der er indeholdt deri, siger en rabbiner, der citerer fra Yalkut Shimoni:

"I de år, hvor Messias-Kongen kommer synligt, tirrer alle verdens nationer hinanden. Kongen af Persien fremprovokerer en Arabisk konge, og den Arabiske konge vender sig til Aram for at få råd."

Denne beskrivelse ligner til forveksling Irans udfordrende atomprogram, og den spænding, det skaber med de Arabiske stater, især Saudi-Arabien. Men hvad sker der nu? Dette ifølge Yalkut Shimoni:

"Kongen af Persien går tilbage og ødelægger hele verden. Og alle nationer i verden er i panik og angst, og de falder på deres ansigter og overmandes af smerter ligesom hos en fødende kvinde ..."

En nylig rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) bekræftede, at Iran arbejder på atomvåben, og at de formentlig kunne sende sådanne våben i felten om ikke mere end et års tid. Det betyder, at de diplomatiske bestræbelser er slået fejl, og medmindre, der kommer et usikkert forebyggende angreb fra Israel og/eller USA, vil Iran få atomvåben.

Mange i Vesten fokuserer nu deres indsats på at nedtone faren ved et nukleart Iran. De hævder, at lige som Sovjetunionen ikke gjorde brug af sine atomvåben mod Vesten, så vil også Iran udvise tilbageholdenhed. Men sådanne kommentarer tager ikke hensyn til den dybt indgroede religiøse ideologi hos dem, der regerer Iran. De ser sig selv som Allah’s redskaber til at skabe en ny guldalder for Islam.

Hvad betyder alt dette for Israel under forudsætning af, at Yalkut Shimoni taler korrekt? Teksten lyder:

"... Og Israel er i panik og nød og spørger: "Hvor skal vi gå hen? Hvor skal vi hen,? Og Han siger til dem: ”Mine sønner, frygt ikke! Alt det, jeg har gjort, har jeg gjort kun for jer. Hvorfor er I bange? Frygt ikke, jeres tid for forløsning er kommet, og den endelige forløsning er ikke som den første forløsning, for den første forløsning blev fulgt af sorg og trældom under andre kongeriger, men den endelige forløsning bliver ikke fulgt af sorg og trældom under andre riger."

Israel viser faktisk allerede tegn på panik og angst. Over den seneste måned har Israel været engageret i en anspændt offentlig debat om, hvorvidt man skulle angribe Irans nukleare faciliteter eller ikke, og de aviser, der spredes, har udpenslet, hvad der kunne ske med den Jødiske stat, både hvis den angriber, og hvis den ikke gør. I mellemtiden har Israel’s Home Front Command trænet en massiv, utraditionel missil-spærreild på Tel Aviv.

Det vides ikke, hvem der præcist udarbejdede Yalkut Shimoni, men den ældste nuværende kopi er dateret til omkring 1310 e.Kr. Mange af de rabbinere, der citeres i Yalkut Shimoni, levede langt tidligere i den Talmudiske æra - i første og andet århundrede e.Kr.
--------------------------
Oversat af Lj.

Fremmede i denne verden

2011-11-21T02:20:00.001-08:00

Fra Nyt Liv's blad.
Nr. 1 – 2011.
Af Mikkel Vigilius.

Peter som hyrde
”Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien…” (1 Pet 1,1).

Peter er en ældre mand, da han skriver dette brev. Der er gået omkring tredive år, siden Jesus ved Genesaret Sø kaldte ham til at være hyrde for sine får (Joh 21,15-19). I tredive år har Peter taget vare på denne tjeneste, men den er langt fra forbi. Han har ganske vist kun få år tilbage her på jorden. Men det brev, han nu sætter sig til at skrive under Helligåndens vejledning, bliver et hyrdebrev for alle kristne til alle tider. Gennem dette brev virker Peter som åndelig hyrde også for os i dag.

Modvilje og modstand
Brevet er i første omgang skrevet til en række menigheder i den nordlige del af det moderne Tyrkiet. Det fremgår af brevet, at de første modtagere havde det svært. De mødte modvilje og modstand på grund af deres kristne tro. De blev bagtalt (2,12), mødte skældsord (3,9), blev hånet (3,16; 4,14), spottet (4,4) og udsat for lidelse (3,14; 3,17; 4,16). Samtidig lader Peter modtagerne forstå, at det, som de hidtil har oplevet, meget vel kun er en forsmag på det, som skal komme (4,17-19). De har det svært, men de må regne med, at det går mod at blive værre.

Meget tyder på, at der på dette punkt kan være en parallel mellem brevets første modtagere og os, som er kristne i de nordiske lande i dag. Vi oplever, at det koster modstand at bekende Jesu navn og være tro mod hans ord. Samtidig fornemmer vi, at det går mod at blive værre. Modstanden mod Guds ord tager til. Vore landsmænd vender sig med stadig større selvfølgelighed og hensynsløshed mod enhver form for tro og moral, som går på tværs af den almene kultur. Fortsætter udviklingen ad det spor, kommer det til at koste os dyrt at være kristne.

Peter har givetvis skrevet dette brev kort efter år 60. Få år senere, i år 64, indledte kejser Nero en brutal forfølgelse af de kristne. Det var under denne forfølgelse, Peter led martyrdøden i Rom. Neros forfølgelse var den første af en hel serie forfølgelser, som også nåede de første modtagere af brevet. Under forfølgelserne fik brevet fornyet aktualitet, for det tog sigte på netop denne situation.

Det kristne håbs lovsang
Peters brev sigter på at hjælpe os til at stå fast i en frimodig tro på Jesus midt i en verdslig kultur, hvor det koster at tro på Jesus. Hvilken hjælp rækker Peter ind i denne sammenhæng? Der er én ting, som Peter i særlig grad betoner: det evige livs rigdom og herlighed. Med god grund er dette brev blevet kaldt ’Det kristne håbs lovsang’. Peter vender vores sind og opmærksomhed mod den evige herlighed, som Jesus har vundet til os ved sin død og opstandelse. Peter minder os om, at vor rigdom som kristne ikke er, at det går os lettere og bedre her i verden end andre mennesker. Vi rammes af sygdom, sorg, knuste hjerter og lukkede døre som alle andre. Vor rigdom er ikke, at vi undgår disse ting her i verden, men at vi ikke har vort blivende hjem her i verden! Vi er her kun i ganske kort tid, på gennemrejse, som fremmede, på vej mod vort sande og evige hjem i himlen og på den nye jord. Den virkelighed, som venter os der, den er vores rigdom! Og den kan ingen og intet kan tage fra os: ”Levnes intet mig tilbage, himlen kan mig ingen tage. Ejer ikke jeg et strå, himlen er mig nok at få” (H.A.Brorson).

Når vi er bevidste om det kristne håbs centrale plads i Første Petersbrev, kan vi se, at Peter vender vor opmærksomhed mod dette håb allerede i det første vers. Som det var praksis dengang, begynder Peter med at skrive, hvem der er afsender af brevet, og hvem der er modtager. Men han nøjes ikke med kort og formelt at skrive, hvem brevet er fra og til. Peter benytter anledningen til at indflette en række gode, stærke og trøstende ord. Et af disse ord retter i særlig grad vores sind og tanke mod himlen. Det er ordet ”fremmede”.

Fremmede
Peter tiltaler de troende modtagere af brevet som ”fremmede”. Hvorfor gør han det? Alt tyder på, at brevets modtagere var indfødte borgere i de områder, hvor de boede. Hvorfor omtaler Peter dem så som ”fremmede”? Der er ingen tvivl om, at Peter med denne formulering vil minde de første læsere og os om, at vi ved troen på Jesus er blevet fremmede i denne verden. Vi har fået et nyt hjem i himlen og på den nye jord. Det er der, vi hører til. Det er der, vi passer ind, og det er der, vi ser frem til at være. Ved troen på Jesus er denne verden blevet et udland for os, og vi er blevet fremmede her.

Det er ikke let at være fremmed. Det ved vi. Er man fremmed i et land, er man anderledes, og det kan skabe modvilje og modstand. De fremmede skiller sig ofte ud ved at tænke anderledes, tale anderledes og klæde sig anderledes. De har ofte en moral, der afviger fra den almindelige, og de har andre værdier og prioriteringer. Ofte er de på vagt over for det land og den kultur, de lever i. De ønsker ikke at være som alle andre. De er bevidste om, at de vil gå mod strømmen. De fremmede har ofte en dyb kærlighed til et andet land, som er deres sande hjemland. Det er der, de har deres hjerte, og det er der, de længes hen. De fortæller deres børn om dette hjemland, og de lærer børnene at elske dette land og at længes efter det. Og alle disse ting kan give anledning til, at andre vender sig mod de fremmede med modstand og modvilje.

Sådan er det at være fremmed, og sådan er det at være kristen. For vi er fremmede i denne verden. Det siger Peter, at vi er, og det er først og fremmest sagt som en opmuntring. Peter ved, at vi til stadighed er fristede til at tilpasse os denne verden. Han ved også, at djævelen er en mester i at forføre os på dette område, og at han aldrig bliver træt af at hviske os i øret, at vi vinder verdens mennesker ved så vidt muligt at være som dem. ”De ikke-kristne”, siger djævelen, ”må se, at vi er optaget af de samme ting som dem, glæder os over de samme ting, kan være med på de samme ting og tænker og føler ligesom dem. Så vil de åbne sig for os”.

Det er en gammel løgn, men den kan virke utroligt overbevisende og ikke mindst i frafaldstider. I frafaldstider udviskes skellet mellem de troende og verden, og mange kristne begynder at tænke, at de bør gå verden i møde. De tænker, at de bør være så åbne som muligt over for verdens måde at tænke og leve på. I frafaldstider vokser mange kristnes frygt for at vække modvilje ved at være for hellige og himmelvendte. De bliver mere bange for at støde verdslige mennesker end for at følge en verdslig tankegang og levevis. Når denne holdning breder sig iblandt de kristne, er frafaldet i gang.

Peter kender fristelsen. Han har selv givet efter for den - skærtorsdag aften i ypperstepræstens gård. Nu kalder han os tilbage til troens sunde spor. Han minder os om, at vi ér fremmede, og at vi som sådan må være forberedt på at møde modstand og modvilje. Vi er anderledes som kristne, og det er vi ikke først og fremmest ved en bestemt moral, som pålægger os at sige nej til nogle bestemte ting. Vi er anderledes ved at være kommet ind i et helt nyt forhold til Gud, hvor vi har fred med Gud ved Jesu blod, hvor vi har barnekår og kan kalde Gud for far, hvor vi lever vort liv i Guds trygge og almægtige faderhånd, og hvor vi er på vej mod evig herlighed på en ny og fuldkommen jord. Vi er anderledes ved troen på Jesus, ved evangeliets rigdom og ved det håb, som gør, at vi kan bevare troens glæde og frimodighed uanset vore ydre forhold. Vi er frelsens og håbets folk. Dét er vores anderledeshed! Det er i evangeliet, vi ser, hvad der gør os anderledes og fremmede i denne verden. I samme grad evangeliets rigdom bliver levede for vore hjerter, i samme grad styrkes glæden hos os over at være fremmede og villigheden til at leve som fremmede.

Vækkelsestider
Som frafaldstider er kendetegnet ved, at skellet mellem de troende og verden udviskes, sådan er vækkelsestider kendetegnet ved, at skellet trækkes op. Det sker ikke ved en moralsk kraftanstrengelse. Det sker ved, at evangeliets rigdom bliver levende for hjerterne. Evangeliet er kilden til et nyt liv indefra med glæde over barnekårets frihed, lovsang for Jesu frelsesværk, trøst ved det evige livs håb, tryghed i ydre nød og fare, villighed til at ofre af tid og penge og kræfter på andre, ligegyldighed over for verdens hån, glæde ved at tjene og lyde Gud. Det er et liv af en anden verden. Det er et liv, som denne verden ikke fatter. Det er et liv, der vækker modvilje og modstand, men det er også et liv, der vidner for verden om, at her – hos disse folk – er den levende Gud og det evige liv.

Det er tankevækkende, at den kristne kirkes største vækkelsestid i de første århundrederefter apostlene var en tid, hvor de kristne i markant grad skilte sig ud fra den omgivende verden. De kristnes anderledeshed kostede dem dyrt i form af modstand og forfølgelse. Men deres anderledeshed tjente også til at vække hedningerne. Hos de kristne mødte hedningerne noget, som de ikke kunne fatte: en tro, et liv, en glæde og en rigdom af en anden verden. En forfatter, der levede ca. 100 år efter Peter, beskrev de kristne på denne måde:

”De kristne bor ikke i særlige byer og taler ikke fremmede sprog… De følger stedets skik med hensyn til mad og adfærd i øvrigt, og alligevel er deres livsførelse sådan, at den vækker almindelig undren og beundring. De bor i deres lande, men som udlændinge. De tager delt i alt som borgere, men må finde sig i alt, som var de fremmede…De gifter sig som andre og får børn, men de sætter ikke deres afkom ud. De deler bord med andre, men ikke ægteseng. De er i kødet, men lever ikke efter kødet. De bor på jorden, men har deres hjem i himmelen. De adlyder de gældende love, men gør dem overflødige gennem deres livsførelse. De elsker alle og bliver forfulgt af alle…De er fattige, men gør mange rige. De mangler alt, men har overflod i alt. De bliver vanæret, men i vanæren vinder de hæder…Når de gør godt, straffes de som forbrydere, og når de straffes, glæder de sig, fordi de føres til livet…De kristne bor i verden, men er ikke af verden.”[1]

Mon nogen kristne kan læse dette, uden at længslen og bønnen vækkes i hjertet: ”Gud skab dette liv i mig!” Den bøn hører Gud, og den vil Han besvare. Han gør det gennem evangeliet. Tager vi evangeliets ord til os, virker Gud selv ved sin Ånd det nye liv i vore hjerter indefra, og da må vi give det plads i vor hverdag – uanset al modstand fra verden, djævelen og vort eget kød.

Hvor der er kraft, er der modstand. Det er en af fysikkens love. Jo større kraften er, jo større bliver modstanden. Sådan er det også i det åndelige liv. Når Gud fornyer og styrker det åndelige liv i vore hjerter, så vi ser os som fremmede og lever som fremmede i denne verden, da kommer der modstand. Mennesker vender sig mod os og tager afstand fra os. Vi gør konkret erfaring af, at kristenlivet i denne verden er forbundet med kors og kamp. Men det forunderlige er, at netop disse erfaringer bruger Gud til at knytte os til Ham og til himlen. Netop når kampen er hårdest og koster os mest, netop da kommer Gud til os og hvisker det ind i vore hjerter: Jeg er hos dig, og jeg for dig, om så hele verden er imod dig. Vær frimodig, du er på vej hjem! Kampens tid er kort, så venter kronen og herligheden - i evighed!

På vej hjem
At vi er fremmede i denne verden, er et stort evangelium. Det ser vi klarest, når vi erfarer denne verdens ondskab. Den jord, vi lever på, er i syndens, dødens og djævelens vold. Derfor kan og må vi ikke forvente at finde ro og harmoni her. Vi må glæde os over og takke Gud for hver god dag, vi får. Men vi må ikke have illusioner om livet i denne verden. Det er en barsk og ond verden, og det vil vi alle erfare før eller siden. Vi vil møde modstand for troens skyld, og vi vil møde andre former for sorg og smerte. Det må vi minde hinanden om, så vi ikke mister fodfæstet for troen, den dag ulykken rammer os. Vi er ikke blevet lovet et nemt liv som kristne i denne verden. ”Jorden har ej den ro, vi søger.” Den ro finder vi først på den nye jord, i vort sande hjem. At vi er på vej mod dette hjem, dét er vor sande og egentlige rigdom som kristne! Dette perspektiv stod nok klarere for ældre generationer af kristne.

For nogle år siden læste jeg om en norsk kristen, Ole Svendsen, som sidst i 1800-tallet tog den lange tur til Amerika med sin familie, hustruen på 39 år og 9 børn. Da de var nået frem til prærielandet midt i Amerika, blev hustruen syg og døde. Ole Svendsen stod alene tilbage med ni børn og en sorg så dyb, at han formørket vandrede ud over prærien med børnene. Da efterårsstormene satte ind, måtte han finde et sted, hvor de kunne bo. Han gravede en jordhule i en klippeskrænt. Da de havde fundet læ her, blev et af hans børn, en lille pige, ramt af pesten og døde. Men også de andre børn blev ramt af pesten. På en én uge mistede han fire af sine ni børn. Hvilken trøst er der for et Guds barn i sådan situation? Kun én, og den kom til udtryk i den gravsten, Ole Svendsen rejste:

”Græd ej for os, o kære slægt.
Vi er i Herrens varetægt.
Vi fundet har et bedre hjem,
det himmelske Jerusalem.” [2]

Det hjem, Ole Svendsen skriver om, er en virkelighed. Det er en virkelighed, som erfares af ethvert Guds barn, som går gennem dødens dør. I dødens dør møder vi Jesus selv og den evige herlighed (Fil 1,23). Derfor er døden en sejr for et Guds barn. Den er indgangen til vort sande og evige hjem. Det er dette håb, vi må rette vores sind og tanke mod. Da vil vi se, at det er en vidunderlig rigdom, at vi som kristne er fremmede i denne verden. For det betyder, at vi er et folk, som uanset vore ydre forhold er på vej hjem til evig herlighed hos Jesus - altid!
--------------------------
[1] Brevet til Diognet – citeret fra Budskabet 1/92, 27
[2] Møller, Arvid 1994, Lunde Forlag, Drømmenes land, 30

Vi må være villige til at vandre med Gud så længe, det varer.

2011-11-20T12:41:00.000-08:00

Fra Ivarfjeld.wordpress.com/
20. november 2011.

Den Jødiske Apostel, Peter, forklarer, at folk priste Gud for, at en mand over 40 år var blevet helbredt.

ApG 4:21-12:

”De truede dem igen og lod dem så gå, da de på grund af folkets holdning ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle straffe dem; for alle priste Gud for det, der var sket, og manden, som dette tegn var sket med, så han blev helbredt, var over fyrre år gammel.”

At være over 40 år og Jesus-troende var noget af en alder, fordi de troende i kristendommens første dage blev gjort til martyr ligesom deres Mester af en voldelig og ond generation.

Adam måtte leve på jorden i 930 år. Efter at være blevet forvist fra Edens Have var dette liv helt sikkert fuldt af elendighed og smerte. Da Jorden var fuld af vold og ondskab, må Adams liv have været som en skrækforestilling. Vi kender ikke den endelige dom over Adam. Bibelen er tavs om dette emne.
Udenfor Noah`s familie kan vi læse om en mand, der ville blive frelst af Bibelens Gud i sin nuværende tid. Det var Enok. Men Enok var nødt til at vandre med Gud i 300 år, før Gud tog ham bort.

I Det Nye Testamente havde Gud allerede forkortet menneskers liv på jorden til 120 år. Til vort eget bedste, formoder jeg. At ingen af os er i stand til at krydse denne aldersgrænse, er et strålende bevis på Bibelens rigtighed og guddommelighed. Gud er trofast overfor det skrevne Ord. Mange mennesker kunne måske berette en masse mærkelige ting og hævde, at de har fået nogle åbenbaringer fra Gud den Højeste.

Men de fuldendt-skrevne Jødiske skrifter, der findes i Bibelen, er Sandheden. De vil aldrig blive bevist at være forkerte.

Da mennesker ikke længere skulle vandre på Jorden mere end 120 år, skulle de Jødiske Apostle ikke lide længe på denne faldne og onde Jord. Hvis formålet med vores tro er et langt, sundt og rigt liv på Jorden, kunne Jesus være død og opstanden i en alder af 90 år. Det gjorde Jesus ikke. Han døde tidligt i trediverne, og kun tre år inde i sin gerning på Jorden.

Johannes Døberen er et andet eksempel. Jesu fætter blev halshugget, da Messias gik på Jorden. Vi kender ikke den præcise alder på Apostlen Stefanus, den dag han blev stenet til døde. Men jeg tror, at han var en ung mand, der blev stenet til døde, endog før han fyldte 30 år.

Skal vi da længes efter og ønske en tidlig adskillelse fra vort kød?

Absolut ikke. Vi er i tjeneste hos Jesus Messias, og Han beslutter vores indgang og tidspunktet for vores udgang. Vi tjener Ham med fred i vort hjerte og glæde på Jorden, som vi vil fortsætte med at tjene Ham med glæde i Himmeriget. Vi vil gå med Ham på Jorden så længe, det varer.

Men for at være ærlig, hvis jeg kunne vælge i dag, ville jeg sige som Paulus:

Filip 1:23-24:

”Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer."

Et typisk tegn på en ufrelst "kristen" er, at han er bange for at dø, fordi han ikke har forstået, at han er frelst, og ikke er sikker på, hvor han er på vej hen. Og som Paulus siger:

Filip 1:21:

”Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding.”

Mange falske kristne lærer, at formålet med vores tro er et langt liv i kødet. De er styret af mange kødlige lyster, og er blevet bedraget af denne verdens Fyrste.

Formålet med vor tro er vor sjæls frelse og et evigt liv i Himmeriget.
--------------------------------------
Udgivet første gang 29. september 2009.

Hvornår bør man forlade sin kirke?

2011-11-20T08:11:00.000-08:00

Fra Gracetoyou.org
Af John MacArthur.
(Som pdf-fil til udskrift her)

At forlade en kirke bør der aldrig tages let på. Der er for mange mennesker, der dropper en kirke af uvæsentlige grunde.

Forkærlighed for enkelt-emner og uenighed herom er aldrig en god grund til at melde sig ud af en sund, bibeltro kirke. De kristne bliver formanet til at respektere, efterkomme og adlyde de, som Gud har placeret i lederstillinger i deres kirke (Hebr.13:7 og 17).

Imidlertid er der tider, hvor det bliver nødvendigt at forlade en kirke for sin egen samvittigheds skyld, eller af pligt til at lyde Gud mere end mennesker. Sådanne omstændigheder vil typisk indbefatte følgende:

1. Hvis vranglære angående en fundamental sandhed bliver lært fra talerstolen (Gal.1:7-9).

2. Hvis lederne af kirken tolererer alvorlig vildfarende lære fra nogen, som er blevet givet lære-autoritet i fællesskabet (Rom.16:17).

3. Hvis kirken er karakteriseret ved en tankeløs tilsidesættelse af Skriften, så som vægring ved at tugte mennesker, der synder åbenlyst (1. Kor.5:1-7).

4. Hvis et ugudeligt liv tolereres i kirken (1. Kor.5:9-11).

5. Hvis denne kirke er alvorligt ude af trit med det bibelske mønster for Kirken (2. Thess. 3:6 og 14).

6. Hvis kirken er mærket af groft hykleri, som låner røst til bibelsk kristendom, men nægter at anerkende dens sande kraft (2. Tim. 3:5).

Dette antyder ikke, at det er de eneste omstændigheder, under hvilke folk har lov til at forlade en kirke. Der er bestemt ikke noget galt i at flytte sit medlemskab ene og alene fordi, en anden kirke tilbyder en bedre forkyndelse eller større muligheder for vækst og tjeneste.

Men de, der flytter deres medlemskab af sådanne grunde, bør tage enormt vare på ikke at så splid i den kirke, de forlader. Og en sådan bevægelse bør foretages med måde. Medlemskab i en kirke er en binding, som bør tages alvorligt.
---------------------
Der tages forbehold for forskellene imellem Amerikansk og Dansk kirke- og menighedsstruktur (tilf. red.)
---------------------
Oversæt. Lj.
---------------------
© 1969-2009. Grace to You. All rights reserved.

"Lad os begynde med at se på det, der forener os".

2011-11-20T02:51:00.000-08:00

Fra Bibelfokus.se/
16. november 2011.
Af Lennart Jareteg.
(Som pdf-fil til udskrift her)

Stadig oftere hører man i kristenheden dette så smukt klingende slogan:

"Lad os ikke søge efter fejl og mangler hos hinanden. Lad os ikke se på, hvad der skiller os. Lad os i stedet begynde med at se på det, der forener os!"

Det lyder fint dette her. Det lyder fornuftigt og ret i vore øren. Men er det forstandigt? (Tro det eller ej, men kristen tro har også med forstanden at gøre!) Er det et korrekt bibelsk udgangspunkt for kristent fællesskab og økumeni? Er dette en sikker vej til at finde trossøskende i den "kristne" jungle? Er dette et fornuftigt argument for at afvise advarsler om vildfarelser, vranglære, fremmede evangelier, fremmede ånder osv.?

Lad os gøre en lille test på, om dette er en sikker vej. Vi forestiller os en "forkynder". Han har flere velkendte egenskaber, og spørgsmålet er, om de udgør et holdbart grundlag for sandt kristent fællesskab. Han kan bl.a. beskrives som følger:

ved, at Gud er Gud, og han går ikke ud over, hvad Gud tillader ham.
er set komme ind for Gud med bønner om forskellige ting.
er velbevandret i Bibelen og citerer den gerne.
har mødt Jesus personligt.
kan udføre tegn og undere.
hjælper folk med deres indvielse.
har sin eget forsamling.
er som en faderfigur for de udtørrede.
kommer til at sidde i fængsel for sin tros skyld.
kommer til at bo i evigheden.

Ser dette ud som et godt grundlag for økumeni? JA, ville formentlig nok de fleste svare, hvis de ikke anede ugler i mosen. For hvem er denne "forkynder"?

Se nederst på denne side ved stjernen*, så får du se, hvem det er, jeg har beskrevet.

Fortsættelse:
Overrasket? Dette er faktisk, hvad man kan finde om ham i Bibelen. MEN der står så klart en masse andet også - en masse forfærdelige ting. Denne højst virkelige person, som jeg beskrev ovenfor, må naturligvis underordne sig Guds almagt, hvad enten han kan lide det eller ej. Han kan ikke gå ud over, hvad Gud tillader. Men det, der gør ham til den, han er, er, at han ønsker selv at blive som Gud. Han vil selv have al magten. Han vil skabe sit eget imperium. Han vil ikke lade sit liv korsfæste og i al evighed underordne sig Gud og Guds vilje. Han prøver, inden for de grænser, Gud har stukket ud, at opnå sit eget mål. Ondskab er hans værktøj. Derfor har denne "forkynder" en masse bras i bagagen, og en helt anden dagsorden, end man først tror, hvis man bare kigger på de punkter, jeg har oplistet ovenfor.

Skulle du bede Satan om at beskrive sig selv, ville det måske blive noget af det, jeg har skrevet i punkterne. Det ville helt sikkert blive selvros uden lige - alt med den hensigt at bedrage! Han udgiver sig jo for at være en lysets engel (2 Kor 11:14).

På tilsvarende vis kan det forholde sig, når vi kigger os omkring i kristenheden. Meget kan se godt ud på overfladen, og især hvis alle får lov til at beskrive sig selv. Men det store spørgsmål må være, hvad man får med i købet, hvis man forener sig i samarbejde og økumeni. Hvad får jeg som personligt troende med i købet, hvis jeg vender mig til en sammenhæng, som ser godt ud på overfladen? De, som har et kontroversielt og ubibelske grundlag for deres virksomhed, vil være meget omhyggelige med at fremhæve den velpudsede facade. Derfor er der stor risiko for at blive bedraget, hvis vi kun ser på overfladen.

Med dette - måske lidt søgte - eksempel vil jeg sige dette: det fungere ikke, i almindelighed, at "begynde med at se på, hvad der forener os" (os = alle de forskellige orienteringer i den såkaldte "kristenhed"), for i sidste ende kan det vise sig, at vi har valgt selve Satan som makker. Vi må ALTID og FØRST begynde med at kontrollere, hvad der er det afgørende trosgrundlag! (Nu forudsætter jeg, at vi har gjort dette så godt vi kunne i vores egen tro.)

I 2 Kor 11:4 skriver apostlen Paulus om " en anden Jesus end den, vi har forkyndt, en fremmed ånd, eller et fremmed evangelium". Her finder vi altså noget af det vigtigste at undersøge, før der kan blive tale om at slutte sig til en sammenhæng eller gå med i et samarbejde og økumeni. Står ikke den Jesus, de tror på, den Ånd, de formidler, og det Evangelium, de prædiker, på solid bibelsk grund, da skal vi gå vores vej:

Rom 16:17: "Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!

Bemærk, at man ikke kan tage stilling og vende sig bort (ifølge Paulus’ undervisning), medmindre man først bedømmer den undervisning i sammenhæng, som en forkynder tilbyder. Det samme er tilfældet med Jesu ord om at være på vagt overfor ulvene, de falske profeter. Man kan ikke være på vagt, hvis man ikke finder ud af, hvem de er ved at granske, hvad de forkynder. Og bemærk nu, at dette ikke har noget at gøre med at "dømme, ikke at kaste den første sten, først at fjerne bjælken fra dit eget øje" og så videre. Alle disse bibelord handler om ikke at dømme i moralske spørgsmål, og er primært rettet mod folk, der ikke er troende. Når det gælder vildfarelser, giver Bibelen os tydelige anvisninger på at være meget skarpe.

Jeg håber, at dette var en tankevækker, når det gælder alle "fromme" forsøg på - under sloganet "lad os begynde med at se på, hvad der forener os" - at undertrykke alle advarselsord om vildfarelser og falsk økumeni. Man kan ikke have en sand kristen tro, hvis grundlaget er forkert! Det er heller ikke muligt at have et sundt kristent fællesskab med andre, hvis deres grundlag er forkert! Jeg har skrevet om dette emne fra et andet perspektiv i teksten: Hvem er mine brødre og søstre i troen? Læs gerne det også.

Her er nogle skriftsteder til min påstand ovenfor om "forkynderen":

Job kapitel 1 og 2
Job kapitlerne 1 og 2, og Lukas 22:31
Matt 4:6
Matt 4:1-11
2 Tess 2:9
2 Kor 12:7; 1 Tim 1:20; Åb 2:10
Åb 2:9; 3:9
Joh 8:44; 1 Joh 3:10
Åb 20:7
Åb 20:10

* Satan var den, jeg ovenfor beskrev på grundlag af bibelord (er omskrevet lidt, naturligvis).
--------------------------------
Oversat fra svensk af Lj.

Den ’skjulte’ forfølgelse.

2011-11-20T02:49:00.000-08:00

Tanker fra andet Timotheusbrev.
Af Poul Erik Haahr.
Aalborg, juli 2010.

”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” 2 Tim 3,12.
Lever du et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, bliver frugten den, at du bliver forfulgt! Ikke noget med hvis eller måske. Det gælder alle! Det er en konstatering, Paulus her fremsætter, båret af livets og Skriftens erfaring.

Man vil ikke vide af dig, eller rettere ikke vide af det, du står for, minder om og formidler. Dybest set er det ikke en modstand mod dig. Roden findes i kampen mellem Kristus og Djævelen, mellem lys og mørke, mellem Guds rige og den fortabte verden, der i egenrådighed og selvtilstrækkelighed har vendt Gud ryggen, gudløs, uretfærdig og fordærvet som den er (Rom 3,10-18).

At åbenlys forfølgelse er en realitet, ses omkring os i uhyggelig grad. Tusinder og atter tusinder af kristne mister hvert år livet som følge af deres tro - mest i muslimske lande, men også mange andre steder. Endnu flere lider for deres tro gennem alle former for mobning, undertrykkelse og samlingsforbud. Foreningen ’Åbne døre’ har mere end nogen anden organisation været med til at gøre opmærksom på den nærmest ubeskrivelige og ufattelige nød, kristne brødre og søstre rundt om i verden befinder sig i grundet deres tro.

Lad os være med til at opmuntre og bære dem, gennem forbøn og givertjeneste, om de dog må blive bevaret i nåden til trods for denne åbenlyse ydre forfølgelse.

Måske havde Paulus også denne ydre, åbenlyse forfølgelse i tankerne, da han skrev brevet til sin unge ven Timotheus, men brevets hovedanliggende er ikke det, der sker i det ’ydre’ - udenfor, men det, der sker i det ’indre’ - i menighederne. Det er situationen hér, der får Paulus til at skrive til og rådgive sin unge ven, som han gør.

Paulus havde forkyndt evangeliet om Kristus i provinsen Asien, forkyndt korsets dårskab, Guds kraft til frelse. Breve har han skrevet, der har cirkuleret rundt menighederne imellem, med udlægning af Skriften, undervisning, redegørelser for troens rette indhold, mål og udtryk – fuldendelsen i Kristus Jesus. Mange var kommet til tro. Mange menigheder var opstået. Det var nådetid. Sjæle blev frelst! Der var vækkelse og vækst.

Nu er der gået nogle år. Situationen er blevet en hel anden. Paulus var alene – udskældt, og budskabet, han havde bragt, blev ikke længere regnet. Nu gik man hårdt i rette med hans forkyndelse. Vi må give hinanden frihed. Ingen er fejlfrie. Du er fordømmende. Sådan kan man ikke tale til folk! Man skræmmer dem væk. Nej, vi må se på folks behov og så give dem det, de har brug for, som er aktuelt og relevant for dem! Ønsket om at tjene Gud og udbrede evangeliet var det samme, men budskabet var blevet et andet, om Guds kærlighed og accept. Se evt. kap. 1 v. 15; 2 vv.14-18, 22-26; 3 vv.1-9,13 og 4 vv.3-4,14-15.

Sådan har det været fra tidernes morgen for Guds folk - igen og igen. De kom til tro, blev frelst ud af håbløshed og nød, men der gik kun kort tid, så blev man billedligt talt træt af den ’elendige føde’, mannaen - Guds ord, og så skulle der noget andet og nyt i stedet. De førstes oprigtige tro blev ikke efterfølgerne til del. Det blev i stedet kundskab, viden og teori for dem, men aldrig hjertets kendskab til den éne og sande, hellige Gud - Frafald. Og dog sagde de: Vi er Guds folk, vi er rige og mangler ikke noget, for Herren er vor Gud. Herre vi takker og priser dig.

Når dette sker, er freden i Guds folk forbi! Striden blusser op. De, der forkynder det sande budskab til erkendelse og omvendelse, tåles ikke længere. De holder sig til de gamle stier – taler, som de altid har gjort, for der er ikke andet at sige - for værket, vi frelses ved, er fuldbragt, fuldkommet, men nu vil man have et andet budskab, der ikke er en dårskab, men forståeligt og imødekommende. De bliver ringeagtet, hånet, bagtalt og i sidste instans måske slået ihjel.

Sådan gik det vor Herre og frelser selv, sådan gik det mange af profeterne, sådan gik det mange af de første apostle, og sådan er det gået mange siden. Og hvem var det, der var dem allermest imod og var kilden til al forfølgelse? De, der skulle være Guds folk og havde navn af at være det! Men når det hykleriske, halvhjertede, falske, fordrejede og forførende kom frem i lyset, blev de rasende, og de brugte alle midler for at bringe denne tale til tavshed. Det er her, Paulus siger til Timotheus: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.”

Sådan er det også i dag - de sidste dage, før Jesus kommer igen. Verden og den falske kristenhed går hånd i hånd.

I 2 Tim 3,14-17 viser Paulus indirekte, hvad der kendetegner de, der midt i deres gudsdyrkelse er faldet fra og river andre med sig: De holder sig ikke til ’De hellige skrifter’, men går ud over dem. De vil ikke modtage vejledning, de vil ikke forstå, de vil ikke opdrages. Nej, de ved selv, hvor vejen går og trænger ikke, at nogen fortæller dem noget. Og slet ikke en gammel, konservativ, forstokket Paulus, der i deres øjne var imod alt nyt. Han var blevet en hæmsko, de kun ønskede bort fra deres midte – de vendte sig fra ham og det, han stod for og formidlede.

Den kamp, Paulus stod i, var en åndskamp, en kamp på liv og død om sejrskransen (2 Tim 2,3-7). Sådan er det Timotheus! Vær beredt. Kampen er hård, men det er livet, det gælder. Men Paulus stopper ikke her, han skriver ikke for at skræmme sin unge ven. Han er realist, forholder sig til det, der er og sker, og så viser han, hvad Timotheus skal gøre og sætte sin lid til.

”Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Jesus Kristus; den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os.” (2 Tim 1,13-14). Og kaldet, han står i, er ikke givet af hvem som helst – nej det er en hellig kaldelse. Han, der står bag, er frelseren, Gud selv – og han ikke bare frelser, men han udruster og bærer, midt gennem det hele, ved troen på Kristus! (2 Tim 1,6-14).

Og så formanes han til at granske Skriften, for den viser vej gennem alle forhold! Det er rettesnoren. Det er prøvestenen, som alt skal stå og falde med. Og så skal han stå frem i tide og utide, prædike i overensstemmelse med det, Paulus havde forkyndt, overbevise, irettesætte, formane - tålmodigt og med stadig undervisning i det, Skriften siger.

Vor situation i dagens kristenhed adskiller sig ikke fra den, Paulus og Timotheus stod i for snart 2000 år siden. Forandringerne i dagens kristenhed er store. Nye tiltag vælter ind over os. Vi skal… vi vil... lyder det igen og igen. Store visioner og planer. Strategier. Vi… Vi… Vi…

Prøver vi det hele på Skriften? Er det fra Gud, eller er det fra bedrageren, som er gået ud i verden? Er det et andet evangelium end det, Paulus forkyndte?

Jeremias oplevede det samme som Paulus. I Jer. 6,16 lyder det: Dette siger Herren: ”Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!”

Svaret, folket gav dengang, er det samme, som lyder i dag: Det vil vi ikke!

Hvad gør vi med denne ’glemte’ og skjulte, fromme forfølgelse i dag? Lader vi bare stå til, fordi det nu er det nemmeste at følge strømmen?

’Slår vi op i banen’ og går på kompromis, fordi vi ikke orker at kæmpe længere, fordi prisen er for høj, og fordi vi bare vil have fred? Men se, der er der ingen fred, for freden er kun, hvor Jesus er. Han er ikke på de nye stier, men på de gamle. Kompromisets ånd er ikke af Gud!

Lad os følge Paulus’ råd og vejledning midt i denne troens strid. Det har stået sin prøve. Det er troværdig tale og al modtagelse værd. Som det bar Paulus og Timotheus dengang, vil vi komme til at erfare, at det også bærer i dag, for den evige, sanddru og urokkelige står bag!

Måtte vi dog ret forstå, hvad der ligger til trøst og opmuntring i det, at ’Han er vor fred’! ”Lad os derfor med frimodighed ”gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse, for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme.” (Heb 13,12-14).

Kæmp troens gode strid. Det koster nu som dengang, men lønnen, sejrsprisen er stor!
---------------------------------------------------------------------------------------