Fra Skriften.net/16. maj 2015.
Af Jørgen Bloch.
På en Kristen ungdomslejr greb Jesus fat i Jørgen Bloch og ændrede hans liv. “Jeg troede, da jeg blev personlig Kristen, at jeg var den første i min slægt. Men jeg fandt ud af, at jeg havde en stor familie af Kristne.”
Det fortæller Jørgen Bloch, der har været missionær i Indre Mission i 39 år. Han er 61 år og gift med Tove. De bor i en dejlig lejlighed i Randers.
“Da jeg blev ansat som missionær i Indre Mission, blev mit navn nævnt i IMT. Kort tid efter fik jeg et brev fra Søren Gjørup på Fur. Han spurgte mig, om vi var i familie med hinanden. Det viste sig, at han var min fars fætter. Søren havde forsøgt at finde ud af, hvad der var blevet af min farmor Lovise Jensens familie."
"Alle hendes søskende var blevet omvendt ved de store vækkelser i Salling, men det havde ikke grebet min farmor. Familien havde i en generation bedt for os, så jeg blev et bønnesvar for Søren."
"Jeg husker det første år, vi var på Bibelcamping på Uldbjerg. Vores fortelt mindede mest af alt om Roskilde Banegård, fordi det vrimlede med familiemedlemmer, der ville hilse på Lovises barnebarn. Sådan blev jeg betegnet dengang.”
Ville have os på børnehjem
Jørgens farmor endte i Aarhus, hvor hun blev gift med en smed, der var Socialdemokrat. Jørgens forældre bosatte sig i Odense, hvor Jørgen blev født som den mellemste af tre drenge. Et par år senere flyttede familien til Nyborg.
“Jeg voksede op i et arbejderhjem, hvor man arbejdede på at løfte sig op. Vi havde kongeligt porcelæn og sølvtøj,” fortæller Jørgen. “Der blev absolut ikke talt om Indre Mission i familien, men jeg blev døbt og konfirmeret.”
Inde bag husets fire vægge var der massive problemer. “Jeg husker mest min mor som fraværende. Hun var indlagt i halve år ad gangen, og når hun var hjemme, lå hun mest i sengen. Først langt senere blev det konstateret, at hun var maniodepressiv,” forklarer Jørgen.
“På et tidspunkt ville kommunen have os på børnehjem, men vi undgik det, blandt andet fordi min far fik en husmorafløser.”
Begyndte at drikke som 12-årig
Jørgens far taklede problemerne ved at drikke. “Jeg så ofte min far komme fuld hjem på cyklen, og så blev der en dårlig stemning. Jeg reagerede ved at flygte ind i fantasien, og jeg fik en dyb udlængsel, fordi jeg ville så langt væk som muligt fra min familie,” siger Jørgen, der oplevede, at der altid stod snaps på køkkenbordet under måltiderne.
“Jeg var tolv år, da jeg og min bror fandt snapseflasken i køleskabet, og jeg begyndte at drikke. To år senere havde jeg et ret stort alkoholforbrug.”
På trods af det kom han på byens realskole og fik en realeksamen. “Jeg klarede at arbejde mig fagligt op i klassen, fordi jeg ville have den realeksamen. Jeg har altid været stædig og viljestærk,” fortæller Jørgen, der lignede de fleste andre unge i slutningen af 1960’erne.
“Jeg var meget præget af hippiebevægelsen. Jeg kørte på hippieknallert, Velo Solex, mens de andre var til Puch og Tomos.”
Teltet og de mange mennesker
Hippien fik kontakt med Missionærens søn i Nyborg og var nogle gange med i KFUM&K. På en lejr mødte han et par fyre fra Kolding, og det blev til nogle heftige byture i det Jyske. En af fyrene blev Jørgens rigtig gode ven, som inviterede til 18-års-fødselsdag en forårsdag i 1971.
“Jeg havde regnet med at drikke, så hatten passede, men hvad jeg ikke vidste var, at min ven var blevet omvendt, så fødselsdagen blev helt anderledes. Den var rigtig kedelig, for jeg fik kun et glas martini,” siger Jørgen.
Lidt senere inviterede vennen ham med på Camping på Solbakken ved Haderslev. På det tidspunkt vidste Jørgen ikke, at det var en Bibelcamping. “Det var helt nyt for mig at være på Camping. Jeg undrede mig godt nok over det store telt og alle dem, der gik til møder, men jeg tænkte, at vi jo lever i et Kristent land, og Kristne kan vel også samles på Camping.
Vi var til et par møder, og taleren kunne jeg rigtig godt lide. Det var højskoleforstander Hans Erik Nissen. Han fortalte om højskolen i Hillerød, og jeg tænkte, at det ville jeg prøve,” fortæller han.
Grøn Tuborg blandt appelsinvand
“To piger på Bibelcampingen inviterede mig med på en Kristen ungdomslejr i Nordsjælland i efterårsferien. Jeg opdagede hurtigt, at jeg var den eneste, der havde en Grøn Tuborg med. De andre drak appelsin- eller citronvand,” siger Jørgen.
Han fulgtes om aftenen med de andre ned til det lokale fiskerleje, hvor de sang. “På vejen gik vi forbi et værtshus, og jeg husker, hvor varmt og tillokkende det var at gå derind. Men jeg gjorde det ikke, for jeg frygtede, at lejren ville være låst, når jeg kom tilbage,” fortæller Jørgen, der deltog i et bedemøde på lejren. “Det havde nær skræmt livet af mig, for pludselig lå de alle sammen nede under bordene.
Satan stod i døråbningen
Jørgen dømte hurtigt forkynderen ude, fordi han talte iført sort jakkesæt og med brylcreme i håret. Men én af hans sætninger gjorde en markant forskel. “Jeg aner ikke, hvad emnet var, men taleren sagde: ‘Gud ved godt, hvorfor du er her’.
Så fik jeg en hidsig diskussion med Jesus i mine tanker. Jeg sagde, at Han skulle gå væk, men Han blev ved med at gribe fat i mig,” forklarer Jørgen, der ikke kunne sove om natten.
“Jeg var stensikker på, at hvis jeg døde, ville jeg være fortabt.” Næste dag greb han fat i en fyr, Jens Ole Christensen, som han var faldet godt i hak med på lejren. “Vi snakkede, og han citerede sangen ‘Din rigssag, Jesus, være skal’, og den gik rent ind."
"Han nævnte Bibelverset Rom 8:1: "Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus". Bagefter spurgte jeg ham, hvordan jeg kom ind hos Jesus. Han fortalte, at det gjorde jeg ved at bøje knæ og bede Jesus om at flytte ind i mit liv.
I andagtsrummet bøjede vi knæ sammen, og så skete det som at knipse med fingrene,” siger Jørgen. “Samme aften gik vi igen ned for at synge ved fiskerlejet. Da vi kom forbi værtshuset, oplevede jeg det isnende koldt, og jeg så en person i døråbningen som en høj grå skygge. Jeg vidste, det var Satan, og han lo. Jeg skulle ikke gå derind igen. Jeg vidste, at jeg var sluppet ud af hans favntag og nu var hos Jesus.”
Det tåbeligste forslag
Efter et højskoleophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød i foråret 1972 læste Jørgen til diakon på Kolonien Filadelfia i Dianalund. Det var også i de år, han mødte Tove, som han blev gift med i 1974. Da han søgte efter arbejde, tænkte han meget på at emigrere til Australien. “Men jeg vidste samtidig i mit sind, at Gud ville, at jeg skulle blive i Danmark,” fortæller Jørgen.
Han søgte først i en anden Kristen organisation, for det skulle i hvert fald ikke være Indre Mission. “En af mine venners far mente, at jeg skulle være Indremissionær, men det var noget af det tåbeligste, jeg havde hørt. Jeg tænkte efter mit møde med KFUM & K, at IM var en verdslig bevægelse.
Jeg havde også en aversion mod Indre Mission fra en ganske bestemt oplevelse. Efter jeg nogle gange havde spillet kort med Missionærens søn i Nyborg, ringede Missionæren og sagde, at sønnen ikke måtte komme hos os mere, fordi vi havde kortene fremme. Jeg blev så harm og tænkte: Hvad forkert var der i det?” fortæller Jørgen.
En søndag var han og Tove ikke kommet i Kirke, og de lukkede op for en gudstjeneste i radioen, som fik ham på andre tanker med hensyn til Indre Mission. “Jeg hørte en hamrende god prædiken, men jeg fik først fat i præstens navn efter en transmissionsafbrydelse, da navnet blev gentaget, og det viste sig at være Indre Missions formand, Kristian Friis."
"Jeg stivnede som en saltstøtte, da jeg hørte det. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at søge til Indre Mission, når jeg havde stået og rost formandens prædiken over for Tove.”
Et ord er et ord
Jørgen sendte en ansøgning og blev ansat som Indremissionær i 1976. “Jeg tror, at jeg skulle ind i Indre Mission, fordi der var nogle mennesker, som skulle have et bønnesvar,” fortsætter Jørgen. “Jeg er dybt taknemmelig for årene i Indre Mission, for jeg har i den grad fundet mig hjemme.”
Jørgen synes, at han har fået meget godt fra sit barndomshjem, som han bruger i Kristenlivet og i sin tjeneste. “En arbejderopdragelse er ikke at kimse ad. Jeg har lært, at en mand er en mand, og et ord er et ord. Jeg har en dyb respekt for min far, der sagde ja til min mor, selv om han inden ægteskabet vidste, at hun var syg,” forklarer Jørgen, der peger på en svær ting, han fik med hjemmefra.
“I mange år kunne jeg ikke se alkohol i vores hjem, og jeg kæmpede i mange år med fristelsen til at gå på værtshus. I dag har jeg fået et mere afslappet forhold til alkohol og kan godt drikke et glas rødvin til noget god mad.”
Natteravn i ti år
Hans baggrund præger ham som Missionær. “I min opvækst lærte jeg, at enhver er sig selv nærmest, og at jeg selv bestemte kursen for mit liv. Siden jeg har mødt Jesus, har Han sat kursen gennem sit Ord. Det giver mig en grundlæggende tillid til Guds Ord, og det er vigtigt for mig at være tro mod Ordet."
"Samtidig har jeg fået en dyb nød for at møde mennesker og give dem det, jeg kan,” pointerer Jørgen. “Jeg kunne ikke holde ud at være Missionær, hvis jeg ikke kom ud i Verden. Derfor gik jeg i ti år som natteravn i Rønne på Bornholm. Jeg kendte alle værtshusene, hvor jeg mødte mennesker, hvis situation jeg kendte fra min opvækst.
Her i Randers har jeg meldt mig som frivillig i Den Blå Paraply, som er et værested for socialt udsatte.” Når Jørgen forkynder for IMU’ere om mission, er der en pointe, de altid får.
“Vores kamp er ikke at overbevise andre om, at vi er ligesom dem. Men vores kamp er at overbevise dem om, at vi kan glæde os med dem, men at vi er anderledes. For vi har fået del i noget, der er helt fantastisk, som de mangler i deres liv,” siger Jørgen. “Derfor er min tjeneste som Missionær ikke et arbejde. Det er mit liv.”
