Fra Skriften.net/17. februar 2014.
Af Ole Andersen.
Jesus kommer igen! Det Nye Testamente er fuld af løfter om Hans genkomst. Jesus er nemlig Messias.
Først lod Han sig føde på jorden som et menneske for at kunne opfylde den ene del af de mange profetier i Det Gamle Testamente om Messias, nemlig at Han skulle sone menneskers synd.
Senere vil Han komme tilbage som kongen, der skal opfylde den anden del af profetierne i Det Gamle Testamente og overtage verdensherredømmet.
Men hvordan bliver det, når Jesus kommer igen?
Det spørgsmål har Kristne gennem alle tider arbejdet med og diskuteret. Bibelen taler rigtig meget om Jesu genkomst. Hovedbudskabet er klart: Jesus vil genskabe jorden, så den bliver befriet fra alle følger af syndefaldet. Men mange af detaljerne i Bibelens forudsigelser af, hvordan Jesu genkomst kommer til at foregå, er vanskelige at forstå.
Et af de spørgsmål, som gennem hele Kirkens historie har vakt debat, er »tusindårsriget«. Johannes’ Åbenbaring fortæller i kapitel 20, at Satan skal sættes ud af spillet i en periode på tusind år, hvor de frelste skal være konger og præster sammen med Jesus. Efter de tusind år skal Satan slippes løs i en kort tid, men kun for straks efter at lide det endegyldige nederlag.
Det helt store spørgsmål i forhold til Åb 20 er: Hvornår kommer »de tusind år«? Er de tusind år Kirkens tid på jorden – altså perioden fra Jesu første komme til hans genkomst? Hvis det er tilfældet, er de tusind år nu.
Eller begynder de tusind år først ved Jesu genkomst? Så er tusindårsriget fremtid. De tusind år bliver i så fald et led i Jesu genkomst: En periode efter Jesu tilsynekomst ved genkomstens begyndelse, men før den store dom.
Inden vi ser på dette spændende spørgsmål, er der en vigtig ting, der bør slås fast. Blandt Bibeltro Kristne er der uenighed om, hvordan vi skal forstå tusindårsriget, ligesom der er det om så mange andre ting i Bibelen. Det er helt i orden!
Debatten om tusindårsriget må ikke bruges til at skelne mellem kristne eller ikke-kristne – eller mellem gode og dårlige Kristne, Bibeltro og ikke-Bibeltro Kristne. Debatten om tusindårsriget er vigtig, fordi den handler om forståelsen af noget, Gud har åbenbaret i Bibelen. Og det, Gud siger, er aldrig uvigtigt! Men vi skal holde proportionerne. Spørgsmålet om tusindårsriget kan ikke bære, at man laver nye kirkesamfund på det!
En parentes for klarhedens skyld: Debatten om tusindårsriget er ikke det samme som Kristnes debat om Israel. Der er mennesker, der ikke tror på et fremtidigt tusindårsrige, men som mener, at Israel stadig er Guds folk, og at Bibelens løfter til Israel stadig gælder Israel. Og modsat er der også Kristne, som forventer et fremtidigt tusindårsrige, men som ikke mener, at Israel længere har en særlig rolle i gennemførelsen af Guds frelseshistorie. Skillelinierne mellem synene på Israel og synene på tusindårsriget går på tværs af hinanden. Og så til spørgsmålet: Er tusindårsriget nutid eller fremtid?
Hvad siger Bibelen?
Den vigtigste tekst for at forstå tusindårsriget er Åb 20:1-10. I disse få vers tales der ikke mindre end seks gange om »tusind år« eller »de tusind år«.
Sammenhængen
Åb 19:11-21:9 udgør et højdepunkt i hele Johannes’ Åbenbaring. Efter mange kapitlers skildring af de forfærdelige forhold, der vil ramme jorden i tiden frem mod Jesu genkomst, kommer vendepunktet i 19:11-21:8. Her hører vi om Jesu totale sejr over alt ondt. Afsnittet slutter med en ny jord, hvor paradiset genopstår, og så er der bare evig herlighed.
Åb 19:11-21:8 adskiller sig både fra det foregående og det efterfølgende og udgør derfor et selvstændigt afsnit i sammenhængen.
Det består af otte syner, der alle er indledt på præcis samme måde: »Og jeg så…«. De tusind år er beskrevet i syn 4 og 5.
Satans fængsling (vers 1-3)
En engel sætter Satan ud af spillet på jorden. Teksten fortæller, at englen gør fem ting med Satan: griber ham, binder ham, styrter ham i afgrunden, låser og sætter segl for. Disse fem handlinger beskriver tilsammen en fængsling (jf. 20:7).
Men hvad betyder det, at Satan bliver fængslet? Som så mange andre steder tolker Johannes’ Åbenbaring også her sig selv. Teksten forklarer nemlig, at fængslingen betyder, at Satan »ikke mere skal forføre folkeslagene« (20:3).
Når Johannes’ Åbenbaring med ét udtryk skal beskrive Satans onde gerning på jorden, gør den det netop med ordet »forføre« (12:9). At Satan bliver fængslet i de tusind år betyder altså, at han ikke længere er i stand til at gøre netop det, der er selve hans væsen, og som han har gjort gennem alle tider: forføre verden.
Varighed (vers 3)
Fængslingen af Satan er dog midlertidig. Den kommer kun til at vare tusind år, så skal Satan igen løslades. Løsladelsen bliver dog kun for »en kort tid«.
Man kan tolke »de tusind år« på to måder:
a) symbolsk om en lang tidsperiode, der står i modsætning til den korte tid, der skal følge bagefter.
b) bogstaveligt om en periode på tusind år.
Spørgsmålet er ikke afgørende for forståelsen af afsnittet. Hvad enten de tusind år er ment bogstaveligt eller symbolsk, er der tale om en lang tidsperiode, hvor Satan er fængslet, så han ikke kan fortsætte sin forførelse af mennesker på jorden.
Hvem »kom til live«? (vers 4)
Samtidig med fængslingen af Satan er der nogle mennesker, der skal »komme til live« og være konger sammen med Jesus i de tusind år. Hvem er disse mennesker? Formuleringen i vers 4 tyder på, at de omfatter tre grupper:
1) For det første ser Johannes »nogle, der tog sæde« på nogle troner og fik givet domsmagt. Disse tronbestigere omtales bare som »nogle« og »de« uden nærmere forklaring. Vi hører, at de skal sidde på troner, få domsmagt og være konger med Kristus. Disse tre ting er imidlertid nok til, at vi kan afgøre, hvem de er.
Tidligere i Johannes’ Åbenbaring lover Gud nemlig, at enhver i den kristne menighed, der bevarer troen, skal få sæde hos Jesus på hans trone (3:21), skal få del i Jesu magt over folkene (2:26) og skal blive konger på jorden (5:10). Det, Johannes ser her ved begyndelsen af de tusind år, er altså opfyldelsen af de løfter, Gud tidligere i Johannes’ Åbenbaring har givet hele den kristne menighed. Derfor må de mennesker, som Johannes her kalder »nogle«, være alle, der tror på Jesus.
2) Den anden gruppe, som Johannes ser komme til live, er »sjælene af dem, der er blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord«. Det er altså de Kristne martyrers sjæle. Allerede i 6:9-11 så Johannes martyrernes sjæle i himlen, hvor de utålmodigt spørger Gud om, hvornår Han vil stoppe den sataniske forfølgelse på jorden og holde dom. Dengang fik sjælene at vide, at de skulle vente lidt endnu. Nu – ved begyndelsen af de tusind år – ser Johannes igen martyrernes sjæle. For nu er tidspunktet kommet, hvor Guds dom er begyndt, og martyrerne skal rehabiliteres.
3) Den tredje gruppe, som Johannes ser, er dem, der ikke har tilbedt dyret. »Dyret« er Johannes’ Åbenbarings betegnelse for den person, som andre steder i Det Nye Testamente kaldes Antikrist (1Joh 2:18; 4:3 og 2Joh 7) eller lovløshedens menneske (2Thess 2:1-12) – altså den sidste store onde verdenshersker, som Satan sender ind på scenen lige inden Jesu genkomst.
Den tredje gruppe mennesker, der skal komme til live ved begyndelsen af de tusind år, er altså de Kristne, der lever i Antikrists tid, men som ikke bøjer sig for ham. Alle, der tror på Jesus, kommer til live ved begyndelsen af de tusind år. Men martyrerne og de Kristne fra Antikrists tid får en særlig forsikring om, at også de er med. På jorden ser de ud til at lide nederlag, derfor har de særligt brug for at blive trøstet med forsikringen om, at de skal blive til konger.
Hvad betyder »kom til live«? (vers 4)
Men hvad vil det sige, at de Jesus-troende »kom til live«?
Nogle bibeltolkere har ment, at udtrykket her betyder »blev født på ny«, det vil sige kom til tro på Jesus. Men det giver ingen mening. De, der kommer til live, er jo netop Kristne, der allerede er kommet til tro på Jesus. Andre bibeltolkere mener, at »kom til live« betyder »blev optaget til herlighed i himlen«. Det vil sige, at de Kristne i det øjeblik, de dør, får en sejrsplads i himlen.
Men også den forståelse er yderst vanskelig. For i vers 5 siges udtrykkeligt, at »de andre døde kom ikke til live, før de tusind år var omme«. Den naturlige forståelse af den sætning er, at de andre døde (det vil sige de, der ikke tror på Jesus) også skal komme til live – bare efter de tusind år. Det, de Jesus-troende skal opleve ved begyndelsen af de tusind år, skal de ikke-Jesus-troende opleve efter de tusind år. Men hele Ny Testamente gør det klart, at mennesker, der ikke tror på Jesus, aldrig vil blive optaget til herlighed i himlen. Derfor må udtrykket »kom til live« betyde noget andet.
Den tredje mulighed er, at »kom til live« betyder »opstod legemligt«. At den forståelse er rigtig, bliver bekræftet af, at Johannes’ Åbenbaring selv forklarer det, at alle Kristne »kommer til live«, med sætningen: »Det er den første opstandelse« (20:5).
Sammenfatning
Syn 4 og 5 handler om en lang tidsperiode, som kaldes »de tusind år«. Johannes’ Åbenbaring fortæller to ting om de tusind år:
1. Satan skal være fængslet i de tusind år, så han ikke kan forføre folk på jorden.
2. De kristne skal opstå fra de døde og være konger og præster sammen med Jesus i de tusind år.
Efter de tusind år skal Satan løslades, og så kommer det sidste store slag i verdenshistorien, der ender med den store dom.
Tusindårsriget er fremtid
Er tusindårsriget nu? Eller kommer det først ved Jesu genkomst? To ting i Åb 20 viser, at de tusind år først begynder, når Jesus kommer igen:
1) Ingen forførelse i de tusind år
Det ene af de to afgørende kendetegn ved de tusind år er, at Satan ikke mere kan forføre folkene. Hvornår kommer der en periode på jorden, hvor Satan ikke længere kan forføre folkene? Kommer den før Antikrist og Jesu genkomst eller efter Antikrist og Jesu genkomst?
Ordet »forføre« er brugt talrige gange i Det Ny Testamente. Gang på gang advares Kristne om, at der er fare for forførelse (fx Matt 24:4-5; Matt 24:11.24; 2Tim 3:13; 1Joh 2:26; 3:7; Åb 2:20; 12:9; 18:23). Særligt nævnes, at en falsk profet i Antikrists tid vil forføre mennesker (Åb 13:14; 19:20). Hele perioden mellem Jesu første og andet komme skal være præget af mange antikrister, der forfører (1 Joh 2:18,26; 1Joh 4:3).
Bibelens budskab er altså klart: Forførelsen af folkene på jorden begyndte allerede ved Jesu første komme og varer helt frem til Jesu sejr over Antikrist ved genkomsten. Derfor må de tusind år, hvor der ikke er forførelse, komme efter Jesu genkomst.
2) Kristne fra Antikrists tid i de tusind år
Det andet kendetegn ved tusindårsriget er, at de Kristne skal komme til live og være konger. Blandt dem, der skal opstå, er de Kristne fra Antikrists tid. Men så må de tusind år jo nødvendigvis ligge efter Antikrists tid og Jesu genkomst.
Konklusion
Johannes’ Åbenbaring beskriver altså Jesu genkomst som en periode, hvor der skal ske flere ting, ligesom Jesu første komme var en periode, der tog tid.
Ved begyndelsen af Jesu genkomst oprettes tusindårsriget. I de tusind år er Jesus konge over jorden. Satan er fængslet, og de Kristne er opstået fra de døde og regerer sammen med Jesus over jorden.
Efter de tusind år løslades Satan og lider det endegyldige nederlag. Så afsluttes Jesu genkomst med den store dom. Derefter nås historiens mål: Alle tings genoprettelse på en ny jord, hvor Gud selv tager bolig. For evigt.
Støtteargumenter
Fremtidsforståelsen af tusindårsriget underbygges af yderligere en række støtteargumenter:
a) Opbygningen af Åb 19:11-21:8:
Alle otte syner indledes på samme måde, og der er ingen antydninger af et ’brud’ i handlingen mellem synerne. Den litterære opbygning tyder derfor på, at synerne i store træk beskriver et fremadskridende, kronologisk handlingsforløb fra Jesu tilsynekomst (syn 1) til afsløringen af den nye jord (syn 8).
b) Den indre udvikling i Åb 19:11-21:8:
Afsnittet er opbygget som en dramatisk kulmination på hele dramaet i Johannes’ Åbenbaring. Kampen mellem Gud og Satan spidser til i tre dramatiske højdepunkter, der skal understrege Jesu totale og endelige sejr:
1. Åb 19:20: Antikrist styrtes i ildsøen
2. Åb 20:10: Satan styrtes i ildsøen
3. Åb 20:14: Døden styrtes i ildsøen
Når Satan styrtes i ildsøen, er Antikrist der allerede (20:10). Fordi de tusind år ligger imellem de to begivenheder.
c) Den indre udvikling i hele Åb:
Kampen mellem Satan og Gud er i Johannes’ Åbenbaring beskrevet som et drama, hvor Gud i tre etaper besejrer Satan:
1. Åb 12:7-9: Satan styrtes fra himlen ned på jorden. Resultat: ve over jorden (12:12).
2. Åb 20:1-3: Satan styrtes fra jorden i afgrunden. Resultat: ingen forførelse på jorden.
3. Åb 20:10: Satan styrtes fra afgrunden/jorden i ildsøen. Resultat: en ny jord.
Satans tre styrt er beskrevet som tre forskellige begivenheder, der indleder hver sin periode. Satans styrt i Åb 20:1-3 indleder derfor en tidsperiode, der er anderledes end både tiden efter Jesu første komme og tiden efter Satans endegyldige nederlag. Der må altså være et tusindårsrige mellem de to begivenheder.
d) Ezekiel 33-39:
Dette lange afsnit i Ezekiels bog beskriver en periode på denne jord, hvor Messias er konge over et frelst Israel. Denne periode ender med en krig med Gog og Magog. Det er fuldstændig parallelt til Åb 20, hvor de tusind år ender med Gog og Magog-krigen.
e) Antik jødiske tekster:
I antik jødedom var det ikke ualmindeligt at tale om tre tidsaldre: denne verden, der skulle afløses af Messias-tiden, der ville blive afløst af den kommende verden. Messias-tiden blev betragtet som en »mellemperiode«, og mange rabbinere diskuterede ivrigt, hvor lang den var.
Hvis Johannes’ Åbenbaring havde været et ikke-Kristent, Jødisk skrift, ville alle fortolkere sandsynligvis have været enige om, at Åb 20 handler om et fremtidigt tusindårsrige, hvor Messias regerer over jorden, inden den nye jord åbenbares.
