Fra Bereanbeacon.org/Af tidligere Katolsk præst,
Richard Bennett.
(Som pdf-fil til udskrift her.)
Et vindue mod Europa - del I af IV.
Et vindue mod Europa - del II af IV.
Et vindue mod Europa - del III af IV.
"Absolut magt korrumperer absolut"
Kejser Justinian var i det sjette århundrede den vigtigste arkitekt i etableringen af grundlaget for Roms evne til at indføre ekstern Enhed. Den berømte Pave Hildebrand Gregor VII fasttømrede den juridiske magt, der var baseret på pavelig kanonisk ret, således at den blev indarbejdet i den Vestlige civilisations juridiske system i nationerne i det elvte århundrede.
Alt dette muliggjorde inkvisitionen fra 1203 e.Kr. (under pave Innocens III), indtil dens opløsning i Spanien og Portugal i 1808. Vatikanets forfølgelse af troende, som de anså for kættere, blev udført med lovlige civile midler. Det drejede sig om fængsling, konfiskation af ejendom, tortur, internering uden retssag og død.
Den nuværende pave er i stand til - ved hjælp af dekretet om ufejlbarlighed, Vatikankoncil I, 1917 vedtagelsen af den kanoniske lov og revisionen af kanonen under hans autoritet i 1983 – ikke at arbejde mindre autokratisk end Pave Pius XII.
Skønt holdt afgrænset af andre kræfter i øjeblikket, er den pavelige magt nu blevet så konsolideret, at den er i stand til at overgå, hvad Pave Hildebrand Gregor VII gjorde i sin tid. Dengang var den kendte verden meget mindre, og det eneste internationale system var Rom selv og det Hellige Romerske Rige.
Nu er scenen sat for en ”Én Verdens” regering. Forvirret ønsker mange kristne blot at flygte, mens nogle kristne er godt informeret og klar over alvoren i den nuværende overgang til ”Én Verdensreligion”, men ikke desto mindre falder det meste af, hvad der bliver udgivet, indenfor normerne for politisk korrekthed, hvor Katolicismen ikke er nævnt.
Mange nutidige Evangelikale synes helt uvidende om de love, der stadig står i den Romersk-Katolske dogme. For eksempel blev udtalelsen: "Kirken skal være adskilt fra staten, og staten fra kirken," fordømt som en fejl af "Hans Hellighed, vor Herre pave Pius XI" og bliver det stadig.
Den udstrækning, hvor Rom hævder at have ret til at dømme og pålægge tugt, har ikke ændret sig siden inkvisitionens dage. Nu til dags hedder det i Canon 1405 (Sect.1) "Det er den Romerske paves ret alene at dømme i sager, der er nævnt i Can. 1401: 1. De, som har det højeste civile embede i en stat .... " Ikke for ingenting interesserer Kirken i Rom sig for at involverer sig i at fremme Den Internationale Straffedomstol og lignende foranstaltninger.
Magtstrukturen bag globalisering
Opbygningen af den Romersk-Katolske Kirke er et totalitært hierarki.
Det må aldrig glemmes, at det Romerske pavedømme er et absolut, ubegrænset, tyrannisk monarki, en verdslig, sekulær regering. Det har sine territoriale besiddelser, det havde sin domstol, ambassadører, detektivstyrke, lovgning, retspraksis, advokater, fængsel, skat, bank, konkordater, ambitiøse planer og politik, er mere udbredt end nogen verdslig nation og indgroet i mange lande.
Ikke desto mindre er den Romersk-Katolske Kirke også meget forskellig fra andre verdslige magter. Hendes åndelige handel går hånd i hånd med hendes civile magt. Hun hævder ufejlbarlighed og international anerkendelse.
I dag accepterer mange Katolicismen som en gyldig kristen trosretning. Accept af den kvinde, der sidder ved de syv høje, er vokset med en enorm hastighed. Hovedformålet bag denne Økumeni er velfinansieret, mesterligt organiseret og tilrettelagt med al den ekspertise, vi kender fra Hollywood og Madison Avenue. På denne lavine af Økumenisk dumhed og forsætlig blindhed kalder dyb til dyb, og det livagtige portræt i Johannes Åbenbaring 17 er indhentet og deles af generationers erfaring.
Herrens røst kommer tilbage med torden på grund af tidsalderens forløb og forplanter sig i hele verden: ”Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager." Joh Åb 18,4.
Kvinden, der sidder på det skarlagenrøde udyr, vil fortsætte og blive stærk og drage skarerne, nationer, magt og herlighed i verden til sit bryst, som Herren sagde, hun ville. Men den endelige fordømmelse af hende og dem, der er i hende, er allerede skrevet: "Så løftede en mægtig engel en sten som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: Sådan skal den store by Babylon styrtes hovedkulds ned og ikke findes mere.” Joh Åb 18,21.
Guds ære og Sand vækkelse
Skønt alle disse ting kan synes at være skræmmende for de troende, siger Herrens ord til sit folk, at Han vil være med dem, indtil Han kommer igen.
Herren har sin trofaste rest i England, Irland og i hele Europa. Vi beder om, at Han vil sende vækkelse til sin egen ære.
I Ham venter den angrende ånd det samme. Han har Guds syv ånder, og det er ham, der har sagt: "Hvor meget mere skal jeres himmelske Fader give Helligånden til dem, der beder ham?"
"Det ser ud som om, Den Romerske Kirke er klar til at påtage sig - hvis hun ikke allerede har gjort det - den ledende rolle gennem civil magt i Den Europæiske Union. Vatikanet har diplomater i de fleste lande, og har også særlige repræsentanter i EU og i FN. Hertil kommer Katolske præster og Katolske borgere, gennem sådanne grupper som Opus Dei, der har stor indflydelse på nationalstaterne i EU.
Men Herren er suveræn, og vi beder om, at Han vil vise sin vejledende hånd, når Hans folk inderligt beder og bevæges til at leve et liv i lydighed mod Ham.
Tingene var værre, både åndeligt og politisk, for de troende på tidspunktet for Reformationen. Men på det tidspunkt bragte Herren sand vækkelse ved Hans Ånd. Vi beder i vore egne dage om - på Skriftens autoritet alene – at mange må blive frelst ind for den Hellige Gud, ved Hans nåde alene, ved tro alene, og i Kristus alene, til Guds pris og ære alene.
