Fra Home.online.no/~odd-eiv/persongalleri.htm
Fra Bibelkursus på LMH og "Båndet" 1968.
Af Frits Larsen.
Med Israel mener vi et folk, der føres tilbage til Abraham, til en guddommelig udvælgelse og en historisk begyndelse og placering.
Israel er et folk, der får et særpræg ved det, det får af Gud til forskellige tider, og som det skal vidne om mellem folkeslag, særlig og særpræget i det land, Gud kalder sit. »Du er et folk, det er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren har fattet velbehag til jer og udvalgt jer, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Herren elsker jer, og fordi han vil holde den ed, han svor til jeres fædre ... Han er den trofaste Gud, der holder fast ved sin pagt i tusinde slægtled ... « (5. Mos. 7,6-9).
Dette folk er udvalgt, elsket og bevogtet, var i Ægypten, gik gennem ørkenen, var i Babylon, siden 2000 år i udlændighed og er nu hjemme igen. Dette folk er et under i historien. Det er historisk. Gud binder det til Kanaans land, til Israels land, og der giver Han det særpræg.
For det første: Gud betror, det sit ord. Det sker gennem 1500 år. Han gør det gennem et sprog, som bliver dem betroet, hebraisk. Det er et sprog, der kan inspireres, så ordene har forskellig mening, idet bogstaverne har talbetydning og værdi. Ordene er indblæst af Gud. At »de har fået Guds ord betroet« (Rom. 3,1-2) gør Israel særpræget mellem folk. Det skal også blive brugt engang af Israel mellem folkene. Bibelen, skrifterne, er på en måde Guds fodtrin på jorden. »Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.« (Josva 2,10-11). Israel er budbringere - budskabet er Jesus.
For det andet: Gud betror dem også gudstjenesten, sønneudkårelsen, herligheden, pagterne, lovgivningen, forjættelserne, fædrene, ja, fra dem stammer Kristus (Rom. 9,4-5). Det er et særpræg ved folket, det bærer gaver fra Gud, som skal ud til hele verden gennem årtusinder. Dernæst: Israel går fremefter med håb. Håbet er noget særligt. Det findes kun, hvor man har "fået løfter ud over det, man kan regne ud". Danmark kan ikke rigtigt snakke om håb. Her siger man: »Gør gode tider bedre«, men Israel har håbet i deres nationalsang, Hatikvab:
»Er vort håb endnu ej bristet,
slægters håb på fremmed strand.
Vi skal vinde det, vi misted',
Davids by og fædres land.«
Håbet er foreløbig bundet til den ny David og til Jerusalem, som David gjorde til hovedstad. Jerusalem er nu jødernes by i historien, og den har en sælsom kvalitet, jødernes moder (Gal. 4,26). Gud gør den til et berusende bæger (Zak. 12,2). Situationen i dag trækker folk, ikke mindst Sovjet, til, og tempelpladsen dér er af muhamedanerne gjort til deres ene hellige plads, men Israels håb er bundet til den by: »Glemmer jeg dig, da visne min højre!« (Sl. 137,5). Eller som jøderne siger: »Næste år i Jerusalem.- Eller at profeterne beder: »Bed om Jerusalems fred.« Intet andet folk er sådan bundet til deres hovedstad. Den er en åndelig by.
Professor Martin Buber (chassidist) sagde ved missionskonferencen 1930: »Fælles for os er en bog (skrifterne) og en forventning (håb).« ja, også de troende har et håb. Jesus har genløst os til et levende håb ved opstandelsen fra de døde. Det er et særpræg af de store. Den nye David, som jøderne må regne med i håb, skal få et rige af en ny art og med Jerusalem som hovedstad i særklasse.
At jøderne kæmpede for deres land indtil år 135 og lod sig dræbe på Massada, er vel en anden sag, men det er jøderne. De har endnu ikke set, hvem Messias er. Den engelske historieskriver, professor A. Toynbee, skriver i »Historien i nyt lys«: "Folkets frelser må være Guds søn." Der er sket noget på denne jord ved Jesus, Messias. Templets forhæng er splittet, og vor frelsers virkelighed er nu åbenbaret gennem skrifterne, ved profeterne, i historien, ved Gud og fra Gud.
Jeg fristes til at citere Tøynbee: »I Jesu Christi skikkelse - Gud og dog menneske - har det guddommelige samfund og det jordiske samfund et fælles medlem, der i denne verden er født i proletariatets rækker og dør en forbryders død, mens han i den anden verden er konge i Guds rige, en konge, som er Gud selv.«
Det er vel især ordet: Åbenbaring, som præger Israel - noget skjult i Gud, som skal åbenbares på Israel.
Den svenske overrabiner, Markus Ehrenpreis, siger: »Guds hånd åbenbarer Gud i himlen.« Det er én side. - Den, som har været i Israel, mærker, at der er åpenbaring i landet. Samlingen al Israel er en åpenbaring. Vi danske taler ikke sådan om os. 100 sprog smeltes sammen til ét: Ivrit; der opstår et hebraisk, og jødernes personlige Gud åbenbares. Selv om det ikke er noget særligt for Israel, så er det i starten noget usædvanligt, at Paulus siger: »Evangeliet er ikke menneskeværk, men åbenbaring af Jesus Kristus« (Gal. 1,11-12), og »Gud åbenbarede sin søn for mig« (Gal. 1,16). Denne gave er kommet gennem jøder, og den skal ses endnu fyldigere gennem dem.
Israel og Gud går sammen. Gud bor i Sems telte (1. Mos. 9,27), og alle skal se, at Guds navn er nævnet over Israel og derfor frygte Israel (5. Mos. 28,10). - Juda, Guds helligdom, Israel, hans rige (Sl. 114,2). Israel går her med en udsæd fra Gud. Da Israel kom til Nebukadnezar, kom Nebukadnezar til at sove dårligt. Gud har igen sagt: »Rør ikke ved mit folk Israel.« England går støt nedad fra 1938, og Tyskland bøjes fra 1940-45. Nasser er bange for Israel. Israel ses.
Det kan godt være, begrebet JESJURUN er det ejendommeligste i dag. Navnet Jesjurun findes mig bekendt kun 4 gange i vort Gamle Testamente: 5. Mos. 32,15 - 33,5 - 33,26 - og Es. 44,2. Navnet stammer fra "jashar", som betyder retfærdig eller ham, som er deres retfærdighed. Jesjurun betyder: Det retskafne folk eller det folk, som er retfærdigt gennem en anden person. Det er det folk, Gud har udvalgt sig, og som han regner retfærdigt i kraft af det, han har gjort. Det er det folk, som er noget i kraft af en tilregner retfærdighed, og som skal udrette Guds vilje i kraft af den, og alene i troen på denne person.
Jesjurun er Guds nation. »Når der sker noget på jorden, vil Israel være med« (professor Nygren). Jesjurun er et samlingsord for alle Israels stammer. Israel er i de mørke timer, Jesjurun i de velsignede, med Jesus. Israel er gudsstrideren, Jesjurun er det retfærdige folk. Men Jesjurun skal først møde retfærdigheden i Kristus og så blive det retfærdige folk.
5. Mos. 32,15: »Da Jesjurun blev fed, slog han bagud ... lod hånt om sin frelses klippe. Bliver Israel glad for sig selv, glemmer han sin frelse«.
5. Mos. 33,3 og 5: »Visselig, han elsker sit folk, alle hans hellige er i hans hænder; og de sætter sig ved din fod og tager mod ord fra dig. Og han blev konge i Jesjurun, da folkets høvdinger kom sammen, og Israels stammen forsamled sig.«
Jesjurun er elsket af Herren, sidder ved Herrens fod og tager mod ord, og Gud er konge i Jesjurun. Kommer der åbenbaring nu? Det bliver i hvert fald uforskyldt. Folket er i Herrens bænder. Vi venter på underet i Israel. Folket skal se Jesus, retfærdigheden. -
5. Mos. 33,26 og 27: »Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over himmelen for at hjælpe dig, over skyerne i sin højhed! Den evige Gud er en bolig, og bernede er de evige arine.«
Vi må da godt bruge ordene, de er også vore; men de er Israels. Gud blander sig en dag i historien på guddomsvis for Israels skyld. Det vil overraske os alle. Herren elsker endda Israel; det er noget særligt. Es. 44,2-3: »Frygt ikke, min tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg har udvalgt! Thi jeg udgyder vand på den tørstende, strømme på det tørre land, udgyder min ånd på din æt, min velsignelse over dit afkom« og vers 8: »I er mine vidner« (martyros).
Den himmelfaldne rigdom falder over Jesjurun, som endnu er elsket for fædrenes skyld. Hedninger indpodes ved tro i Jesjuruns stamme, i deres gaver, i deres skrifter, i deres Kristus, ja, i deres udvælgelse; de er ikke kastede bort. Jøderne skal vækkes til nidkærhed (Rom. 11,11 go.), og når hedningernes fylde (pleroma = fylde i tal og indhold) er gået ind, skal hele Israel frelses (Rom. 11,26). Sådan gør Gud. Israel forkastes og genoptages. Nu ser de, at Jesu ord om tempelpladsen, som har været nedtrådt af hedninger, er åbnet for Israel (Luk. 21,24). Hvad tænker de?
Den by skal blive en løftesten for alle folkene. Nu slås man om at gøre Jerusalem, deres by, international. jo, der forestår noget med Israel. Herren vil gennem det folk sige: »Jeg er den første og den sidste« (Es. 44,6-8).
Jeg spurgte engang professor Odeberg i Lund, om der var noget, som viste os det med Guds evige retfærdighed og Israel, og han nævnede Ordspr. 12,3: »Den retfærdiges rod skal aldrig rokkes«, og Ordspr. 10,25 »Den retfærdige står på evig grund«.- Vi har også ordene i Jer. 23,6 og 33,16: »HERREN VOR RETFÆRDIGHED.« Det er sagt os gennem Israel. Den evige retfærdighed er kommet for dagen gennem lsrael. I Rom. 3,21-22 læser vi: »Nu er det uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus.«
Har et troende menneske i dag mere i sig selv end et vantro menneske? I og for sig ikke. Det har det samme onde hjerte, den samme urene ånd. Gud har givet os sin søn uden vor bøn og uden vor ret. Jesus Kristus er vor retfærdighed, den retfærdige er vor hellighed, vor lydighed, vor ære, vort liv. Der er ens retfærdighed for alle, idet én er for alle retfærdig og ren (se Rom. 5,18). Loven fører aldrig frem til tilregnet retfærdighed. Det var ikke ad den vej, Abraham fik retfærdighed tilregnet. Den fås gennem tro, og troen kommer ikke af at holde loven. Abraham troede mod håb med håb (Rom. 4,18).
Jesjurun får også retfærdighed tilregnet uforskyldt. Gennem den tilregnede retfærdighed skal Gud velsigne hele verden gennem Jesjurun. Vi ved bare ikke hvordan. Vi vil ikke blive det folk, som klaret den opgave, men vi kredser om den; vi venter på underet og forkynder evangeliet for hedninger og for Israel.
Hvad kan vi lære af det?
Først er det godt at se, at i Israel er der en vis bibeltillid, der viser sig i, at man ønsker Bibelen uden forklaringer. Bibeltillid fører ind i åbenbaring og tro. Dér står evangeliske kristne, og dér forstås jøderne.
Det er bibelvækkelse, som er tidens tegn i Israel. Det er bibelvækkelse, der er det sande evangeliske tegn i dag, og der er mærkbare tegn på bibelvækkelse blandt de unge i Israel.
Som dødehavsrullerne kom frem samtidig med, at Israel fik landet igen, sådan vil andre begivenbedet i historien vise sig samtidig med, at Jerusalem gives til jøderne.
Den evangeliske menighed - bl. a. denne lille i Luthersk Missionsforening - skal være vågen over for den rene tale om Jesu Kristi absolutte retfærdighed. Det er mærkbart for mange af os, at man i disse tider mindes C. O. Rosenius så stærkt og endda fremhever hans solide ord om Israel fra Rom.11. Israel - frelsesåbenbaring - evangeliet i Jesus alene bliver igen en enhed, et vidnesbyrd på jorden - et vidnesbyrd om Guds søn.
