Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.
Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.
Jerusalems døtre bryder ind [kap. 1:11]
Vers 11 starter med et ’vi’, der sikkert henviser til Jerusalems døtre, som er hendes veninder, og som bliver mere og mere grebet af Sulamits vidnesbyrd om sin brudgom.
I gamle dage var det skik, at det var veninderne, som smykkede bruden og førte hende frem, jfr. Salme 45:15. Men ordet ’vi’ kan også henvise til, at det er Den Treenige Gud, som selv vil smykke bruden, jfr. 1 Pet. 1:3-4, 5:4.
Sulamit: Min nardus spreder sin duft, når kongen er til bords [kap. 1:12-14]
Sulamit har også tidligere omtalt den velduft, der strømmer ud fra ham, kap 1:3. Nu fortæller hun så nærmere om, hvilken indflydelse denne velduft har på hende. Hun siger: "Min nardus breder sig, mens kongen er til bords".
Versets mening kommer bedre frem med denne mere korrekte oversættelse: "Så længe kongen sidder ved bordet, vil min velduftende salve udsende en velduft deraf." [KJ].
Det betyder konkret, at det er Ham, som er årsag til hendes velduft! Det fremgår også af vers 13, hvor hun siger, at "min ven er mig en myrrapose, der ligger ved mit bryst". Hun fortsætter med at berømme hans velduft: "Min højt elskede er som en koferklase fra En-Gedis vingårde.." [KJ].
Baggrunden for sammenligningen er, at Salomon netop havde indført koferdruen fra udlandet pga. dens velduft og gode smag. Den blev dyrket i store terrasseformede vinhaver i En-Gedi. Den velduft, som her beskrives, er et billede på Kristi velduft. Paulus skriver det fx på denne måde:
"Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus, og ved os alle vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft. Thi en Kristi velduft er vi for Gud blandt dem, der frelses – og blandt dem, der fortabes. For disse sidste bliver vi en duft af død til død, men for de første en duft til liv". 2 Kor 2:14-16.
I inderlighed taler brudgommen og bruden med hinanden [kap. 1:15-17]
Brudgommen omtaler igen hendes skønhed og sammenligner hendes øjne med duer. Duer har altid været et billede på renhed og hellighed, og det er disse [Åndens] frugter, som Han ser i hendes øjne, der som bekendt bliver omtalt som ’sjælens spejl’. Hun besvarer Hans kærlighed med lignende ord og giver udtryk for sin store glæde ved at være sammen med Ham på de grønne enge og i den bolig, som de sammen vil bygge.
Åndeligt er dette et billede på det vidunderlige liv, som vi nu har i Kristus, hvor Han lader os hvile på grønne enge og sammen med Ham bliver "opbygget til en Guds bolig i Ånden", Slm 23:2, Efes 2:21-22.
Jeg er Sarons rose, dalenes lilje [kap. 2:1]
Sulamit kan ikke forstå, at Salomon har udvalgt hende til sin brud, for hvad er hendes skønhed i forhold til de kvinder, som er rundt omkring Ham ved hans hof? Dette giver hun billedligt udtryk for, ved at hun beskriver sig selv som "Sarons rose og dalenes lilje" [KJ] i modsætning til de mange pragtblomster, som kongen både kan se og nyde hver dag i Jerusalem.
Sarons rose blomstrer på kystens højsletter og liljerne i dens dale. Disse blomster er måske nok små og uanseelige, men er et billede på de yndigste blomster. Derfor har de også i kirkehistorien været et billede på små [blomster], som Kristus har taget til sig, for Han er den, der "vogter blandt liljer", jfr. v. 16.
Efter denne ydmyge fremstilling af sig selv får hun dette svar: "Som en lilje midt blandt torne er min elskede blandt døtrene": [KJ]. Med andre ord siger han til hende: Du skal ikke sammenligne dig med dem, for i mine øjne er de ikke andet end [tidsler med] torne.
Disse ord er dermed et billede på, hvordan Kristus, vor brudgom, ser på os i forhold til det, som Verdens børn kan fremvise: " ..det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke er noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud..". 1 Kor 1:28-29.
Men billedet stopper ikke her. Når Han siger, at bruden er ’som en lilje midt iblandt torne’, er det et billede på, at de i modsætning til hende ikke tilhører Ham. Dette er et åndeligt billede på dem, som hører ordet om Korset, men som ikke vil tage imod Kristus. I stedet giver de sig til at ’rive og nage’.
I sangen: ’Den yndigste rose er funden’ lyder sidste vers således:
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
Sulamit beskriver glæden ved at tilhøre Ham [kap. 2:3-6]
Pga. brudgommens ord til hende fyldes hun af glæde over at tilhører Ham, som hun sammenligner med et frugtbart træ blandt skovens træer. I vers 2 sammenlignede brudgommen hende med de andre blomster, men her i vers 3 er det bruden, der sammenligner Ham med de andre træer i skoven. Men blandt dem alle er det kun Ham, som bærer frugt, og som derfor kan give hende det, hun behøver – et billede på, hvor højt ophøjet Kristus er i forhold til alle andre bejlere, kap. 8:8.
Det er dem, som byder sig til som den sande Kristus, men som i virkeligheden er falske profeter og afguder. For der er kun én, der er ’vejen, sandheden og livet’: Det er Jesus Kristus. Han er derfor også den eneste, som kan vederkvæge os og give os frugten til det evige liv, jfr. Rom. 7:4-5.
Derfor siger bruden: "I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane". Han er nemlig det livets træ, som bringer liv og lægedom til enhver, som søger Ham.
Dette træ kan også være et billede på Korsets træ, hvorpå Jesus døde for vore synder, og i hvis skygge jeg derfor altid har lyst til at sidde.
Salme 670 i Den Danske Salmebog beskriver det således:
I Jesus søger jeg min fred,
al verden har kun smerte,
ved korset er mit blivested,
dér hviler sig mit hjerte,
dér kan jeg bo i stille ro,
dér findes alt det, som min tro
så længselsfuld begærte.
Herefter fortæller Sulamit, at Brudgommen har ført hende til en vinhal [ordret: banketten], hvor der er vin i overflod. I Bibelen er vinen et billede på den Helligånd, som Gud vil give til enhver, som kommer til Ham ved Jesus Kristus, Matt 26:27, 1 Kor 12:13.
Når Gud derfor i Endens tid vender Israels skæbne og frelser det, understreger Han sin store velsignelse over dem ved at bruge vinen som symbol, idet Han siger, at "bjergene drypper med most" og "de skal plante vingårde og drikke vinen", Amos 9:13-14.
"Hans banner over mig er kærlighed", fortæller hun videre [ordret]. En konge havde altid et banner, som fx blev båret foran hæren i en krig. Det repræsenterede på samme tid både kongen og hans magt. Tilstedeværelsen af kongens banner var at betragte som, at han selv var til stede. Når der står, at "Hans banner over mig er kærlighed", så betyder det derfor, at de, der er under dette banner, er beskyttet af hans kærlighed mod alle onde anslag.
Og det er netop det Evangeliske pointe: På spørgsmålet om, "hvem [der] kan skille os fra Kristi kærlighed" bliver svaret derfor: Det er der ingen, der kan! [Rom. 8:35-39].
"Styrk mig med rosinkager, kvæg mig med æbler", v. 5. Som dengang bliver disse stadig benyttet som energitilskud, som man i ørkenen næsten altid har ved hånden, hvis man fx er udmattet. Hun siger endda, at hun er "syg af kærlighed!". Det er "den første kærlighed", der taler således.
Selvom Sulamit beskriver kærligheden mellem mand og kvinde, så er det i virkeligheden et Guds inspireret billede på forholdet mellem brudgommen Kristus og Hans brud. Han omfordrer os derfor til aldrig at miste denne første kærlighed til Ham, Åb. 2:4.
I vers 6 siger Sulamit, at "Hans venstre er under mit hoved, Hans højre tager mig i favn". Disse ord må være et udtryk for, at Han billedligt er i hendes hjerte, for hun fortsætter jo beretningen med at fortælle, at Han endnu ikke [bogstaveligt] er kommet til syne, vers 8.
Det, hun siger, er derfor et billede på Kristus, som er den eneste, som bogstaveligt er hos os samtidig med, at Han stadig er hos sin Fader i Himmelen og derfor ikke er kommet tilbage til jorden endnu, Matt 28:20, ApG 1:11.
Sulamit: ’Gør ikke kærligheden uro’ [Kap. 2:7]
Sulamit henvender sig til Jerusalems døtre og siger til dem: "Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke, før den ønsker det selv".
Hun gentager samme formaning til dem i kap. 3:5, og 8:4. Med disse ord, som også er Guds Ord, forklarer hun overfor sine tilhørere [og os], at man ikke kan eller skal presse en kærlighed frem, som ikke er til stede.
Hvor mange er ikke blevet drevet af sine følelser, begejstring eller begær, men som siden har vist sig ikke at være bygget på ægte kærlighed. Dette gælder også på det åndelige plan for mange af dem, der gerne vil være Kristne og tilhøre Jesus. Men som igen vil lade sig rive med af denne Verdens bekymringer eller begær og falder fra, når hverdagen kommer med dens travlhed og timelige bekymringer, jfr. Matt 13:13:19-22.
I modsætning hertil er den sande kærlighed gudgivet. I grundteksten kommer denne tolkning tydeligere frem i dette vers end i den Danske Bibel. Sulamit giver nemlig udtryk for, at kærligheden til brudgommen ikke skal eller kan vækkes, "før HAN ønsker [eller vil] det".
Ordet ’Han’ må derfor åndeligt henvise til, at vi ikke selv kan beslutte os til at tilhøre Jesus, når vi ønsker det, men at det derimod er Ham, som vækker den sande kærlighed i os til Ham, når vi beder Ham om det.
Bibelen taler alvorligt om, at vi ikke må ringeagte denne kærlighed, for den kan så let blive kold, hvis vi ikke er agtpågivende. Der er mange, som tror, at de elsker Jesus, men som i virkeligheden er utro. For "ingen kan tjene to herrer", siger Jesus. "For han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden." [Mat. 6:24].
Derfor hedder det: "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter..", Hebr 3:7-8.
Sang nr. 2: Brudgommen kommer [Højs 2:8-17]
Sulamit genkender brudgommens røst og ser Ham komme [kap. 2:8-9] "Hør min elskedes røst" [KJ], udbryder Sulamit. Selv på lang afstand genkender hun øjeblikkelig Hans stemme og fyldes med glæde, og opfordrer sine tilhørere til også at høre Hans røst.
Ved dette forbillede opfordrer Herren os til altid at lytte til Hans røst og være årvågen, når Han "på lang afstand" taler til os fra Himmelen, se Hebr 12:25.
For kun "den, som har øre, han [eller: kan] høre, hvad Ånden siger til menighederne", Åb 2:7.
Dermed skal vi være rede til at møde Ham, når Han kommer igen.
"Han kommer i løb over bjergene.." Som den fortabte søns fader løber ham i møde, således løber vor brudgom og Frelser den i møde, som længes efter ham, Luk 15:11-32.
Han kommer nærmere og ser nu gennem vinduets gitter, v. 9. Det er et sindbillede på Jesus, som kommer og ser ind i den enkeltes sjæl, om den er rede til at byde Ham ind. For, som Han siger: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." Åb. 3:20.
At ’han kommer i løb over bjergene’ kan også henvise til, at Jesus snart kommer igen, Åb. 22:7,20. I så fald repræsenterer bjergene den fysiske afstand, som der nu er mellem Ham og os.
Af sammenhængen ser det dog ud til, at verset er et billede på det nærvær, som vi har med Kristus i vores trolovelsestid med Ham her på Jorden. Og derfor vil Han altid skynde sig at komme os til hjælp, når vi kalder på Ham.
David beskriver det på denne måde: "Du bøje dit øre til mig; red mig i hast og vær mig en tilflugtsklippe, en klippeborg til min frelse’; thi du er min klippe og min borg. For dit navns skyld lede og føre du mig", Slm 31:3-4.
