Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.
Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.
Brudgommen svarer, og beskriver den herlige fremtid med Ham [kap. 2:10-14]
Ordret står der i vers 10: "Min elskede tog til orde og sagde til mig: Stå op, min elskede, min skønne, og kom af sted!".
Hvor var det herligt, da Han kaldte på os og førte os ud fra mørket til sit underfulde lys. Men vi ved også, at det, der skete dengang, ikke er nok. Vi må derfor til stadighed høre Hans røst og følge Ham.
Vers 11-13 giver et herligt billede på livet med Herren. Før Han kom, var det vinter og jorden [vi] trængte til det livgivende vand. Men "nu er vinteren forbi og forårsregntiden ovre; [og hun ser, at] blomsterne kommer til syne på jorden; fuglenes sangtid er kommet, og turtelduernes kurren høres i vort land; figentræet svulmer med grønne frugter; vinstokken blomstrer [og] udspreder sin duft" [delvis efter KJ].
Bibelen har mange lignende illustrationer af forårets og sommerens komme som billede på det nye liv, vi har i Kristus. Han har ført os til dette vidunderlige sted, som Han har lovet.
Figentræet og vinstokken er billeder på den velsignelse, som vi er under og lever af, når vi tilhører Ham. Et eksempel herpå læser vi i 1 Kong 4:25, hvor der står: "Juda og Israel boede trygt, så længe Salomon levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ..".
Disse vers i Højsangen er samtidig også et fantastisk billede på 1000-årsriget og evigheden, hvor vi for evigt er under Herrens velsignelse.
I Joel 2:21-2 beskrives denne vidunderlige tid således: " Fryd dig, vær glad! Thi Herren har udført store ting.. Thi ørkenens græsmarker grønnes, og træerne bærer frugt; figentræ og vinstok giver alt, hvad de kan. Og I, Zions sønner, fryd jer, vær glade i Herren jeres Gud! Thi han giver jer føde til frelse, idet han sender jer regn, tidligregn og sildigregn som før. Tærskerpladserne skal fyldes med korn, persekummerne løbe over med most og olie… I skal spise jer mætte og love Herren jeres Guds navn, fordi han handler underfuldt med jer; og mit folk skal i evighed ikke blive til skamme".
Som vi ser, er det specielt figentræet og vinstokken, som bliver nævnt i dette vers og i Højsangen. I Bibelen er disse åndeligt knyttet sammen og giver forskellige billeder på Israels land og folk, og beskriver, om de er under Herrens velsignelse eller ej, se fx Joel 1:2, Hag 2:19, Matt 21:19.
Når Jesus derfor i Matt 24:32-33 fortæller dem en lignelse om figentræet, ved tilhørerne straks, at Han taler om Israels og folkets fremtid: "Lær en lignelse om figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren.."
I vers 14 beskriver brudgommen sin brud som ’en due i fjeldets kløfter’. Det var i disse klipper, at duerne søgte ly mod vinterens storme og kulde, og det er derfor et billede på, at vi på samme måde må være ’som en due’ og søge ly og beskyttelse på ’den åndelige klippe’, som er Kristus, for dér at synge med på salmen, som indeholder disse linjer:
Du evige klippe,
hos dig er der ly.
Til dig i min trængsel
jeg altid vil fly.
Sulamit: Fang os de små ræve, som hærger vinen [kap. 2:15]
De små ræve, som der henvises til, var dengang en plage i Israel, fordi de eksempelvis gravede sig ind under vingårdens gærder for at gnave i vinrankernes rødder, stammer og blomster, og var årsag til, at vinhøsten blev mere eller mindre ødelagt. Det var derfor vigtigt at fange dem.
Men hvorfor fortæller Sulamit om dette problem lige efter, at brudgommen har fortalt om den herlige fremtid, og hvordan Han vil beskytte hende. Som kommende brud er hun naturligvis bekymret for, at de små ræve skal ødelægge brudgommens vingårde.
Når vi ved, at vingården er et billede på menigheden, bliver det tydeligt, at ’de små ræve’ er identiske med de tyve og røvere, som ifølge Jesus ’kommer for at stjæle og slagte og ødelægge’, John 10:10.
Selvom vi har Skriftens ord for, at ’intet kan skilles os fra Hans kærlighed’, så længe vi er hos Ham, så betyder det ikke, at der så ikke er noget eller nogle ’små ræve’, som kan ødelægge dette forhold. De små ræve er derfor billede på den synd eller ligegyldighed, som afgnaver Helligåndens duftende blomster for at hindre frugterne i at komme frem i den vingård, som er Hans.
De små ræve kan se uskyldige ud, men er det ikke! Derfor er det livsvigtigt for vore liv med Herren, at de bliver afsløret og fanget.
I Rom 6:23 står: "Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Sulamit: Han er min og jeg er Hans [kap. 2:16-17]
For at få et inderligt og ret forhold til brudgommen, så er det altså vigtigt at få alt det væk, som skader dette forhold. Først da kan vi til fulde erfare den himmelske herlighed og rigdom i det ord, hvormed bruden sammenfatter sin lykke: "Min elskede er min og jeg er Hans, som vogter hjorden blandt liljerne".
Ordene ’jeg er Hans’, betyder konkret, at vi har fået del i Hans retfærdighed og hellighed; Hans liv og lys, Hans fred og glæde, i Hans himmel og evige salighed. Alt dette og mere til har Han i sin store kærlighed skænket til mig. Det er brudens rigdom at kunne favne sin brudgom og sige: Du er min og jeg er din for evigt!
Sulamit tilføjer, at Ham, som hun tilhører, vogter sin hjord blandt liljer. Brudgommen har tidligere omtalt hende som en lilje på marken og som et af fårene i Hans hjord. Nu føjes disse to billeder sammen for åndeligt at beskrive, at hver enkelt troende i brudgommens hjord også er ’en lille blomst i Herrens have’, som det lyder i et Kristent vers.
’Til dagen svales og skyggerne længes!’ I løbet af dagen har hun hørt Ham tale om den dejlige, lyse sommertid, som er på vej [et billede på evigheden]. Hun tilhører Ham og hun længes nu efter, at Han billedligt løber hende i møde "som den unge hjort over på adskillelsens bjerge" [KJ], jfr. v. 8.
Dette er et billede på, at selvom Jesus, er hos os ved sin Ånd, så er Han alligevel "gået bort for at gøre en plads rede" for os i Himmelen, John 14:2. Men, siger Jesus [til Peter]: "Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig", John 13:36.
Muligvis er det denne adskillelse mellem Kristus og os, som forbilledligt bliver beskrevet som adskillelsens bjerge i Højsangen?
Sang nr. 3: Brudgommen er blevet borte [Højs. 3:1-5].
Bruden søger Ham og finder Ham [kap. 3:1-4]
Brudens frygt for de små ræve, som hærger vingården, viser sig at være begrundet! Tidligere har brudgommen været hende så nær, at hun har hørt Ham, set Ham og mærket Ham. Men ikke længere.
Årsagen bliver ikke nævnt, men alle Kristne oplever vel sådanne situationer? Vi er måske i en periode, hvor vi forsømmer det inderlige fællesskab med Ham og pludselig en dag er det, som om Han er borte! Vi beder om hjælp, men det er som om, bønnen ikke når længere end til loftet.
Sulamit gør heldigvis det eneste rigtige i denne situation: Hun står op og søger efter Ham, tager ud i byen og spørger efter Ham på gader og torve. Men til hendes fortvivlelse er Han ikke der, og hun udbryder: "Jeg søgte, men fandt ham ikke!"
Men, har Herren da ikke sagt: "Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder I til mig, vil jeg høre jer; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele jeres hjerte, vil jeg lade mig finde af jer..", Jer 29:12-13?
Jo, det har Han sagt! Og Han holder sit ord! Derfor må vi blive ved med at søge Ham, indtil vi finder Ham – eller rettere: indtil Han lader sig finde af os.
Det er netop det, Sulamit gør! Hun kommer forbi byens vægtere, som muligvis er et forbillede på de troende, som kender Guds Ord og som derfor kan vejlede de søgende. Hun spørger, om de mon har set "Ham, som min sjæl har kær".
Deres svar kendes ikke, men sandsynligvis har de givet hende den hjælp til at finde Ham, som hun har haft brug for. For "knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg Ham, som min sjæl har kær", udbryder hun lige efter.
Af glæde over igen at være hos Ham, siger Sulamit derefter, at hun "greb Ham og slap Ham ikke, før jeg fik Ham ind i min moders hus".
I Orientalsk sprogbrug er hendes ordvalg synonymt med bryllup. Umiddelbart ser det ud til, at denne dag er forstående, men ud fra fortsættelsen kan vi se, at det ikke er tilfældet. Konklusionen må derfor være, at hun - som et forbillede på os - er fast besluttet på at holde fast på Ham, indtil den herlige dag kommer, hvor hun for evigt skal blive forenet med sin brudgom.
Noget helt andet er, at vi trods mange gode beslutninger ville gå fortabt, hvis det kom an på vor vilje. For, som der står skrevet: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg", Rom 7:19.
Sulamit giver igen et godt råd til Jerusalems døtre [kap. 3:5]
Som tidligere giver Sulamit igen sit vidnesbyrd om brudgommen til Jerusalems døtre og giver udtryk for ønsket om, at de også vil følge Ham. Og igen opfordrer hun dem til, at de ikke skal vække kærligheden, "før Han vil det" [KJ], jfr. kap. 2:7.
Sulamit ønsker ikke, at de skal følge Ham i begejstring over det, hun har sagt, at Han har gjort og vil gøre, men at de derimod må få et personligt møde med Ham og lære Ham at kende, så de kan elske Ham, som Han har elsket os.
4. sang: Sulamit ser Ham igen – i et bryllupsoptog [kap. 3:6-11]
Disse vers skildrer Salomon, der som brudgom og konge er på vej mod hende med sit følge. Det første, som fanger hendes opmærksomhed er, at Han kommer "i støtter af røg, omduftet [dvs. velduftende] af myrra og røgelse, alskens vellugt".
Sulamit har tidligere flere gange beskrevet brudgommen som en, der har en ydre og indre velduft, fx kap. 1:12-13. I kap. 1:3 nævnte hun fx følgende om ham: "Liflig dufter dine salver, dit navn ER en udgydt salve".
Også her er Salomon et profetisk forbillede på Kristus, hvis "navn er en udgydt salve". Kristus betyder da også ’den salvede’ og måtte salves til sin tjeneste ligesom enhver konge og præst måtte salves.
Kristus har som den eneste begge disse embeder og blev salvet dertil af Gud, Ap.g. 10:38. Han var Guds velduftende offer, og i denne velduft har enhver troende fået del i, 2 Kor. 2:14-15.
Og på den dag, hvor Herren kommer for at samle Jøderne i deres land, siger han: "Ved den liflige duft vil jeg vise jer mit velbehag, når jeg fører jer ud fra folkeslagene og samler jer fra alle de lande, hvor I er spredt, og jeg vil på jer vise mig som den Hellige for folkenes øjne", Ezek 20:41.
Det næste, som bliver skildret, er den pragt og herlighed, som omgiver Salomon, når Han kommer for at hente sin brud. I den Danske oversættelse står der fejlagtigt, at Han sidder i en bærestol, v. 7, 9. Efter grundsproget sidder Han derimod på et kongetrone-lignende sæde i sin stridsvogn.
Stridsvognen henviser til, at Han ikke blot kommer for at hente sin brud i ørkenen, men også for at bekæmpe sine fjender og holde dom. Igen ser vi et forbillede på Kristus, som ved sit [synlige] komme til Jorden også vil komme for at ’slå folkeslagene’ og ’vogte dem med jernspir,’ Åb 19:15.
Salomon er nemlig – som et billede på Kristus - på vej for at redde brudeskaren, som er omgivet af røvere. I vers 7-8 nævnes derfor, at Kongen ledsages af tres trænede soldater af Israels vældige helte. Disse ’helte’ kan er sandsynligvis et billede på de hellige, som følger Kristus, når Han kommer igen.
I billedet beskrives, at de alle bærer ’sværd ved lænd mod nattens rædsler’. Det henviser nok konkret til de mange farer, der dengang og nu truer bruden i ørkenen [under ørkenvandringen]. Derfor kan de nævnte helte muligvis også være et billede på Guds engle, "som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse", Hebr 1:14.
Når Jesus kommer igen, vil de atter blive sendt ud for at "samle og fjerne fra Hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed..", Matt 13:41.
