Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.
Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.
Brudgommens glæder sig over brudens svar [kap. 5:1]
Brudens indbydelse til brudgommen om ’at komme ind i sin have’, tager Han med glæde imod: Jeg kommer..! siger han. Disse ord er et billede på dét, der sker, når vi beder Jesus om at komme ind i vort hjerte.
I Åb 3:20 siger han: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig". Jeg tror dog også, at verset kan henvise til den dag, hvor Jesus kommer igen for at føre os til sit bryllup i Paradisets have.
Omtalen af ’honning [KJ: honningkage] og saft’, ’vin og mælk’ er alle Bibelske billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, og bliver nok også billedligt brugt her for at beskrive den glædesfest, som venter os ved Lammets bryllupsmåltid i Himmelen, jfr. Esaj 55:1, 2 Mos 3:8, Amos 9:13, Åb 19:9.
Verset afsluttes med, at brudgommen opfordrer sine venner til at spise og drikke af den [åndelige] mad og drikke, som lige er beskrevet. For Han har lovet at give alle disse livsalige gaver til enhver, der hungrer og trøster, Esaj 49:10.
I den Danske Bibel opfordrer Han derefter vennerne til at beruse sig i kærlighed, men det er forkert. I grundteksten afsluttes derimod med, at Han kalder de venner, som spiser og drikker hans mad, for ’elskede’. Det gør Han, fordi disse er et billede på, at enhver, som spiser og drikker Hans mad, tilhører Ham og er Guds elskede børn, Esaj 49:10, 62:9.
6. sang: Sulamit søger efter - og vidner om sin brudgom [kap. 5:2-6:1]
Konsekvensen af, at Sulamit ikke lukkede op for brudgommen [kap. 5:2-3]
Sulamit begynder at beskrive, hvordan hun pga. sin egen magelighed og [åndelig] ligegyldighed var kommet til at afvise sin brudgom. Det, som hun her giver udtryk for, kan forstås på den måde, at hun i sit hjerte er besluttet på straks at storme Ham i møde, når Han kommer, men er så pga. den lange ventetid faldet fysisk i søvn.
Et billede på den åndelige søvn, som ligesom den fysiske søvn, kommer, uden at man tænker over det. Pga. denne fare siger Jesus til sine disciple: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt", Matt 26:41.
Ud fra sammenhængen er det tydeligt, at årsagen også stikker dybere. Hun er tydeligvis blevet træt af at vente på Ham og har derfor taget sit tøj af og lagt sig til at sove; alt imens hun bilder sig selv ind, at hun hurtigt kan være klar, når brudgommen kommer igen.
Men teksten fortæller, at da Sulamit hørte Ham banke på, begyndte hun at spekulerer på, om hun skulle lukke op for Ham eller lade være, og sagde derfor til sig selv: "Jeg har taget min kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg har tvættet mine fødder, skal jeg atter snavse dem til?"
Hvilken tåbelighed! Hvis hun virkelig elskede sin brudgom, så ville Hans komme være det vigtigste for hende, og hun ville skynde sig ud af sengen for at lukke op for Ham. Tekstens pointe er, at den i virkeligheden ikke handler om den fysiske søvn; men derimod om den fare, som en sjælelig og/eller åndelig søvn fører med sig.
Et billede på den åndelige søvn finder vi i Matt kap. 25, hvor Jesus i en lignelse fortæller om de 10 brudejomfruer. De var alle rede til at møde brudgommen, men "da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn", v. 5. Lignelsen fortsætter med at beskrive, at halvdelen af dem derfor ikke var rede, da der ved midnat blev råbt: "Se, brudgommen er der, gå ham i møde".
Betydningen af disse ord er alvorlige. Enhver i brudeskaren kan ligesom Sulamit tro, at alt er i den skønneste orden, og de er rede til straks at stå op og tage imod brudgommen, når Han kommer. Men for alle gælder det, at vi i den måske lange ventetid på Ham kan falde i en åndelig søvn. Derfor har Jesus igen og igen formaner os om altid at være årvågne og rede.
I Luk. 12:40 advarer Han sine disciple med disse alvorlige ord: "Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer". Ovenstående er et billede på, at enhver Kristen kan komme i samme situation, som billedligt bliver beskrevet i Højsangen. Nemlig den, at vi tror, at vi er rede til at møde brudgommen, når Han kommer, selvom det i virkeligheden ikke er tilfældet.
Det begynder måske med, at vi har mistet den første kærlighed til Jesus, og lidt efter lidt er blevet lunkne, ligegyldighed og magelighedskristendom - uden at vi har opdaget det. Derfor er det af alleryderste vigtighed, at vi altid og i alle situationer holder os nær til Jesus og ’våger og beder’ for ikke falde i søvn.
Jeg har hørt Kristne sige, at det ikke betyder så meget, for ’jeg er jo Kristen’, og ’Gud vil bevare mig fra fald’. Men det er ikke sandt! Djævelen forsøger nemlig af al magt at bilde os ind, at denne løgn er sandhed, og derfor "giver [han] sig skin af at være en lysets engel" og "søger efter, hvem han kan opsluge, 2 Kor 11:14, 1 Pet 5:8.
Sulamits beskrivelse er et billede på de Kristne, der som hende også er faldet i [åndelig] søvn og derfor ikke længere har brudgommen som første prioritet i deres liv. Og som derfor ikke lukker op, når Han pludselig står udenfor hjertedøren og siger: ’luk op for mig’.
Sulamit: Da jeg langt om længe lukkede op, var Han gået sin vej [kap. 5:4-6]
Mens hun tænkte på, om det er umagen værd at lukke op for sin ’elskede’ [KJ], så rakte Han sin hånd gennem gluggen. Og hun fortæller, at det så ’brusede stærkt i mit indre’. Efter grundteksten siger hun, at ’mit hjerte higede efter ham’. Denne opblussen af hendes kærlighed til Ham gjorde, at hun besluttede sig til at stå op for at åbne døren, ’men da var Han gået sin vej’.
Brudgommens udrakte hånd er muligvis et billede på Jesu naglemærkede hænder, som Han rækker frem mod os for at minde os om den kærlighed, Han har til os. Og ligesom Sulamit står vi også overfor et valg, om vi vil lukke op for vor brudgom eller ej: "Se, jeg står for døren og banker, om nogen åbner døren, vil jeg gå ind..", siger Jesus [Åb. 3:20].
Disse vers er en alvorlig lektie for os, som elsker Jesus og hører Ham til, men som måske er ved at falde i søvn. Jesus trænger sig nemlig aldrig på. Hvis vi først lukker op, når vi synes, det er belejligt, så viser vi i handling, at Han i realiteten er uønsket, og så vil vi ligesom Sulamit opdage, at Han er gået igen.
Omtalen af brudgommen, som står ved døren, kan også være et billede på den dag, hvor Jesu kommer for at hente os, sin brud i skyerne. Guds Ord siger jo med al tydelighed, hvor vigtigt det er altid at være rede, for at komme med Jesus til Himlen. På den dag er det katastrofalt, hvis vi som Sulamit ikke straks er klar til at møde brudgommen, når Han kommer, Matt 25:10-12.
Sulamit var nok begyndt at betragte livet med brudgommen som en selvfølge og regnede nok med, at Han stadig ville stå udenfor døren og vente. Men da hun så, at Han var borte, blev hun fortvivlet og ude af sig selv. En gang tidligere havde hun for en tid mistet Ham [af syne], og da hun så igen fandt Ham, var hun fast besluttet på, at det aldrig mere skulle ske, kap. 3:1-4.
Men det gjorde det så alligevel. Denne gang dog med et mere alvorligt budskab: Hun havde ikke lukket op, da Han kaldte på hende! Måske troede hun, at hun ligesom sidste gang ’bare’ kunne finde Ham? Ganske vist står der skrevet, at ’den, som søger, han finder’. Men ligesom med Sulamit kan det være, at vi også må opleve en tid med håbløshed og bedrøvelse, før vi igen lader os finde og oplever Hans nærvær.
Sulamit træffer vægterne, som mishandler hende [kap. 5:7]
Som beskrevet i kap. 3 træffer hun også denne gang byens vægtere, men nu er det nogle andre, som har vagten, og som i modsætning til de forrige giver sig til at mishandle hende på det groveste, v. 7.
Hvorfor er de ude på at gøre hende fortræd? En gammel beskrivelse beskriver, at en bys vægtere skulle være milde og venlige overfor dens indbyggere, men rå og hårde overfor byens fjender. Og det var jo netop det, de var! Men hvorfor havde de denne fjendtlige holdning til hende? De vægtere, som hun denne gang træffer i byen og spørger om råd, må derfor være et billede på de falske vejledere, som i det ydre giver ’skin af at være Kristi apostle’, men i virkeligheden er falske hyrder [vægtere], som derfor ’ikke bryder sig om fårene’, 2 Kor 11:13-15, Joh 10:11-13.
Det er muligt, at Sulamit i længere tid har været under en åndelig påvirkning af sådanne vægtere, som havde en fordrejet holdning til, hvem der er ven og fjende, og som muligvis var årsagen til, at hun nølede, da brudgommen kaldte på hende?
En samtale med ’Jerusalems døtre’ [kap. 5:8-9]
Sulamit henvender sig igen til ’Jerusalems døtre’, som har lyttet til hendes livshistorie og hendes vidnesbyrd om brudgommen. Denne gang kommer hun dog med et nødråb! Hun ved ikke, hvor hendes brudgom er, og i desperation og fortvivlelse beder hun nu om deres hjælp: "Såfremt I finder min elskede, så fortæl Ham, at jeg er syg af kærlighed". [KJ].
Disse ord viser, at hun sørger over det, der er sket. Han er den eneste for hende, og hun kan ikke undvære Ham. David gav udtryk for en lignende bedrøvelse, efter at han var faldet i synd og var bange for at miste Herren, som var hans et og alt. I sin syndsbekendelse bad han således til Gud:
"Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt.. Rens mig for synd.. mæt mig med fryd og glæde, lad de ben, du knuste, juble; skjul for dit åsyn for mine synder, udslet alle mine misgerninger, skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse..", Salme 51:6, 9-14.
På lignende måde frygtede Sulamit for, at hun havde mistet sin brudgom, som var hendes et og alt. Når hun henvender sig til ’Jerusalems døtre’, som ’blot’ er gode veninder uden åndelig indsigt, så er det nok fordi, hun ikke har andre fra sin omgangskreds, som kan hjælpe hende. Ganske vist er disse veninder tydeligvis blevet interesseret i Ham, efter at hun flere gange har talt om Ham og opfordret dem til at møde Ham, kap. 3:11.
Men det er jo ikke nok at være interesseret! Det ser heller ikke ud til, at de har fået gjort noget ved det endnu [det sker først i kap. 6:1]. På lignende måde hører mennesker også i dag på, at vi vidner om Jesus og opfordrer dem til at få et møde med Ham. De viser måske en vis interesse, men får som ’Jerusalems døtre’ heller ikke gjort mere ved det. Af deres svar fremgår det altså, at de endnu ikke er blevet overbevist om, at det kan betale sig at lede efter Ham. Eller er det måske bare en dårlig undskyldning for at lade stå til?
Derfor spørger de hende to gange om det samme: "Hvad fortrin har din elskede i forhold til andre elskede". [KJ]. Lignende spørgsmål stiller mennesker også i dag, ofte som et argument mod opfordringen til at søge Jesus for at blive frelst. Hvem har ikke hørt spørgsmål som: ’Hvem siger, at Jesus er den eneste vej til Gud? Der er jo så mange religioner i verden!’
Sulamits veninder har flere gange hørt hende fortælle om Hans mange ’fortrin’; men da de ikke har forstået det, bliver hun igen ivrig og vidner om sin elskede brudgom.
Sulamit vidner om sin brudgom [Højs 5:10-16]
De billeder, som Sulamit anvender for at beskrive sin brudgom, er også forskellige billeder på, hvem Kristus er. Når der i vers 10 nævnes, at ’han er hvid og rød’, henviser de to farver muligvis til hans to naturer; hvor hvid symboliserer hans guddommelige renhed og hellighed, mens den røde farve symboliserer, at Han blev menneske for at bortskaffe synden, Esaj 1:18.
Farverne ’hvid og rød’ fortæller altså, at Han på samme tid er Gud og menneske. Hun nævner videre, at Han er ’herlig blandt titusinder’. Et andet sted står der således om Jesus: "Du er den skønneste af menneskenes børn, nåde er udgydt på dine læber [fordi han taler sit nådesord], derfor velsignede Gud dig for evigt". [KJ], Salme 45:3.
I de næste 6 vers benyttes 19 forskellige billeder for nærmere at beskrive, hvordan hendes brudgom er. Hvert enkelt af disse billeder er forbilleder på Jesu natur, kærlighed, lære og opgave [hHan kom for at frelse det fortabte]; og minder meget om andre lignende beskrivelser af Jesus i Bibelen. Der er så mange, at jeg her blot vil henvise til nogle af disse tekster og opfordre den enkelte til at grunde over de mange udsagn om ham, 1 Mos 49:10-12, Salme 42:1, 45:9, Dan 7:9, Hos 14:6-7, Joh 6:63, 2 Kor 2:14-15, Åb 1:13-16.
Kapitlet slutter med, at bruden siger: "Sådan er min elskede, sådan [er] min ven!" Disse ord er også vore vidnesbyrd om Jesus. Og Gud vidnede med, da Han kom med dette vidnesbyrd om Ham: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag", Matt 3:17.
Jerusalems døtre: Vi vil gå med dig [kap. 6:1]
Sulamits vidnesbyrd om brudgommen har åbenbart gjort indtryk. For første gang giver de udtryk for, at de nu også gerne vil møde Ham. De spørger: hvor er din elskede gået hen? Årsagen til deres spørgsmål er, at de nu også ønskede at finde Ham, og de siger derfor til hende: "Vi vil søge Ham sammen med dig". [KJ].
Dette er et vidunderligt vidnesbyrd om, at det nytter at fortælle mennesker om Jesus. I lang tid har de ligesom disse veninder måske blot lyttet af høflighed, men er lidt efter lidt blevet lidt mere interesseret. Men pludselig en dag kan det være, at de ikke kun er interesseret, men at de også gerne vil ’søge Ham’.
