Fra Bereanbeacon.org/Af tidligere Katolsk præst,
Richard Bennett.
(Som pdf-fil til udskrift her.)
Et vindue mod Europa - del I af IV.
Et vindue mod Europa - del II af IV.
Vatikanet - EU
Pave Johannes XXIII kaldte det i sin vision om det nye Europa "den største [Romersk] Katolske superstat, verden nogensinde har kendt". For nylig beskrev den pavelige udsending til Bruxelles EU som "en Katolsk sammenslutning af stater”. Med overensstemmelse i position og Katolsk ret, og anerkendt af civilretten i mange af nationerne i Den Europæiske Union, er mange troende blevet alarmeret over, at det Hellige Romerske Rige fra fortiden er ved at blive genetableret i nutidens Europa.
De nye love i EU er meget lig dem i den Katolske kirke. Nogle troende i Europa er bange for at blive medlem af Unionen. De frygter, at deres nation vil blive en del af EU, og at den Europæiske lovgivning i sidste ende vil lukke kirker som deres egne. Det betyder ikke, at kirken i Rom vil komme til deres dør, men snarere, at politiet vil lukke kirker og udpege dem som sekter og ikke som kirker.
Ligeså bekymrede var nogle af de Englændere, som erkender, at med tabet af deres unikke retssystem og deres hårdt tilkæmpede borgerrettigheder vil også komme tabet af deres religiøse frihed.
EU Parlamentets vigtigste base er i Strasbourg i Frankrig. Men en uge i hver måned holder Parlamentet udvalgsmøder og en plenarforsamling i Bruxelles. I december 2000 åbnede Europa sin nye Parlamentets-bygning i Strasbourg, Frankrig.
Den kostede 12 milliarder kroner at opbygge efter en Hollandsk kunstners berømte maleri af Babelstårnet. På det gamle maleri er tårnet ufærdigt, fordi det stadig er under opbygning. Den nye EU-bygning er bygget til at være ufærdig ligesom Babelstårnet. Der er også et tårn med en åben gård i midten. Hvis man ser opad, kan man se himlen.
Strasbourg i Frankrig symboliserer drømmen om den Fransk-Tyske integration, som var kernen i det Hellige Romerske Rige af Charlemagne.Charles var besluttet på at bringe orden i Europa. I 772 lancerede han en 30-årig militær-kampagne for at nå sit mål. Omkring år 800 var Charles den ubestridte hersker over Vesteuropa. Hans enorme rige omfattede, hvad der nu er Frankrig, Schweiz, Belgien og Holland. Det omfattede halvdelen af nutidens Italien og Tyskland, og dele af Østrig og Spanien. Ved etableringen af en central regering over Vesteuropa restaurerede Charles meget af det gamle Romerske imperiums enhed. Juledag i 800, mens Charles knælede i bøn i Peterskirken i Rom, placerede Pave Leo III en gylden krone på kongens bøjede hoved.
I vore dage - så langt tilbage som 1991 - kommenterede Englands ”Sunday Telegraph”:
"Hvis den Europæiske føderalisme triumferer, [nu EU] vil EF faktisk være et imperium. Det vil mangle en kejser; men det vil have paven."
Flaget i Europa-Parlamentet - blå med 12 stjerner i en cirkel - stammer fra de tolv stjerner, der i Katolsk tradition er i glorien omkring Maria’s hoved. På kuplen af ”Parliament Building” er der et kolossalt maleri af en kvinde, der rider på udyret. I den parlamentariske kontorbygning er der også et stort maleri af en kvinde, der rider på udyret. Billedet af Kvinden og Udyret er dukket op på EU-frimærker, herunder de Britiske, der er udstedt i 1984, til minde om det andet valg til Europa-Parlamentet. De politiske formål bag disse tegn er meget omdiskuterede, men den Bibelske betydning er dog afsløret.
Pavedømmet på de Syv Høje i Skriften
Kvinden og Dyret bliver åbenbaret i Åbenbaringen 17. Hun er den eneste, der er en by, et religiøst system, en civil stat, sidder på Syv Høje, har drukket af de helliges blod, og hvis farver er skarlagenrødt og lilla. Det oprindelige pavedømmes magt blev placeret på Syv Høje, men hun havde magt til at formere sig og gengive sit eget billede. I historien blev Europa besat og dækket med mindre Pavedømmer.
Hvert rige var et tydeligt pavedømme på en lille skala. Rom flettede timelige og åndelige jurisdiktioner sammen. Paven var Guds præst; kongerne var pavens vice-regenter. Således lykkedes det paverne at udvide deres magt. De reducerede hele Vesteuropa under pavedømmets regering ved at plante deres styreform i hvert af Europas kongeriger. Blandingen af civilt og helligt var den måde, hvorpå Vatikanet handlede og fortsætter med at fungere.
Hvordan kunne dette gensidige samarbejde mellem den politiske og den åndelige magts vildledning i pavedømmet være bedre repræsenteret end i Guds Ord i Åbenbaringen 17? Vi genkender hende på tronen, hvor hun sidder ved hendes syv høje, på dyret, hun rider på, på de klæder, hun bærer, på bægeret, hun bærer, på det navn, der smykker hendes pande, på hendes politiske elskere, på hendes skamløse udseende, på hendes vanhellige gerninger. Vi kender hende på hendes stolte formodninger, hendes langvarige og frygtelige forfølgelse af de hellige, hendes massakrer og forfærdelige Inkvisitioner, på ilden fra de brændte troende i mange hundrede år. Ingen andre kommer i nærheden af hende i de livagtige detaljer, som Herren udmaler af hende i sit Ord.
Hendes monarki og præsteskab i et nært og uværdigt samarbejde hersker og bestemmer. Eftersom Guds ord opfyldes, og indtil Herren Jesus Kristus kommer, er det de troendes bestilling at advare hinanden med samme klarhed, hvormed Guds Ord lyder. Enhver, der er Hans, men er fanget i det Romerske religiøse system, må ledes af andre troende i Hans navn. I lyset af Guds Sandhed er det tid igen for dem, der virkeligt tror på Bibelen, til klart at forkynde, hvem der er Kristus, og hvem der er Antikrist. Sådan var de gamles tro, og kun ved et sådant ærligt og trofast vidnesbyrd vil det sande evangelium og frihed fra det ondes rige kommer til dem, der i øjeblikket er fanget af pavedømmets løgne.
Magt gennem Civilret
Kontrol af civilret og lov blandt de Europæiske nationer er, hvad den Katolske kirke trivedes med gennem den mørke og middelalderen. Denne kontrol var det primære fundament for hendes magt under de seks hundrede års Inkvisition samt i væksten af hendes religiøse magt-system generelt gennem århundrederne.
Hendes evne til at vokse i styrke og antal står altid i forhold til hendes juridiske aftaler med enhver nation. I de lande, hvor hun har juridisk overensstemmelse med de borgerlige regeringer, lykkes hun både i at holde evangeliet nede og samtidig fremme sin position som vogter af det allestedsnærværende, stærkt sanselige, og mest effektive sakramentale system, der er kendt af det moderne menneske.
De latente kontrolmekanismer i international ret og præsidenters og parlamenters kontrol, der ligner det kommende EU, er netop, hvad der gør det muligt for Katolicismen at trives. I forgangne tider var det gennem juridiske aftaler, Rom bragte konger og fyrster til at rette ind. Uden evangeliet var Katolikkerne - gennem deres frygt for døden - hele deres levetid genstand for trældom, for RCC undervisning både dengang og nu: At der ingen frelse er udenfor kirken. Ve den hersker, der modsatte sig pavens vilje! Emnerne kunne blive, blev, og kan stadig blive frigjort fra deres troskabsed. Hele stater kunne blive, og blev placeret under forbud. Siden begyndelsen af det 20. århundrede under Pius XII er den juridiske strategi dog blevet endnu mere autoritær.
Magt raffineret i Konkordat
En "konkordat" er en international aftale, som juridisk binder de involverede nationer og Vatikanet. Den garanterer den Romersk-Katolske kirke og Katolikkerne retten til religionsfrihed og gudstjenester..
Et konkordat sikrer også rettigheder, såsom at definere doktriner, oprette Romersk-Katolsk uddannelse, forhandle love vedrørende ejendom, udnævne biskopper, og anerkendelse af Romersk-Katolsk lov om ægteskab og bortfald. Sådanne juridiske emner er man enige om i civilret mellem "Pavestolen" (som hun i sin position som en suveræn stat juridisk kaldes) og en anden nation.
Før 1989 indgik Pavestolen primært internationale aftaler med Europæiske og Latinamerikanske lande.
Vatikan-kontrol kan ses meget tydeligt i de nationer, hvor konkordater længe har været etableret, som for eksempel i Tyskland under det eksisterende konkordat, der blev udarbejdet mellem Pius XII og Hitler.
Vatikanets ønske om at opretholde civile relationer med andre nationer er nu større end nogensinde. Fra 1950 til 1999 blev 128 konkordater indgået mellem Rom og forskellige stater.
I løbet af ni år blev 43 konkordater indgået mellem Pavestolen og andre nationer. Selv nationer i Mellemøsten, Asien og Afrika er på vej ind i juridiske aftaler med Rom. Desuden har kirken i Rom stor indflydelse på nationale og internationale love, især i de nationer, hvor hun har pavelige Nuntios som ambassadører.
I øjeblikket opretholder hun diplomatiske forbindelser med 172 lande på ambassade-niveau. Ifølge den Katolske Almanak modtager pavelige repræsentanter ”ansvaret for at repræsentere ham på en fastlagt måde i de forskellige nationer eller regioner i verden."
"En apostolsk Nuntius har diplomatisk rang af overordentlig og befuldmægtiget ambassadør. Traditionelt fordi Pavestolens diplomatiske tjeneste har den længste uafbrudte historie i verden, har en Nuntius forrang blandt diplomater i det land, hvor han er akkrediteret og fungerer som dekan for det diplomatiske korps på statens foranledning.
"Vatikanet ønsker at fastholde det officielle diplomatiske samkvem med alle nationer, og bejler til Libyen, alt imens hun opretholde relationer med Israel. Hun har haft uafbrudt forbindelse med Cuba og har samtidig haft store vanskeligheder med Kina, Korea og Vietnam.
Nogle Islamiske lande har endnu undladt at underskrive aftaler med Pavestolen, selv om noget af deres tilbageholdenhed nu kan blive fejet bort, fortsætter de succesen med at opsøge Islam. Gennem hendes mange Romersk-Katolske repræsentanter i regeringen, hendes egen direkte indflydelse som civil magt og navnlig gennem sine konkordater er Rom nu i stand til væsentligt at påvirke borgerlige magthavere og civil politik i mange nationer.
Skulle hun få kontrol med Den Internationale Straffedomstol, ville hun igen opfylde Skriften, "Og kvinden, du har set, er den store by, som har herredømmet over jordens konger."
Effektive juridiske strukturer
At etablere juridiske strukturer effektivt til hendes formål er målet for Rom. Når man forstår det, får bemærkningerne fra ærkebiskop Martino, Roms permanente observatør i De Forenede Nationer, endnu mere vægt, "Som pave Johannes Paul har udtalt, ”Indenfor det internationale samfund støtter Pavestolen enhver bestræbelse på at etablere effektive juridiske strukturer .... "
Dette er, ligesom hun arbejdede i den mørke og middelalder, især under inkvisitionen, hvor de civile beføjelser - under navn af civilret - forfulgte millioner under hendes morderiske kirke-lov.
Strukturen i det Romerske system gør hende i stand til ikke blot at få en dominerende stilling, men også at opretholde den øverste hånd, så den "Hellige Moder" i virkeligheden tager alt inde i sig selv. For eksempel: Den "Hellige Moder Kirken" er kun én af 154 suveræne stater, der deltager i Den Internationale Straffedomstol, men hun er meget mere. Hendes befolkninger, hvis troskab først af alt gælder den Romersk-Katolske kirke, dvæler inden for hver af disse nationer
Mange af hendes borgere har adgang til stillinger i den herskende struktur i den nation, hvor de, som Katolikker, er påbudt af den Romersk Katolske kirke at bruge deres indflydelse og position til at bringe denne nation i overensstemmelse med pavelige ønsker om ethvert spørgsmål. Den Katolske Kirkes Katekismus (1994) er meget klar på dette spørgsmål, # 899.
Initiativet fra lægkristne er nødvendigt, især når sagen involverer at opdage eller opfinde midler til at gennemsyre sociale, politiske og økonomiske realiteter med krav fra kristen [Romersk-Katolske] doktrin og liv.
Dette initiativ er en normal del af Kirkens liv: Lægtroende er i frontlinjen i Kirkens liv; for dem besjæler Kirken princippet om det menneskelige samfund. Derfor bør de i særlig grad have en stadig klarere bevidsthed ikke kun om at tilhøre Kirken, men om at være Kirken, det vil sige, fællesskabet af de troende på jorden under ledelse af Paven.
På grund af den totalitære natur i den Romersk-Katolske Kirke har ingen af de ikke-Katolske borgere fra andre nationer magtpositioner inden for hendes herskende struktur.
Selv om Pavestolen har formelle diplomatiske forbindelser med de forskellige stater, kan den Katolske magt i det skjulte bruges mod den nation, der nægter at bøje sig for hendes synspunkter, især dem, der angår spørgsmål om tro og moral. Så det er en sådan magt over individer, som bliver holdt på plads af konkordater, der juridisk garanterer, at den Romersk-Katolske lære i sidste ende kan hindre religionsfrihed og gudstjeneste hos dem, Pavestolen anser for at være falske kirker.
