Fra Skriften.net/7. maj 2014.
Af Eskild Særkjær.
En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - I af IV.
En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - II af IV.
En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - III af IV.
Bibelske eksempler på, at kristne kan falde fra den levende tro?
Bibelen giver os utallige eksempler på, at Kristne kan falde fra, og det derfor er nødvendigt altid at være på vagt overfor synd, falsk lære og dæmoners påvirkning. Jeg vil her nævne nogle enkelte:
• ”Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd (i Kristus); vil I nu fuldende i kød (dvs. uden livet i Kristus). Har I da oplevet så meget til ingen nytte?” Gal 3:3-4.
• ”Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde (dvs. frelsen)”. 2 Kor 6:1.
• ”Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme”. 1Tim 4:1.
• ”Thi der kommer en tid, da de (troende) ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres ører”. 2 Tim 4:2.
I modsætning til de moderne forkyndere så Paulus, at mennesker konkret faldt fra nåden, led skibbrud på deres tro, forlod Gud, vendte sig fra Jesus for i stedet at følge Satan, osv. For Paulus var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de har været sande troende eller ej, som nogle mener. Det er simpelthen skriftforfalskning at påstå, at alle disse aldrig har været frelst. Når nye kristne lytter til sådanne skrift citerende falske hyrder og profeter, så er de i stor fare for at miste fodfæste.
Hvordan forsvarer tilhængerne af læren, at nogle alligevel falder fra?
Når der undervises om tesen ’en gang frelst, altid frelst’, så bliver konklusionen, som vi allerede har set, automatisk den, at den Kristne ikke kan falde fra, uanset hvor syndigt de måtte leve. Det betyder ikke, at synden benægtes, men snarere at der i forhold til frelsen ingen grund er til at bede om tilgivelse for den, eller anspore de Kristne til at leve helligt.
Efter at Ray Comfort har talt om, at det er umuligt for en kristen at falde fra, så siger han: ”Siger jeg, at en ægte omvendt aldrig synder? Selvfølgelig ikke. Enhver Kristen har en kamp med verden, kødet og djævelen. Og nogle gange falder han i synd”.
Der er altså enighed om, at også Kristne synder. Men forkyndelsen har en slagside, fordi man efterlades med et indtryk af, at alt er i orden, samt at den enkelte ikke behøver at tænke så meget på, hvordan de lever. Igen og igen lægges hovedvægten på garantien for, at man ikke kan miste frelsen, som man først har modtaget den.
Ray Comfort siger det fx således: ”.. dette kommer til at lyde lidt radikal, men hvis nogen er virkelig frelst, vil han aldrig falde fra".
Men hvad så med dem, som har været Kristne, men som tydeligt for alle ikke længere er det! Er deres frelse også sikret? Da forkyndere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ påstår, at det er umuligt at falde fra – og de så alligevel gør det (!), så forklares deres ’frafald’ på denne smarte måde: De har i virkeligheden aldrig været Kristne.
Ray Comfort hævder eksempelvis ud fra lignelsen om sædemanden i Matt 13, at enhver plante, som Jesus omtaler, og som spirer frem og vokser, og efterfølgende visner og dør, i virkeligheden aldrig har haft livet i sig. Han påstår, at deres (Kristne tro og) liv aldrig har været ægte, men kun har bestået af en falsk tro. Han henviser derefter til John MacArthur, som har sagt nøjagtig det samme.
Kan denne udlægning være sand? Hvis du spurgte en gartner, om han mener, ’at en plante dør, fordi det aldrig har været liv i den’, så ville han nok le af dig og undre sig over, at du kan sige sådan noget sludder. Men det er, hvad disse mennesker lærer.
Og et andet sted siger han: ’Det, som vi fejlagtig kalder tilbagefald, er det ikke. De, som synder og falder (fra troen), er nogle, som aldrig har været der (i den sande tro) fra begyndelsen.’ Ja, falske forkyndere kommer ofte ud i en masse sludder for at bortforklare det indlysende.
Lærens konsekvenser
Tilhængerne af læren om ’en gang frelst altid frelst’ siger vist nok aldrig direkte, at det ikke betyder så meget, om man som Kristen synder eller ikke. Men det er jo det, der menes, når der gang på gang understreges, at synd aldrig kan bringe din frelse i fare. Og resultatet er da også, at der i kølvandet på lærens udbredelse ofte opstår ligegyldighed overfor synd og syndsbekendelse, efterfølgelse og helligelse, og læren er derfor med til at skabe åndelig lunkenhed og død.
Deres efterhånden store fællesskab med den såkaldte Ny-Evangeliske bevægelse gør, som tidl. nævnt ikke sagen bedre. Det er svært at afgøre, hvilke af de to bevægelser, der smitter hinanden mest, men de Ny-Evangeliske er nok de mest liberale og tillader mere verdslighed. Men efterhånden blandes disse to bevægelser godt og grundigt sammen, og derfor ses ofte, at Calvinistiske og ’Ny-Evangeliske’ holdninger trives i hinandens selskab, og at forkyndere erklærer sig at være både det ene og det andet.
Begge bevægelser mener da også, at Gud pga. Jesu forsoning ikke længere ser deres synd, så de kan derfor i princippet risikofrit synde uden konsekvenser. Som følge deraf giver det indirekte en autorisation til både verdslighed og liberalisme, hvor alt åndeligt er ’lige godt’, og hvor synd og hellighed nærmest bliver ligeværdige alternativer i menighederne.
Hvorfor skulle en tilhænger anstrenge sig for at adlyde Evangeliet og gå i Jesu fodspor efter en sådan undervisning, eller angre og bekende sine synder, eller bede om at leve et helligt liv, når han får at vide, at det ingen betydning har for frelsen.
Den smalle vej gøres bredere
Velvidende, at der blandt disse er mange nidkære Kristne, som ikke kan drømme om personligt at tage det let med synden, så er det et faktum, at læren indbyder tilhængerne til at gøre ’den smalle vej’ til Himlen til en bred boulevard, som vil frelse de fleste, hvis ikke alle.
Der er efterhånden mange fortalere for dette synspunkt. De henter bl.a. inspiration til denne tolkning fra bibellærere og forkyndere som eksempelvis Charles Spurgeon, som var en ivrig fortaler for Calvins lære.
Charles Spurgeon: de fleste bliver frelst
I sin prædiken "Himlen og Helvede" tager Spurgeon udgangspunkt i Matt 7:13-14, hvor Jesus siger, at vejen til himlen er smal, og at der kun er få, som går på den, mens vejen til helvede er bred, og der er mange, som går på den. Men i stedet for at advare mennesker mod den brede vej, så går han i sin forkyndelse hurtigt over til, at sådan havde Jesus ikke ment det:
”Jeg må bekende! Jeg har ingen ønske om en meget ubetydelig himmel, og elsker at læse i Bibelen, at der er mange rum i min Faders hus.. Hvor ofte hører jeg ikke, at mennesker siger: ’Åh! Snæver er porten og smal den vej, som leder til livet, og der er kun få som finder den. Der vil kun være få i himlen, for de fleste vil gå fortabt’."
"Mine venner, jeg er uenig med jer. Tror I at Kristus vil lade Djævelen overvinde Ham? At han vil lade djævelen få flere i helvede, end der vil være i himlen? Nej! Det er umuligt! For da ville Satan kunne le af Kristus. Der vil være flere i himlen, end der er bland de fortabte! Gud siger, at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil blive frelst’. Men han siger aldrig, at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil gå fortabt!’ Og det er gode nyheder for mig!"
"Hvis der er så mange, der bliver frelst, hvorfor skulle jeg så ikke blive frelst? Hvorfor skulle du ikke? Hvorfor skulle mennesker derovre i mængden ikke kunne sige: ’Er jeg ikke en af de mange, som vil blive frelst?’..”
Hvem ville ikke ønske, at alle mennesker blev frelst? Eller i det mindste ’de fleste’? Vi ved, at Gud gør det! Det var derfor Jesus døde! Hvorfor bliver alle så ikke frelst? Fordi mennesker ikke bliver frelst ved hverken ønsketænkning eller forudbestemmelse, men om vi af egen fri vilje vælger Ham eller ej. Derfor er det farligt at tage udgangspunkt i en lære, som ikke findes i Bibelen, men måske nok passer godt med ens egne forudfattede og logiske meninger.
Bibelens omtale af, at et stort antal mennesker kommer i Himlen, eller dens henvisning til, at dér er der ’mange rum’, tilsidesætter jo på ingen måde Jesu udsagn om, at der kun er få som går på den vej, som fører til livet, mens der er mange, som går på den vej, som fører til helvede.
Hvilken myndighed har han – og alle andre, som hævder det samme som ham– til at gøre den smalle vej til en bred vej, og til at hævde, at Bibelens omtale af, at der kun er få (i forhold til de mange) ikke gælder. Og endelig manipulerer han med Gud ord, når han i sin udlægning af, hvor mange der bliver frelst, ikke tager højde for, at det ikke er antallet af frelste, som afgør, om ’jeg’ bliver frelst, men om jeg har taget imod Jesus Kristus som min frelser.
Epilog
Paulus beskriver nogle, som tilsyneladende er Kristne ledere, men i virkeligheden er de ”falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle”. Og Paulus fortsætter med at sige, at dette ikke er mærkeligt, for Satan giver sig jo også skin af at være en lysets engel, 2 Kor 11:13-15.
Det kan være svært at afsløre alle de mange falske lærdomme, som tilsyneladende kommer fra Gud, men som i virkeligheden stammer fra løgnens fader, Djævelen. For de hellige gælder det derfor om hele tiden at være på vagt, så de i alt må være agtpågivende overfor Guds Ord, og have et lydhørt øre overfor Helligåndens vejledning. Det alvorlige er, at når mennesker lytter til en falsk forkyndelse som den, der er beskrevet i denne artikel, så får de let en forkert forståelse og overbevisning om, at de er frelst og dermed har adgang til Himlen, når de skal herfra, også selvom det ikke er sikkert, at det er tilfældet.
Hvis det er dig, der tror, at det hele nok skal gå, og måske derfor heller ikke er interesseret i at undersøge sagen nærmere, så vil jeg sige følgende til dig (med en lille omskrivning): ”Jeg formaner dig til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, du modtog; hold dig borte fra dem” Rom 16:17.
Må Gud velsigne dig, så du ikke tager fejl af målet, men kan undfly enhver falsk lære.
