En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - III af IV.

Fra Skriften.net/
7. maj 2014.
Af Eskild Særkjær.

En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - I af IV.
En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - II af IV.

Hvad siger Bibelen?
Når et menneske omvender sig og kommer til tro på Jesus Kristus, modtager det Guds Ånd til syndernes forladelse og bliver født på ny, og er dermed frelst. Den Kristne bliver dermed et Guds barn, Kristi medarvinger og får borgerskab i Himlen. Alt dette har Gud gjort for os i Kristus. I ham er vi tilgivet! I ham er vi frelst! Det er sket! Men vi kommer ikke uden om, at Bibelens også lærer, at frelsen på samme tid også er noget fremtidigt!

Bibelen sondrer mellem ’nu’ og ’endnu ikke’
Gang på gang sondrer bibelen nemlig mellem nutid og fremtid, mellem et ’nu’ og et ’endnu ikke’. Et par eksempler herpå:

• 1 Joh 3:2: ”I elskede! nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”.

• 1 Pet 1:8-9: ”Ham elsker I uden (nu) at se ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse…”

Vi skal bemærke, at der tales om, at vi (som har taget imod Kristus) nu er blevet Guds børn (frelst), og derfor kan/skal vi allerede nu fryde os over at kunne tro på ham. Men samtidigt er frelsen også noget fremtidig, som først fuldt ud bliver opfyldt den dag, hvor vi har nået troens mål, som er den dag, hvor Jesus åbenbares.

Det er denne store Bibelske beskrivelse af et ’nu’ og et endnu ikke’, som klart viser, at selvom vi er begyndt (godt) på vejen til Himlen, så er vi endnu ikke nået frem, jfr. Gal 3:3. Og på den vandring vi har foran os, advarer Gud os gang på gang mod de mange farer og fjender, som forsøger at lokke os væk fra Ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vi skal læse, hvad Paulus skriver om dette:

Giv agt på dem, som forsøger at lokke os væk… ”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne… " (Apg 20:28-31).

Hvorfor blev denne alvorlige advarsel skrevet, hvis det var umuligt, at Kristne kan falde fra troen og på den måde miste det evige liv? Hvorfor advarer Paulus de Kristne mod ’glubske ulve, som ikke vil spare hjorden og om ’mænd, som fører falske tale for at drage disciplene efter sig’ – hvis det ikke netop betyder, at der er en stor fare for, at det vil ske og dermed mister frelsen såvel som det evige liv. Det er netop derfor, at Bibelen så mange gange formaner os om at ’give agt’ og være ’årvågne’.

Et eksempel fra Israels historie
Ud fra Israels historie giver Hebræerbrevet et eksempel på, hvordan Jøderne, efter at Gud havde frelst dem ud af Ægypten, alligevel faldt fra Ham og mistede frelsen, Heb 3:7-11. Der står, at eksemplet er skrevet som en advarende belæring til os om, at vi på lignende måde kan miste frelsen.

Flere lignende eksempler fra Jødernes historie finder vi i 1 Kor 10, hvor mange forskellige typer af frafald bliver nævnt.
Men det var for vores skyld, at disse eksempler kom med i Bibelen. For at vi kan lære af dem, så vi ikke går fortabt. De blev til advarende eksempler for os, står der i både v. 6 og 11. Og Rom 15:4 fortsætter ”alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb (frelse)”.

De mange advarende eksempler er altså givet til os, for at vi på vores vandring mod himlen skal undgå det, som Jødernes vandring mod det forjættede land var et billede på. Eksemplerne er netop taget med, for at advare de Kristne om, at enhver troende Kristen på lignende måde kan falde fra på vandringen mod himlen. Risikoen for et sådant frafald og den evige fortabelse fremgår klart af de efterfølgende vers:

”Se til, brødre! At der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste”, Heb 3:12-14. Læs disse vers igen!

Tilhængere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ vil aldrig høre denne alvorlige advarsel fra deres egne forkyndere. De bliver nemlig let og elegant sprunget over, fordi de hverken stemmer med ens forudfattede meninger eller passer ind i den bagvedliggende teologi. Hvordan nogen tør ignorerer sådanne advarsler er uforståelig, for det betyder jo at de på denne måde spiller hasard med deres egen og andres frelse. Den alvorlige formaning fra Israels historie i hebræerbrevet afsluttes med disse alvorsord:

”Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde fra som de og blive et lignende eksempel på ulydighed”, Heb 4:11.

Af nåde er du frelst – men betyder omvendelse og efterfølgelse så intet?

Det er moderne at påstå, at det evige liv nærmest automatisk kan erhverves. Du skal bare tro, så vil Gud frelse dig, siges der overalt i den moderne forkyndelse. Og det er da også en del af sandheden, men det er bare ikke hele sandheden.

Bibelen siger nemlig utvetydigt, at den enkelte også må omvende sig. Paulus skriver eksempelvis, at Gud har udsendt ham med frelsens budskab. ”for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod…”, Apg 26:18

Allerede her ser vi, at for at forblive (eller blive) frelst vi må være villige til at omvende os. Med til omvendelse hører, at vi må angrer vore synder, bekender dem for Gud og ønsker at leve et helligt liv. Det er på dette grundlag, at Peter skriver:

”Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd”, 1 Pet 1:15.

At omvende sig til Gud er ikke noget, der kun skete engang for måske mange år siden. Og på samme måde betyder det at være frelst heller ikke, at det der skete dengang, automatisk giver dig adgang til himlen. Hvis vi skal have et ret og vedblivende fællesskab med Gud, så må vores frelse og indvielse til ham stadig fornyes.

I 1 Joh 1:9 står der derfor: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”. Vi ser altså, at vor daglige bøn om tilgivelse er nødvendig. Bønnen er en beskrivelse af, hvordan vi forholder os til synden, samtidigt med at den er nødvendig for at vi må modtage Guds tilgivelse. Men ønsker vi den?

Menneskets frie vilje bliver nemlig ikke sat ud af kraft, fordi Gud i sin store nåde har frelst det fra syndens og Satans lænker. Bibelen advarer os bl.a. med disse ord:

"Hvorledes skal vi kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse", Heb 2:3.

Svaret er, at det kan vi ikke! Hvis vi fravælger Ham, Hans nåde og tilgivelse, så kan vi heller ikke blive frelst! Og det uanset hvor meget vi forsøger at bilde os selv ind, at alt er i orden.
Lyt til, hvad Guds ord også siger:

”Hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelig over”, Heb 3:6.

Såfremt vi holder fast! Det er vigtige ord, som er blevet glemt af mange i den moderne forkyndelse. I 1 Kor 6:9-11 kan vi læse, hvor galt det kan gå. Teksten handler om nogle Kristne, som er begyndt godt på vejen. Deres synder er blevet aftvættet; de er blevet retfærdiggjort og helliget ved Jesus Kristus og ved Guds Ånd.

Men på et tidspunkt har der været noget, der er gået galt! Måske har de bare stolet på et lignende budskab som i dag om ’en gang frelst, altid frelst’ – og har derfor ladet stå til? Måske har de troet, at uanset hvordan de lever det kristne liv, så var frelsen garanteret?
Men så var det, at Paulus måtte formane dem, og advare dem mod ikke at fare vild og miste frelsen. Og han skrev derfor til dem, og mindede dem om, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige. Det betyder kort og godt til dem, som levede på den måde, at de så ville miste frelsen og gå fortabt.

Gang på gang fastslår bibelen, at Gud har gjort frelsen betinget af det enkelte menneskets reaktion på den:
• om vi i det hele taget ønsker at blive i Ham, også når det koster noget at være en Kristen
• om vi vil følge Ham, når han beder os om at gå i hans fodspor, i daglig overgivelse
• og om vi ønsker at leve et helligt liv ved Åndens hjælp?

Der er en (lang) vej at gå, inden vi er hjemme: Den kaldes den smalle vej, men til gengæld kan vi være sikre på at komme frem til det himmelske mål, fordi Gud har lovet at ville bevare os og holde os fast, til vi er helt fremme ved Guds evige rige.

Hvis vi et øjeblik forestillede os, at det ikke var muligt at falde fra troen, som bekendere til ’en gang frelst, altid frelst’ læren hævder, så var der ingen grund til, at Bibelen advarer os så kraftigt mod, at det sker. Men sandheden er da også, at advarslerne om at være agtpågivende overfor frafald såvel som enhver falsk lære i den grad hører med til den sunde lære. Ja, det vil være umuligt at forkynde evangeliet uden også at advare mod dens efterligninger, også dem, som er nævnt i denne artikel.