Fra Nyt Livs blad.
Nummer 1 - 2015.
Af Jonathan Edwards.
5 Mos 32:35a. Om den rystende virkelighed, at Guds vrede i Helvedes evige pine er lige om hjørnet for den, som ikke vil omvende sig.
Jonathan Edwards og hans prædiken – introduktion
I USA udbrød den første store vækkelse i 1730. Det anslås, at 5% af befolkningen i USA blev omvendt gennem denne vækkelse. Den centrale forkynder i vækkelsen var præsten Jonathan Edwards. Han var en prædikant, hvis hemmelighed lå i hans personlige liv med Gud.
I bøn for Guds ansigt og i personlig tilegnelse af Guds ord blev både frelsens og fortabelsens realitet levende for Edwards selv. Han så de vantro i deres nød og de troende i deres salighed, og når han prædikede, blev denne virkelighed levende for tilhørerne gennem hans ord. Tilhørerne så, hvor de selv stod i forhold til Gud.
Kraften i Edwards’ forkyndelse lå i ordene og ikke i fremførelsen. Han havde nedskrevet hvert ord, læste prædikenen op med en monoton stemme og stod med manuskriptet helt tæt ved sine øjne, fordi han var stærkt nærsynet. Men der var åndelig og Bibelsk klarhed og kraft i hans ord.
I sommeren 1741 blev Edwards inviteret til at tale i en menighed i Enfield i Connecticut. Præsten, som havde inviteret Edwards, var bedrøvet over, at menigheden var præget af åndelig ubekymrethed og selvsikkerhed. I denne menighed holdt Edwards den prædiken, som formentlig er den mest berømte vækkelsesprædiken nogensinde: ”Syndere i hænderne på en vred Gud”.
Prædikenen er præget af en nærmest knusende alvor. Sjældent, hvis nogen sinde, har en prædikant talt så stærkt om Helvedes forfærdelige virkelighed og om, hvor nær denne virkelighed er for de uomvendte. Reaktionerne på prædikenen var voldsomme og beskrives på denne måde af en tilhører:
”Før prædikenen var forbi, oplevede vi stor jamren og gråd i hele huset. Råbene var hjerteskærende: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Jeg går til Helvede, hvad kan jeg gøre for at få Jesus som frelser?”
Efter prædikenen øvede Edwards og andre ledere sjælesorg og hjalp med deres ord mennesker til åndelig afklaring og til vished om frelse i troen på Jesus. Fordi Edwards havde skrevet hvert ord ned, kunne prædikenen kort efter udgives. Den er blevet læst af generation efter generation af Kristne i snart 300 år. Den er blevet kritiseret af teologer, som har været modstandere af vækkelsesforkyndelse.
Men i hver ny generation er den blevet forsvaret af Bibeltro teologer, som har påpeget, at Edwards fra ende til anden lægger røst til et Bibelsk budskab. D.A. Carson skriver i bogen "Gud er … " (Credo Forlag 2012) om Edwards prædiken, at den ligner Jesu forkyndelse om Helvedes forfærdelige fare: ”Selv når det kommer til de maleriske beskrivelser, ligner Edwards Jesus. Hvis Edwards var barbarisk, så er Jesus det også; hvis vi må takke Jesus for, at han fortalte os sandheden og gav os en tiltrængt advarsel, så må vi også takke Edwards” (s. 263).
Her følger en forkortet version af prædikenen.
– Mikkel Vigilius
"Hævnen og gengældelsen tilhører mig, til det øjeblik deres fod vakler" (5 Mos 32:35a).
På glatte veje
I dette vers udtrykkes Guds truende hævn over de ugudelige og vantro Israelitter, som godt nok var Guds synlige folk, der levede under nåden, men som alligevel i trods mod alle Hans underværker imod det, vedblev at være uden for Hans vejlednings rækkevidde, uden forstand til at fatte den (jf. 5 Mos 32:28).
De var beplantede med alskens himmelske afgrøder, men frembragte bitter og giftig frugt, som det står beskrevet i vers 32 og 33. Verset, som jeg har valgt at prædike over, om at deres fod til rette tid skal vakle, synes at antyde de følgende kendsgerninger, som relaterer sig til den straf og udslettelse, disse ugudelige Israelitter blev udsat for:
1) Det antydes, at de altid var i fare for udslettelse, som en der står eller går på glatte steder, altid er i fare for at falde. Dette antydes ved at illustrere, hvordan udslettelsen vil ramme dem, hvilket er symboliseret med, at deres fod vil vakle. Det samme bliver udtrykt i Sl 73:18: ”Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv.”
2) Det antydes, at de altid var i fare for pludselig og uventet udslettelse. Ligesom han, der bevæger sig på glatte steder, er i konstant risiko for at falde – han kan ikke forudse i det ene øjeblik, om han vil stå eller falde i det næste; og når han falder, sker det med det samme uden advarsel. Dette er også udtrykt i Sl 73:18-19: ”Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv. Så hurtigt de går til grunde!”
3) Noget andet, som antydes, er, at de selv er ansvarlige for faldet og ikke bliver kastet til jorden af en anden; ligesom han, som går på glatte steder, intet andet behøver end sin egen vægt for at falde.
4) Det antydes, at grunden til, at de endnu ikke er faldet og ikke vil komme til at falde endnu, alene er den, at Guds fastsatte time ikke er kommet. For der står skrevet, at ved det øjeblik (eller til den tid) vil deres fod vakle. Da skal de overlades til faldet, som deres egen vægt vil foranledige. Da vil Gud ikke længere støtte dem, som bevæger sig på de glatte steder, men vil give slip.
Nøjagtig i det øjeblik vil de falde og udslettes – som han, der står på hældende, glat grund på kanten af en kløft. Han kan ikke stå alene, og når han slippes, vil han øjeblikkeligt falde og gå fortabt.
Ud fra disse ord har jeg gjort den observation, som jeg nu vil forklare og udfolde: Der er intet andet, der til enhver tid holder ugudelige mennesker ude af Helvede, end Guds blotte ønske og vilje. Ved Guds blotte ønske mener jeg Hans suveræne ønske, Hans enerådende vilje, som ikke holdes tilbage af nogen som helst forpligtelse, og som ikke hindres af nogen form for vanskelighed.
Det sande ved denne observation vil kunne ses frem gennem de følgende overvejelser: Guds magt
Gud mangler ingen styrke til at kaste ugudelige mennesker i Helvede, hvad øjeblik det skulle være. Menneskers hænder er ikke stærke nok, når Gud rejser sig. Den allerstærkeste har ingen styrke, der kan modsætte sig Ham, og ingen kan befris fra Hans hænder.
Ikke alene er Han i stand til at kaste ugudelige mennesker i Helvede, Han kan gøre det uden nogen som helst form for besvær. Undertiden har en jordisk konge store kvaler med at overmande en rebel, som har fundet måder at styrke sig på gennem eksempelvis et stort antal tilhængere. Men sådan er det ikke med Gud.
Der findes ingen fæstning, som tilnærmelsesvis kan forsvare sig mod Guds magt. Om så alverdens mennesker tager hinanden i hånden, og enorme folkehobe slår sig sammen, slås de uden problemer til jorden.
De er som store bunker lette avner over for en hvirvelvind. Eller som marker med golde stubbe over for opslugende flammer. Vi har nemt ved at træde på og knuse en regnorm, som vi ser krybe på jorden, og vi har nemt ved at knække eller svide en tynd tråd. Lige så nemt er det for Gud at kaste sine fjender i Helvede, når det behager ham.
Hvem er vi, at vi skulle bryde os om at stå Ham imod, ved hvis ordre jorden skælver, og klipper synker i grus?
Efter fortjeneste
De ugudelige fortjener at blive kastet i Helvede. Den Guddommelige retfærdighed står aldrig i vejen for og gør ingen indsigelser imod, at Gud på et hvilket som helst tidspunkt bruger sin magt til at udslette dem. Nej tværtimod, retfærdigheden råber på en evig straf for deres synder. Den guddommelige retfærdighed siger om træet, som frembringer druer fra Sodoma: ”Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?” (Luk 13:7)
Den Guddommelige retfærdigheds sværd svæver konstant over hovedet på dem, og det er intet andet end den enerådige nådes hånd og Guds blotte vilje, som holder det tilbage.
Allerede dømt
De ugudelige er allerede dømt til Helvede. Ikke alene har de retfærdigvist fortjent at blive forvist dertil, men domfældelsen fra Guds lov – det evige og uforanderlige retfærdighedsstyre, som Gud har sat op mellem sig og mennesker – har vendt sig imod dem. De er allerede blevet udleveret til Helvede. ”Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Ethvert uomvendt menneske hører passende til i Helvede. Der hører et sådant menneske hjemme, der er han fra (jf. Joh 8:23: ”I er nedefra.”), og der er han dømt til at styre hen. Det er det sted, som retfærdigheden, Guds Ord og Lovens uforanderlige domfældelse har bestemt for ham.
Guds vrede er allerede nu
De ugudelige er allerede nu genstand for den samme vrede fra Gud, som bliver udtrykt i Helvedes pinsler. Årsagen til, at de ikke sendes i Helvede når som helst, er ikke, at Gud, under hvis magt de befinder sig, ikke er meget vred på dem; mange ulykkelige skabninger, som allerede nu pines i Helvede, mærker Hans harmes voldsomhed, og ja, Gud er meget mere vred på mange flere på jorden.
Ja, utvivlsomt endda mere vred på mange, som nu sidder i denne menighed, og som har gjort sig det mageligt, end på mange af dem, som allerede nu befinder sig i Helvedes flammer. Det er altså ikke, fordi Gud er ligeglad med deres ondskab og ikke afskyr den, at Han ikke løfter sin hånd og gør en ende på den. Gud er ikke som dem, selv om de måtte forestille sig Ham sådan.
Guds vrede flammer op imod dem, deres fortabelse slumrer ikke. Afgrunden er forberedt, ilden er gjort klar, ovnen er glohed og parat til at tage imod dem, flammerne blusser og raser allerede. Det glinsende sværd er slebet og er hævet over deres hoveder, og afgrunden har åbnet sit gab under dem.
Døden kommer pludseligt
Der er ikke et eneste sekunds sikkerhed for et gudløst menneske i, at der ikke er noget synligt tegn på snarlig død. Det er ikke nogen sikkerhed for et sjæleligt menneske, at han lige nu ser ud til at have et sundt helbred, og at der ikke er nogen synlige farer ved noget som helst i hans situation. Et fatalt uheld kan betyde udgangen på livet.
Erfaringerne fra denne verden har gennem alle tider vist, at der ikke er nogen sikkerhed for, om et menneske står på kanten til evigheden og med sit næste skridt træder ind i en anden verden. De uforudsete, utænkelige veje og måder, hvorpå mennesker pludseligt forlader denne Verden, er utallige og ufattelige. Uomvendte mennesker vandrer over Helvedes kløft på et råddent underlag, og der er utallige steder på dette underlag, som er så skrøbelige, at de ikke kan holde til at blive betrådt. Disse steder er usynlige.
Sjælelige menneskers klogskab og omhyggelighed med selv at beskytte sig eller få andre til at beskytte deres liv skal ikke give dem et sekunds sikkerhed. Om dette giver også det guddommelige forsyn og de universelle erfaringer vidnesbyrd. Der er set klare beviser på, at menneskers egen visdom ikke kan sikre dem mod døden.
Hvis det forholdt sig anderledes, ville vi se forskel på de vise og indflydelsesrige verdensmænd og alle andre med hensyn til en tidlig og uventet død – men hvordan forholder det sig egentlig?
Præd 2:16: ”Ak, både den vise og tåben må dø!”
Menneskers indbildte udveje
Alle ugudelige menneskers pinagtige forsøg og påfund, som de udtænker for at undslippe Helvede, alt imens de fastholder at afvise Jesus og dermed forblive i deres ugudelighed, giver dem ikke et eneste sekund i sikkerhed fra at havne i Helvede. Næsten hvert eneste sjælelige menneske, som hører om Helvede, bilder sig selv ind, at han kan lykkes med at flygte fra Helvede.
Han sætter sin lid til sig selv i spørgsmålet om sin frelse. Han smigrer sig selv med det, som han har gjort, det han gør, eller det han har i sinde at gøre. Enhver udtænker i sit stille sind grunde, til at netop han skal undvige fortabelsen, og han bilder sig ind, at han har regnet den ud og vil lykkes med sine planer.
De hører ganske vist, at kun få vil blive frelst, og at størstedelen af de mennesker, som indtil i dag er døde, er blevet forvist til Helvede. Men enhver bilder sig ind, at han er i bedre stand, end andre har været, til at udtænke måder, hvorpå han undgår straffen. Han har ikke tænkt sig at havne på pinslernes sted.
Han siger til sig selv, at han agter at tage effektivt hånd om sagen, så han ikke skal opleve at fejle i forsøget. Men de tåbelige menneskebørn narrer på sørgeligste vis sig selv med deres egne planer og ved at sætte lid til egen styrke og visdom. De viser ikke tillid til andet end en skygge.
Størstedelen af dem, som frem til i dag har levet under samme nådevirkninger som jer og nu er døde, er utvivlsomt havnet i Helvede, og det skyldes ikke, at de ikke var lige så vise som dem, der lever endnu. Det skyldes heller ikke, at de ikke forsøgte sig med måder at undslippe Helvede på. Hvis vi kunne tale med dem og stille hver eneste af dem spørgsmålet, om de, mens de endnu levede og hørte advarsler mod Helvede, havde regnet med nogensinde at skulle blive genstand for så grufuld en elendighed, ville vi utvivlsomt høre samtlige af dem svare:
”Nej, jeg havde aldrig haft i sinde at havne her. Jeg havde udtænkt det helt anderledes. Jeg troede, jeg kunne lægge planer, der skulle lykkes for mig; jeg stolede på mine planers succes. Jeg mente at kunne tage effektivt hånd om min egen situation, men det egentlige resultat er kommet fuldkomment bag på mig. Jeg havde ikke forestillet mig dengang, at det ville ende sådan her. Det kom som en tyv – døden narrede mig! Guds vrede kom for hurtigt til mig. Åh, min forbandede tåbelighed! Jeg smigrede mig selv og stillede mig selv tilfreds med forfængelige drømme om, hvad jeg skulle lave i livet efter døden. Netop som jeg sagde ’Fred og ingen farer’, ramte tilintetgørelsen mig som et lyn.”
Ingen løfter for den ugudelige
Gud har ikke underlagt sig nogen forpligtelse til at forhindre nogen sjælelige mennesker i at havne i Helvede når som helst. Gud har helt bestemt ikke givet andre løfter om hverken evigt liv eller frelse fra og beskyttelse imod evig død, end dem som er indeholdt i nådepagten, hvis løfter er givet i Jesus, i hvem alle løfter er opfyldt med ja og amen.
Men helt sikkert er det, at de, som ikke er pagtens børn, ingen interesse overhovedet har i nådepagtens løfter, da de ikke tror på løfternes indhold og ikke har nogen interesse i pagtens Formidler. Så altså, uanset hvad man kan forestille sig og bilde sig selv ind om løfter givet til sjælelige mennesker på baggrund af deres ivrige søgen og banken på døre, står det klart og tydeligt, at ligegyldigt hvor selvpinende et sjæleligt menneske udøver sin religion, og ligegyldigt hvor mange bønner han beder, er Gud ikke på nogen som helst måde forpligtet over for sådant et menneske til at holde ham væk fra den evige tilintetgørelse, før han tror på Jesus.
Situationen er altså den, at sjælelige mennesker holdes i Guds hånd over Helvedes kløft. De har gjort sig fortjente til den flammende grav og er allerede blevet dømt til den. Gud provokeres forfærdeligt, og hans vrede er lige så stor mod disse mennesker som imod dem, som faktisk allerede nu lider i Helvede under udførelsen af Hans voldsomme vrede. De har intet gjort for at formilde eller neddysse denne vrede, og Gud er som sagt ikke det mindste bundet til noget løfte om at opretholde disse mennesker et eneste sekund.
Er du på vej mod Helvede?
Dette skrækkelige emne får måske nogen af de uomvendte personer her i Menigheden til at vågne op. Det, som I lige har hørt, er situationen for enhver af jer, som ikke er i Jesus. Elendighedens verden og søen med brændende svovl er spændt ud under jer. Der findes en frygtelig grav med Guds vredes glødende flammer, et Helvede med et vidt åbent gab, og I har hverken fast grund under fødderne eller noget at gribe fat i.
Der er intet andet end luft mellem jer og Helvede. Det eneste, som holder jer oppe, er Guds vilje og magt alene. I har formodentlig ikke forståelse for dette. I oplever, at I bliver holdt ude af Helvede, og ser ikke, at det er Guds hånd, som er årsag til dette. I ser på andre ting som eksempelvis jeres gode, fysiske helbred, jeres evne til at tage vare på jeres eget liv og jeres egne metoder til opretholdelse.
Men alt dette er intet. Hvis Gud trækker sin hånd tilbage, vil intet forhindre jer i at falde, som en person der slippes i fri luft og overlades til frit fald. Jeres ugudelighed gør jer tunge som bly og tynger jer nedad mod Helvede. Hvis Gud skulle finde på at give slip på jer, ville I med det samme styrte i den bundløse afgrund, og jeres gode helbred, jeres egen klogskab og selvtilstrækkelighed, jeres mest opfindsomme påfund, al jeres retfærdighed – det hele vil intet som helst kunne bidrage med til at holde jer oppe og ude af Helvede, ligesom et spindelvæv ikke vil have en chance for at gribe en faldende sten.
Var det ikke for Guds suveræne vilje, ville jorden ikke bære jer et eneste sekund, for I er en byrde for jorden. Skabningen jamrer under jer. Jordens skabninger bliver ufrivilligt holdt i trældom under jeres moralske fordærv, og solen skinner ufrivilligt på jer og giver jer lys til at tjene synden og Satan.
Guds vrede i dag
Guds vrede er ligesom en mægtig bølge, som lige nu er opdæmmet, men som vokser sig større og større og bliver højere og højere, indtil den med ét vil få lov at ramme. Jo længere tid, flodbølgen holdes tilbage, des mere voldsom og kraftfuld bliver dens hærgen, når den først slippes løs.
Det er sandt, at dommen over jeres onde gerninger hidtil ikke er blevet fuldbyrdet. Guds hævns stærke strømme bliver holdt tilbage, alt imens jeres skyld støt forøges, og I hver eneste dag pådrager jer større vrede. Vandene stiger stadig og vokser sig stærkere og stærkere. Det er intet andet end Guds blotte vilje, som holder de hungrende bølger tilbage.
Hvis Gud trak sin støttende hånd væk fra dæmningen, ville den straks styrte sammen, og Guds heftige strømme af voldsomhed og vrede ville bruse fremad med et ufatteligt raseri og ville overmande jer med sin almægtige styrke. Guds vredes bue er spændt, pilen ligger klar på strengen, og retfærdigheden sigter på dit hjerte.
Der er intet andet end Guds blotte vilje – om end Han er en vred Gud, som ikke er bundet af nogen som helst løfter eller forpligtelser – der afholder pilen fra i næste øjeblik at stille sin tørst med dit blod. På denne måde vil det gå alle jer, som aldrig har undergået en omfattende forvandling i hjertet ved Guds Ånds mægtige kraft i jer.
Alle I, som aldrig er blevet født på ny, aldrig er blevet gjort til nye skabninger, og aldrig er blevet opvækket fra at være døde i jeres synder til et nyt liv i lyset – I er i hænderne på en vred Gud. Uanset, at I måske er lykkedes med at forbedre jeres liv på mange områder og måske har haft en stærk religiøs hengivenhed, og måske endda har opretholdt en form for religion i jeres familier, blandt jeres nærmeste og i Guds hus, er det intet andet end Hans blotte vilje, der afholder jer fra i dette øjeblik at blive opslugt af en evig tilintetgørelse.
Dette er nådens dag
Åh, synder! Tag den skrækkelige fare, du er i, i betragtning. Det er en mægtig vredesovn, en bred og bundløs kløft fuld af vredens ild, som du holdes over i Guds hånd. Hans vrede er i lige så høj grad fremkaldt af dig og vendt mod dig, som mod mange af de forbandede i Helvede.
Endnu står Gud klar til at drage omsorg for dig. Dette er nådens dag, og det er nu, du må råbe til Ham om hjælp i tillid til, at du kan få del i nåden. Men til den tid, hvor nådens dag er ovre, vil dine mest jammerlige og sørgelige råb og skrig lyde forgæves. Du vil være fuldkomment fortabt og vil blive kastet bort af Gud.
Betænk evighedens alvor
Betænk, at der er tale om en evig vrede. Det ville være forfærdeligt at lide under den Almægtige Guds voldsomme vrede blot ét sekund, men du skal lide under den for al evighed. Der vil aldrig blive nogen ende på denne intense og rædsomme lidelse. Når du skuer ud i tidshorisonten, vil du ikke se andet end én lang, grænseløs og evig varighed, hvilket vil opsluge dine tanker og forfærde din sjæl.
Du vil fuldkomment opgive håbet om nogensinde at opleve nogen form for udfrielse, nogen form for afslutning, nogen form for lindring, nogen som helst form for hvile. Det vil stå krystalklart for dig, at du må henslæbe en evighed, millioner og millioner af år, med at brydes og strides med den almægtiges nådesløse hævn.
Og når du så har stridt og faktisk gennemlevet millioner af år på denne måde, vil du indse, at det alt sammen blot var en mikroskopisk prik i forhold til det, som ligger foran dig. Din straf vil altså i sandhed vare en evighed. Ak, hvem kan beskrive den tilstand, en sjæl under sådanne forhold vil være i?
Alt det, som vi overhovedet kan sige om det, giver blot en svag og ringe forståelse af, hvordan det egentlig vil blive; det er ubeskriveligt og ufatteligt. For ”hvem kender Guds vredes kraft?” Hvor frygtelig er tilstanden for dem, som dagligt og hver eneste time er i fare for denne enorme vrede og endeløse lidelse!
Men dette er den dystre sandhed for hver sjæl i denne Menighed, som ikke er blevet født på ny, uanset hvor moralsk, streng, ædruelig og religiøs du måtte være. Åh, om I måtte tage alt dette i betragtning, hvad end I er unge eller gamle! Der er grund til at tro, at der er mange i denne Menighed, som i øjeblikket lytter til denne prædiken, som faktisk vil opleve al denne pinsel for al evighed.
Vi aner ikke, hvem af jer det måtte være, på hvilke bænkepladser I sidder, og hvilke tanker I måtte have netop nu. Måske lytter de af jer, som det drejer sig om, til budskabet med magelighed og hører alt dette uden at føle jer særligt forstyrrede. I sidder måske og bilder jeg selv ind, at det ikke er jer, det her omhandler, og lover jer selv, at I nok skal undslippe.
Hvis vi vidste om bare én person i hele denne Menighed, som ville gå så lidelsesfuld en skæbne i møde, hvor frygtindgydende ville det da ikke være at tænke på! Hvis vi vidste, hvem det var, hvor skrækkeligt ville det da ikke være at omgås og se vedkommende! Hvor ville alle de andre i denne Menighed bryde ud i en jammerlig og bitterlig gråd over dette menneske! Men ak! Hvor mange flere end én af jer vil i Helvede mindes budskabet fra denne prædiken?
Nu har I en ekstraordinær mulighed på denne dag, en dag hvor Jesus har slået nådens dør op på vid gab og står og kalder med høj røst på fattige syndere, en dag hvor mange flokkes til Ham og maser sig ind i Guds Rige. Mange kommer dagligt fra øst, vest, nord og syd, og mange, som for ganske nyligt var i samme kummerlige tilstand som jer, er nu i den lykkelige situation, at deres hjerte er fyldt med kærlighed til Ham, som har elsket dem og har vasket dem rene for alle deres synder i sit eget blod. Nu fryder de sig i håbet om Guds herlighed.
Lad enhver, som endnu ikke er i Jesus og nu hænger over Helvedes kløft, hvad end de måtte være gamle mænd og kvinder, midaldrende, unge eller små børn, nu lytte til Guds ords og forsyns høje kald. Lad enhver af jer, som ikke er i Jesus, nu vågne og flygte fra den vrede, som venter.
Den almægtige Guds vrede hænger i denne stund utvivlsomt over en stor del af denne Menighed. Lad enhver flygte ud af Sodoma: ”Flygt for livet! Se dig ikke tilbage Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!” (1 Mos 19:17).
