Fra Crossroad.to/December 2006.
Af Berit Kjos.
"Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." Joh 1:11
Ville du og jeg have taget imod ham? Ville vi have anerkendt Jesus som den længe ventede konge?
For to tusinde år siden troede og accepterede masserne ham ikke. De søgte et jordisk rige, regeret af en menneskelig konge, så de tilpassede Hans ord til deres egen vision. Andre forsøgte at dræbe ham. Årsagen? Han fik "gode" folk til at føle sig dårlige, for hans budskab afslørede deres synd.
"... lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset ...." Joh 3:19.
Gennem århundrederne har religiøse ledere ofte sat Jesu navn eller løfter sammen med deres selvgjorte veje til fred. Markedsførings-budskabet fra den populære kristne maler, Thomas Kinkaide - sandsynligvis ikke skrevet af Mr. Kinkaide selv, men af professionelle annoncører - viser den stigende accept af en sådan åndelig sammen-stilling:
"Mit nyeste arbejde, A Prayer for Peace, er en stærk påmindelse om, at fred i vores verden altid er muligt for dem, der tror og beder. Den dramatiske profetskikkelse indtager de stenede højder over byen. Efter min mening er han en Kristus-skikkelse, men jeg har givet ham en dyb spiritualitet, der meget vel kunne favnes af folk fra andre trosretninger. Oplyst af en strålende måne, beder denne hellige person om ... at den varme glød fra måneskinnet må indhylle den befæstede by i et åndeligt tæppe af sindsro." [1]
Ville den sande Jesus pege på "en glød af måneskin" som en kilde til fred? Ville Hans sande disciple respektere andre guder og guruer som "hellige?" Ville vor Herre, som bad ”Din vilje ske”, bede en sådan bøn, som denne?
Efterhånden som tæppet falder for den "kristne" æra i Vesten, bliver det tidløse skel mellem Guds lys og verdens falske glød mere synligt. Og ingen måned illustrerer bedre denne modvilje imod Jesus, end december.
De, der forestiller sig den globale fred gennem social tilrettelæggelse, kan ikke tolerere noget tegn på den nyfødte konge. Kwanzaa og vintersolhverv kan passe ind, men Bethlehem's krybbe skal udelukkes fra alle steder, der finansieres gennem vores skat. Dette forbud er nu strakt til at omfatte ikke-kristne symboler som juletræer, Santa Claus, Rudolph ... ja, selv røde og grønne farver.
En artikel med overskriften, ”Santa Claus vurderet som værende for 'religiøs' for Skole - Fundraiser”, citerer en vred forælder, der beskylder den lokale grundskole for at bryde loven ved at sætte Santa Claus stort op - en ”religiøs” figur. "Jeg ser frem til at sponsorere en begivenhed, der er inden for lovens rammer og inkluderer alle," skrev den fornærmede forælder i sit brev til inspektøren. "Dette er ikke en diskussion om religion, det drejer sig om loven i vort land." [2]
I en verden, der har tillid til følelser mere end til fakta, giver dette absurde argument mening. Det illustrerer holdningen hos dem, der foragter den mindste påmindelse om den Hellige Nat for længe siden. Men vi skal ikke blive overraskede. Gud advarede os om, at verden ville have ringe tolerance over for Hans sandhed og efterfølgere:
”Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer… Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer;… fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.” Joh 15:19-21.
De, der ikke "kender" Ham, kan ikke forstå, hvorfor Han kom. Mange anser evangeliet for at være en myte og korset for at være en skandale. Idet de har rationaliseret synden bort og retfærdiggjort deres kompromis med umoralen, forkaster de Hans død og opstandelse. Deres søgen efter "fred" kræver en benægtelse af Sandheden.
To slags FRED
Mange af Det gamle Testamentes profeter forudsagde Jesu fødsel og hans ubeskrivelige fred: "For et barn er født os ... " skrev Esajas århundreder før Kristus blev født. (Esaj 9:5a)
”Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige” Esaj 9:5b-6a
"Ære være Gud i det højeste!" sang englene, der meddelte hans fødsel. "og på jorden fred i mennesker, der har Guds velbehag!" Luk 2:14 (Gl. Oversæt)
Ja, i kraft af korset ville der være fred på jorden "- en fred, der langt overgår de overfladiske illusioner hos blindede idealister. Guds glædesfyldte engle proklamerede en himmelsk fred for alle, som ville tage imod ham som Konge i deres liv. Som Herre i deres hjerter ville han etablere sit åndelige Kongerige - i og igennem sit eget folk, der stadig lever som "pilgrimme og udlændinge" i en fordærvet verden.
Det kan lyde mærkeligt for de, der er fælles om visionen om en global solidaritet. Men husk det spørgsmål, som Jesus stillede sine forvirrede, jord-fokuserede disciple:
”Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid." Luk 12:51.
Verden foragter stadig denne opdeling. Idet den ønsker fred og enhed på sine egne betingelser, opfordrer den til pluralisme, rummelighed, en ende på stigmatiseringen af synd, og tolerance overfor alt, hvad Gud kalder forkert. Den britiske artikel "Hvis land er det?" illustrerer bedraget:
"I den seneste tid har vi i stigende grad set embedsmændenes desperate forsøg på ikke at fornærme minoriteterne ved juletid. Idet de reagerer på behovet for politisk korrekthed - angiveligt for at fremme rummeligheden, men faktisk splittelses- og uenigheds-skabende – bliver indførelsen af den holdningsmæssige fascisme hos embedsmændene i julen endnu mere ubehagelig end normalt. Skoler og råd holder festivaler for at fejre (hvis det er det rette ord) multikulturalismen. Kristtjørn og juletræer er forbudt, selv om de har deres oprindelse i en hedensk fejring af vintersolhvervet. Julesalmerne bliver til en multikulturel koncert …" [3]
Dagens højteknologiske medier og afvisningen af Guds absolutter (ankret for vor tro) øger hastigheden af denne transformation. Den pragmatiske ("Whatever Works") attitude, som der bliver undervist i af Emerging- og Purpose-drevne bevægelser, afviser bibelsk dømmekraft som splittelse. Pastor Rick Warren's "nære ven", Senator Barack Obama, fremsatte følgende erklæring ved "Building a Covenant for a New America” -konferencen i juni sidste år:
"Demokrati kræver, at de, der er religiøst-motiverede, omsætter deres bekymringer i universelle værdier, snarere end i religions-specifikke, værdier .... Det kræver, at deres forslag underlægges argumenter og er modtagelige for sund fornuft .... Dette vil være vanskeligt for nogle, som tror på Bibelens ufejlbarlighed, hvad mange evangeliske kristne gør. Men i et pluralistisk demokrati, har vi ikke noget valg." [4]
Sand fred
Faktisk, har vi et valg: at fornægte Ham eller at følge Ham. Sidstnævnte kan koste os vore jobs, venner, frihed, og verdslig accept. Men gennem århundreder har Hans trofaste venner gerne givet alt for at følge Ham. De elskede Ham mere end den verden, de stod over for med fængsling, tortur og grusom død. Men Freden i Hans tilstedeværelse var forfølgelsens smerte værd.
En jødisk pige i Nazityskland opdagede denne vidunderlige sandhed, da hun lærte at stole på Jesus. Anita Dittman fortæller sin fantastiske historie i bogen, Trapped in Hitler's Hell:
"Det var i 1933 ... Jeg kunne ikke gå hjem fra skole uden at blive stenet eller slået .... Og dette var kun starten på, hvad der ville blive et tolv-årigt mareridt - tolv år med venten på Gestapos banken på døren; på at én, man elskede, skulle trækkes væk ved håret eller skægget til et ukendt sted; på en tur med en kassevogn, hvor man blev stuvet sammen med hundredvis af bange, grædende mennesker på deres vej til en dødslejr, eller til en barmhjertig kugle, som afsluttede det hele.
"Blandt disse arme jøder skulle jeg være en af de få med et rigtigt hjem. Jeg ville komme til at kende Jesus, der tilbød fred midt i turbulensen. Han var trods alt Fredsfyrsten?" [5]
Sandelig, det er han! Og for Anita var et af højdepunkterne i disse forfærdelige år julen 1944. Hun var nu en skeletagtig teenager, der kæmpede for at overleve et utroligt arbejde på en sultekost i en nazistisk arbejdslejr, men hun frydede sig over en utrolig gave: Hun og et par andre kristne fik lov til at fejre juleaften i en nærliggende landsbykirke. En vagt gik med dem, så de bad om, at sandheden om Kristus ville røre ved hans kolde hjerte.
"For krigstrætte kristne fanger, som elskede Jesus, var dette den bedste nyhed i måneder, måske år .... Tyve af os traskede over de sneklædte bakker og enge den nat til en lille landsbykirke .... Sneen faldt let ...."
"Den nat flokkedes vi i den lille kirke sammen med over hundrede landmænd og byfolk. Vi sang julesalmer og priste Herren til langt over midnat. Da vi læste juleevangeliet, var vi forvisset om, at Jesus vidste om enhver af vore smerter, for Han havde også været et menneske, som havde oplevet menneskelig sorg. I det dunkle skær fra stearinlyset bøjede vi alle knæ ved alteret og bad for Tyskland og vores adskilte familier; vagten stod omhyggeligt og så på i døråbningen. Så travede vi hjem i måneskinnet, for sneen var ophørt med at falde. " [6]
”Gud ske tak for hans uudsigelige gave!” 2. Kor 9:15
-----------------------------------
Kilde: http://www.crossroad.to/articles2/006/1-peace.htm
------------------------------------
Slutnoter:
1. Thomas Kinkaide, "A Prayer for Peace," at www.thomaskinkade.com/magi/servlet/com.asucon.ebiz.catalog.web.tk.CatalogServlet?catalogAction=Product&productId=204561
2. "Santa Claus Deemed Too 'Religious' for School Fundraiser." See also Foundations for Faith and Freedom and Ban Truth - Reap Tyranny
3. "Whose Country Is It?"
4. Erin Roach "Obama Asks Evangelicals To Assimilate," July 5, 2006 - (BP)-- http://www.evangelicalnews.org/indiv_pr.php?pr_id=6279
5. Anita Dittman with Jan Markell, Trapped in Hitler's Hell, published by Lighthouse Trails, 2005, pages 12-13.6. Ibid., page 134.
