Fra Icej.dk/Af David Parsons.
Samuel var det gamle Israels sidste dommer, og der er noget vigtigt at lære af Samuels liv og tjeneste, som er yderst relevant i dag, hvor verdens ledere formulerer deres standpunkter vedrørende den nuværende, ophedede kamp om den genrejste nation Israel.
Profeten Samuel var en bemærkelsesværdig figur, som styrede Israels overgang fra at være et råd af ældste eller “dommere” til at være et kongedømme, der blev regeret af en monark, som havde overtaget styret gennem arv. Hidtil havde vise og salvede ledere været betroet ansvaret for at føre tilsyn med nationen, der var tilsidesat og var: “… ikke anerkendt blandt nationerne”, som det omtales i 4. Mosebog 23:9. Det var, fordi Gud selv var deres konge! Begyndende med Moses havde Gud sørget for israelitterne i ørkenen og ledt dem ind i landet Kana’an ved hjælp af dommere, som kunne høre Hans stemme.
Dette ledelsessystem “toppede” under Samuel, som præsiderede i en periode, hvor Israel næsten havde fået herredømmet over landet. Israelitterne havde overvundet filistrene og andre fjender; de kunne nyde indre harmoni og anerkendte den profetiske stemme til nationen. Men da profeten blev gammel, og hans sønner henfaldt til korruption, ønskede folket en konge ligesom de omkringliggende nationer. Primært ønskede de en hærchef, som kunne anføre dem i krig.
Overraskende befalede Gud Samuel og sagde: “Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (1. Samuel 8:7). Profeten måtte dog også give israelitterne en streng advarsel om de mishandlinger, de skulle udsættes for under selvoptagne konger. De fik hurtigt et nådesløst eksempel i kong Sauls svagelige karakter.
Det er min opfattelse, at Israel var bestemt til at blive ændret til et kongerige, da tiden og personlighederne var de rette. Profeten Bileam havde forudsagt, at “Dets konge er mægtigere end Agag, dets kongedømme er ophøjet” (4. Mosebog 24:7).
Israels mangel på en konge er også fremstillet som en ubeslutsomhed i forbindelse med en intern krig mod benjamitterne på grund af voldtægt med døden til følge. Denne ubehagelige fortælling slutter med ordene: “På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dommerbogen 21:25).
Mere vigtigt var dog, at en kongelig linje var nødvendig for at bane vejen for den lovede Messias, den kommende profet, præst og konge i én og samme person. Fremkomsten af David som Sauls efterfølger var netop for at frembringe en “prototype” af denne kommende Messias. Kong Davids regering forbliver i sandhed toppen af Israels gamle statssamfund og en model, som mange jøder stræber efter i dag i deres nationale liv.
David var fra naturens hånd velsignet med egenskaber og positive karaktertræk, som gjorde ham særdeles velegnet til sin rolle. Men han var også i stand til hurtigt at lære vitale ting gennem Sauls fejl. Der er for mange til, at alle kan nævnes her, men én af dem var, at det at være Israels konge var ikke som at være konge i enhver anden nation. Det var ikke hans personlige enevælde, hvor folket skulle ligge under for hans eventuelle griller og ideer.
Vi ser dette tydeligt i Davids beslutning om at hælde det vand ud, som hans mest trofaste mænd havde risikeret livet for, da de hentede det fra brønden i Betlehem, for at han kunne få tilfredsstillet et gammelt begær fra sin ungdom (2. Samuel 23).
Nej, Israel var anderledes end andre nationer! Det var Guds “… udvalgte af alle folk på Jorden som sit ejendomsfolk” (5. Mosebog 7:6).
Kongerne for dette folk måtte indse dette, ligesom David gjorde, da han modtog løftet om den messianske linje: “Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på Jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk” (2. Samuel 7:23). I dag har den genrejste nation Israel internt stort behov for et sådant lederskab. David var også fyldt med svaghed, så man kunne ikke forvente perfektion. Men bare vi havde ledere, der var villige til at holde sig fra personlige ambitioner og stolthed og var villige til at styre Israel hen imod Guds profetiske skæbne for landet.
Udenfor har verden hårdt brug for ledere, som også indser, at Israel er anderledes. Det er ikke et ordinært land, som verden kan “flytte” rundt med efter forgodtbefindende.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Redaktionen anbefaler ikke Icej.dk/, men anser ambassaden for at være mere historisk/politisk end kristen.
Læs desuden: Om "Den Internationale Kristne Ambassade" i Jerusalem.
