Fra Crossroad.to/
Af James L. Morrisson.
Guds prioritering er ikke lig med vores prioritering. Vi er tilbøjelige til at ønske fysisk helbred, frihed fra fysiske og følelsesmæssige smerter, og så mange materielle goder, at vi kan leve behageligt.
Vi kan føle os dårligt stillet og uretfærdigt behandlet, hvis vi ikke har dette. Gud ønsker, at vi skal have "gode" ting. (Salme 84:11) Men Hans primære bekymring er ikke vore fysiske omstændigheder. Jeg tror, at Hans primære bekymringer er:
• Vor evige frelse
• Vor vækst i kristen modenhed og natur
• Vor brugbarhed ("frugtbarhed”) i Guds rige
De tidlige Kristne udholdt megen lidelse. Det var en forfulgt Kirke. Hvad var deres reaktion på modgang og lidelse?
Gengivelsen i Skriften er helt fantastisk! De klager ikke over det eller siger, at det er mere, end de kan bære. De hilste det som noget, der underviste og styrkede dem! Se på, hvad de sagde om det:
”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Jak 1,2-4.
"Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Rom 5, 3-5.
"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.” 1 Pet 1:6-8.
"For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ.” Hebr 12,10-12.
Det Nye Testamentes forfattere siger enstemmigt, at smerte og lidelse underviser os samt styrker og hjælper os til at blive modne. De var forfattere, som selv oplevede store lidelser.
Der er et princip i atletik, der siger "Ingen smerte, ingen gevinst." Jeg tror, at det samme princip gælder for vor vækst i åndelig modenhed. Ganske ofte ser det ud til, at vi kun vokser i nærværelse af ubehag fra smerter, der får os til at føle behov for forandring, og tvinger os til at råbe til Gud.
Jeg vil gerne gøre én ting klart. Disse Nytestamentlige forfattere opsøgte ikke smerter, og de påførte ikke bevidst sig selv dem. Men da de kom, hilste de dem, som en mulighed for at vokse og lære.
Der har været, og er stadig, nogle mennesker, der bevidst påfører sig selv smerter for at vise Gud hengivenhed eller forsøge at opnå hellighed. Jeg finder ingen støtte for et sådant standpunkt i Skriften. Denne form for selvforskyldt smerte er ikke, hvad jeg taler om.
”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.” Hebr 12,1-2.
