Dom i Jerusalem - III af III.

Fra Raptureready.com/
Af David Allen Lewis.

Kun én frelsesplan
Lad os endnu en gang understrege, at Gud ikke har to eller flere frelsesplaner. Den eneste frelse er givet til os ved Jesu død på korset og bemyndiget ved hans sejrrige opstandelse fra døde.

Denne bestemmelse gælder for alle ikke-kristne og for dem, der tror på Den Gamle Pagt, samt alle frelste i Kirkens tidsalder, og den gælder videre for alle, der bliver frelst i Trængslen og i det nye årtusinde. Esajas påpeger, at Kongeriget tidsalder vil blive den største lyksalighedstid for menneskeheden siden faldet fra Eden.

Det er ejendommeligt, at de Hebraiske profeter med deres Nærøstlige tankegang i mange tilfælde ikke udviser større respekt for den kronologiske orden. Dette udfordrer vor Vestlige lineære tænkning. Vi synes at være fanatiske vedrørende kronologi. Esajas 65 er et godt eksempel på en Orientalsk konstruktion:

”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig.” (Esaj 65:17-19).

Denne del af Esajas’ profeti refererer til de frelstes evige tilstand. I vers 20 vender han tilbage til at forudsige tilstanden i Tusindåriget, hvoraf meget er midlertidigt:

”Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk.” ”De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig."

"Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren.” (Esaj 65:20-25).

Vers 25 beskriver smukt tæmningen af alle vilde dyr og tilkendegiver, at freden vil sejre på Guds jord. Skønt det ikke specifikt er nævnt, at dette er det evige Kongeriges tusindårige fase, er alle premillennialister enige i, at dette er tilfældet.

Vi ved, at mange u-genløste mennesker, der bliver født i det nye årtusinde, bliver vildledt, når Satan bliver løst fra afgrunden og går i ud i verden og bedrager sårbare, ufrelste mennesker, der allerede er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved Jesu person og myndighed. Dette og ikke Armageddon er absolut den sidste konflikt i tidsalderen.

Ingen almindelig dom
Skriften lærer ikke en generel dom for hele menneskeheden. Men lad mig fortælle kort om to andre fremtidige domme. Den ene er dommen af alle troende fra Adam indtil Bortrykkelsen, hvor alle troende vil blive bedømt efter deres gerninger, ikke for at afgøre, om de er frelste eller gået fortabt, men for at finde ud af, hvilke gerninger, de har gjort, som fortjener belønning.

Alle i denne dom er frelste, før de kommer der. Nogle får stor løn. Nogle får ingen løn, men de frelses:

”Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.” (1 Kor 3:12-15).

Denne dom af de troende finder sted lige efter Bortrykkelsen af Kirken. Paulus taler om den som "Kristi domstol", foran hvilken alle troende må komme.

Tilbage på jorden
I slutningen af Trængslen kommer Jesus tilbage til jorden med alle de hellige engle og den bortrykkede, forherligede Kirke i sit følge. (Se Åbenbaringen 19:8, 14.)

Johannes beskriver i Åbenbaringen 19 og 20, hvordan Messias besejrer Antikrist ved Armageddon. Satan, den falske profet og Antikrist bliver idespærret i ildsøen.

"Men dyret blev grebet, og sammen med det den falske profet, som havde gjort tegnene for dets øjne og dermed forført dem, der tog dyrets mærke og tilbad dets billede. De blev begge styrtet levende i ildsøen, der brænder med svovl.” (Åbenbaringen 19:20).

”Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.” (Åbenbaringen 20:10).

Efter ti århundreders fred
Dommen af fårene og bukkene finder sted. Millenniet begynder. Ved udgangen af de 1.000 år bliver Satan løst for en tid. Han bedrager mange, opbygger en hær, angriber Kristus i Jerusalem og bliver besejret for aldrig mere at have adgang til jorden. Den anden opstandelse af alle de døde ugudelige finder sted.

Dommen for Den Store Hvide Trone
Millenniet ophører. Det andet slag ved Gog og Magog er overstået. Satan er kastet i ildsøen. Nu er det tid til den sidste af alle dommene: Dommen for Den Store Hvide Trone.

”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne."

"Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Åbenbaringen 20:11-15).

Dette er ikke en dom, der skal afgøre, hvem der er frelst, og hvem der er fortabt. Det er allerede blevet besluttet i de enkeltes liv på denne jord. Da alle genløste personer allerede er opstået i den første opstandelse, er dette en dom af de forbandede. Dette forløb afslører graden og intensiteten af den straf, som hver enkelt synder må udholde i ildsøen.

Evigheden dæmrer
”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom."

"Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« (Åbenbaring 21:1-5).

Den store invitation (Åb 22:7, 12, 17, 20, 21).
”Ja, jeg kommer snart.‹ Salig er den, der holder fast ved profetiens ord i denne bog.« Vers 7.

»Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er.” Vers 12.

”Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.” Vers 17.

”Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus!” Vers 20.

”Herren Jesu nåde være med jer alle!” Vers 21.