Satans første mål.

Fra Moriel.org
26. februar 2010.
Af Jacob Prasch.
Reprise.
(Som pdf-fil her)

For nogen tid siden fik jeg en advarsel om, at det ikke er tilfældigt, at gudstjeneste-former og -typer, som er fremmede for Skriften, har det samme udtryk på Hebraisk som afgudsdyrkelse. Jeg vil blot nævne, at ubibelsk tilbedelse i sidste ende vil resultere i falsk tilbedelse og i en form for religiøs afgudsdyrkelse. Dette er naturligvis grunden til, at Gud fordømte Arons sønner - Nadab og Abihu (3. Mos. 10) for at brænde "fremmed ild". Den fremmede ild blev ikke ofret til en hedensk afgud, men tværtimod til HERREN på en måde og med et indhold, som Han ikke foreskriver i sit Ord.

De hedenske guder i det antikke Mellemøsten er beskrevet af både Moses og Paulus som "dæmoner" (idet der specielt bruges de hebraiske og græske termer shedim og demonoi). Dette var særlig svært, når afguderne kom i den Ene Sande Guds navn. Ba'al - det hebraiske ord for "ægtemand" og ”overhoved" - er i de hebraiske skrifter den retmæssige titel for HERREN som Israels ægtemand. Dette ses især i Hoseas bog og i Det nye Testamente, hvor Jesus er kirkens brudgom. Kanaanæerne havde imidlertid også en gud, de kaldte "Ba'al", og som på forskellig vis var inddraget i andre kulturer med Marduk tilbedelse, men med rødder i det gamle Babylon (som med al nærorientalsk afgudsdyrkelse).

Den kanaanæisk Ba'al havde endog en opstandelsesmyte med opstandelse fra de døde hvert forår. Kanaanæerne, havde tillige festlige højtider på samme dage som hebræerne, med de fester, som Gud gav Israel. Disse følger den agrikulturelle cyklus. De tjente som et monoteistisk modstykke til de hedenske helligdage, hvor høsten fejredes osv. Gud ønskede, at Hans folk skulle takke den sande Ba’al. Men fordi de hedenske Ba'aler havde samme navn og på en måde efterlignede Ham, blev de to Ba'aler forvekslet.

Som vi gentagne gange har forsøgt at advare om, viser det samme diabolske fænomen sig i den moderne verden og i moderne kirker. Allah er ikke mere gud for de kristne og jøderne end Hare Krishna; begge er dæmoniske afguder. Den islamiske Allah (den nabateanske månegud) har blot en bedre forklædning. Han kommer forklædt som Israels Gud, men det er desuagtet en dårligt designet forklædning, meget lig den, hvormed den kanaanæiske Ba'al efterlignede Den Sande. Når Israel begyndte at tilbede Herren som Ba'al på de kanaanæiske højder i stedet for på Zions bjerg, blev de to guder indviklet og forvekslet som værende én. Forførelsen begyndte med falsk tilbedelse.

En bedre forklædning er dog Mormonernes jesus, som den spirituelle bror til Jesus. Han udgiver sig for at være ’den eneste ægte’ – Faderens enbårne søn. Når man prøver det på Skriften, så er Mormonernes jesus faktisk ikke mere Skriftens Jesus, end et barn, der er klædt ud til et kostumebal som Abraham Lincoln, er den 16. præsident. At se ud som om, og endog have samme navn, betyder ikke, at det er den samme person.

Et andet eksempel kunne være den eukaristiske Jesus i Katolicismen, der kun kan udledes ved en total fordrejning af alle eksegetiske forbindelser med Johs 6. Brød og vin, som i Skriften er tænkt som et mindemåltid, bliver en fysisk tilstedeværende reinkarnation af den himmelfarne Jesus, som må ofres igen og igen i direkte modstrid med Peters lære og Brevet til Hebræerne.

Enhver bibelsk forståelse af Nadveren stammer fra Paschal Haggidah, som gør det klart, at det er et minde- og vidnesbyrd-måltid, der skal minde os om Kristi død og opstandelse, og samtidig forkynde budskabet om Hans genkomst (”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”, 1. Kor. 11:26).

Kernen i gudsdyrkelsen har altid været de helliges bønner, kendetegnet og illustreret i bibelsk billedsprog som røgelse (Åb 8; Ezek.13). Det er ikke tilfældigt, at Gud med de strengeste og mest detaljerede instrukser gav en meget specifik opskrift for ingredienserne i den røgelse, der skulle anvendes i Tempeltjenesten. Røgelsen kendetegner og illustrerer jo Hans folks bønner.

I den tid, vi lever i, hvor det, der engang var såkaldte "musik afdelinger", nu er blevet en kristen musik industri, har vi været vidne til fremkomsten af en temmelig trist tendens - ikke kun med hitlister, magasiner, fans, og disc-jockeyer, men i teorien også med kristne pladeselskaber, ejet af verdslige storfirmaer, som kværner af sted på profit basis. Det er det, vi kalder "moderne kristne kunstnere". De er blevet entertainere, og den kristne musikindustri er blevet en virksomhed, der mere ligner den verdslige musik-branche, end det kristne arbejde, som de fejlagtigt præsenterer sig som værende en del af.

De fleste steder, hvor Bibelen fokuserer på gudstjenesten, er den ikke musik-orienteret. Følgelig er balancen imellem de ingredienser, der er foreskrevet i Guds Ord, blevet opgivet til fordel for en behandlingsmetode, der er udtænkt af mennesker, i stedet for at være ledet og inspireret af Gud.

Denne effekt forstærkes af det faktum, at så mange i nutidens kristne gudstjenester er mennesker, der ikke kunne blive en kommerciel succes i den verdslige populærmusik, på grund af en fundamental mangel på talent. Derfor bruger de deres mangel på talent for Herren, hvor kirken giver dem en billet til en grad af succes, de ikke kunne opnå i den konkurrenceprægede verdslige industri.

Jeg bruger udtrykket "billet" i dobbelt betydning. Hvor kommer kirken af sted med at sælge billetter for at forkynde evangeliet? Ganske vist har begavede evangelister anvendt musikledsagelse ved forkyndelsen af Evangeliet helt fra Charles Wesley’s og Isaac Watts’s tid til Ira Sankey og frem til George Beverly Shea og Evie Tormquist Carlson. Men evangelie-forkyndelsen var i fokus, ikke musikken, og det blev aldrig gjort i kommercielt øjemed, med ydeevne, gebyrer og kontrakter, som vi ser det i dag.

Vi har også gentagne gange i årenes løb peget på Jesu ord i Johannes 4 om, at Faderen ønsker at blive tilbedt i Ånd og sandhed. Som jeg engang hørte en prædikant i Storbritannien formulere det, "Der er ingen doxologi (lovprisning i gudstjenesten) uden teologi" - hvis doktrinen er forkert, kan Gud ikke acceptere den som bibelsk tilbedelse, da den ikke er i overensstemmelse med Hans ord.

I dag ses den mest iøjnefaldende krænkelse af denne guddommelige norm i Pneumatologien (læren om Helligånden). Kun i forbindelse med Treenigheden bliver Helligånden nogensinde tilbedt i Skriften. Ikke ét sted bliver der bedt til Helligånden løsrevet fra den guddommelige Treenighed, endskønt Han er Gud. I Skriften peger Helligånden tværtimod på Jesus og aldrig på sig selv.

Men i dag ser vi i så meget af den populære junk-musik - forklædt som tilbedelse - kor efter kor, der er Pneumo-centreret i stedet for Christo-centreret. Vi ser og hører mere og mere forvirrede teologiske kakofonier (mislyde) i stedet for teologisk sammenhængende harmonier. Meget af dette stammer fra et ubibelsk syn - med andre ord, en falsk Pneumatologi, der i sidste ende resulterer i en falsk Kristologi.

Kort sagt, fordi folk misforstår karakteren og funktionen af Helligånden som en person i Guddommen, ender de med at tro noget ubibelsk vrøvl om Gud generelt og om Jesus specifikt. Den endeløse, næsten kvalmende spiral af kliché-baserede lyriske temaer som "kom, Helligånd", "god morgen, Helligånd", og "Helligånd, vi tilbeder dig" har uundgåeligt ført til forfalskninger af Den Hellige Ånd, som vi har oplevet det i Toronto, Canada, Pensecola, Florida, og for nylig i Lakeland, Florida. Og til trods for at meget af dette finder sin skelsættende indflydelse i falsk lærdom fra falske lærere og falske profeter, som Benny Hinn, har en folkelig udbredelse fundet sted gennem den såkaldte worship musik.

Jeg har ved enhver lejlighed forsøgt at gentage, at Åndens frugt er egrkateia eller "selvbeherskelse" (som der to gange undervises om i Det nye Testamente), og ikke mangel på samme.

Som vi har været vidner til i de falske ”vækkelser” i Toronto, Pensecola, og Lakeland, har de alle kategorisk undladt at levere, hvad de lovede, og ikke haft nogen lighed med nogen bibelsk eller historisk vækkelse, undtagen i det blændværk, som de pakker sig selv ind i, idet de foregiver at være noget, som de ikke er. Til min egen skam har ærkesynderne i denne skandale i al væsentlighed været mine med-karismatikere og -pinsevenner.

Hvis teksten ikke er bibelsk, er det ikke gudsdyrkelse i Guds øjne. Men lige fra Riversong af Wendell Cooley til de triumferende omkvæd i Vineyard bevægelsen og den læremæssigt tomme, religiøse retorik, som tankeløst synges i Hillsongs, ser vi kristne, der er teologisk vildledte og åndeligt forførte af noget, de forestiller sig, er tilbedelse, men som ofte slet ikke er det, kun i bedste fald en blanding af bibelske og ubibelske ord og motiver, hvor selv de bibelske elementer bare tjener til at kamuflere den ubibelske essens.

Det er ikke uden god grund, at Jesus advarer imod at "lade munden løbe". (Mat 6:7) I tidligere tider forbandt vi dette med de østlige religioners besværgelser, hvor Tibetansk-buddhistiske bønnehjul kommer i betragtning, eller Romersk-katolske rosenkranse, hvor der bruges perler. Vore katolske venner benævner deres tre kategorier af rosenkranse som "mysterier". Faktisk emigrerede al mystik-religion fra Orienten mod Vesten i det bibelske Babylons dage. Dengang transporterede krydderihandelens trubadurer de gentagne perle-bønner fra Indien - som igen havde kopieret dem fra Tibetansk buddhisme, osv - til Europa, hvor de blev populariseret af Dominikanerne.

Jesus tog i sine advarsler til os klart og utvetydigt afstand fra en sådan hedensk bønnepraksis. Men venligst stillet til rådighed af den moderne kristne lovsangsmusik, har den fundet vej ind i kirken via den pseudo-bibelske doxologis avenue.

De falske vækkelser, Vineyard bevægelsen, menigheder som f. eks Holy Trinity Brompton, og Word-Faith’s kommercielle prædikanter bruger alle gentagelser af kor. Det sker ofte med ubibelske tekster, for at disponere folk for en manipulation, som følge af en kombination af hypnotisk og i nogle tilfælde dæmonisk bedrag, der overbeviser dem, der er fanget i at synge disse "seven-eleven" omkvæd (som David Hocking kalder dem, da de samme syv ord gentages elleve gange), idet de antager, at den sanselighed, de oplever, virkelig er Helligånden.

Men i stedet for den bibelske Åndens frugt – selvbeherskelse - har vi set folk i Holy Trinity Brompton, Kensington Temple, London, Toronto Airport Vineyard, og Brownsville Assemblies of God ude af kontrol og allerede ved første blik demonstrerende, at de er under animering af en falsk ånd af dæmonisk oprindelse. Dette muliggøres af en sanselig sammenblanding af det rent psykologiske og følelsesmæssige med autentisk åndelighed.

Under en klar afvisning af Hebræerne 4:12, bliver Guds ord kylet bort sammen med sund fornuft og prøvning på Skriften til afgørelse af, om noget netop er åndeligt eller kødeligt. Dette opgives sammen med udelukkelsen af enhver kritisk tanke om det, som disse forblindede mennesker er blevet narret til at tro er bibelsk og fornuftig. I denne ”Alice i Eventyrland”- verden med Sandy Miller, David Pytches, John Arnott, og John Kilpatrick bliver ubibelsk til bibelsk og irrationelt til rationelt. Som et resultat deraf, bliver det, der i bedste fald er kødeligt og i værste fald dæmonisk, i deres tanker (eller mangel på samme) naivt erklæret for nytestamentlig åndelighed. Dette er næsten mere trist, end det er sygt.

Dispositionen for en sådan manipulation - en vrangforestilling, og et dæmonisk bedrag - er igen et ubibelsk koncept for tilbedelse, hvor musikken er blevet det centrale element. I stedet for at uddrage læren af eksegesen, bønne-stunder og bibeltro udlægning af Skriften, får man læren fra folk, der følger Hillsong, Vineyard, Mike Bickel's ’International House of Prayer’, og de falske profeter fra Kansas City, samt Word-Faith’s kommercielle prædikanter, og dermed fra de gentagne kor - noget Jesus advarede os imod. Desuden gør de det helt uvidende om, at meget af det, de synger, ikke engang er bibelsk. Ligesom rosenkranse kommer alt dette fra østlige religioner. Hvad de gør, er at synge et mantra.

Denne vederstyggelighed understreger, hvordan den samme østlige religionstænkning, som forførte Israel (Esaj. 2:6 ”Du har forkastet dit folk, Jakobs hus, for de er fulde af Østens væsen og af trolddom som filistrene, og det vrimler med fremmede.”), igen infiltrerer den vestlige kirke, som de gjorde med Gnosticismen hos de post-Niceanske kirkefædre i Alexandria og med eftervirkningerne af korstogene.

Det åndeligt og teologisk nedrevne, som den østlige kirke efterlader sig i form af frafaldet i den Østlige Ortodoksi, og den vestlige kirke i form af frafaldet i Den Romerske Katolicisme, gennemsyrer nu den vestlige evangelikalisme.

Ligesom med den romerske rosenkrans bliver den moderne karismatik og pinsevennerne opslugt af den usle teologi i den åndelige konkurs, via den pludrende repetition, som Jesus udtrykkeligt fordømte, og imod hvilken han har udstedt en klar advarsel.

Det er lidt underligt, at den nutidige kristne komponist Darlene Zschesch så det pavelige besøg af Benedict XVI (der har udstedt Criminales Soliccitaciones ediktet, som vejleder de romersk-katolske biskopper i at beskytte pædofile præster og nonner på bekostning af de børn, de forulemper) som en lejlighed for Pinsevenner og Karismatikere til at tjene Den Romersk-katolske Kirke, som den traditionelle Pinsebevægelsen havde været en ærkemodstander af og i hele Latinamerika fortsat er en ærkefjende af.

Vi har også gentagne gange erkendt, at bibelsk og historisk afgudsdyrkelse automatisk bliver opfulgt af umoral. Den mest depraverede manifestation af dette ses i dag i Emergent Church ved engelsklæreren Brian McLaren, forfatteren Dan Kimball, og Rick Warren.

I denne post-moderne erstatning for kristendommen er der en tilbagevenden til mystikken og gnosticismen i Den mørke Middelalders ikoniske afgudsdyrkelse i munkevæsenet, som forbillede og vejledning for den nye spiritualitet, fyldt med alt fra Lectio Divina over Kontemplativ bøn til New Age-visualisering, afbrænding af røgelse samt stearinlys foran gudebilleder.

Ikke overraskende er døren ind til denne sataniske fælde sang af alt fra gregoriansk messe til det udskiftede Guds ord i bibler, der ikke er virkelige bibler, som Eugene Peterson's ”The Message” og McLaren's egen "The Voice", sammensat med bistand fra alle, lige fra digtere og historiefortællere til de formodede evangelisk lærde.

For det meste indledes afgudsdyrkelsen i Emerging Church altid med en ubibelsk gudstjeneste og en fortrængning af Guds ord, efterfulgt af religiøs accept af, hvad Guds ord fordømmer som grov umoral og perversion.

Jeg har været vidne til den verdslige pop-industris musik, som opildner de unge i alle mulige retninger. I min egen ungdom brugte ”The Jefferson Airplane” rockmusik for at sætte gang i de unge som politisk aktive imod det etablerede (selvom jeg godt kunne lide Jefferson Airplane og deres musik, var den hippie modstands-kultur, som de personificerede, og som jeg blev frelst ud af, i virkeligheden ligeså korrupt som det etablerede, vi protesterede imod).

Rap-kulturen hos afdøde Biggie Smalls og Tupac havde opildnet den urbane sorte befolkning fra de indre byer (kendt som "the hood") til at forherlige narkotika-relateret våben-kriminalitet og bandevold samt nedvurdering af sorte kvinder.

Da "rap" meget præcist har portrætteret tragedien i den sorte underklasse med narkotika-røvende Afro-amerikanere og al den fremgang, de har haft siden Borgerrettighedernes tid, kan jeg ikke forklare, hvorfor en sådan social tragedie bør fejres med populærmusik, fremstillet til at inspirere mere af samme slags.

Tydeligt seksuelle tekster og bevægelser, der begyndte med rytmer og blues samt tidlige rock-and-roll kunstnere fra 1950'erne og i 1960'erne, er nu den kulturelle hovedstrømning. Men det bliver en anklage imod alle os, der nu skal lægge vidnesbyrd til en kristen kirke, som misbruger musik til samme slags formål, som den faldne verden.

For meget af nutidens kristne musik, som kalder sig "tilbedelse", er faktisk underholdning og endda afgudsdyrkelse - ikke tilbedelse af Gud; men som det korrekt blev forudsagt i Pinsebevægelsens kirker for 80 år siden: man tilbeder "tilbedelsen" og ikke Gud.

Vi har først af alt svigtet vore unge, svigtet os selv og svigtet den sekulariserede kultur, som vi er kaldet til at vidne for om Kristus, men over alt har vi dog svigtet Kristus. Og det er kun Kristus gennem Ordet og ved Hans Ånd, som kan afhjælpe det, som vi så uforsvarligt har gjort.

Jeg har aldrig tilsluttet mig teorien om, at den beat eller rytme, der anvendes i nogle former for musik, skulle være generelt dæmonisk eller nødvendigvis kødelig i sig selv. I Salmernes Bog skrev David under inspiration af Helligånden: "Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn" (Slm. 103,1).

Forudsat at det efter sin bestemmelse er underordnet Helligånden på Skriftens grund, indbefatter Paulus alt – vort intellekt, vore følelser, vor krop og vor vitalitet. Men hvis en hvilken som helst af disse naturlige funktioner er dominerende til benægtelse af Skriftens fastsatte myndighed ved Helligånden, har vi en forfalskning, der i sidste ende vil føre til kødelighed og afgudsdyrkelse.

Som reaktion på det misbrug af musik, som desværre er fremherskende i nutidens kristne gudstjenester, har vi ofte set en reaktion, der er både uvidende og i sig selv ofte kødelig - ikke funderet på nogen bibelsk bedømmelse af tilbedelsen eller musikken, men snarere på traditionerne og kritikernes smag. På Moriel har vi derfor forsøgt at stå fast på beslutningen om kun at vurdere tilbedelse og musik på de principper, som der allerede er givet udtryk for i Guds ord.

På den mere positive side, har jeg i de sidste par år hørt en lovsang, hvor ordene bønfalder Herren om at tilgive os roderiet i gudsdyrkelsen, samt minder Herren og os selv om, at det handler om Ham og ikke om os.

Sangen hedder I'm Going Back To The Heart of Worship. Jeg kan kun bede om, at denne sang rent faktisk vil blive sunget til vor Skaber som en bekendelse af den parodi, som meget af den moderne gudsdyrkelse er blevet til, og en opfordring til, at den engang igen skal blive til Hans pris... In English here.
---------------------------
Enkelte afsnit er udeladt.