Fra Jesus-lever.dk/Af Eskild Særkjær.
Reformationen – en fejltagelse?
For blot få år siden mente de Evangelisk-Lutherske Kristne generelt, at et samarbejde med den Katolske Kirke var udelukket, fordi man så den som ’Den store Skøge’, som er omtalt i Åbenbaringen.
Men i dag har dette syn ændret sig. Nu tales der tværtimod om ’Guds bedrøvelse over den adskillelse, som reformationen forårsagede’. Da den Katolske biskop Hans Martensen i Danmark blev interviewet i forbindelsen med ’450 år efter Reformationen’ sagde han, at ”der i grunden ikke er noget i de Lutherske bekendelsesskrifter, som den Katolske kirke i dag kan være meget uenighed om”.[1]
En stadige argumentation om, at der ikke længere er grund til uenighed, har bevirket, at det Katolske forsøg på at skabe en modreformation gennem det Økumeniske arbejde er godt på vej til at lykkes. Utallige Protestantiske ledere betragter nu den Katolske kirke som en sand kirke, som der ingen grund er til at være adskilt fra.
En Engelsk Protestantisk leder har givet udtryk for dette syn på denne måde: ”Hvis den forandring, som for øjeblikket foregår i Rom, var sket med samme fart, da Luther først rejste spørgsmålene under Reformationen, tror jeg næppe, der ville have været noget, som hed Protestanter”.[2]
En Kristen leder i USA er mere ligefrem og siger direkte, at den Katolske kirke nu er så fornyet, at: ”det er slut med Protestantismen. Jeg sletter ordet Protestantisme af mit vokabular. Jeg protesterer ikke længere. Det er tid for Katolikker og ikke-Katolikker at komme sammen som ét i ånden og ét i Herren”.[3]
Den Anglikanske præst, David Watson, går et skridt videre og konkluderer, at ’reformationen var en af de største tragedier, der nogensinde er sket’. Men er det sandt, at den Katolske kirke har forandret sig så meget og nu kæmper for det samme kristendomssyn, som kommer til udtryk i de Evangelisk-Lutherske bekendelsesskrifter?
Er det sandt, at man derfor reelt kan slette ordet Protestantisme, fordi de sammen med Katolikker nu kan komme sammen og være ’ét i ånden og ét i Herren’? Nej! For selvom der ganske vist er sket en tilnærmelse mellem Protestanter og Katolikker, så er det ikke en Katolsk tilnærmelse til den Evangelisk-Lutherske lære, men er tværtimod en Protestantisk tilnærmelse til den frafaldskirke, som Bibelen omtaler som Skøgekirken.
Billy Graham: Paven er ’min bror’
Selvom de fleste ikke siger det direkte, så har de sidste års Økumeniske arbejde også blevet årsag til, at de læremæssige forskelle ofte bliver ignoreret eller bagatelliseret. Som når Billy Graham gang på gang rosende har omtalt Paven som sin bror, ’som rejser rundt over hele verden med sit kristne budskab’, som er ’det samme Evangelium, som jeg forkynder’.[4]
Og pga. dette positive syn på den Katolske kirkes tro og lære har Billy Graham flere gange givet udtryk for, at han derfor ikke vil ”prædike mod den Katolske tro eller at omvende folk, der allerede har overgivet sig til Kristus i den Katolske kirke”.[5]
En grund, som Billy Graham giver, er følgende: ”Jeg har fundet ud af, at mine overbevisninger grundlæggende er de samme som de Ortodokse Romersk Katolske.. Vi adskiller os kun på nogle punkter omkring den sidste kirkes tradition”.[6]
Billy Graham ser altså ingen læremæssig forskel på hans forkyndelse i forhold til den Katolske kirkes (falske) forkyndelse. Pga. et særdeles positivt syn på den Katolske kirkes tro og lære taler Billy Graham derfor også ofte på Katolske universiteter. Da han modtog en meget ærefulde doktorgrad på det Romersk Katolske universitet ’Belmont College’, sagde han: ”Evangeliet, der grundlagde dette universitet, er det samme Evangelium, som jeg prædiker i dag”.
Prædiker den Katolske kirke da et Evangelisk budskab? Eller er det Billy Graham, som forkynder et tilpasset, Katolsk budskab? Efter at en visepræsident for det Katolske Belmont Abbey Universitet først har rost Billy Graham for ’at kunne bringe Katolikker og Protestanter sammen i en sund Økumenisk ånd’ siger han, at ”Billy Graham prædiker en moralsk og Evangelisk teologi, (som er) højst acceptabelt for Katolikker”.[7]
Måske acceptabel for Katolikker, fordi de ikke behøver at vende om fra deres afgudsdyrkelse - men uacceptabel for alle sande troende. Den bagvedliggende grund til, at Billy Graham er blevet ’omvendt’ til Katolsk tro og lære og nu prædiker et anderledes Evangelium skal ses i lyset af den Katolske kirkes målrettede strategi for at føre de Protestantiske Kristne over til den Katolske kirke. For: ”Vatikanet ser og planlægger altid langt ind i fremtiden."
Efter anden verdenskrig måtte Vatikanet vælge og støtte en Amerikansk mester, som ville være en ven og blive elsket af alle. Gud forbyde, at det skulle være en som Martin Luther. Denne mester skulle bejle til og vinde Amerikanernes hjerter.. der kunne trække alle Evangeliske i favnen på Paven..
De ville have en mand, der var en god taler, en mand med karisma, en, som kunne fylde stadier. En mand, som ville prædike et blødt Evangelisk budskab, og en mand, der aldrig ville angribe Vatikanet. De fandt ham, og William Randolph Hearst, en god Romersk Katolsk forlagsboghandler, brugte sin aviskæde til at føre Billy Graham frem til berømmelse.. Når han talte blev han æret og mennesker roste ham.
Men da Jesus Kristus prædikede, slog de ham ihjel”.[8]
Tilbage til den katolske kirke
Mange Kristne har ud fra Skriften klart kunnet se den udvikling, som sker nu, og har advaret mod den. Tim LaHay ’forudsagde’ f.eks. i 60’erne, at: ”vi vil snart se frafaldne Protestantiske kirker og den Romersk-Katolske kirke nærme sig hinanden”.
Dette synspunkt fik han ved at læse i Skriften, for der var dengang intet, der tydede på en tilnærmelse mellem disse kirker. For, som han efterfølgende skrev:”På dette tidspunkt var det teologiske svælg mellem dem så stort, at det syntes umuligt”.[9]
Men nu, da dette svælg - pga. frafaldsteologi i de Protestantiske kirker - er ved at blive afskaffet, arbejder man på også at skabe en synlig enhed.
Vi skal se på et par eksempler herpå: I 1988 kom erklæringen om, at ”den Ortodokse kirke er parat til at anerkende Paven som Vestens patriark og tilkende ham æresprimatet i en forenet kirke”.[10]
I 1997 kom den Katolsk-Lutherske ’fælleserklæringen om retfærdiggørelse’, som i princippet har afskaffet Luthers hovedopgør mod den Katolske kirke, som er kernen i de Lutherske bekendelsesskrifter (se senere).
I 1999 blev det bekendtgjort, at ”Katolikker og Anglikanere er blevet evige om, at Paven er den øverste myndighed i den Kristne verden”.[11]
Pinsekirkens ledere har i forhold til tidligere radikalt ændret sit syn på den Katolske kirke som Skøgekirken, og betragter nu samme kirke som en sand Kristen kirke og Paven som en sand åndelig leder.
Pinsepræst, Rene Ottesen, skriver i forbindelse med Pave Johannes Paul 2’s død, at han ”byggede bro mellem de Kristne kirker” og ”var med til at forsone de Kristne”. Rene Ottesen skriver videre, at ”for os er det vigtigt, at der er enhed mellem Kristne”, men understreger, ”at der stadig er et kæmpe arbejde med at skabe enhed mellem den Katolske, de Ortodokse og de Protestantiske kirker”.[12]
Det er tydeligt, at Rene Ottesen, med udtalelser som denne, betragter den Katolske kirke som en Kristen kirke, som han på Pinsekirkens vegne gerne vil opnå en større enhed med. Så vidt jeg ved, er det ingen ledere indenfor Pinsebevægelsen, som har udtrykt betænkeligheder ved sådanne positive udtalelser om den Katolske kirke, som der efterhånden er mange af.
Grunden er, som tidligere nævnt, at de Kristne kirker er blevet overbevidst om, at enheden mellem Kristne er vigtigere end den læremæssige forskel. Tilsyneladende er de fleste Kristne overbevist om, at denne falske enhed er Guds vilje. Og dermed følger de den Katolske kirkes strategi og mål. At alle Kristne må blive forenet med den Katolske Skøgekirke:
Ved et ’Katolsk’ møde i USA, hvor Evangeliske Kristne, Karismatikere og Katolikker var forsamlede, blev følgende refereret: ”Ved mødets afslutning råbte 40.000 tilhørere: ’Lad os stoppe striden. Vi vil stride mod Djævelen, men ikke mod hverandre. Lad os gå ud og Evangelisere verden. Og det kan vi kun, dersom vi er en enhed’..”[13]
Denne nye enhedsreligion lyder besnærende. Lad os stå sammen mod fjenden. Og på denne snedige måde flyttes fokus bort fra, at fjenden allerede er i forsamlingens midte. Den Katolske kirke har siden Reformationen anset sig selv for at være Moderkirken til alle Kristne kirker og har hele tiden arbejdet for, at de Evangeliske Kristne skal vende tilbage til den.
Det synes nu at gå i opfyldelse, nu, hvor også mange ledere for de Evangelisk-Lutherske kirker ofte giver udtryk for, at Paven er ’en naturlig leder for den kommende Verdenskirke’. Og det er jo meget ’heldigt for den Katolske kirke. Den har nemlig som betingelse fællesskabet med de Evangeliske Kristne krævet, at de ’blot’ skal anerkende Pavens særstatus som Jesu Kristi stedfortræder på jorden og acceptere, at han er kirkens hoved.
Under en af de ugentlige audienser i Vatikanet udtalte Pave Johannes Paul 2, at ”Kristent fællesskab vil.. (ikke) blive en realitet, uden at alle kirker accepterer den autoritet, som Kristus har betroet til St. Peter og hans efterfølgere.. Denne autoritet vil ikke fremstå fuldt ud, før alle Kristne accepterer Kristi vilje for kirken og underlægger sig den Apostolske, Biskoppelige autoritet i fællesskabet med Peters efterfølger.[14]
Som vi har set, er det netop denne pris, som de fleste er villige til at give for at være ét. Den læremæssige forskel betyder ikke meget i denne forbindelse. En tidligere Katolsk præst, professor i teologi, dr. Gabriel Million, kommer med følgende alvorlige advarsel mod den falske enhed, som så mange kirker og Kristne er så begejstret for: ”Den Romerske Katolske kirke, den Græsk-Katolske kirke og den Protestantiske kirke vandrer arm i arm nedover til en fælles sammenslutning og til samme dom. Dette foregår under jublende sejrsråb, som nok kan besnære dem, som tror løgnen, fordi de ikke har fattet kærlighed il sandheden”.[15]
---------------------------------------------------------------------------------------------
Læs desuden: Kærlighed til Sandheden.
