Fra Jesus-lever.dk/Af Eskild Særkjær.
Katolsk/Luthersk fælleserklæring om retfærdiggørelse!
Efter mere end 25 års dialog mellem den Lutherske og Katolske kirke blev ’Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren’ offentliggjort den. 31. oktober 1999. Forud havde 122 medlemskirker i Det Lutherske Verdensforbund sagt ja til dokumentet - og flere er kommet til senere.
Igennem dette dokument har den Katolske og Lutherske kirke forpligtet sig på at ophæve ’de gensidige lærefordømmelser fra 16. århundrede’ vedr. retfærdiggørelseslæren.[16]
Det betyder konkret, at de Evangelisk-Lutherske kristne i princippet har taget afstand til den del af den Lutherske lære, som omhandler retfærdiggørelsen ved tro alene, og som Reformationen er baseret på.
Betyder det, at Martin Luther tog fej, så at den enkeltes frelse alligevel ikke afhænger af troen på retfærdiggørelsen alene ved Guds nåde i Jesus Kristus? Eller betyder det, at den Katolske kirke har angret og ændret sin tidligere falske lære om, at ’Kristus alene’ ikke er nok til frelse?
Der er i alle fald mange Kristne, som tror, at når den Katolske kirke taler om at blive retfærdiggjort af Guds nåde, så må det selvfølgelig også betyde, at de tror på det samme Evangelium, som den Protestantiske kirke bekender sig til. Men det er fordi, at de ikke aner, hvad den Katolske kirke egentlige mener, når den udtaler sig om dette emne.
For selvom den i det Økumeniske arbejde taler om at blive ’retfærdiggjort af tro’ eller ’retfærdiggjort af Guds nåde’, så har den nøjagtig den samme falske lære som på Luthers tid.
Efter at en Katolsk biskop (Sverige) havde læst et udkast til fælleserklæringen, redegjorde han først for det Katolske syn på retfærdiggørelsen, som betyder, at et menneske ikke kan blive retfærdiggjort ”alene ved Guds nåde (sola gratia), og uden at vi selv kan gøre noget for det”. Og tilføjede, at han blev forskrækket, da der i udkastet stod, at mennesker ifølge Luthersk opfattelse bliver retfærdiggjort ’af Guds nåde alene’.
Den Katolske kirke mener nemlig, at Gud ganske vist tilgiver, men at det enkelte menneske selv må medvirke til at opnå den. Biskoppen (og den Katolske kirke) krævede derfor, at ordet ’alene’ blev fjernet, så der blot ville komme til at stå, at et menneske bliver retfærdiggjort ’af Guds nåde’.[17]
De fleste tænker måske ikke over den store forskel, men med ordet ’alene’ står og falder Evangeliet. For Bibelen siger klart, at et menneske intet selv kan eller skal gøre for at blive frelst – for det skyldes Guds nåde alene.[18]
Men pga.det Katolske krav besluttede de Lutherske kirker at bøje sig. Det lyder besnærende, at Fælleserklæringens endelige ordlyd blev valgt, for at både Katolikker og Protestanter kunne fokusere på det, som de kunne være enige om – og udelade det, de er uenige om. Men når det sker ved at trække noget fra Skriften, så er det jo ikke længere hverken Bibelsk eller Luthersk.
Men det betyder tilsyneladende ingenting. De to samfund har derfor efterfølgende underskrevet en erklæring om, at organiseret ’proselyt-virksomhed’(dvs. mission) ’ må ophøre, da denne handling ”udviser reduceret respekt og manglende kristen kærlighed overfor de andre samfund”. De blev også ”enige om at afstå fra kritisk journalistik, som påpeger uenighed vedr. andre kirkesamfunds tro og lære”.[19]
Hvad siger de Kristne til fælleserklæringen?
Fælleserklæringens tekst og ’parternes uddybende tilføjelser’ er omfattende, og det vil føre for vidt her at gennemgå de mange tekster, som ligeså klart viser, at Kirkelederne for de Evangelisk-Lutherske kirker har nedprioriteret Guds Ord så meget for enhedens skyld, at der ikke længere er tale om en sand tro eller en sand kirke.
Der var kun få, som protesterede! Som f.eks. nogle Lutherske bekendelseskirker i Norden, som går under navnet ’Forum for bekendende Evangelisk-Lutherske kirker i Norden’. De har på et møde i september 1999 taget kraftig afstand fra fælleserklæringen og udtaler, at: ”…vi anser det foreliggende resultat som en umulig sammenskrivning af Bibelsk lære med vranglære i spørgsmålet om, hvordan mennesket retfærdiggøres overfor Gud. Resultatet er
1) Sammenblanding af tro og gerninger
2) Reel afskaffelse af Skriftens fordømmelse af vranglære
3) Tilsidesættelsen af Kristus alene og Skriften alene som autoritet i kirken”.[20]
Efter en uddybende forklaring konkluderes det, at ”Fælleserklæringen.. bør ikke tages som udtryk for et skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse, men viser snarere, at kirker indenfor Det Lutherske Verdensforbund ikke har klarhed mht. Skriftens lære om retfærdiggørelsen. Det kalder på, at Lutherske kirker gennem fornyet bøn og Bibelstudie besinder sig på den Bibelske retfærdiggørelses-lære og Reformationens grundprincipper: Ved Skriften alene, af Nåde alene, gennem Troen alene og for Kristi skyld alene”.
Og det er jo netop denne Sandhed, som Reformationen hviler på, men som Fælleserklæringen ignorerer. For intet mennesker kan blive frelst på andre måder end den, Bibelen foreskriver, selvom hele Verden så siger og påstår noget andet.
Paulus skriver: ”Thi af nåde bliver I frelst ved tro (dvs alene ved Jesu Kristi blod), det skyldes ikke jer selv (dvs intet menneske kan føje gode gerninger til, for) Guds er gaven..”. Ef. 2:8.
Når de Evangelisk-Lutherske kristne ignorerer denne sunde tro og lære, så har de gjort fælles sag med Guds modstander. ”.. Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? Eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre.. Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader..”. 2 Kor. 6:14-17.
Er Luther taget til nåde igen?
Selvom mange Protestanter tror, at den Katolske kirke har tilnærmet sig Sandheden, og derfor kan betragtes som en sand Kirke, så er det ikke tilfældet – tværtimod! Den har derfor heller aldrig talt om at tage Martin Luther til nåde igen, eller vurdere hans skrifter for at vurdere, om han havde ret.
Selvom Pave Johannes Paul II blev kaldt for ’Sandhedens Apostel og troens forsvarer’, så var han ikke Apostel for den Bibelske sandhed eller forsvarer for den Bibelske tro. Det er nemlig ikke den, der tages hensyn til, når den Katolske kirke tilsyneladende taler mere ’Evangelisk’. Men det er intet andet end taktik.
Om dette emne siger en tidligere Katolik: ”Hvad kan motivet være for at tale, som de gør? Kan det være andet end, at de ønsker at bedrage? Ord som frelst af nåde betyder for os ’frelse uden gerninger’. Men for Katolikkerne betyder nåde det, de kan nå frem til ved tro på betydningen af gerninger. De fortjener derved deres egen frelse’.
Når en Katolik derfor siger, at han tror på frelsen af nåde, mener han ikke det samme som Evangeliske Kristne. Forskellen er ikke en strid om ord – men om det evige mål”.[21]
Gang på gang udtaler den Katolske kirke sig ret Evangelisk, men det er bare ikke det Sande Evangelium, som der henvises til. Tværtimod er det et forsøg på at tilnærme sig de Evangelisk-Lutherske kirker gennem det Økumeniske arbejde.
Mange Kristne tror, at det kun ’handler om at nedbryde skrankerne mellem de forskellige kirkesamfund’. Men den Katolske kirke har en skjult dagsorden! En tidligere Katolsk præst skriver, hvad den Katolske kirke i virkeligheden mener med at være Økumenisk:
”Rom, der mener at være den eneste vogter af ’Sandheden’, er bevidst modstander af alt, der ikke er Katolsk. Beviset for dette er det faktum, at der i 1993 verden over blev offentliggjort en Katolsk katekismus, der ikke engang nævner Martin Luther. En katekismus, hvor der ikke er så meget som en linje om Reformationens doktrin om retfærdiggørelse, er utænkelig. Alvoren i denne sag forhindrer os i at tro, at Paven har taget (den ægte ånd i) Økumenien til sit hjerte”.[22]
Den Katolske tolkning af at være Økumenisk går altså ud på, at den Evangelisk-Lutherske lære skal tilpasses Moderkirkens afskyelige falske lære. Når man gennemgår materialet om den Katolske kirkes tro og lære, fremgår det klart, at den ikke har tænkt sig at blive mere Evangelisk. Tværtimod er den falske lære løbende blevet udbygget, så afstanden til Evangeliets Sandhed nu er langt større end på Martin Luthers tid. Som vi skal se af de følgende afsnit.
