Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.
Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.
Er hun en mur eller en dør? [kap. 8:9-10a]
Ud fra disse to vers ser det ud til, at den ovenfor nævnte tolkning må være rigtig. For konklusionen i disse vers er jo en direkte fortsættelse af spørgsmålet [om søsterens troskab] i forrige vers.
Hendes troskab vurderes ud fra hendes svar på spørgsmålene om, hvorvidt hun betragter sig selv som ’en mur’ eller ’en dør’.
1. Hvis ’hun er en mur, så bygger vi en krone af sølv derpå’.
I Bibelen er den fysiske troskab mod en ægtefælle et billede på den åndelige troskab mod Kristus. Dette er også tilfældet her. Hvis Kristi [trolovede] brud er ’en mur’, som står fast og er ’tro indtil enden’, så vil hun engang få ’livets sejrskrans’, Åb 2:10.
2. ’Men er hun en dør, så spærrer vi den med cederplanker’, tilføjer Sulamit. Det betyder, at hvis hun ikke kan modstå de lokkende toner fra andre bejlere, som er ude på at føre hende væk fra den sande, så er hun som ’en dør’, som svinger frem og tilbage.
For det betyder, at hun, som et billede på unge Kristne, så skal betragtes og behandles som børn, der stadig må opdrages og holdes hjemme, for at forhindre [spærre døren for], at de kommer galt af sted.
Et eksempel herpå finder vi i Hos 2:6, hvor Herren siger dette om folket, efter at de havde forladt ham for at dyrke andre guder: "Se, derfor spærrer jeg med tjørn hendes vej, foran hende murer jeg en mur, så at hun ikke kan finde sine stier." [til disse guder].
Søsteren kommer nu med dette svar: "Jeg er en mur, mine bryster tårne". Med disse ord giver hun billedligt udtryk for, at man ikke skal tage hendes ungdom og tilsyneladende umodenhed - som hendes manglende bryster jo henviser til - som tegn på, at hun er det. For i sit indre er hun [åndeligt] en moden [og fuldt ud udviklet] kvinde, som er i stand til at stå fast og forsvare sig mod enhver fristelse til at forlade den eneste og sande brudgom.
Da blev jeg i hans øjne som en, der finder fred [kap. 8:10b]
Når Sulamit indleder sætningen med ordet ’da’, betyder det, at den hænger sammen med de forrige vers, og dermed viser Sulamits glæde over søsterens positive svar. Når hun derefter taler om, at hun ’i hans øjne [er] som en, der finder fred’, betyder det, at brudgommen med velvilje eller velbehag ser på, at hun har udvist omsorg for de små [åndelige] søskende. Det ord, som er oversat med ’fred’ kan også oversættes med velvilje eller [Guds] velbehag, jfr. Luk 2:14.
Dermed peger disse vers hen på den omsorg, vi som Kristne skal have for hinanden, til Guds ære og til Hans velbehag. Jesus siger derfor dette til sine disciple: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig", Matt 25:33-40.
Hebræerbrevets forfatter tilføjer: "Glem ikke at gøre vel og dele med andre, thi i sådanne ofre har Guds velbehag", Hebr 13:16.
En fortælling af en vingårdsejer, en vingård og dens vogtere [Højs. 8:11-12]
Omtalen af, at ’Salomon havde en vingård’, er et profetisk forbillede på Jesus Kristus, som er den sande vingårdsejer – og på vingården, som er et billede på hans menighed. Esajas beskriver dette forhold meget tydeligt i sit 5. kap., som han indleder med disse ord: "Jeg vil synge en sang om min højt elskede, en kærlighedssang vedrørende min højt elskedes vingård. Min højt elskede havde en vingård på en frugtbar høj", Esaj 5:1 [KJ].
Denne vingård overgav Han til vogtere [menighedsledere], for at de "hver kunne tjene tusind sekel sølv på dens frugt", v. 21. Disse ord minder meget om Jesu lignelse om manden, som havde en vingård. For at beskytte den mod røvere "satte [Han] et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn [og] lejede den ud til vingårdsmænd", inden han drog udenlands [til Himmelen], Matt 21:33.
Dengang var det almindeligt, at en vingård blev lejet ud som beskrevet. Forud blev der skrevet en lejekontrakt, som skulle fastslå, hvordan høstudbyttet skulle fordeles. På Jesu tid skulle ejeren have 25-50 % af udbyttet, og resten skulle tilfaldt forpagteren. Derfor var det ganske naturligt, at vingårdsejeren, "da nu frugttiden nærmede sig, sendte sine tjenere til vingårdsmændene for at få [fortjenesten for] de frugter, der tilkom ham", Matt 21:34.
Det er sikkert den samme betydning, som ligger bag teksten i Højsangen, når den nævner, at vogterne ’hver kunne tjene 1000 sekel sølv på dens frugt’. Ud fra vers 12 ser det ud til, at dette var det beløb, som den enkelte vogter var forpligtiget til at give til vingårdsejeren. Og de 200 sekel sølv, der blev tilbage, skulle så tilfalde dem, ’som vogter deres frugt’ [v. 12].
Den åndelige betydning af vingårdens frugtudbytte og fortjeneste
1. Det første, vi skal se på, er vingården, som er et billede på menigheden. Ligesom gærdet og vagttårnet er nødvendige for at holde dyr og tyve borte fra vingården, således skal vor vingård også beskyttes mod enhver, som vil ødelægge eller stjæle fra den. Bemærk, at de ikke skal betale for vingården, fordi den - som et billede på frelsen - er gratis for os.
2. Det næste, vi skal se på, er frugten, som i NT udlægges til fx at betyde ’tjene Gud’, ’være tro’ og ’have omsorg’.
3. Fortjenesten i vingården er et billede på det, vi gør for at tjene Gud i og ud fra menigheden. Henvisningen til sølv som betalingsmiddel bliver i Bibelen brugt som et billede på forløsningen, fx 2 Mos 30:15.
Denne forløsning er altså betalt af Jesus Kristus. Ordet forløsning betyder det samme som ’løser’ og ’genløser’, som betyder ’at købe fri’ eller ’indløse’. Når Sulamit giver udtryk for, at de 1000 [sekel sølv] tilhører Ham, er det et billede på, at vore liv og tjeneste i Guds vingård må hvile på Kristi forløsning alene.
4. Al fortjeneste i vingården tilhører Kristus – til hans ære. Men alligevel skal vogterne have deres del af udbyttet. Den åndelige betydning heraf kan vi bl.a. se i 1 Tim 5:17: ”De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning. Thi skriften siger.. ’en arbejder er sin løn værd’.."
Jeg har min egen vingård [kap. 9:12]
Sulamit indleder vers 12 med ordene: "Min vingård, den som tilhører mig, ligger foran mig" [KJ]. Det er sandsynligt, at denne vingård er identisk med den vingård, som tilhører brudgommen [v. 11].
Et fortilfælde på denne billedlige fremstilling af, at brudgommens ejendom også tilhører bruden, så vi i 4:16, hvor Sulamit omtaler brudgommens have som identisk med sin egen have.
Den åndelige betydning heraf er den samme som i lignelsen om ’den fortabte søn’, som faderen holder en fest for, da han kommer hjem. En fest, som den hjemmeboende søn aldrig har fået, og han følte sig derfor snydt over denne forskelsbehandling:
”Da sagde faderen til ham: ’Mit barn! Du er altid hos mig, og alt mit er dit..’..”, Luk 15:31.
Et andet sted står der om det samme: ”Lovet være Gud.. som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse", Efes 1:3.
Brudens sidste indtrængende bønner [kap. 8:13-14]
’Du, som bor i haverne’ er et billede på Jesus, som bor i de hjerter, som tilhører Ham. I den Danske Bibel bliver disse omtalt som venner, som lytter til Ham. På grundsproget står der dog ’følgesvende’ [altså disciple] i stedet for venner.
Ordene om, at disse venner eller disciple lytter til Ham, peger hen på Jesu ord i NT, hvor Han siger, at de ’hører hans røst’ og ’følger ham, fordi de kender hans røst’. Verset slutter med denne personlige bøn: "Lad mig få høre din røst!"
Det er så meget, som søger at forhindre os i at lytte til Hans røst, når Han taler alvorlige ord til os på vor vandring gennem livet. For at vi ikke skal fare vild, siger Han kærligt og formanende dette til os: "Se, jeg forelægger dig i dag livet og lykken [eller] døden og ulykken..! Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv..", 5 Mos 30:15, 19-20.
’Skynd dig, min elskede’ [KJ], udbryder Sulamit. På sin vandring gennem livet har hun haft mange dejlige stunder med sin brudgom, hvor Han har fyldt hende med glæde og en stor længsel efter snart at blive Hans brud. Det samme har vi som tilhører Jesus.
Thi det ord er sandt, at "bedre [er] en dag i din forgård end tusinde ellers." Slm 84:11. Men samtidigt længes vi efter, at Jesus kommer igen og alt bliver nyt. Derfor siger bruden til Ham: ’Skynd dig, min elskede!’ og ’kom, Herre Jesus! Og Han svarer sin brud med ordene: "Ja, jeg kommer snart", Åb 22:20.
De sidste ord om, at Han må ’være som en gazelle, som den unge hjort på balsambjerge’, er stort set de samme som i kap. 2:17. Der henviste jeg til, at grundsproget dér talte om ’adskillelsens bjerge’, fordi disse bjerge adskiller hende fra brudgommen.
Dengang gav hun udtryk for sin længsel efter, at Han snart ville komme. Nu gentager hun den samme længsel med at sige: "Skynd dig, min elskede"!
Hvornår Han kommer, ved vi ikke, men vi ved, at Han ’kommer snart’ og ’tøver ikke!’
"I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende", Rom 13:11.
Min elskede brudgom, Jesus Kristus: Skynd dig! Kom snart!
