Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.
Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.
9. Sang: Sulamit beskriver sin længsel og giver gode råd [kap. 8:1-14]
Som et forbillede på Kristus og Hans brud [os] har Sulamit gennem billeder og åbenbaringer beskrevet den vidunderlige fremtid sammen med brudgommen, når Han kommer tilbage.
I dette kapitel er hun ligesom kommet tilbage til ’nutiden’ - til sin trolovelsestid. Her kommer hun med nogle betragtninger over sin [åndelige] vandring gennem livet sammen med brudgommen og kommer med nogle gode råd og formaninger til sine tilhørere, som i større eller mindre grad er hendes medvandrede på vej mod samme mål.
Brudens brændende ønske om at være der, hvor brudgommen er [kap. 8:1-3]
Efter alt det, som hun har set og hørt om den herlige fremtid sammen med brudgommen, der venter hende, når Han kommer tilbage, så længes hun endnu mere efter, at den dag snart måtte komme.
Det er bl.a. denne længsel, som ligger bag hende ord i vers 1: "Gid du var mig som min broder." [KJ]. I Bibelsk betydning er ’en broder’ ofte en betegnelse på en, som tager ansvaret for sine søskende, som Han enten biologisk eller åndeligt er i slægt med. De kan derfor regne med, at Han altid er i nærheden, fordi Han i sin kærlighed vil beskytte og hjælpe dem i alle situationer. Et billede, som fuldt ud er blevet opfyldt i Kristus, vor broder.
Årsagen til, at Sulamit giver udtryk for dette ønske, skal ses i lyset af, at de som trolovede endnu ikke er gift og derfor ikke bor sammen. Og derfor må Han forlade hende. Men, tænker Sulamit: Hvis Han nu [også] var ’som en broder’, så behøvede Han jo ikke at forlade hende, men derimod altid være hos hende med sin omsorg og hjælp.
Profetisk peger denne hendes længsel hen på Jesus, som blev ’vor broder’, som altid er os nær, og som frelste os og førte os til Gud, Hebr. 2:10-15.
Sulamit måtte acceptere, at hendes brudgom ikke kunne være en sådan broder. Og derfor var hun, efter sit herlige møde med sin brudgom ’på bjerget’, igen blevet alene og savner Hans nærvær. Det fremgår tydeligt [efter grundteksten], at hun ikke igen vil havne i samme situation som dengang, hvor hun ikke var beredt til at lukke Ham ind, da Han kom og bankede på hendes [hjerte]dør [se 5:2].
Hun fortæller derfor, hvad hun så ville gøre. Hun ville selvfølgelig først og fremmest byde Ham velkommen med et kys og dernæst byde Ham indenfor. Og så ville hun give Ham saften af hendes granatæbler [som er et billede på hendes kærlighed til ham].
Hun ved, at Han pga. sin kærlighed til hende ikke ser hendes mange fejl. "Jeg skal ikke blive foragtet", siger hun derfor. Og hun fortsætter med billedligt at beskrive, at "Hans venstre hånd [så] skulle være under mit hoved og Hans højre hånd skulle omfavne mig", v. 3 [KJ].
Disse vers er et billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi ønsker at byde Ham ind i hjertet og give Ham vor kærlighed. Men hvor tit har vi ikke svigtet Ham, når Han er kommet og banket på, eller mindet os om, at ’her er vejen, I skal gå’?
Men når vi så igen byder Ham indenfor og bekender vore synder for Ham, så ved vi også – ligesom Sulamit - at vi aldrig skal ’blive foragtet’.
Igen en formaning til Jerusalems døtre [kap. 8:4]
Sulamit formaner igen sine tilhørere mod at tro, at de kan vække den sande kærlighed ved egen indsats. For den kommer først, når ’Han ønsker det’, siger hun til dem, jfr. kap. 2:7, 3:5.
Et billede af brudgommen, som støtter og opdrager Sulamit [kap. 8:5]
Et nyt billede oprulles for Sulamit, som får hende til at spørge: "Hvem er det, som kommer fra ødemarken, som støtter sig til sin elskede"? [KJ]. Af sammenhængen fremgår det, at det er hendes brudgom, som støtter sin brud i ørkenen, for at hun ikke skal falde eller give op undervejs. Dette er et vidunderligt billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi også hele tiden må støtte os til Ham for at ’holde ud indtil enden’, Mark 13:13.
Han vil give os al den hjælp, som vi har brug for på vor vandring, og siger derfor til hver eneste af os:
• "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile..", Matt 11:26.
• "Frygt ikke, thi jeg er med dig. Vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig," Esaj 41:10.
Ud fra det ovenfornævnte billede, fortæller Salomon, at Han er mere end hendes brudgom og Konge. Han er også hendes opdrager. Direkte oversat fra grundteksten siger han derfor til hende: "Jeg opfostrede dig under æbletræet, dér, din moder fødte dig".
Ud fra Højsangen ved vi, at Salomon ikke har opfostret Sulamit, hvorfor Han profetisk må tale om en anden brudgom og brud. Det handler nemlig i virkeligheden om Kristus og Hans brud, som Han "opdrager.. til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtighed i den nuværende verden", Tit 2:11-12.
Sulamit [og vi] skal altså med andre ord huske på alt det, Han gennem hendes opdragelse har gjort for hende, så at hun kan stå som Hans brud. Når Han i den forbindelse nævner, at denne opfostring skete ’under æbletræet’, er det måske for at illustrere, at Han hver dag har givet hende den frugt, som hun både åndeligt og materielt har haft behov for. I Bibelen bliver frugt og frugttræer nemlig ofte brugt som billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, jfr. Ezek 47:12, Åb 22:2.
Brudens bøn om helt at tilhøre sin brudgom [kap. 8:6a]
"Læg mig som et segl på dit hjerte, som et segl om din arm" [KJ], siger hun til sin brudgom. Dengang var et sejl en meget personlig ting, som blev brugt sammen med eller i stedet for dennes underskrift. For at det ikke skulle tabes, blev det ofte båret på brystet eller om håndleddet [armen]. Når Sulamit derfor beder om at være ’som et sejl’ på brudgommens hjerte, udtrykker hun sit store ønske om at være så tæt på Ham som muligt og blive Hans mest personlige og værdifulde ejendel.
Samtidigt peger hendes bøn profetisk hen på den dag, hvor vi ved tro på Kristus bliver ’beseglet ved Helligånden, som var forjættet os, og som er en pant på vor arv, Efes 1:13-14.
Den sande kærlighed beskrives [8:6b-7a]
Med ganske få ord beskriver Sulamit den sande kærlighed, hvis berømmelse minder om den beskrivelse af kærligheden, som vi finder i 1 Kor 13. Og derved giver hun, inspireret af Helligånden, udtryk for den gudgivne kærlighed, som vi allerede tidligere har berørt. Nemlig den, at "vi elsker ham [dvs. Jesus], fordi han elskede os først", [KJ], 1 Joh 4:19.
Vi skal se på, at Sulamit med sit ordvalg har denne dobbelttydning i sine tanker.
1. Brudgommens [Kristi] kærlighed til sin brud beskrives
Sulamit ved, at brudgommen vil efterkomme dette ønske, som er omtalt i første del af vers 6. Thi hun kender Hans kærlighed til hende, som hun beskriver ’er stærk som døden’. Dette udsagn peger frem på Kristus, som elskede os så højt, at Han gik i døden for os og tilintetgjorde dens magt. Hans kærlighed er dog ikke blot ’stærk som døden’, men endnu stærkere.
Paulus skriver derfor, at han ’er vis på, at hverken død eller liv’ eller noget som helst andet "vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre", Rom 8:38-39.
Verset fortsætter med at beskrive, at hans ’nidkærhed [er] hård som dødsriget’. Det betyder, at selvom dødsriget [Djævelen] af al magt prøver at holde fast på, hvad det pga. syndefaldet har fået i eje, så er brudgommens brændende nidkærhed årsag til, at dets fanger bliver sat fri.
”Derfor hedder det: Han steg op til det høje, bortførte fanger [fra dødsriget] og gav menneskene gaver..”, Efes 4:8.
Derfor er det sandt, at ’døden er opslugt og sejren vundet’. Og derfor kan vi jublende udbryde: "Død! hvor er din brod? Dødsrige! hvor er din sejr?" [KJ], 1 Kor 15:54-55.
Hun er ikke færdig med at beskrive Hans store kærlighed, hvis ’gløder er som brændende glød, dens lue er Herrens lue’. Den ild, der tænkes på, er den hellige ild på Herrens alter, hvor blodet blev udgydt til soning for folkets synder.
Esajas ser og beskriver det på denne måde: "En af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret [i den himmelske helligdom], det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’..”, Esaj 6:6-7.
Så stor er Hans kærlighed altså! Den er så heftig og stor, at ’mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort’, konkluderer Sulamit videre. De ’mange vande’ er ofte et billede på de mange folkeslag, som står Gud imod og er fjendtlige mod Hans folk, Jer 51:55, Åb 19:6. Men, uanset hvad disse formår at gøre i deres modstand mod Gud og Hans folk, så formår de dog intet.
2. Brudens kærlighed til sin brudgom [Kristus] beskrives
Vi kan ikke blive færdige med afsnittet uden også at komme ind på, at Sulamit med sit ordvalg også tænker på den [gudgivne] kærlighed, som hun - som et billede på os - har til sin brudgom. Denne kærlighed [fra Gud i os] er så stor, at ’de mange vande’ ikke formår at slukke den hellige ild til Herren.
Det er denne kærlighed fra Gud og til Gud, som gør, at de troende trods mange trængsler fra Verden og mørkets magter kan være tro til døden og sejre midt i lidelsen. Et eksempel på dette er hentet fra bogen: ’Den himmelske mand’, som er en biografi af en Kinesisk Kristen, Broder Yun. Han fortæller om den voldsomme forfølgelse af de Kristne i Kina, hvor myndighederne med al magt forsøger at slå den vækkelse ned, som resulterer i 10.000 nye Kristne hver dag.
Bogen beretter om, hvordan Broder Yun blev fængslet, og pga. sin tro og vidnesbyrd om Jesus blev han her udsat for de mest ydmygende og umenneskelige mishandlinger. En dag, hvor han stod overfor en sandsynlig dødsdom, bad han til Jesus og sagde: ’Herre Jesus, selvom de slår mig ihjel, vil jeg elske dig alligevel’.
Og ’alene på det fugtige gulv, sang jeg denne sang:
Herre, hvad morgendagen bringer, ved jeg ej;
men jeg vil gerne dø for dig.
For jeg ved, du har valgt mig;
har kaldet mig til at adlyde og elske dig’.
Den sande kærlighed kan ikke købes for penge [kap. 8:7b]
"Hvis en mand ville give alle ejendele i sit hus for kærligheden, ville den blive fuldstændig foragtet." [KJ]. Den konkrete betydning er, at den sande kærlighed ikke kan købes for penge. Selvom en mand gav alle sine ejendele bort for at få fat på den, så ville værdien ’blive fuldstændig foragtet’, fordi den ville være alt, alt for lille. Og således er det også med Guds kærlighed.
Salme 49 beskriver det på denne måde: "Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum – prisen for Hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det – så Han kunne blive i live", Slm 49:8-9.
Det religiøse menneske vil gerne tro, at det selv kan eller må gøre noget for at få del i Guds kærlighed, nåde og frelse. Men det er ikke tilfældet! "Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?" spurgte Jesus. Og svaret er: Ingenting! For Jesus Kristus har betalt al vor skyld på Golgatas kors. Intet kan lægges til! "Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven", Efes 2:10.
Sulamits åndelige og gudvelbehagelige omsorg for en ’søster’ [kap. 8:8-10]
Umiddelbart ser det ud til, at Sulamit her omtaler sin egen biologiske lille søster. Men det er næppe tilfældet, da det ifølge kap. 6:9 ser ud til, at hun var enebarn. Derfor siger hun heller ikke ’min lille søster’, men derimod, at ’vi har en lille søster’.
Men: Hvem er ’vi’? Og hvilken søster tænkes der på? Hvis der ikke konkret er tale om en biologisk søster, er det nærliggende at tro, at ordet ’søster’ henviser til en [åndelig] søster, der ligesom ’vi’ tilhører brudeskaren og dermed brudgommen.
Omtalen af dette søskendeforhold er et billede på alle dem, som tilhører den Himmelske brudgom, og som derfor også er søskende. Et billede på et sådant søsterfællesskab så vi i kap. 1:4, hvor Sulamit på disses vegne siger til brudgommen: "Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin. De retskafne elsker dig." [KJ].
Som vi ser, så tilhører disse kvinder ligesom Sulamit også brudgommen, og bliver derfor - som et forbillede på Kristi brud - kaldt for retskafne. Det er Hans værk i dem, som har gjort dem til det, de er. Derfor jubler og glæder de sig i Ham og priser Hans kærlighed. Og derfor elsker de Ham.
Vi skal i parentes bemærke, at disse kvinder, som repræsenterer Kristi brud, ikke er identiske med ’Jerusalems døtre’, der repræsenterer Verdens børn, som aldrig har mødt Ham personligt eller oplevet Hans kærlighed til dem.
Men – kan den omtalte ’lille søster’ i kapitel 8 virkelig være identisk med en af disse ’retskafne’ kvinder? For hun omtales jo som en, som endnu er så ung og umoden, at hun stadig ikke har fået sig en bejler. Betyder det ikke, at hun derfor endnu ikke er blevet ’trolovet’?
Så vidt jeg kan se, så handler verset ikke om, hvorvidt hun er trolovet eller ej, hvilket betyder, at hun godt kunne være det. Sulamits udsagn skyldes nok snarere hendes frygt for, hvordan det vil gå, når der kommer en [anden] bejler og ’gør kur til’ hende. Vil denne ’lille søster’ så være moden nok til at afvise Ham, som vil forsøge at føre hende væk fra Ham, hun er trolovet med?
Dette er et billede på de mange falske profeter, som giver sig ud for og påstår, at han er Kristus, men som i stedet fører mennesker væk fra ham, Matt 24:23.
Det var denne store fare, som fik Paulus til at formane de Kristne til at vokse fra åndelig umodenhed "til mands modenhed, så at vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv", Efes 4:13-15.
