Fra "Ny kraft"Af Erling Ruud.
Andagt til 18. april.
Når et skib er ved at synke, er det ikke nok at have redningsbælter ved hånden, lige så lidt som nogen bliver reddet blot ved at tro på redningsbæltets evne til at holde mennesket oppe. Redningen består i, at de nødstedte er villige til at tage redningsbæltet på og springe i vandet, før skibet trækker dem ned.
Troen er overbevisningen om, at Kristus kan frelse, og at Han er villig til at frelse mig. Denne overbevisning er i sig selv en gave. Vi får den, når vi møder Jesus og bliver stillet ansigt til ansigt med Ham i Hans levende ord. Men det beror til syvende og sidst på os selv, om denne Frelser skal komme til at frelse os.
I et fængsel i Pennsylvania, hvor Polloch var Guvernør, sad en dødsdømt morder. En ansøgning om benådning var afslået. Polloch, som var stærkt Kristeligt interesseret, aflagde den dødsdømte et besøg dagen før henrettelsen. Han talte med ham om det alvorlige i, at han nu snart skulle træde frem for den Himmelske domstol, og søgte at føre ham til omvendelse ved at påpege, at selvom den jordiske domstol havde nægtet at benåde ham, så var den Himmelske dommer villig til at frifinde ham trods al hans brøde, hvis han bad om nåde for Jesu skyld.
Det ville fangen ikke. Da guvernøren var gået, fortalte fangevogteren ham, hvem han havde haft besøg af. Da vred den dødsdømte sine hænder og råbte: »Havde jeg vidst, at det var guvernøren, så havde jeg kastet mig på knæ for ham og ikke sluppet ham, før han havde benådet mig.«
Villig til at bede mennesker om nåde, når det gælder dette korte jordeliv, men uvillig til at bede Gud om nåde for det evige liv. Passer det på dig?
»Den, som tror på sønnen, har evigt liv, den, som ikke lyder sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Johs 3:36.
