Fra Skriften.net/8. marts 2014.
Af Samuel Roswall.
Profeten Habakkuk og hans budskab - I af III.
Ve over Babylon (2:5-20)
Nu følger en beskrivelse af kaldæernes hedenskab og en dom over dem i form af fem veråb.
Første ve. Herrens ord til sin profet er i første omgang, at Israels fjende vil lide en grusom skæbne. Oppe på sin udkigspost ser Habakkuk altså, at vel vil Herren bruge et fremmed folk i tugten af sit eget folk. Men hvis de fremmede optræder overmodigt i den opgave, vil det få forfærdelige følger for dem. Og det fik det. Vel knuste Babylon Judæa. Men senere fik Babylon selv en krank skæbne og blev undertvunget af Persien.
Andet ve. Israels fjende vil forsøge at gardere sig mod et eventuelt angreb fra en anden magt. Billedlig talt gør han som ørnen, der bygger sin rede højt. Men Herren siger, at i hans bygninger vil stenene råbe om den uretfærdighed, han har begået mod andre folk.
Tredje ve. Igen understreges, at fordi andre har måttet bøde for Babylons velstand, så vil Herren ramme denne velstand med ødelæggelse.
Fjerde ve. Kaldæerne har bragt skam over andre folk. På samme måde som når én drikker en anden fuld for at se ham nøgen, sådan kommer de selv til at drikke af Herrens vrede, så det bliver synligt, at de er uomskårne. Hvad de har gjort mod andre, vil ramme dem selv.
Femte ve fokuserer på deres afgudsdyrkelse. Med guddommelig ironi siges: Kan en stum sten give belæring?
I bogens begyndelse klagede profeten sin nød over den uretfærdige tilstand i hans eget land. Herren svarede, at han vil tugte landet gennem kaldæernes grusomhed. Men de vil om nogle år selv blive ramt for deres hovmod. Det må profeten vente på, og derfor skal han nedskrive sine syner.
Profetens bøn (3:1-2)
Efter veerne følger en salme, som profeten skriver til korsang med musikledsagelse. Til Herren siger han: Jeg har hørt om og set din gerning. Vi kan ikke umiddelbart sige om begivenheder, at de er Herrens værk. Men sommetider får vi lov at se Guds hånd i det, som er sket. Men det må altid ske i sammenhæng med, at vi har hørt tydningen af Herrens mund. Når den troende har fået øje for Herrens indgreb, bliver man tørstig efter at erfare mere. Derfor siger profeten: Lad din gerning ske igen. Når Herren rører ved vore åndelige smagsløg, siger vi: Mere af dig, Herre, så meget som muligt.
