Fra Skriften.net/8. marts 2014.
Af Samuel Roswall.
Profeten Habakkuk og hans budskab - I af III.
Profeten Habakkuk og hans budskab - II af III.
Herren kommer (3:3-15)
Habakkuk beskriver nu, hvordan Herren kommer. Afsnittet kan måske opfattes som svar på bønnen i v.1-2. Det siges, at han kommer fra Tenan og Paran, det vil sige fra Edom, sydøst for Dødehavet, som var området for Esaus efterkommere.
Herren vil komme, og begivenhederne vil indtræffe. Det er profeten overbevist om. Det underbygges nemlig af, hvad Herren tidligere har gjort i Israels historie. I beskrivelserne af de kommende begivenhederne er der nemlig lighedspunkter med både overgangen over Det røde Have og pagtslutningen ved Sinai.
Samtidig med at versene beskriver den kommende dom over Babylon, så er det klart, at profetens budskab om Herrens komme og de begivenheder, som hører til i forbindelse hermed, ikke kan rummes indenfor en geografisk begrænsning. Her tales om mere end dommen over Babylon dengang som en konsekvens af dets overfald på Judæa.
De begivenheder, der her er tale om, er universelle (se v.3, 6 og 9). Herrens ord til Habakkuk kan derfor siges at pege frem mod Åbenbaringsbogens omtale af Babylon som fælles betegnelse for oprøret mod Gud (se Åb 14, 16 og 18).
I Bibelens første bog betragtes tårnet i Sinear (Babylon) som menneskehedens oprør mod Gud. I Bibelens sidste bog er Babylon et udtryk for verdens endelige oprør mod Gud.
Ordene til Habakkuk leder tanken hen på Ny Testamentes tale om begivenhederne i forbindelse med Jesu andet komme. Og så begynder vi måske på en ny måde at ane, hvorfor budskabet skulle nedskrives – altså fordi det peger udover straffen over kaldæerne og langt ud i fremtiden.
I Ny Testamente tales om Guds dom, som skal ramme jorden før Herrens komme (f.eks. Matt 24:29-30; Luk 21:25-26; Åb 6:12-17). Det er noget af det samme, Habakkuk må lægge øre til. Guds domshandlinger beskrives i voldsomme billeder. Men med håb, idet der i v. 13 står, at Herren drager ud til frelse for sit folk, for at frelse sin salvede. Herrens salvede er umiddelbart Israels konge.
Men her er der formentlig en profeti om Messias, som netop betyder den salvede. Også i Ny Testamente ser vi, at Herrens dom over ugudeligheden løber parallelt med Herrens frelse af sit folk (se f.eks. 1Thess 5:1-11).
Profetens liv med Gud (3:16-19)
Hvordan hører vi ordene om Guds dom? Tænker vi: Nå, ja, det må vel komme sådan? Da Habakkuk kom til at se, hvordan Guds dom vil ramme en gudløs verden, så skælvede han, tænderne klaprede, knoglerne smertede, og benene vaklede under ham.
Den gudløse er ikke bange for Gud, ryster ikke for ham. Men Gud er frygtindgydende over for oprøret mod ham. Og lever vi Gud nær og ser den verden, der ringeagter ham, så kommer noget af profetens rystelse også over os. Hvis det ikke er tilfældet, kan det enten være, fordi vort liv med Gud er overfladisk, eller fordi vi ikke reelt regner med, at synd er alvor.
Men midt i sin rystelse længes profeten efter, at dommen over Babylon snart må komme og blive overstået. Profeten lider, fordi han ser, at hans fædreland ligger øde, at figentræet ikke blomstrer, at vinstokken ikke bærer frugt, og at der hverken er afgrøde eller dyr på marken.
Til sidst understreger Habakkuk, at troens liv med Gud ikke kun er smerte over ugudelighed. Det indebærer også en erfaring af, at Herren selv er hans styrke, og at han gør byrden let. Bogens afsluttende budskab ånder altså af troens virkelighed. Og det er netop i dét liv, et menneske kan holde ud at lægge øre og røst til Guds dom over både sit eget fædreland og dette lands fjender, og til Guds frelse.
For profeten er livet med Gud ikke noget letkøbt og overfladisk. Livet var virkelig en smerte. Ikke over, hvad der ramte ham selv – men hans eget folk. Men samtidig rummede livet en fryd over hans frelses Gud.
