Fra Proisrael.dk/8. marts 2014.
Af Harry Højgaard.
Israel kaldes »Guds udvalgte folk«. Men hvad betyder det? Og gælder det stadig? Efterskolelærer Harry Højgaard, der er medlem af Ordet og Israels bestyrelse, kaster lys over de spørgsmål.
Den første udvælgelse
Gud vil, at alle – danskere, israelere og arabere – skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For alle er skabt i Hans billede og elsket af Ham. Allerede inden Han grundlagde verden, foretog Han derfor den første og helt grundlæggende udvælgelse. Da udvalgte Gud os i Jesus til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte Han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus (Ef 1,4-5).
Israels udvælgelse
For at denne udvælgelse og forudbestemmelse kan blive til virkelighed, udvælger Gud forskellige mennesker til at tjene ham til forskellige tider. Men her er der tale om en anden slags udvælgelse.
Hvor den første udvælgelse er en udvælgelse til frelse, er alle senere udvælgelser, udvælgelser til tjeneste. Udvælgelse hører ikke sammen med frelsen, men med tjenesten. Det gælder også Israels udvælgelse.
Det hele begynder med udvælgelsen af én mand, Abram i 1 Mos 12,1-3.
Hans familie dyrkede fremmede guder (Josva 24,2), så det er tilsyneladende et helt tilfældigt menneske, der vælges ud af hele menneskeheden. Men fordi Gud udvalgte ham, så blev Abram noget helt specielt – Guds redskab. Derfor fik han også et nyt navn: Abraham.
Der var ifølge teksten to grunde til denne udvælgelse:
1: »Jeg vil velsigne dig«. Altså for Abrahams egen skyld.
2: »I dig skal alle jordens slægter velsignes«. Altså for alle andres skyld.
Abraham udvælges og velsignes altså ikke kun for sin egen skyld, men for hele verdens skyld.
Gennem Abraham vil Gud, at Hans første udvælgelse skal blive til virkelighed for alle folkeslag. Man kunne kalde Abraham for en kanal, hvorigennem Gud sender sine strømme af velsignelse ud til alle andre. Det er Guds velsignelse til hele Verden, der er bagtanken med Abrahams udvælgelse.
Derfor lyder også de alvorlige ord om, at den, der velsigner Abraham, vil Gud velsigne, og den, der forbander Abraham, vil Gud forbande. For den, der angriber Abraham, angriber ikke kun Abraham, men også Guds plan om velsignelse til alle andre.
Udvælgelse og frelse
Både til Isak (26,2-5) og Jakob (28,13) lyder det samme løfte. Og da slægten bliver til et helt folk, Israel, sættes også de ind i dette helt specielle forhold til Gud ved pagtsslutningen ved Sinai: »… I skal være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig« (2 Mos 19,5-6).
Som en præst er indsat som en Guds tjener for andre, sådan er Israel som folk indsat som en Guds tjener for alle andre folkeslag. Her møder vi altså igen tanken om, at Israel er udskilt fra alle folkene, for at Gud kan velsigne hele jorden gennem dem.
Gud udvælger nemlig aldrig på bekostning af andre, men for at nå alle.
At være udvalgt er derfor ikke det samme som at være frelst – eller fortabt. Der er »kun« tale om, at Gud suverænt bruger mennesker til at tjene sin frelsesplan – uanset om de selv ved det, og uanset om de selv ønsker det!
Om Israel er lydig eller ulydig får betydning for den velsignelse, der er tiltænkt dem selv. Men det har ingen indflydelse på, om Gud bruger dem som et redskab i forbindelse med den velsignelse, Han har tiltænkt alle andre folkeslag.
Gud ønsker at bruge Israel til at velsigne Verden, også når de er ulydige og kommer under Hans vrede. Allerede inden de får det lovede land, belærer Gud dem om, at deres udvælgelse hverken skyldes egen storhed eller retfærdighed, men alene Guds kærlighed og trofasthed mod sit ord (5 Mos 7,7 og 9,6)
Når Israel kaldes Guds folk, betyder det altså ikke Guds frelste folk, men Guds udvalgte folk.
Hele Israel er Guds udvalgte folk, for alle Abrahams efterkommere er udvalgt.
Kun en rest af Israel er Guds frelste folk, for kun de, der har Abrahams tro, er frelst.
I Det Nye Testamente formuleres det sådan: »I forhold til evangeliet er de fjender (for de modtog ikke budskabet om Jesus) …; men i forhold til udvælgelsen er de elskede … For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke« (Rom 11,28f). Selv om Israel er utro, forbliver Gud dog tro, for Han kan aldrig fornægte sig selv!
Guds tanke med Israel
Hvad ville Gud mere konkret med udvælgelsen af Israel? Hvad skulle folket bruges til, og er det ikke alt sammen noget, som hører fortiden til? Er Israel ikke et redskab på linie med en le: Det var engang et nyttigt redskab, men nu bruges det kun som en hyggelig fritidsinteresse af specielt interesserede!
Vi vil se på tre punkter:
1. Guds Ord til hele verden skulle komme gennem Israel! Bibelen er en Jødisk bog. Stort set alle profeter og apostle var Jøder, og det ord, som er givet os, som en lygte for vor fod og et lys på vor sti, er kommet til os gennem Israel. Både Det Gamle og Det Nye Testamente!
Gud har velsignet os gennem Israel, men vi skal ikke forvente flere hellige skrifter fra dette folk. Hvad vi kan vide om Gud, er endegyldigt åbenbaret os i Hans Søn, Jesus af Nazaret. Israels rolle er her afsluttet.
2. Hele Verdens frelser skulle komme gennem Israel!
Gennem hele Israels historie ligger håbet og forventningen om, at Gud vil opfylde sine løfter til Israel om en frelserkonge. En frelser, som skulle være for hele folket – og for hele Verden.
Nu er Jesus født af en Jødisk mor, han har levet sit liv som Jøde, og gennem sin død og opstandelse har han skaffet soning for både Israels og folkenes synder. Det skal ikke gentages, men er et afsluttet kapitel. Israels rolle er også her afsluttet.
Men med til Guds løfter om en frelserkonge hører også, at Jesus igen træder synligt ind i denne Verden. Og det skal ske i Israel, på et tidspunkt, hvor Israels folk igen er samlet i landet (Zak. 14; ApG 1,11; Luk 21,20-33).
Det er et kommende kapitel, hvis forord Gud er ved at skrive i vores tid gennem hjemførelsen af Israels folk. Israels rolle er her først lige begyndt!
3. Hele verden skulle lære Gud at kende gennem Israels liv!
Israel er blevet kaldt et demonstrationsfolk. Et folk, hvorpå Gud demonstrerer for hele verden, hvem og hvordan et menneske er, og hvem og hvordan han selv er! Gud har ikke åbenbaret sig gennem store teologiske værker, men gennem Israels historie!
Derfor er Israels historie en trøst og en advarsel for os i dag (1 Kor 10,11; Rom 15,4).
Men er denne del af Guds plan med Israel forbi? Skal vi kun lære af den del af Israels historie, som vi læser om i Bibelen, eller skal vi også lære af Israels historie efter Det Nye Testamente og i dag?
I Luk 21,20-25 taler Jesus om Jerusalems fremtid ud fra det, som står skrevet i Det Gamle Testamente. Israels folk skal rammes af Guds vrede og falde for sværd og føres væk fra deres land, og landet skal rammes af nød og ligge øde hen. Jerusalem skal nedtrampes af hedninger indtil et senere tidspunkt i historien.
Det, Jesus her siger, skal ske, skete først ca. 40 og 100 år senere og varede ved helt op i vores tid. Hvis ikke Jesus vil, at vi skal lære af det, hvorfor siger Han det så? Meningen må være, at vi stadig skal lære af Israels historie.
I dette tilfælde kan vi, som lever i dag, se, at Jesu ord gik i opfyldelse. Folket blev ført i eksil, landet kom til at ligge øde hen, og Jerusalem har indtil for få årtier siden været nedtrampet af hedninger.
Derfor kan vi – også af Israels historie efter Bibelsk tid – lære, at Guds ord står fast.
Vor tids Israel
Når det gælder Guds handlen med Israel i vores tid, understreges denne tanke kraftigt i Ez 36 og 37, som handler om Israels fysiske og åndelige genrejsning. Her hedder det gentagne gange, at »I skal forstå, at jeg er Herren«. Det er Israel, der skal nå til denne forståelse (36,11; 37,7.13.14).
Men det hedder også, at »folkene skal forstå, at jeg er Herren … når jeg for øjnene af dem, viser min hellighed på jer« (36,23; se også 36,36.38 og 37,28).
Ved at se på det, som sker lige for øjnene af os, kan vi altså forstå, at det er Herren, der handler med Israel! Hvis vi da ikke vælger at lukke øjnene for denne fantastiske virkelighed.
Når Israel i dag hentes hjem fra alle landene, er det altså ikke kun for Israels skyld. Gud vil også velsigne alle andre folk gennem det, der sker med Israel. Også i dag!
I Ez 36 er hovedhensigten med Israels hjemkomst, at Gud skal »give jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre« (v.25-28).
Når det sker, vil det ifølge Rom 11,12-15 få store positive følger for verden. Når Gud kunne bruge deres forkastelse af Jesus til at velsigne Verden, hvor meget større velsignelse ligger der så ikke og venter, når de modtager Jesus!?
»Til sidst skal det ske … talrige folk skal drage af sted og sige: ‘Kom lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; Han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem« (Es 2,2-3).
Israel er altså ikke en gammeldags le, som Gud engang brugte, men et særdeles moderne redskab, som skal tjene Guds hensigt: At hente verdenshøsten ind i Guds lade.
Israels rolle er ikke udspillet. Gud har mere til os gennem dette folk!
Denne Bibelske tanke bør en kristen have overvejet nøje, inden han støtter de kræfter, som vil dette folk til livs. For ordene om Guds velsignelse og forbandelse over den, der velsigner eller forbander Israel, har stadig gyldighed.
