Fra Skriften.net/8. marts 2014.
Af Samuel Roswall.
Profeten Habakkuk er sikkert ukendt for nogle. Det er han egentlig også i Bibelen, bortset fra at en bog bærer hans navn.
Manden selv angiver ikke noget tidspunkt for sit virke. Men ud fra forskellige oplysninger i bogen kan vi slutte os frem til, at hans optræden formentlig har fundet sted under en af de sidste konger i Sydriget, det vil sige cirka år 600 f.Kr.
Israel blev efter kong Salomo delt i to riger, Nordriget (Israel) og Sydriget (Juda). Situationen på profetens tid var, at Nordriget var gået til grunde cirka 120 år tidligere. Men Sydriget eksisterede fortsat. Det havde i godt 30 år haft en god konge, nemlig den unge Josija. Under ham skete der en åndelig fornyelse.
Efter Josija fulgte Jojakim, der regerede i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Om hans tid står der i 2 Kong 24, at “Herren sendte kaldæiske strejfskarer mod ham. Han sendte dem mod Juda for at tilintetgøre det efter det ord, Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne. Det var helt efter Herrens befaling, at det gik Juda sådan …”.
Så det var et politisk svækket rige, Habakkuk var indbygger i.
Profetens smerte (1:1-17)
I begyndelsen af bogen klager Habakkuk sin nød til Gud. Landets tilstand er ulykkelig. Vold bliver tolereret, landets dommere er korrupte, og de forkerte ender i fængsel. Herrens svar på profetens klage er, at der vil ske noget forfærdeligt. Han vil lade kaldæerne overfalde Israel. Herrens svar på profetens klage er altså, at Herren vil tugte Israel ved et fremmed folk.
Det var næppe det svar, profeten forventede. For nu klager han sin nød over, at dette forfærdelige vil ske: “Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid? Min hellige Gud, lad os ikke dø … hvordan kan du tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?”
Profeten på sin udkigspost (2:1-4)
Habakkuk kan ikke tro, det er Herrens sidste ord. Derfor siger han, at han nu vil stå på sin post, stille sig på vagt og spejde efter, hvad Herren yderligere vil sige. Og nu sker der noget ejendommeligt. Herren vil give ham et syn, men han skal skrive det på tavler, så det kan læses.
Hvorfor, kunne man spørge. Var det ikke nok, at profeten selv fik et budskab at forholde sig til? Men forklaringen er, at det syn, profeten får, har en fremtidig opfyldelse. Synet opfyldes først til den fastsatte tid ved endens tid. Budskabet har altså betydning for kommende slægter; derfor skal det nedskrives.
Og Herren føjer til: “Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke”. Sådanne ord fra Herren sætter troens liv med ham på prøve. Hvis man ikke var knyttet til Herren, så kunne man på en måde være lige glad. Men hvis man hører ham til, så opleves det svært, at han tilsyneladende er tavs og ikke griber ind.
Habakkuk havde sagt til ham, at han havde magt til at handle med sin skabning, som han fandt rigtigt. Men når han ikke handler, er det så i virkeligheden, fordi han ikke kender den troendes situation?
Hvad siger Herren til profeten i den situation? Han siger: “Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro”. Hermed siger Herren til sin profet: Det vigtigste for dig er ikke, at du straks oplever, at Herrens ord går i opfyldelse. Det er mere vigtigt, at du tror og sætter din lid til, at det, som Herren har sagt, sker, også om det trækker ud.
Du skal vide, at din situation er helt anderledes og meget bedre end den overmodige, som Herren vil ramme med sin dom. Du hører til de retfærdige. Og din ventetid, mens du spejdende står på din post, får du lov at leve i troens afhængighed af Gud, i tillid til at Herren holder ord.
Habakkuk skal ikke leve af oplevelsen af, at han ser Guds ord gå i opfyldelse men af at være vendt mod Herren selv, som har sagt, han vil gribe ind. Det er netop denne troens vendthed mod Gud selv, der gør en forskel. Den, der lever sådan, er retfærdig i modsætning til den, som forbliver i sit overmod.
