Fra Sueliz1.wordpress.com/11. juli 2010.
Den nye Verdensreligion bliver dannet hurtigere end det skønnes muligt. Denne artikel er en sand øjenåbner med hensyn til den rekord-hurtige sammenslutning. Forfatteren siger, at det er Helligånden, der driver Protestanterne ind i den Katolske Kirke. Er det Helligånden eller Antikrist’s ånd - den, der om muligt vil bedrage selv de udvalgte? Når den Lutherske Kirke smelter sammen med den Katolske Kirke vil mange flere hurtigt følge efter.
- Ved Deacon Keith Fournier
- 2010/07/11
- Catholic Online ( http://www.catholic.org/ )
Pave Benedikt XVI’s første pavelige budskab: ”Derfor var det helt bevidst, at Peters nuværende efterfølger i begyndelsen af sin tjeneste i Kirken i Rom, som Peter badede i sit blod, påtog sig som sin primære opgave, pligten til at arbejde utrætteligt for at genopbygge den fulde og synlige Enhed af alle Kristi efterfølgere. Det er hans ambition, hans drivende opgave."
Chesapeake, VA (Catholic Online) - Om tirsdagen blev Peter Kemmether, en gift 62 år gammel far til fire børn, ordineret til det Hellige Præstedømme af biskop Gerhard Ludwig Müller. Fr. Peter fik en dispensation fra den kanoniske disciplins cølibat, der er knyttet til den præstelige ordination. Han havde været Protestantisk præst, men kom til fuldt fællesskab med den Katolske Kirke som frugten af en oprigtig søgen efter fylden i den kristne tro. Den 6. juni 2010 læste jeg en historie i Philadelphia Enquirer med titlen "The Priest and his Mrs." nu om Fr. Philip Johnson, Luthersk præst i 19 år, der fulgte en lignende vej. Han blev ordineret til Camden Stift med den samme undtagelse, under støtte og invitation af biskop Joseph Galante.
Katolikkerne er efterhånden ved at bliver opmærksomme på de tidligere Anglikanske og Episcopal præster, der har fulgt den samme vej hjem. Færre Katolikker er klar over den vidunderlige velkomst, Kirken har givet mange flere gennem den historiske Apostoliske forfatning, der er godkendt af pave Benedict XI. Jeg har i stor udstrækning skrevet om dette, og for nylig delte jeg min glæde med læserne ved ordineringen af en livslang ven og abortmodstander, Fr. Paul Schenck, hvis ordination jeg har haft det privilegium at deltage i sidste måned.
Jeg er i dialog med Ærkebiskop Irl A. Gladfelter, CSP, Metropolitan-biskop i den Anglo-Lutherske Katolske kirke, en gruppe af Lutheranere, der har favnet den Katolske Katekismus og Magisteriet’s undervisning. De banker ydmygt på døren til Kongregationen for TROSLÆREN, og søger en vej ind i fuldt fællesskab. I kan læse om denne fantastiske gruppe her.
Jeg arbejder på en grundig historie om deres vej. Nogle har sagt, at deres lidenhed og placering i "udkanten" af de Lutherske samfund gør dem mindre repræsentative. Jeg husker, at der var de samme bemærkninger om den "Traditionelle Anglikanske Kommunion" under deres tidlige bestræbelser. De blev dét profetiske køretøj, Helligånden brugte til at åbne op for et historisk gennembrud.
At være Katolik er at træde ind i Jesu bøn om Enhed i Hans kirke. I pave Benedikt XVI’s første pavelige budskab signalerede han sit engagement i denne Enhed: "Næret og opretholdt af Eukaristien, kan Katolikker ikke andet, end at føle sig tilskyndet til at stræbe efter fuld enhed, om hvilken Kristus udtrykte et så brændende håb i det øvre værelse. Peters efterfølger ved, at han må gøre sig selv særligt ansvarlig for hans guddommelige Mesters ypperste aspiration. Ja, han er betroet den opgave, at styrke sine brødre (jf. Luk 22:32). Med fuld bevidsthed tager derfor Peter’s nuværende efterfølger ved begyndelsen af sin tjeneste i Kirken i Rom - som Peter badede i sit blod - som sin primære opgave og pligt at arbejde utrætteligt for at genopbygge den fulde og synlige Enhed af alle Kristi efterfølgere. Det er hans ambition, hans drivende pligt."
Han har placeret forpligtelsen til fuldt fællesskab i Kirken på fronten i sit pavedømme. Dette er tydeligt i hans kærlighed, respekt og gentagne tilnærmelser til vore Ortodokse brødre, som vi genkender som en Kirke, og hvis præstedømme og sakramenter vi også genkender. Men denne kærlighed er også tydelig i hans opsøgende arbejde blandt de adskilte kristne i de Reformatoriske samfund i Vesten. På 4-årsdagen for drabet på hans forgænger, Johannes Paul II, mindede pave Benedikt os om Johannes Paul’s lidenskabelige engagement i det fulde fællesskab i Kirken. Denne undervisning er sammenfattet i ”Encyklical Letter”: "Må de være Ét" (Ut Unum Sint).
Kirkens undervisning er forankret i en Communions-Ekklesiologi. Johannes Paul II skrev: "Det sker - for eksempel i ånden i Bjergprædikenen - at kristne af én bekendelse ikke længere betragter andre kristne som fjender eller fremmede, men ser dem som brødre og søstre. Nok en gang har det selv samme udtryk, "adskilte brødre", i dag tendens til at blive erstattet af udtryk, som lettere fremkalder det dybe fællesskab, der er knyttet til dåbens karakter, og som Ånden fremmer på trods af historiske og kanoniske skel.
I dag taler vi om "andre kristne", "andre, der har modtaget ”dåben" og "kristne i andre samfund". Direktoratet for anvendelse af principper og normer for Økumeni henviser til Fællesskaberne, som disse kristne tilhører, som "kirker og kirkelige fællesskaber, der ikke er i fuldt fællesskab med den Katolske kirke. Den udvidelse af ordforrådet er tegn på en væsentlig holdningsændring: "Der er en øget bevidsthed om, at vi alle tilhører Kristus." (# 42).
Johannes Paul skrev også: "Forholdet mellem kristne sigter ikke alene på gensidig viden, fælles bøn og dialog. Det forudsætter og kalder fra nu af på alle mulige former for praktisk samarbejde på alle niveauer: pastoralt, kulturelt og socialt, såvel som at bevidne evangeliets budskab.
Samarbejde mellem alle kristne udtrykker levende det bånd, som allerede forener dem, og det sætter funktionerne i den tjenende Kristus i et tydeligere relief". Dette samarbejde, der bygger på vor fælles tro, er ikke blot fyldt med broderligt fællesskab, men det er en manifestation af Kristus selv. Desuden er Økumenisk samarbejde en sand skole i Økumeni, en dynamisk vej til Enhed. Enhed i handling fører til fuld enhed i troen: "Gennem et sådant samarbejde er alle troende i Kristus i stand til let at lære, hvordan de kan forstå hinanden bedre og værdsætte hinanden højere, og hvordan vejen til de kristnes Enhed kan gøres problemfri. I verdens øjne bliver samarbejde mellem kristne en form for fælles kristent vidnesbyrd og et middel til at udbrede evangeliet, hvilket gavner alle involverede."(# 40)
Jeg tilslutter mig den Katolske påstand om, at fylden af sandheden findes indenfor den Katolske Kirke, og jeg bærer en byrde om, at se Jesu bøn, som den er gengivet i St. John, kapitel 17, besvaret. Der er en forbindelse. I en verden, der er brækket itu, delt, såret, fyldt med "sider" og "lejre", som ligger i strid med hinanden, er Kirken kaldet til - både i ord og gerning - at forkynde den forenende kærlighed til en levende Gud. Hjertet i "evangeliet" er budskabet om autentisk Enhed med Gud i og gennem Jesus Kristus - igennem Ham, i Ånden, med hinanden. Det er ikke kun muligt, nej, det er Guds plan for hele den menneskelige slægt. Kirken er på vej. Det var ikke Herrens plan, at den skulle opdeles. Det er Hans plan, at den skal tilbage til fuldt fællesskab.
Lad vort forspring udgå fra den klare undervisning i den Katolske Kirkes Katekismus. Disse punkter findes i afsnittet med titlen, "Sår til Enhed":
”I denne ene og eneste Guds Kirke opstod der faktisk helt fra begyndelsen nogle kløfter, som Apostlen stærkt fordømte som forbandede. Men i de efterfølgende århundreder dukkede langt alvorligere stridigheder op, og store fællesskaber blev adskilt fra fuldt fællesskab med den Katolske Kirke - hvilket mænd på begge sider ofte var skyld i."
De brud, der sårer Enheden i Kristi legeme - her må vi fraregne kætteri, frafald og splittelse - forekommer ikke uden menneskelig synd: Hvor der er synd, er der også uenighed, splittelse, kætteri og tvister. Men hvor der er dyd, er der også harmoni og Enhed. Heraf opstår der ét hjerte og én sjæl hos de troende.
"Men man kan ikke beskylde de, der er født ind i disse samfund [resultatet af en sådan adskillelse], for adskillelsens synd. De er opdraget i dem i troen på Kristus, og den Katolske kirke accepterer dem med respekt og kærlighed som brødre. . . . Alle, der er blevet gjort retfærdige af tro i Dåben, er integreret i Kristus; de har derfor ret til at blive kaldt kristne, og accepteres med god grund som brødre i Herren af børn i den Katolske Kirke".
”Desuden findes mange elementer af helliggørelse og sandhed" uden for den Katolske Kirkes synlige rammer: "Guds skrevne Ord, livet i nåden, tro, håb og kærlighed, samt de andre indre gaver fra Den Hellige Ånd, såvel som de synlige elementer." Kristi Ånd bruger disse kirker og kirkelige samfund som et middel til den frelse, hvis kraft kommer fra den fylde af nåde og sandhed, som Kristus har betroet den Katolske Kirke. Alle disse velsignelser kommer fra Kristus og fører til ham. De kaldes i sig selv for "Katolsk Enhed."
"Kristus skænkede Enhed til hans Kirke fra begyndelsen. Denne Enhed, mener vi, består fortsat i den Katolske Kirke som noget, Kirken aldrig kan miste, og vi håber, at den vil fortsætte med at forøges indtil slutningen af tiden. "Kristus giver altid sin Kirke Enhedens gave, men Kirken skal altid bede og arbejde på at bevare, styrke og fuldende denne Enhed, som er Kristi vilje for Kirken. Derfor bad Jesus selv til sin Fader ved tiden for Passionen - og han er ikke ophørt med at bede - om sine disciples Enhed: "At de alle må være ét. Som du, Fader, i mig og jeg i dig, må de også være ét i os. . . så at verden kan vide, at du har sendt mig." Ønsket om at genvinde alle kristnes Enhed er en gave fra Kristus og et kald fra Helligånden."
Er Lutheranerne de næste? Vi får se. Men Helligånden arbejder helt klart. Vi bør glæde os over disse fantastiske historier, efterhånden som de forøges, samt bede om, at Herrens plan for det fulde fællesskab af alle Kristne må udfolde sig.
