Fra Believers in GraceAf Pastor Bill Randles.
26. maj 2010.
Kan I huske den sociale og moralske revolution i 1960'erne? Den venstreorienterede ungdoms-bevægelse havde bestemt sig for at bryde alle regler og befri samfundet for de trøstesløse lænker fra fortiden. De ville vise os, hvordan det skulle gøres på den rigtige måde!
En hymne fra disse dage proklamerede:
“All the world over so easy to see,
that people everywhere just want to be free.”
("Over hele verden så let at se, at folk overalt bare ønsker at være fri.")
Er det ikke ironisk, at de samme revolutionære, der nu er kommet op i alderen, har skabt et samfund, der er langt mere begrænset end det, de arbejdede så hårdt for at underminere? Vi lever nu i en "fager ny verden", hvor alle aspekter af dagliglivet er hyper-regulerede, taler undersøges indtil det absurde, og selv tanken er kriminaliseret (”Hate Crime Laws”)!
Selv om de for en stor dels vedkommende har kastet lænkerne af alle former for gudsfrygt bort, har de et stift "retfærdigheds-" begreb: de er meget religiøse omkring global opvarmning, befolknings-kontrol, kvindens ret til at vælge (abort), tolerance overfor alle religioner (bortset fra selvfølgelig evangelisk kristendom), kvindens frigørelse, transseksuel accept, og multi-kulturelle dogmer.
Min teori er, at de er så religiøse - men gudløse - fordi mennesket er dannet i Guds billede og skal have en slags religion. Desuden er de opdraget i Amerika (Skandinavien), hvor en enorm kristen konsensus engang gennemsyrede samfundet og dets institutioner. Det er grunden til, at der blandt den sekulære elite har udviklet sig en "gudløs retfærdighed."
Tanken om noget som helst ansvar for de synder, der er opregnet i de ti bud, er blevet kastet bort, men de har deres egne søjler af sten. "Du skal aldrig nogensinde udsige en moralsk dom", "Du skal ikke ryge (offentligt eller privat)", "Du skal støtte alle former for abort", ”Du skal ikke kræve nogen absolut sandhed", "Du skal ikke tro, at den vestlige civilisation er spor bedre end nogen anden kultur", og så videre og så videre.
Det er ofte blevet påpeget, at så længe den slags fromhed overholdes, betyder det ikke så meget, hvad den enkelte person gør. Al personlig indiskretion er undskyldt, så længe disse indstillinger bliver overholdt.
De virkelige synder, som har spredt og intensiveret sig som følge af den seksuelle revolution i tresserne (dvs. den uhæmmede utugt, ødelæggelse af ægteskaber, homoseksualitet, utroskab, abort og pornografi) påvirker samvittigheden hos de, der praktiserer og fremmer dem - om de tror på Gud eller ej. Man kan ikke undslippe de psykologiske traumer fra disse onder ved blot at afvise tanken om en Gud eller om en bindende personlig moral.
En del af grunden til, at de venstreorienterede har udviklet en alternativ moral, er, at de forsøger at føle sig godt tilpas med sig selv - at dæmpe samvittigheden. De skal forsikre sig om igen og igen, at de er i orden, da de støtter formål x, og bære silkebåndet i solidaritet med formål Y. De er gode mennesker, på den gode side, uanset deres personlige umoral.
Kort sagt, gudløs retfærdighed er ikke individuel - den er kollektiv. Så længe du holder dig til holdningerne fra venstrefløjen, er du "i den rette stilling" uanset dine personlige mangler. Dette er grunden til, at mod-kulturen altid skamløst har kæmpet for folk som Che Guevarra - en massemorder, Albert Kinsey - en kendt, pervers plattenslager, og andre umoralske rejsefæller. Så længe de holder sig til dogmet, er det i orden.
Tragedien er, at denne retfærdighed er et skalkeskjul, og vil vise sig ikke at være mere til hjælp på dommens dag end Adam og Evas figenblade. Det kan føles godt at "være på den rigtige side" af kulturen - der er uden tvivl en vis tilfredsstillelse i det. Men der er ingen måde, hvorpå den "gudløse retfærdighed" kan helbrede urolige samvittigheder. Er det grunden til, at denne generation behøver så mange beroligende midler? Der er ingen mulighed for, at den "gudløse retfærdighed" kan borttage syndens skam, og den vil bestemt ikke forlige nogen med Den Sande og Hellige Gud.
Der er en ægte retfærdighed, en ret stilling, som kan opnås for Gud, men kun som en gave, der kan modtages fra Ham. Den gode nyhed er, at det, Gud kræver af os - fuldkommen retfærdighed - tilvejebringer Han selv, som Skriften siger: "Ham [Jesus], der ikke kendte til synd, har han [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” 2. Kor 5:21.
