Fra Roshpinaproject.com/24. juli 2012.
En af mine venner ytrede noget fascinerende for nyligt. Han skrev:
Jeg spekulerer virkelig på, om en del af den fjendtlighed over for Jøderne, der er udklækket af de tidlige (men ikke af de første) dages kirke, ikke er et udtryk for frygt. Frygt for, at Jøderne kunne kræve Jesus tilbage.
Han var inde på et punkt, som sjældent bliver drøftet med tilstrækkelig dybde. Det har været antaget, at man kunne håndtere Jødisk-Kristne forbindelser, hvis man siger: "Min tro fungerer, jeres tro fungerer, og vi behøver faktisk ikke at drøfte eventuelle emner med stor dybde." Denne tilgang er enklere, fører til færre argumenter, og folk kan klare det.
Så sker der ”pludseligt” noget som EAPPI, og vi spørger os selv, hvordan det kunne komme. I modsætning til, hvad den Britiske regering formoder, er EAPPI ikke en uvildig gruppe af observatører. I stedet for har gruppen metafysiske idéer om, hvordan Gud behandler Jøder, hvilket de derefter plotter den ind på kort over det fysiske landskab i Mellemøsten.
Når Alan taler om "frygten for, at Jøder kunne kræve Jesus tilbage", tror jeg, at frygten går specifikt på, at hvis Gud opretholder en pagtsforbindelse med Israel, vil det have negative følger for Kristne.
Idéen om de kirkefrygtende Jøder bliver ofte opsummeret i udtrykket: "Erstatningsteologi", eller for at yde det en ordentlig teologisk terminologi: "Supersessionisme."
Supersessionisme betyder ikke blot, at Kristne tror, de har erstattet Israel. Det er mere spidsfindigt end dette. Jeg vil sige, at der er åbenlys Supersessionisme og stiltiende Supersessionisme.
Supersessionismen siger åbenlyst, at Gud har afsluttet velsignelsen af Israel, og alle Guds løfter til Jøderne blev opfyldt i Jesus. Enhver kan nu modtage frugten af Guds løfter - ikke bare Jøder. At tænke på, at Gud stadig har nogen forbindelse til Jøderne, ville være at begrænse Gud til én nation, snarere end at lade Ham velsigne alle nationer.
Du vil finde, at den spidsfindige form for Supersessionisme, er en kristen, der læser Jeremias 29:11 og anvender dette vers på sit eget liv som en bekvemmelighed:
”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”
Men hvis den samme læser skulle overveje kapitlet som helhed, ville han se, at det er et brev fra Jeremias til de Jødiske landflygtige i Babylon. Velsignelserne bliver kun lovet til dem, der kommer tilbage fra eksilet.
Dette er, hvad der vil ske med dem, der bliver i byen:
”Dette siger Hærskarers Herre: Nu sender jeg sværd, sult og pest mod dem, og jeg gør med dem som med de fordærvede figner, der er så dårlige, at de er uspiselige.”
Der sker klart mere i dette vers, end en simpel velsignelse af Israel. Hvad, der ofte sker, er, at Kristne kan tage Jeremias 29:11 som et universelt løfte til alle Kristne (der er undflyet syndens eksil), og Jeremias 29:17 som en forbandelse over specielt ulydige Jøder – hvem de nu associerer til den Jødiske nation som helhed.
Velsignelserne, som Gud lovede Israel, overføres nu til kirken, hvorimod de trusler, som Gud fremsatte mod Israel, gælder fuldt og helt for Israel, fordi de fleste Jøder ikke tror på Jesus.
Som et eksempel på denne tros-proces kan vi overveje Biskoppen af Bradford's, klager over Zionisterne:
I eftermiddags besøgte vi arkæologiske steder i Davids Byen. Denne drives af Zionister. Det var dejligt at se Warren’s Skakt og Hezekiah's Tunnel (som, jeg erkender, lyder ligesom medicinske klager), og se arbejdet gjort for at afdække disse gamle ruiner. Men den forudgående filmpræsentation i 3D og den ledsagende vejledning var chokerende for mange i vores gruppe, som var kommet her med sympatiske og åbne sind.
Vi fik et perfekt eksempel på teleologisk historie-fortælling: Begynd med din konklusion (landet tilhører Jøderne og Jerusalem var, er og skal altid være ”Den evige Hovedstad”). Tilpas derefter historien til at begrunde dit slutpunkt. Ikke blot blev historien omskrevet, men Bibelen tilegnede sig den selektivt, og politiske antagelser dryppedes over det hele, men der var en opsigtsvækkende blindhed af uoverensstemmelser foran vore øjne.
Jerusalem er en fredens by og en by med retfærdighed, fortalte vi gentagne gange. Dog i al den tid, vi var der, var der ikke én, der nævnte Palæstinenserne på den anden side af dalen, de, der var blevet fjernet fra deres hjem for at tillade, at udgravningerne kunne udføres, samt de uretfærdigheder, der bliver begået mod Palæstinenserne i forhold til deres land.
Hvis folk ikke lever retfærdigt, mister de deres by, sagde vores vejleder – uden nogen form for antydning af ironi eller bevidsthed om det, der var indlysende for os observatører.
For biskoppen var det, der var "indlysende" og ironisk for observatørerne, at religiøse Jøder bør frygte et nyt eksil fra deres hjemland på grund af den måde, Israel behandler Palæstinenserne m.fl. på. Formentlig tager biskoppen denne teologi fra Bibelens mønster om Jødisk eksil.
Han tænkte tydeligvis på 3 Mos 18,28:
”Ellers vil landet spytte jer ud, fordi I gør det urent, sådan som det har spyttet det folk ud, som var der før jer.”
Men efter hvert eksil har der været en genoprettelse. Biskoppen nævner ikke en fysisk genoprettelse for Jøder i Israel, formentlig fordi han mener, at genoprettelse er et åndeligt spørgsmål for Kristne.
Problemet med erstatningsteologien er, at det skaber en filtreringsproces, hvorved forbandelserne er lagt over på Jøderne, og velsignelserne modtages af Kirken, selv om de samme velsignelser og forbandelser blev talt til de samme mennesker, som var samlede samtidig på det samme sted.
Pointen med dette indlæg er at vise, at erstatningsteologien er mere end blot at erstatter Jøderne med Kristne. Erstatningsteologien er snarere den antagelse, at alle forbandelserne på Guds folk i Det Gamle Testamente gælder for Israel, mens alle velsignelserne i Det Gamle Testamente til Guds folk gælder for Kirken - og det, jeg kalder "filtreringsprocessen", følger denne antagelse.
