Fra Bibleprophecyblog.com/
9. september 2012.
Af Dr. William C. Varner.
Den besøgende prædikant åbnede sit budskab med følgende erklæring: "I dag vil jeg fortælle jer, hvordan I kan ødelægge det Jødiske folk. Titlen på hans prædiken stod faktisk frimodigt i kirkens bulletin: "Hvordan man kan ødelægge det Jødiske folk."
Det havde endog stået i den lokale avis den uge i en reklame for særlige møder, kirken havde med en gæste-evangelist - og det havde skabt ikke så lidt røre i byen. Så stor var postyret at den lokale Rabbiner sad i kirken, parat til at høre en antisemitisk dundertale. Naturligvis var atmosfæren elektrisk.
Præsten fortsatte sine indledende bemærkninger, annoncerede teksten til prædikenen og bad alle lytte til ordene fra profeten Jeremias:
"Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd." Jer 31,31-34.
Intet var hidtil ophidsende. Passagen profeterede om en ny pagt, som Herren ville oprette en dag med efterkommere af Israel. Præsten fortsatte med at læse:
"Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren." Jer 31,35-37.
Efter at have læst teksten bad Præsten om menighedens opmærksomhed vedrørende de sidste tre vers, der understreger den evige natur i Guds pagt med Israel. Pagten var permanent. Den var uafvendelig, uopsigelig, og uforanderlig. Israels bestandighed blev ubønhørligt forbundet til bestandigheden af de fysiske forordninger for solen, månen, stjernerne, og jorden. Hvis disse forordninger forsvinder, vil Israel forsvinde. Men så længe de forbliver, vil Israel fortsat være der..
"Så, vil I vide, hvordan man ødelægge det Jødiske folk?" spurgte Præsten.. "Jeg vil fortælle jer det. Men først må I blive i stand til at rykke solen, månen og stjernerne fra deres himmelske positioner og få dem til at forsvinde for evigt, måle afstanden fra den ene ende af himlen til den anden [noget moderne forskere ikke engang kan gøre]; bore jer ind i selve kernen af jorden og måle afstanden, I har boret. Og hvis I kan udføre disse tre opgaver, først da vil I være i stand til for evigt at fjerne Israels børn fra deres lange eksistens på planeten Jorden."
Et kollektivt, lettelsens suk opstod fra menigheden, herunder Rabbineren. Den centrale Sandhed var indlysende for alle: Det er umuligt at ødelægge det Jødiske folk.
DERES LIDELSER
I betragtning af Jakobs børns tragiske historie i de sidste to tusind år skiller den simple bekræftelse sig dristigt ud midt i deres lidelser, landflygtighed, og svære undslippelse fra udslettelse. Femte Mosebog 28, talt og skrevet af Moses mere end tusind år før Israels første eksil, beskriver nationens endnu fremtidige lidelser med disse forpinte ord:
"Som Herren før glædede sig over jer og ville jer det godt og gjorde jer talrige, sådan skal Herren nu glæde sig over at udrydde jer og tilintetgøre jer, og I vil blive rykket op af den jord, som du skal ind og tage i besiddelse. Herren skal sprede jer blandt alle folkene over hele jorden, og dér skal du dyrke andre guder, som hverken du eller dine fædre har kendt, guder af træ og sten. Hos de folk skal du ikke få ro, og din fod skal ikke finde hvile. Herren skal give dig et uroligt hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind. Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og dag og ikke være sikker på dit liv." 5 Mos 28,63-66.
Jødisk historie fra Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. gennem det tyvende århundrede er ikke en smuk historie. Selv om en lille rest af det Jødiske folk fortsatte med at bo i deres forfædres land, endte langt de fleste i diasporaen (bogstaveligt, "spredning"), et populært Jødisk begreb til at beskrive alt uden for Israels land. Disse diaspora-Jøder levede i fremmede lande, hvor udtrykkene "udlændinge" og "landflygtige" mere passende beskrev deres situation. Deres "værts"-lande var normalt langt fra gæstfrie. Hvorend de vandrede i den middelalderlige verden, blev de aldrig tildelt statsborgerskab.
Ikke kun var de hadede, de blev ofte fanget mellem stridende parter og led under følgerne. Da de Europæiske korsfarere lancerede deres ekspeditioner i det ellevte til det trettende århundrede for at befri Det Hellige Land fra Muslimerne, slagtede de det Jødiske folk og tilintetgjorde snesevis af Jødiske samfund langs vejen. Da den sorte død spredtes gennem Europa fra 1348 til 1350, gav mange mennesker Jøderne skylden og hævdede, at de havde forgiftet brøndene. Tusindvis af Jøder blev brændt på bålet, især i Tyskland. Selv paven, der ikke altid var en ven af det Jødiske folk, gik imod sådanne grundløse beskyldninger. Men mobning, inficeret med blindt had, kunne ikke blive frarådet.
Den berygtede Spanske inkvisition, der blev lanceret af kong Ferdinand og dronning Isabella, førte endelig til det Jødiske folks komplette udvisning af Spanien i 1492, og derefter fra nabolandet Portugal i 1496. Denne tvungne eksil for næsten 200.000 mennesker af ingen anden grund end det faktum, at de var Jødiske, udslettede både den Jødiske psyke og den Jødisk historie.
De lidet kendte Chmielnicki krige i 1648 førte til slagtning af næsten 100.000 Polske Jøder ved kosak-krigere. Zarerne i det nittende århundredes Rusland skød ofte skylden på det Jødiske folk for, hvilke økonomiske dårligdomme der end plagede de livegne i deres imperium.
I 1881 brød de berygtede pogromer ud og fortsatte sporadisk indtil 1. Verdenskrig. Lokale mobbere blev ofte opfordret af deres Ortodokse præster til at angribe Jødiske samfund, myrde tusindvis af uskyldige mænd, kvinder og børn for at være såkaldte Kristus-mordere. Hundredtusindvis af det Jødiske folk flygtede til den nye verden. De, der på en eller anden måde overlevede pogromer og forblev i Østeuropa, stod til sidst overfor den værste af alle Jødiske tragedier - Holocaust. Fra 1933 til 1945 udryddede Nazisterne via en række undertrykkende love, arbejdslejre, og endeligt gaskamre cirka seks millioner Jøder - blot fordi de var Jøder.
