Fra Skriften.net/Af Ole Andersen.
Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og forvirrede miljøfanatikere, der taler om Verdens undergang. Også Jesus og Hans disciple talte om, at Verden – sådan som den ser ud i dag – en gang vil gå under.
Apostelen Peter beskriver det på denne måde: “Da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.” (2 Pet 3:10).
Blandt Jøderne på Jesu tid var det en helt almindelig opfattelse. Forfatteren til det antik-jødiske skrift Fjerde Ezrabog udtrykte det på denne måde: “Den Højeste har skabt ikke én tidsalder, men to.” (4 Ezra 7:50).
Den nuværende Verden eller tidsalder vil en dag nå sin afslutning. Og så vil der komme en ny Verden, en ny tidsalder. De gamle Rabbinere brugte de samme udtryk og talte om kontrasten mellem “denne verden/tidsalder” og “den kommende verden/tidsalder”.
Det samme gjorde Jesus (f.eks. Matt 12:32). Det endelige stop for denne Verden indtræder, når Jesus er kommet igen. I en vis forstand er den nye tidsalder allerede nu begyndt for dem, der tror på Jesus. De har allerede taget hul på det evige liv. Deres forhold til Gud er allerede genoprettet. Og de får allerede nu lov til at smage lidt af det, der venter. Men når det gælder levevilkårene på jorden, begynder den kommende Verden først efter Jesu genkomst.
Bibelen omtaler en hel række forskellige begivenheder, der skal ske i forbindelse med Jesu genkomst. Som noget af det sidste kommer den store dom, hvor mennesker skal stå til regnskab for deres liv over for Ham, der har givet dem livet.
Efter dommen og tilintetgørelsen af døden er denne Verden endegyldigt forbi. Så begynder der noget fuldstændig nyt: En ny Himmel og en ny Jord, hvor Gud tager bolig og genopretter paradiset for alle de frelste.
Dette genoprettede paradis vil fortsætte for altid. Jesu genkomst og begivenhederne i forbindelse med den markerer altså det store vendepunkt i Verdenshistorien: Overgangen fra “denne tidsalder” til “den kommende tidsalder”.
De sidste tider
Undertiden kalder Kristne den sidste del af Verdenshistorien inden Jesu genkomst for “de sidste tider”. Men det er ikke en helt korrekt Bibelsk sprogbrug. Det Nye Testamente bruger en række forskellige udtryk med samme betydning som “de sidste tider”. Men de bliver brugt om hele perioden fra Jesu første komme indtil hans genkomst.
Allerede kort efter Jesu første komme skrev Paulus til den kristne menighed i Korinth om “os til hvem tidernes ende er nået” (1 Kor 10:11). “Tidernes ende” eller de sidste tider var altså allerede begyndt på det tidspunkt. Det samme skrev apostlen Johannes: “Kære børn, det er den sidste time…” (1 Joh 2:18).
Også forfatteren til Hebræerbrevet talte om, at “dagenes ende” allerede var begyndt på hans tid (Heb 1:2). Han uddybede det senere i brevet ved at sige: “Men nu er Han [Jesus] trådt frem én gang for alle ved tidernes ende” (Heb 9:26).
Ifølge Det Nye Testamente begyndte de sidste tider eller tidernes ende altså allerede, da Jesus kom første gang. Med Jesu komme begyndte nedtællingen til denne tidsalders afslutning. De sidste tider er derfor en betegnelse for hele perioden fra Jesu første komme og frem til hans genkomst.
Disciplenes spørgsmål
En af de vigtigste Bibelske tekster om de sidste tider er en tale, som Jesus holdt, kort før Han blev korsfæstet. Talen er gengivet i Matt 24-25, Mark 13 og Luk 21. Jesus og disciplene var i Jerusalem. De havde netop besøgt templet, og på vejen ud havde disciplene talt om det fantastiske bygningsværk, som templet var.
Herodes den Store havde kort tid før ombygget Templet og gjort det til et af de mest beundrede bygningsværker i Romerriget. Jesus havde imidlertid besvaret disciplenes begejstring med en profeti om, at hele Tempelkomplekset ville blive lagt i ruiner.
Kort tid efter sad Jesus og disciplene på Oliebjerget. Herfra havde de en fantastisk udsigt tværs over Kedrondalen til Tempelbjerget med alle dets bygninger. Og så tager disciplene igen tråden op og spørger: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24:3).
Jesu svar på disciplenes spørgsmål blev den lange tale om de sidste tider, som er gengivet i de tre første Evangelier. For at forstå talen er det vigtigt at lægge godt mærke til disciplenes spørgsmål. Disciplene kæder nemlig to ting sammen.
For det første spørger de om, hvornår “dette” (altså Templets ødelæggelse) skal ske. For det andet spørger de om “Jesu komme og Verdens ende”. Disciplene har sikkert ikke kunnet forestille sig andet, end at Templets ødelæggelse måtte hænge uløseligt sammen med Jesu komme og Verdens ende.
Det bemærkelsesværdige er, at Jesus ikke irettesætter dem. Tværtimod. I sit svar taler Jesus på én gang om både Templets ødelæggelse og Hans egen genkomst og Verdens ende. Hvordan kunne Jesus på den måde sammenblande to begivenheder, som vi ved, at der er mindst et par tusinde år imellem?
Jo, det kunne Jesus, fordi Han bruger en måde at profetere på, som allerede var brugt mange gange i Det Gamle Testamente. På Jesu tid havde Templet i Jerusalem allerede været ødelagt én gang. I 586 f. Kr. havde stormagten Babylon erobret og fuldstændig ødelagt Templet og Jerusalem.
Dengang havde adskillige profeter forudsagt, at det ville gå sådan. En af dem var profeten Sefanias. Han levede omkring 620 f. Kr. og havde fremsat en særdeles detaljeret profeti om, hvordan de forskellige kvarterer i Jerusalem med deres byporte og bygninger ville blive ødelagt (Sef 1:7-13).
“Herrens dag” havde Sefanias kaldt det. Nemlig den dag, hvor Herren selv ville straffe Jerusalem med ødelæggelse. Men Sefanias var ikke stoppet med det. Hans profeti gled direkte over i en forudsigelse af “Herrens store dag”, som vil ende med, at “hele Jorden fortæres”, og at der kommer “tilintetgørelse og rædsel over alle Jordens beboere” (Sef 1:14-18).
Sefanias brugte altså Jerusalems ødelæggelse i 586 f. Kr. som udgangspunkt for at profetere om den dag, hvor Gud vil dømme hele Jorden og alle mennesker (“Herrens store dag”). Eller sagt med andre ord: Guds dom over Jerusalem i 586 f. Kr. var en “forsmag” eller “miniudgave” af det, der vil ske den dag, hvor Gud holder dom over hele Verden. Derfor kunne Sefanias profetere om begge begivenheder i én profeti – uden at tage hensyn til den lange tidsperiode mellem begivenhederne.
Det er præcist det samme, Jesus gør. Han taler om Jerusalems anden ødelæggelse (i år 70 e. Kr.) samtidig med, at Han taler om Verdens ende uden at tage hensyn til tidsperioden mellem de to begivenheder.
Jerusalems ødelæggelse i år 70 e. Kr. er nemlig en forsmag i lille udgave på den undergang, der efter Jesu genkomst vil komme over hele Jorden. Det betyder, at nogle ting i Jesu tale specielt går på Jerusalems ødelæggelse i 70 e. Kr. Andre ting passer både på Jerusalems ødelæggelse og Jesu genkomst. Og nogle ting handler udelukkende om Jesu genkomst.
Tegnene
Disciplene havde bedt Jesus om at få nogle tegn på, at Hans genkomst nærmede sig. Og det gav Jesus dem. De tegn, Jesus nævnte, kan sammenfattes i tre grupper:
a) Tegn på tiltagende oprør mod Gud
Jesus omtaler en række tegn, der afslører, at konflikten i Verden spidser til. Det ældgamle oprør mod Gud skal slå igennem i Verden på en endnu stærkere måde.
Jesus nævner falske profeter og messias’er (Matt 24:5,11,23-26), frafald fra den sande tro (Matt 24:10) og forfølgelser af de troende (Matt 24:9,21-22).
Et specielt tegn er “Ødelæggelsens Vederstyggelighed” (Matt 24:15-22). Udtrykket stammer fra Dan 11:31 og 12:11, hvor det er en profeti om den Syriske Konge Antiokus Epifanes’ vanhelligelse af Templet i Jerusalem i år 167 f. Kr. Men Jesus bruger Daniels udtryk for at sige, at noget lignende skal ske i fremtiden. Ødelæggelsens Vederstyggelighed er altså det tegn, Jesus giver disciplene på Jerusalems ødelæggelse. Når disciplene ser de fremmede hære omringe Jerusalem, så skal de vide, at byens ødelæggelse er nær – og flygte.
Men der ligger mere i udtrykket end det. Ødelæggelsens Vederstyggelighed vil nemlig resultere i den værste trængselstid i verdenshistorien (Matt 24:21). Det kan ifølge Bibelen kun være perioden lige før Jesu genkomst. Til den tid skal Ødelæggelsens Vederstyggelighed “stå på hellig grund”. Det minder til forveksling om Paulus’ beskrivelse af Antikrist, der “ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.” (2 Thess 2:4).
“Ødelæggelsens Vederstyggelighed” betegner altså i Bibelen tre forskellige ting, der ligner hinanden: vanhelligelsen af Templet i Jerusalem i 167 f.Kr., de Romerske hæres ødelæggelse af Templet i Jerusalem i 70 e. Kr. og Antikrists oprør mod Gud lige før Jesu genkomst. Tiden frem mod Jesu genkomst vil altså blive præget af et stadigt tiltagende oprør mod Gud, som vil kulminere i Antikrists virke.
b) Tegn på Guds vrede
Det stadigt stærkere oprør mod Gud frem mod Jesu genkomst medfører, at også syndens forfærdelige følger og Guds straffedomme over Jorden tager til. Jesus forklarer derfor disciplene, at også en række forfærdelige begivenheder på Jorden er tegn på de sidste tider. Det gælder krig, hungersnød og jordskælv (Matt 24:6-7).
c) Tegn på fuldendelsen af Guds plan
Den tredje gruppe tegn er begivenheder, der viser, at afslutningen af Guds plan med denne Verden nærmer sig. Det første af denne type tegn er mission. “Dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme,” siger Jesus (Matt 24:14).
Inden denne tidsalder kan afsluttes, vil Gud have, at det Kristne Evangelium skal være forkyndt for ethvert folkeslag på jorden (altså ikke nødvendigvis ethvert enkeltmenneske). Udbredelsen af Evangeliet til stadig flere folkeslag er derfor et tegn på de sidste tider.
Det andet tegn af denne type er Israel. I forbindelse med profetien om Jerusalems ødelæggelse år 70 e. Kr. siger Jesus: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Luk 21:24).
Jesus siger altså, at Jerusalems ødelæggelse i år 70 e. Kr. vil resultere i tre ting for Israels folk:
1. De vil blive dræbt,
2. De vil blive spredt ud over hele Jorden
3. Jerusalem vil blive behersket af hedningefolk.
Men disse tre ting vil kun vare ved, “indtil hedningernes tider er til ende”. Der kommer altså en dag, inden denne Verdens afslutning, hvor Jøderne ikke længere skal være spredt ud over hele Jorden, og hvor Jerusalem ikke længere skal være under hedningestyre. Derfor er også begivenhederne i Israels historie et tegn på Jesu genkomst.
Veerne
Der er en detalje i Jesu tale om tegnene, som det er vigtigt at lægge mærke til. Den kommer tydeligst frem i Markus’ gengivelse af talen. Markus inddeler Jesu ord om tegnene i tre afsnit. De første to afsnit ligner hinanden (Mark 13:5-8 og 9-13). Begge afsnit begynder med et “Se til…” (på Græsk er brugt samme udtryk i vers 5 og 9). Og begge afsnit beroliger disciplene med en når-sætning: “Når I hører krigslarm … så lad jer ikke skræmme” (vers 7) og “Når de fører jer for retten … skal I ikke bekymre jer” (vers 11).
De ting, Jesus har nævnt i disse to afsnit (nemlig falske profeter, forfølgelser, krig, hungersnød og jordskælv) er nemlig ikke enden, men “begyndelsen på veerne” (vers 8). Men i det tredje afsnit skifter tonen alvorligt. Også her bruger Jesus en når-sætning: “Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed … da skal I flygte” og bede om Guds hjælp (vers 14-20).
Jesus skelner her mellem de generelle tegn (falske profeter, forfølgelser, krig osv.), der skal forekomme i en lang periode, og de specielle tegn (Ødelæggelsens Vederstyggelighed, dvs. Antikrist, og den store trængsel), som skal indtræffe lige før Hans genkomst.
De generelle tegn skal altså forstås som kendetegn på de sidste tider. De har altid været og vil fortsat være tilstede i hele perioden fra Jesu første komme og frem til Hans genkomst. De er “veer” (Matt 24:8). Det vil sige, at de kan forekomme over en længere periode, men tager til i styrke og i hyppighed.
Først til sidst i denne Verdens historie vil veerne kulminere, og under Antikrist og den store trængsel nå et omfang som aldrig før i Verdenshistorien. Og så kommer Jesus. Forløsningen komme.
Udtrykket “veer” er også vigtigt af en anden grund. Mange mennesker taler med frygt om Verdens undergang. Men Jesus taler om mere end undergang. Han taler om “veer”, der fører frem til en forløsning, en fødsel, nemlig “Verdens genfødelse” (Matt 19:28).
Budskabet om Jesu genkomst er et Evangelium om, at der kommer en dag, hvor Gud “genføder” eller genskaber Himlen og Jorden. Alt det onde skal udslettes. Paradiset skal genoprettes. Gud skal igen tage bolig der.
Den dag begynder der en ny tidsalder, der langt overgår alt, hvad New Age-tilhængerne kan finde på at drømme om. Derfor slutter Lukas sit referat af Jesu tale om de sidste tiders tegn på denne måde: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” (Luk 21:28).
---------------------------------------------------------------------------------------------
Nogle afsnit er slettet, da Ole Andersen åbenbart mener, at Evigheden for de frelste skal foregå på den nyskabte Jord.
