Fra Guardinghisflock.com/Af Pastor Larry DeBruyn.
(Som pdf-fil her)
Er der nogen, der bekymrer sig?
”Grufulde og gyselige ting sker i landet; profeterne profeterer løgn, præsterne rager til sig, og mit folk elsker det sådan! Hvad vil I gøre, når det sker?”Jer 5: 30-31.
De fleste troende kan blive enige om, at Kristne har ret og endda pligt til at vurdere og holde de, der bekender sig til den evangeliske tro, ansvarlige over for den Hellige Skrift, men som på grundlag af deres åbenlyse tro og adfærd synes at have forladt troen.[1] Judas sagde til sine læsere, at de skulle "kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige". (Judas 3). At se bort fra dette ansvar betyder, at troende bliver ulydige overfor den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. Ånden giver alle Kristne Hans salvelse, og dette giver dem ansvaret for at skelne "sandhedens ånd" fra "vildfarelsens ånd" (1 Joh 4:6; 2:20-21, 27).
Til menigheden i Rom skrev Paulus:
”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker." Rom 16:17-18 (Sammenlign med Fil 3:17-19)
Den samme apostel advarede også de ældste i Efesus:
”Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer.”
I én sammenhæng navngiver Paulus endog de falske lærere! (2 Tim 2:17; Sammenlign med 1 Tim 1:18-20)
I troskab mod de apostolske påbud forsøger forskellige hjemmesider således at åbne fora rundt omkring i blogosfæren for at skelne Sandheden fra vildfarelser. De gør dette, fordi mainstream-kristne udgivere og kirker — der ikke ønsker at blive overdrevent kontroversielle og således risikere tab af medlemskab og/eller salgs-indtægter — ignorerer problemer, som man rejser i bedømmelses-præsteskaberne, på grundlag af Guds Sandheds integritet, som den er åbenbaret i Den Hellige Skrift. I tidligere generationer blev de evangeliske Kristne stillet til skue og stod overfor de vildfarelser, der blev fremlagt af kristen-lignende sekter udefra; men nu om dage synes de - uanset årsagen - helt uvillige til at blotlægge de lige så destruktive kætterier inden for selve bevægelsen. Som John McArthur bemærkede for halvandet år siden: En ukritisk ånd blandt de evangeliske har opdrættet og avlet en "hemningsløs tro." [2]
I et tilfælde satte en modstander af bedømmelses-tjenesten spørgsmålstegn ved Ånden, hvori bedømmelsen gennemføres, særligt fordi nogle skriverier er kritiske og derfor ukærlige. I syllogistisk stilart kan denne opfattelse angives som følger:
Kristne skal elske andre kristne.
Bedømmende kristne elsker tilsyneladende ikke andre kristne.
Derfor er bedømmende kristne og bedømmelse ikke-kristent.
Bedømmende kristne elsker tilsyneladende ikke andre kristne.
Derfor er bedømmende kristne og bedømmelse ikke-kristent.
En sådan kritik bør tages alvorligt, især i lyset af 1 Joh 4:20-21, som siger:
”Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”
Men risikoen for at blive ukærlig burde ikke afskrække de troende fra at afsløre fejl i den kontekst, som strider imod Sandheden. Som Paulus befalede det, burde alle troende tale "sandhed i kærlighed" (Efes 4:15). Problemet inden for pan-evangelikalismen i dag er, at bevægelsen lægger for megen vægt på omfanget af kærligheden og for "lidt” på omfanget af Sandheden. Ikke desto mindre - med den forventning, at ikke alle vil være enige – så må bedømmelses-tjenesterne kæmpe for troen uden at være stridbare. Men stillet overfor at have mistet det Bibelske og teologiske argument, må de, der bedømmer, erkende, at de kan blive udsat for et ad hominem angreb og bliver kaldt "ukærlige".
Men det er interessant, at apostelens formaning til at tale Sandhed i kærlighed følger lige efter, at han har udtalt håb om, at Efeserne var modnet til det punkt, hvor de ikke længere skulle være "uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje.” (Efes 4:14).
Således indebærer ét bevis på åndelig modenhed evnen til at skelne åndelig Sandhed — den overbevisning og adfærd, som stemmer overens med Den Hellige Skrift — fra åndelige afvigelser — de, der ikke er enige med Den Hellige Skrift. Det er derfor forståeligt, at dømmekraften skal forfølge Sandheden, men samtidig skal gøre dette i en kærlig ånd. Til tider, og i betragtning af den kødelige natur, der forbliver i enhver Kristen (ingen af os er perfekte), kan dette blive en vanskelig balancegang.
Men på dette punkt af beskyldningerne for at være ukærlige anklager kritikerne af dømmekraften - hvis spørgsmålet ellers er udforsket og dokumenteret - normalt ikke forfatterne med dømmekraft for at være usandfærdige; det vil sige, at de lyver. Dette rejser selvfølgelig et deraf følgende spørgsmål: kan tale om Sandheden fornærme nogle personer i den grad, at det skaber det følelsesmæssige indtryk hos dem, at de, der taler Sandheden, ikke elske dem?
Her bør vi huske på, at Ordsprogene informere os om, at "En vens hug er velmente, en fjendes kys er falske.(Ordsp 27:6). Vi må også huske det tilfælde, hvor Joshafat spurgte kongen af Israel om, hvor han kunne finde en Herren’s profet at rette henvendelse til. Kongen af Israel meddelte Joshafat: "Jo, der er endnu en, hos hvem man kan søge råd fra Herren. Men jeg hader ham, for han profeterer mig ikke noget godt, kun noget ondt.” (1 Kong 22:8).
Ved en anden lejlighed sagde Akab sig til Elias: »Du har nok fundet mig, min fjende!" (1 Kong 21:20). Det er indlysende, at kongerne opfattede meddelelserne fra disse profeter, Mika og Elias, som ukærlige. Om det sidstnævnte møde med Akab bemærkede den Anglikanske præst J.C. Ryle (1816-1900) noget, der er lige så relevante i dag, som det var på hans tid.
Han bemærkede:
Desværre er der mange ligesom Akab i det nittende århundrede! De synes om et præsteskab, som ikke gør dem ubehagelige til mode og i ro og mag sender dem syge hjem. Hvordan er det med dig? Åh, tro mig, den er den bedste ven, der fortæller dig de fleste sandheder! [3]
Indrømmet, Det ny Testamente informerer de Kristne om deres ansvar for at være kærlige (Joh 17:23; 2 Tim 2:14-16; Jakob 4:11;1 Peter 1:22; 4:7-8; 1 Joh 2:9, 11; 4:20-21; Judas 18-21). Enig — vi skal elske ægte brødre og søstre i den kristne tro. Men ligesom Jesus er vi tvunget til at bede, især i de frafalds-dage, som vi lever i nu: "hvem er vores brødre?" (Se Matt 12:48.) Enhver definition af broderskab skal hvile på NT-passager, der definerer broderskab til at omfatte de personer, som viser lydighed og troskab mod den overbevisning og adfærd, der er fastsat i Den hellige Skrift, som tilsammen viser, at vi er medlemmer af den familie, der er født ovenfra af Gud (Joh 3:3,7). I kristendommen er der professorer og magthavere, for Paulus skrev, at "Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel."(Rom 9:6). I sidste ende vil Jesus skille hveden fra ugræsset (Matt 13:36-43). Det er grunden til, at tjenesten hos dem, der bedømmer, bør være bedømmelse og ikke dom. I sidste ende vil Herren Jesus dømme (se Joh 5:26-30).
Ikke desto mindre må vi se på 1 John for at se, om det bekræfter den antagelse, at splittelser og forskelle uvægerligt er forkert, og at dømmekraft hindrer de større kristne menigheder i at være en samlet enhed i et enkelt mangeartet "Kumbaya."
Vi bemærker, at Johannes skrev sit første brev til en såret kirke, som falske lærere/anti-kristne havde ødelagt med deres falske lærdomme. Falske lærere — bekendende kristne, som for at være raffinerede havde indført ødelæggende og splittende kætterier i Kristi legeme, hvilket afslørede, at de ikke var Kristne — havde ødelagt den kirke, som Johannes skrev til på dette tidspunkt og dette sted (I øvrigt, hvor er "kærligheden" hos falske lærere?).
De naive får vidste ikke, hvad der havde ramt dem, hvad der havde ruineret det kærlige fællesskab, som de engang havde haft. Ulve i fåreklæder er meget ukærlige og destruktive. Den Bibelske metafor indebærer, at de er naturligt fødte til at dræbe fårene. Derfor underrettet Johannes de resterende troende om: at ”Fra er de [dvs. de falske lærere og deres tilhængere]udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore.
Bedømmelses-tjenesten er nødvendig for at afsløre u-Bibelsk tro og adfærd, da dette ødelægger det velsignede fællesskab, som Hans højt elskede nyder godt af. Dømmekraft er nødvendigt for at afsløre dem, der - ofte i modsætning til deres påstand - ikke er "af os." Vi bemærker, at splittelsen i fællesskabet var foranlediget af dem, der foregav at være kristne, men ikke var det. Johannes tilføjes: "Dette har jeg skrevet til jer om dem, der vil føre jer vild."
Ligesom i politik i et frit samfund har vi alle ret til at erklære vort syn på kristendommens tilstand i dag. Det er de troendes ansvar at erklære ikke kun, hvad der er rigtigt i kirken, men også, hvad der er galt. De troende har den Gudgivne ret - hvis ikke pligt – til efter Skriften at udtrykke Bibelsk orienteret opinion. Lad dette syn komme frem på idéernes markedsplads, og må Guds Sandhed sejre i hjerte og sind hos blog-læserne.
Midt i det hele burde Jesu advarsel endnu blive hørt:
"Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.
"Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” Matt 7:15-23.
Jesu ord tjener som en alvorlig advarsel til alle, der hævder at kende Ham, herunder alle i dømmekraft-tjenester. Paulus siger til os: "Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve."(2 Kor 13:5). Apostelen pålægger igen de troende: "Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse!" (1 Thess 5:21-22; Se Efes 5:11).
Endnu en gang udtaler han:
”Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig.”
I lyset af disse Bibelske formaninger — og andre, som findes til rigelighed i begge Testamenter — konstaterede Dr. Harry Ironside (1876-1951):
For sent har tonen og skriget lydt imod al negativ undervisning. Men de brødre, som påtager sig denne attitude, glemmer, at en stor del af Det ny Testamente - både undervisningen fra vor velsignede Herren selv og Skrifterne fra apostlene - består af den selv samme karakter af tjenester...[4]
Han gik derefter videre med at udtale:
Afvigelser er ligesom surdej, læser vi. Lidt surdej gennemsyrer hele dejen. Sandheden blandet med afvigelser svarer til alle afvigelser, bortset fra, at det ser mere uskyldigt ud og derfor er mere farligt. Gud hader en sådan blanding! Enhver afvigelse eller blanding af Sandhed og afvigelser opfordrer til konkret afsløring og afvisning. At tolererer noget sådant er at være utro imod Gud og Hans ord og forræderisk imod de faretruede sjæle, for hvem Kristus døde.[5]
Ægte kristen kærlighed finder faktisk ”ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.” (1 Kor 13:6). I mellemtiden må vi alle, efterhånden som frafaldet i den aktuelle onde tidsalder udfolder sig og er i spil, lægge mærke til Jesu spørgsmål:
”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
Luk 18:8.
----------------------------Luk 18:8.
ENDNOTES
[1] We ought to remember that through two-thousand years of history, Christian churches, even the Roman Catholic, have declared certain beliefs to be incompatible with the Christian faith. Thus, discernment ministry has had a long history in the church. Discerners are not “the odd group out,” but rather find precedent for their ministry within the Protestant Reformation itself, for the key word in protestant is “protest”!
[2] John F. MacArthur, Reckless Faith: When the Church Loses Its Will to Discern (Wheaton, Il: Crossway Books, 1994).
[3] J.C. Ryle, “Unsearchable Riches,” Holiness (Durham, England: Evangelical Press, 1879): 281.
[4] Dr. Harry Ironside (1876-1951) was a Bible teacher and author who for eighteen years served as pastor of Chicago’s Moody Memorial Church (1930-1948).
[5] Ibid.
