Fra Apprising.org/11. april 2012.
Ved Ken Silva.
(Som pdf-fil til udskrift her)
Introduktion
SATAN er ikke INITIATIVTAGER, men imitator. Gud har en eneste enbåren søn – Herren Jesus - og det samme har Satan - "fortabelsens søn" (2 Thess 2:3). Der er en Hellige Treenighed, og der er ligeledes en treenighed af ondskab (Åb 20:10, Satan, dyret og den falske profet). Læser vi "børn af Gud”, så læser vi også "den ondes børn" (Matt 13:38).
Virkede Gud tidligere både at ville og at virke til Guds behag, så får vi at vide, at Satan er "den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.” (Efes 2:2). Er der en "uimodsigelig stor gudsfrygtens hemmelighed” (1 Tim 3:16), så er der også en ”lovløshedens hemmelighed" (2 Thess 2:7) Får vi fortalte, at Gud ved sine engle "besegler" sine tjenere på deres pande (Åb 7:3), så lærer vi også, at Satan ved sine repræsentanter sætter et mærke i panden på sine tilbedere (Åb 13:16).
Får vi fortalt, at "Ånden ransager alt, selv Guds dybder" (1 Kor 2:10), så tilvejebringer Satan også hans "dybder." (Se Grækerne i Åb 2:24). Hvis Kristus udførte mirakler, så kan Satan også det (2 Thess 2:9). Sidder Kristus på en trone, så gør Satan det også (Åb 2:13 - Gr.). Har Kristus en Kirke, så har Satan sin "synagoge" (Åb 2:9). Er Kristus lys i verden, så giver Satan selv ”sig jo ud for at være lysets engel" (2 Kor 11:14). Udpegede Kristus "apostle”, så har Satan også sine apostle, (2 Kor 11:13). Og dette fører os til at overveje "Satans Evangelium."
Satan er en ærke-bedrager. Djævelen arbejder nu travlt på samme mark, hvor Herren såede den gode sæd. Han forsøger at forhindre hvedekimets vækst med en anden plante - ugræsset - som ligner hvede i udseende. Med et ord - en efterlignings-proces - sigter han mod at neutralisere Kristi arbejde. Derfor har Satan ligesom Kristus også et evangelium; det sidstnævnte er en klog forfalskning af det førstnævnte. Så godt ligner Satans evangelium det, det efterligner, at mange af de frelste bedrages af det.
Det er til dette Satans evangelium apostelen refererer, når han siger til Galaterne, "Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium." (1:6-7). Dette falske evangelium blev indvarslet helt tilbage på apostelens tid, og den mest forfærdelige forbandelse blev nedkaldt over dem, der prædikede det. Apostelen fortsætter, "Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han" (v. 8-9). Ved Guds hjælp skal vi nu tilstræbe at udlægge, eller rettere afsløre, dette falske evangelium.
Satans "Evangelium"
Satans evangelium er ikke et system af revolutionære principper, heller ikke endnu et anarkistisk program. Det fremmer ikke stridigheder og krig, men sigter mod fred og enhed. Det søger ikke at sætte moderen op mod hendes datter og heller far mod søn, men fremmer broderligheds ånd, hvorfor den menneskelige race betragtes som ét stort "broderskab." Det søger ikke at trække det naturlige menneske nedad, men at forbedre og hæve det. Det slår til lyd for uddannelse og dyrkning og appellerer til "det bedste i os." Det sigter mod at gøre denne verden til et så komfortabelt og sympatisk habitat, at Kristi fravær ikke vil kunne mærkes, og Gud ikke vil være nødvendig. Det forsøger at besætte mennesker så meget med denne verden, at de ikke har nogen tid eller tilbøjelighed til at tænke på den kommende verden. Det formidler principperne om selvopofrelse, velgørenhed og velvilje, og lærer os at leve til gode for andre, samt at være venlige imod alle. Det appellerer kraftigt til det kødelige sind og er populært hos masserne, fordi det ignorerer den alvorsfulde kendsgerning, at mennesket af natur er en falden skabning, fremmedgjort for livet i Gud, død i overtrædelser og synder, og at dets eneste håb ligger i genfødslen.
"Frelse" ved gerninger
I modsætning til Kristi evangelium underviser Satans evangelium om frelse ved gerninger. Det indprenter retfærdiggørelsen ind for Gud på grundlag af menneskelig fortjeneste. Dets sakramentale sætning er "Være god og gøre godt"; men det undlader at erkende, at i kødet bor der intet godt. Det meddeler frelse ved viljestyrke, hvilket bytter om på rækkefølgen i Guds ord – viljen, som en frugt af frelsen. Dets forskellige forgreninger og organisationer er mangfoldige. Afholdsforeninger, Reform bevægelser, "Kristne Socialistiske Ligaer." Etiske Kultur Samfund og "Freds-kongresser" er alle beskæftigede (måske ubevidst) med, at proklamere dette evangelium fra Satan – frelse ved gerninger. Tilsagns-kortet erstatter Kristus; social uskyldighed erstatter individuel regenerering, og politik og filosofi erstatter lære og guddommelighed. Dyrkning af det gamle menneske betragtes som mere "praktisk" end oprettelsen af et nyt menneske i Jesus Kristus, mens der ses efter universel fred uden Kristi mellemkomst og Fredsfyrstens genkomst
Svigefulde Arbejdere
Satans Apostle er ikke bistro-indehavere og hvide-slavehandlere, men for det meste ordinerede præster. Tusinder af dem, der optager vore moderne talerstole, deltager ikke længere i at præsenterer de grundlæggende faktorer i den Kristne tro, men har vendt sig fra Sandheden til fablerne. I stedet for at mangfoldiggøre omfanget af synd og fremføre deres evige konsekvenser, minimerer de dem ved at erklære, at synd blot er uvidenhed eller fravær af det gode. I stedet for at råde tilhørerne til at "flygte fra den kommende vrede" gør de Gud til en løgner ved at erklære, at Han er for kærlig og barmhjertig til at sende nogen af Hans egne skabninger til evig pinsel.
I stedet for at erklære at "uden udgydelse af blod er der ingen tilgivelse," holder de blot Kristus op som det store Eksempel og formaner deres tilhørere til "at følge i i Hans fodspor". Om dem skal det siges: "De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed." (Rom 10:3). Deres budskab lyder måske meget plausibelt og deres formål synes meget prisværdigt, men vi læser om dem: "De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at (imiterer) være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.”
”Hungersnød” med hensyn til Guds Ord
Foruden det faktum, at hundreder af kirker i dag er uden en leder, der trofast tilkendegiver hele Guds råd og præsenterer Hans vej til frelse, står vi også over for den ekstra omstændighed, at det er meget usandsynligt, at alle folk i disse kirker lærer sig selv Sandheden. Familiealteret, hvor en del af Guds ord efter sædvane blev læst dagligt, er nu - selv i hjemmene hos de, der er kristne af navn - i vid udstrækning fortid. Bibelen bliver ikke udlagt fra prædikestolen, og den bliver ikke læst i kirkebænkene. Kravene i denne forhastede tid er så talrige, at de fleste kun har lidt tid og stadig er mindre tilbøjelige til at gøre forberedelser til mødet med Gud. Dermed overlades det flertal, der er for ugidelige til selv at undersøge, prisgivet til dem, de betaler for at undersøge for sig. Men mange svigter deres tillid ved at studere og fremsætte økonomiske og sociale problemer snarere end Guds visdo
Dødens vej
I Ordsp 14:12 læser vi: "En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden."Denne "vej", som slutter med "død", er djævelens bedrag – Satans evangelium – en vej til frelse ved menneskelig præstation. Det er en vej, som "synes rigtig" - det vil sige, at den fremlægges i et så plausibelt sprog, at den appellerer til det naturlige menneske: Den fremsættes på en så tvetydig og attraktiv måde, at den anbefaler sig til sine tilhøreres intelligens. I kraft af den kendsgerning, at dette evangelium tilegner sig religiøs terminologi og undertiden appeller til Bibelen for at få støtte der (når dette passer til dets formål), samt fremholder ophøjede idealer for mennesker, og proklameres af folk, der er dimitterede fra vore teologiske institutioner, er utallige mennesker blevet lokket og narret af det.
Falsk kristendom
En falsk mønts succes afhænger i vid udstrækning af, hvor meget den falske ligner den ægte. Kætteri er ikke så meget den samlede fornægtelse af Sandheden, som det er en forvanskning af den. Derfor er halve løgne altid farligere end en fuldstændig afvisning. Når Løgnens Fader bestiger prædikestolen, er det ikke hans sædvane blankt at benægte de grundlæggende Sandheder i Kristendommen. Han anerkender dem snarere stiltiende, og fortsætter derefter med at give en fejlagtig fortolkning og en falsk anvendelse af dem.
Et eksempel: Han vil ikke være så tåbelig, frimodigt at meddele sin vantro på en personlig Gud: Han tager Hans eksistens som en selvfølgelighed og giver derefter en falsk beskrivelse af Hans personlighed. Han bebuder, at Gud er den åndelige fader for alle mennesker, skønt Skrifterne klart fortæller os, at vi er "Guds børn ved troen, i Kristus Jesus." (Gal 3:26), og at "alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn." (Joh 1:12).
Yderligere, erklærer han, at Gud er alt for barmhjertig til nogensinde at sende noget menneske i helvede, skønt Gud selv sagde: "hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen." (Åb 20:15). Satan ville ikke være så tåbelig at ignorere den centrale figur i menneskehedens historie – Herren Jesus Kristus. Tværtimod anerkender hans evangelium Ham som det bedste menneske, der nogensinde har levet. Opmærksomheden henledes på Hans medfølende gerninger og barmhjertige handlinger, skønheden i Hans karakter og det storslåede i Hans undervisning.
Hans liv berømmes, men Hans stedfortrædende død ignoreres. Det altafgørende forsoningsværk bliver aldrig nævnt, mens hans triumferende og legemlige opstandelse fra graven betragtes som godtroenhed fra en overtroisk tidsalder. Det er et ublodigt evangelium, og det præsenterer en korsløs Kristus, som modtages - ikke som Gud, manifesteret i kød - men blot som det ideelle menneske.
De åndeligt blinde
I 2 Kor 4:3-4 har vi et skriftsted, som kaster meget lys over vort nuværende tema. Der hører vi: "Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede." Djævelen blinder sindene hos ikke-troende ved at skjule lyset i Kristi evangelium, og han gør det ved at udskifte det med sit eget evangelium. Han bliver på behørig vis udpeget som den, "som forfører hele verden" (Åb 12:9). Ved blot at appellere til "det bedste i mennesket" og formane til at "føre et ædlere liv" ydes der en generel platform, hvor enhver afskygning af udtalelser kan forenes og det fælles budskab kan forkyndes.
Djævelens Bedrag
Igen citerer vi Ordsp 14:12: "En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden." Det er blevet sagt med betydelig sandhed, at vejen til helvede er brolagt med gode hensigter. Der vil være mange i ildsøen, som påbegyndte livet med gode hensigter, ærlige beslutninger og ophøjede idealer – de, der var retfærdige i forretninger, fair i transaktioner og velgørende på alle deres veje: Mennesker, der var stolte af sig selv og deres retskaffenhed, men som søgte at retfærdiggøre sig selv for Gud ved deres egen retfærdighed. Mennesker, der var moralske, barmhjertige og storsindede, men som aldrig så sig selv som skyldige, fortabte, helvede-tjenende syndere, der behøvede en Frelser. Sådan er den vej, som "synes rigtig." Sådan er den vej, som anbefaler sig selv til det kødelige sind og til jordens vildledte vrimmel i dag. Djævelens vrangforestilling er, at vi kan blive frelst ved vore egne gerninger, og retfærdiggjort for Gud ved vore egne bedrifter. Men Gud siger os i sit Ord - "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af." (Ef 2:8-9) Og igen:" ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig." (Tit 3:5.
Intellektuel godkendelse – eller – frelst ved tro?
For et par år siden stiftede forfatteren bekendtskab med én, som var lægprædikant og en entusiastisk "arbejder i Guds rige". I over syv år havde denne ven været engageret i offentlige prædikener og religiøse aktiviteter, men ud fra visse udtryk og vendinger, han brugte, tvivlede forfatteren på, at vennen var "genfødt". Da vi begyndte at udspørge ham, konstaterede vi, at han havde et meget ufuldkomment kendskab til Skriften og kun havde de vageste forestillinger om Kristi værk for syndere.
Vi forsøgte engang at præsentere vejen til frelse på en enkel og upersonlig måde og tilskyndede vores ven til at studere Ordet selv i håb om, at hvis han stadig var ufrelst, ville Gud med glæde afsløre den Frelser, han havde brug for. Til vores glæde bekendte han, der havde prædiket Evangeliet (?) i syv år, en nat, at han havde fundet Kristus den foregående nat. Han erkendte (for at bruge hans egne ord) at han havde præsenteret "Kristus-idealet", men ikke Kristi Kors. Skriveren mener, at der er tusinder ligesom denne prædikant, der måske har gået i søndagsskole, er blevet undervist om Jesu Kristi fødsel, liv og lære, og som tror på hans persons historiske sandhed, der krampagtigt tilstræber at udøve hans forskrifter, og som mener, at det er alt, hvad der er nødvendigt til deres frelse.
Ofte går denne årgang ud i verden, når de når manddommen, og støder på angreb fra ateister og vantro og får at vide, at en person som Jesus af Nazareth aldrig har levet. Men indtrykket fra tidligere tider kan ikke så let slettes ud. De forbliver standhaftige i deres erklæring om, at de "tror på Jesus Kristus." Men når deres tro bliver undersøgt, ses det kun alt for ofte, at selvom de tror mange ting om Jesus Kristus, tror de ikke virkelig på Ham. De tror med hovedet, at sådan en person har levet (og, fordi de tror på denne tro, tror de, at de er frelste), men de har aldrig nedlagt våbnene ned i deres krigsførelse mod Ham, givet sig til Ham, og heller ikke virkelig troet af hjertet på Ham. Den blot og bare accept af en ortodoks doktrin om personen Kristus, uden at hjertet bliver vundet af ham og livet viet til Ham, er en anden fase af den vej, "som synes mennesket rigtig," men dog ender den med at føre til ”døden." En simpel intellektuel godkendelse af Kristi persons virkelighed, som ikke rækker længere, er en anden fase af den vej, som "synes mennesket rigtig," men fører til "døden" - eller med andre ord – er et andet aspekt af Satans evangelium.
Det brede stræde – eller – den smalle vej?
Og hvor vil du stå? Er du på den vej, som "synes rigtig," men som ender i døden, eller er du på den smalle vej, som fører til livet? Har du oprigtigt forsaget den brede vej, som fører til døden? Har kærligheden til Kristus skabt had og rædsel i dit hjerte for alt, som ikke behager Ham? Nærer du et ønske om, at Han "hersker" over dig? (Luk 19:14). Stoler du helt på Hans retfærdighed og blod som din retfærdighed hos Gud?
"Religion" – eller – Tro?
De, der stoler på en passiv form for gudsfrygt, såsom dåb eller "konfirmation"; de, der er religiøse, fordi det betragtes som et varemærke for agtværdighed; de, der kommer i en kirke eller et missionshus, fordi sådan gør man nu engang; og de, der går sammen med en organisation, fordi de formoder, at et sådant skridt vil sætte dem i stand til at blive kristne, er på den vej, som "ender med døden" - åndelig og evig død. Hvor rene vore motiver end er, hvor ædle vore hensigter end er, hvor velmenende vore formål end er, hvor oprigtige vore bestræbelser end er, vil Gud ikke tage imod os som Hans sønner, før vi tager imod Hans søn.
"Den nemme Tro" – eller – den angrende Tro?
En endnu mere spidsfindig form for Satans evangelium er at bevæge prædikanterne til at præsentere Kristi sonoffer og derefter fortælle tilhørerne, at alt, hvad Gud kræver af dem, er "tro" på Hans søn. Derved er tusindvis af godtroende sjæle blevet vildledt til at tro, at de er frelst. Men Kristus sagde: ”hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” (Luk 13:3). "Angre" er at hade synden, at sørge over den, at vende sig bort fra den. Det er resultatet af, at Ånden gør hjertet angerfuldt ind for Gud. Ingen uden et sønderknust hjerte har den frelsende tro på Herren Jesus Kristus.
Tusindvis er bedraget til at formode, at de har "accepteret Kristus" som deres "personlige frelser;" men de har ikke først modtaget Ham som deres Herre. Guds Søn kom ikke her for at redde sit folk i deres synd, men "fra deres synder" (Mat 1:21). At blive frelst fra synd, er at blive frelst fra at ignorere og foragte Guds myndighed, at opgive kursen af ens egen vilje og til ens eget behag. Det er at "forsage vor vej” (Esaj 55:7). Det er at overgive sig til Guds myndighed, at overgive sig til Hans herredømme, at give sig selv hen til Ham som Herre. Den, som aldrig har taget Kristi "åg" på sig, og ikke virkeligt og flittigt har søgt at behage ham i alle detaljer i livet, og dog forudsætter, at han "hviler på Kristi færdige gerning”, er vildledt af Djævelen.
Konklusion
I Matthæus det syvende kapitel er der to skriftsteder, som giver os de omtrentlige resultater af Kristi sande og Satans falske evangelium.
I vers 13 og 14: "Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”
I vers 22 og 23: ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret (prædiket)i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”
Ja, kære læser, det er muligt for os at arbejde i Kristi navn, og endda prædike i Hans navn, men uagtet at verden kender os, og at kirken kender os, er vi endnu ukendt af Herren! Hvor nødvendigt, det så er, at finde ud af, hvor vi virkeligt står; at ransage os selv og se om vi er i troen; at måle os selv med Guds Ord og se, om vi bedrages af vor spidsfindige fjende; at finde ud af, om vi bygger vort hus på sandet, eller om det er rejst på den klippe, som er Jesus Kristus. Må den Hellige Ånd søge vore hjerter, bryde vor vilje, dræbe vort fjendskab mod Gud; virke en dyb og sand omvendelse i os og vende vort blik til det Guds Lam, som borttager verdens synd.
A.W. Pink
