Uddrag af bogen "Hemmeligheden Israel".Af tidligere bibelskolelærer på LMH,
Marius Jørgensen.
”Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: ”Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudelige fra Jakob, og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem.” Rom. 11,25-27.
Alt det foregående er skrevet, fordi Paulus (og Gud) ikke vil, at vi skal være uvidende om den særlige hemmelighed, der her omsider er åbenbaret. Den har ligget i Bibelen helt fra Moses’ tid, men først nu er der kommet fuldt lys over den – ligesom over hemmeligheden om hedningernes frelse.
I Efes.3.1ff. mærker vi os, at både Israels og hedningernes hemmelighed bliver sammenfattet i udtrykket: ”Kristi hemmelighed”, og den har ligget gemt hos Gud fra evighed – den lå i hans evige fortsæt (Ef 3,9;11).
Israels udvælgelse som folk i historien ligger senere end alles udvælgelse til barnekår i Kristus (Ef 1,4).
Den historiske udvælgelse skete for at få Guds evige fortsæt og udvælgelse virkeliggjort gennem inkarnationen, der skulle føre til frelse for både jøder og hedninger. Derfor kom Israel til at stå først i frelseshistorien, men det betyder naturligvis ikke, at de i sig selv er noget forud for alle andre.
Det gjorde Gud også meget klart for dem, da han havde ført dem ud af Egypten (Mos. 7,7). Men det folk har fået skæbne for sig selv i historien, fordi Gud havde udvalgt det (4. Mos. 23,9). Der findes ikke magen til historie for noget folk i verden, fordi jødernes Gud er helt mageløs, og de er hans folk.
I kap. 11. er der i hvert fald tre ting, der fører frem til det lys, vi får gennem disse vers:
Den første linie: Resten
Den første linie er tanken om en rest, som vi kan følge tilbage fra kap. 9,27-29 til Esaj 1 og 10.
Denne rest kaldes nådesudvalgt, fordi den har taget imod den tilbudte nåde, og det har udskilt den fra ”de øvrige”, det vantro Israel (11,7)
Disse udskilte er ikke hugget af det ædle oliventræ, men er i Kristus ved troen ligesom de troende hedninger, og hedningerne er ikke indlemmet i jødefolket, men i Kristus. Tilsammen er disse troende Kristi legeme.
I stedfortrædelsen skabte han de to til ét nyt menneske og forenede dem i ét legeme (Ef. 2,15-16.)
I ”resten” er Guds tanke med Israel realiseret så langt, men hvad med ”de øvrige”? Det er jo dem, der er apostlenes uafladelige sorg og smerte, og det er netop deres skæbne, han har fået lys over her.
Den anden linie: Forhærdelsen
Den anden linie er, at de blev forhærdede, men at det ikke betyder evig forkastelse. For selv forhærdelsen har vist sig at have en frelseshensigt, først med hensyn til hedningerne, og i næste omgang med dem, der foreløbig blev sat til side (jøder).
Det er efter den plan, Paulus arbejder blandt hedninger for at nå sine landsmænd ad omvejen (v.13;14), og mange af dem var blevet frelst, da brevet blev skrevet. Men forhærdelsen ligger over de fleste.
Sådan er det gået til, at "de første blev de sidste”, fordi ”toldere og skøger går foran jer ind i Guds rige” (Matt. 21,31). Derfor blev de nådesudvalgt, og sådan gik det til, at ”de sidste blev de første”.
Det samme gentog sig senere i hedningeverdenen (Ap.G. 15,14) – frelsen er kommet til hedninger, forhærdelsen til jøder.
Det er den side af hemmeligheden, vi har fået lys over i det foregående, og det ville Paulus give os, for at vi ikke skal være selvkloge og ikke komme med spørgsmål som dem, han nævner i begyndelsen af kap.1 vers 11 og 19. Den ”klogskab” vil han hjælpe os af med.
Det står fast, at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, nemlig den del, der har afvist evangeliet. Og her får vi at vide, at den bliver over Israel, indtil hedningernes fylde er gået ind. Det er altså ikke noget, der bare gælder ”i skrivende stund”, og det kan heller ikke bare forstås som en guddommelig straf for en øjeblikkelig synd i forhold til Jesus Kristus, selv om han talte om ”straffens dage”.
Forhærdelsens hemmelighed er jo af meget ældre dato, og den kaldes Guds hemmelighed. Det ville ikke være nogen stor hemmelighed, hvis det var straffen for Jesu død – det har alt for mange allerede regnet ud! Det er et gyseligt kapitel om forfølgelsen af ”Kristi mordere” – som om det var nødvendigt at hjælpe Gud med at få dem udryddet. Forfølgelsen af jøder på den konto er en satanisk ”fromhed”, der ikke skyldes den virkelige kristendom, men en forblindet ”kristenhed”.
Som tidligere understreget, så er alle mennesker medskyldige i Jesu død, som det udtrykkeligt er sagt i Ap.G. 4,27. Ingen synder er uskyldig på det punkt. Og nu må vi vove at se vers 28 og mange andre ord – plus det, vi har set i 11,1-10. –og prøve, om vi tør indse konsekvensen af disse klare ord.
Det hele skete i Jerusalem i det folk, og det skete, fordi de var forhærdede: Gud gav dem sløvhedens ånd, blinde øjne og døve øren ”for at fuldføre det, som hans hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske”(Ap.G. 4,28).
Det er den konsekvens, Bibelen selv trækker, og det sker både fra Jesu og apostlenes side. Men er hemmeligheden så ikke den, at forhærdelsen hører med i Guds skjulte frelsesråd, for at Skriften kunne blive opfyldt? (Matt. 26,54.56)
Er hemmeligheden da ikke, at Israel blev udvalgt både for inkarnationens og missionens skyld, og ikke mindst, for at forsoningen kunne blive fuldbyrdet gennem Jesu død? 1. Kor.2,8 siger jo, at den ikke kunne være sket, hvis de havde kendt herlighedens Herre, og verset foran dette taler netop om ”Guds hemmelige visdom, den skjulte, som han før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed” (sml.1. Pet. 1,19-20).
Og det mål kunne Gud ikke nå uden om Jesu død på Golgata. Uden Jesu død er der ingen frelse for nogen synder. Hvis nogen tør nægte det, så fornægter han, hvad Bibelen uimodsigeligt lærer os.
Men samtidig må vi fastholde, at Bibelen anklager alle for delagtighed i Jesu korsdød, så der er ikke tale om frikendelse for nogen i denne sag – hverken jøde eller hedning.
Ordet fra Esaj. 43,24. står skrevet med hemmelig skrift på enhver synders pande: ”Du plagede mig med dine synder, trættede mig med din brøde”.
I lyset af denne kendsgerning kan og må der blive tale om et andet syn på dem, som kaldes ”Kristi mordere”, og det er på høje tid, det kommer klart for dagen, så Bibelen får lov at sætte tingene på den rette plads.
Ifølge det, vi har set, må netop denne ”sælsomme” forhærdelse have været forudset af Gud (sml. Esaj. 29,14), for uden den var Jesus ikke blevet korsfæstet, skrev Paulus. Men dertil var han forudbestemt af Gud, skrev Peter.
Det må være den tungeste hemmelighed ved Israels historiske udvælgelse, at det skulle gå, som det gjorde. Derfor blev det så dyrt at være udvalgt – og så lidelsesfuldt.
Ikke, at Israel var tvunget til noget, de ikke selv ville, for de ville virkelig Jesu død, siger Joh. 5,18, og det bekræftes mange gange senere.
Men gennem Israel har Gud vist, hvad menneskelig religiøsitet vil føre til i mødet med Guds frelse i Kristus. Dermed er det afsløret, hvad alle mennesker er i forhold til Gud, for under de samme forudsætninger i et hvilket som helst andet folk, ville det være gået på nøjagtig samme måde.
Men det, der ligner – og er – toppunktet af menneskelig syndighed bliver afsløret gennem Israel, det udvalgte. Og netop det har Gud behaget at bruge til hele verdens frelse: Den død, der er vores skyld, Jesu død, forvandler Gud i sin barmhjertighed til at blive for vores skyld.Dermed har han benyttet hele Helvedes og alverdens ondskab til at skabe forsoningen!
I det lys forstår jeg bedre, at det kors, verden kalder ”Guds dårskab”, bliver kaldt ”Guds visdom” af Paulus - og hjertet får en anelse om de dybder i Gud, der lovprises i v. 33. Og glem så ikke, at denne visdoms planer fuldførte Gud igennem Israels forhærdelse – hvor usporlige er ikke hans veje!
Tænk, hvis han havde valgt vores folk under den hemmelighed. Tænk, hvad den udvælgelse har betydet for Israel gennem hele dets eksistens som stedfortrædende (i en vis forstand) i ulydighed mod Gud og i de konsekvenser, det måtte få.
Men når Gud har ”handlet sælsomt” med dette folk den ene vej, så er vi vel nær ved at kunne give ham ret i det næste:
Den tredje linie: En pagt med Israel
Den tredje linie, der fører frem til vores tekst, er, at Gud så også vil handle sælsomt med det folk den modsatte vej.
Mange teologer advarer mod at tro på nogen særbehandling af Israel, fordi de mener, det må betegnes med det fine ord ”ubibelsk partikularisme” – en gøren forskel på folk, og så har man jo hold på tingene ud fra Rom. 3,22 og 10,12.
Men der er alligevel forskel på at være Israel og at tilhøre andre folk.(5. Mos. 4,33.ff;2. Mos. 19,5.)
Gud har gennem årtusinder handlet anderledes med det folk end med alle andre. Kun en blind kan nægte at se det. Gud gør jo også forskel, når han deler nådegaver ud. Ingen sand teolog, der læser sin Bibel, kan vel beskylde Gud for at drive ubibelsk partikularisme, når Gud altid har givet Israel særbehandling.
”Kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter; derfor vil jeg på eder hjemsøge al eders brøde” (Amos. 3,2).
Gud har brugt det folk som anskuelsesundervisning for hele verden, så vi kan se, hvad ulydighed mod evangeliet kan komme til at koste. Og ingen af os kan sige, hvorfor han ikke udvalgte sig et hvilket som helst andet folk. Der er heller ingen af os, som skal kunne forklare det, for det er simpelthen Guds egen frie viljes råd – Og hvem blev hans rådgiver?
Den tredje linie i kap.11 anes i v.12b: ”Dersom deres tab er hedningers rigdom, hvor meget mere skal deres fylde være det!” (1907-oversættelsen). Tabet af frelsen byttes ud med rigdommen i frelsens fylde. Læg dertil v.15b.: ”Hvad vil så deres antagelse bringe andet end liv af døde?”
Nogle vil påstå, at det er hypoteser ud fra ønsketænkning. Men Paulus er ikke en mand, der trøster hverken sig selv eller tilretteviser andre med hypoteser. Det er hans tro, at noget sådant vil komme engang: ”Også de andre (=de øvrige i v.7) skal blive indpodet igen, hvis de ikke bliver i deres vantro” (v.23). Gud har jo magt til at indpode dem igen! ”Hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til?” (v.24).
Hvorfor i alverden skulle Paulus diktere dette til sekretær Tertius, hvis ikke det var andet end hans private ønskedrømme?
Vidner hans samvittighed pludselig ikke med ham i Helligånden, at han taler sandhed? Eller hvornår har den Ånd forladt ham, så han her taler ud i det blå? Det er bestemt ikke det indtryk, man får af disse indholdsdybe kapitler. Også her taler han ”som den, Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig”(1. Kor. 7,25).
Hvis ikke deres fylde kommer, hvis ikke der bliver antagelse med liv af døde og ny indpodning, hvorfor i alverden skulle han så skrive så meget og så tydeligt om det, for at vi hedningekristne ikke skal være selvkloge og heller ikke må være uvidende om det?
Hvorfor så den sidste sætning i v.25 om, at forhærdelsen engang skal ophæves og kun vare ”indtil hedningernes fylde er gået ind?” Var det ikke bedre at lade det hele gå i stå ved den delvise forhærdelse, hvis ikke Gud har gemt noget til Israel? Hvorfor nævnes alle de forjættende udtryk? Er det hele kun lygtemænd?
(I parentes bemærket: Hvis man vil fastholde oversættelsen ”fuldtalligt” i v.12 og 25, må man gøre sig klart, at det ikke kan betyde samtlige individer i nogle tilfælde, men det gælder det fulde antal, som Gud kender – ”så mange, som Herren vor Gud vil kalde” – og som følger det kald).
Jerusalem nedtrædes indtil….
Sidste del af v.25 har en tydelig forbindelse med Luk. 21,24: ”Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne ”indtil” hedningerne tider er ”til ende” (fuldkommes) (sml.Matt. 23,39, ApG. 15,14ff.). ”Først” et folk af hedninger, ”derefter” vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte”.
Er Luk. 21 da ikke gået i pinlig nøjagtig opfyldelse indtil 14. maj 1948, og måtte den begivenhed ikke minde om Esaj. 66,8: ”Hvo hørte vel mage dertil, hvem så vel sligt? Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik?”
Er det måske også ubibelsk partikularisme? Og hvad med juni 1967, da Jerusalem atter kom på jødiske hænder? Var det underligt, at en ung jøde soldat gik op til Davids grav, gjorde honnør og sagde: ”Melder, at Jerusalem er erobret!”
Står vi da med blinde øjne i dag og ser ingenting, akkurat som jøderne dengang? (Ap.G. 13,41)Har Gud vendt et blad i historien, uden at ”vi vil” se betydningen af det? Måske ”fuldendelsen” af hedningernes tider betyder noget andet end deres ”fylde”.
Det første betyder vel den fulde udfoldelse af, hvad hedningers magt formår, og Guds ord er uhyre pessimistisk, når det gælder verdensudviklingen fra det onde til det værre med kulmination i Antikrist.
Men det andet betyder nok kristendommens udfoldelse gennem mission blandt hedningefolk, så de kommer til tro. Og gennem hele den tid er også ”en rest”, de nådesudvalgte af Israel blevet frelst. Og det på trods af alle ”kristenhedens” forsyndelser mod Israel, ”de udvalgte har stadig opnået det” (v.7).
I hedningernes tider er det gået efter temaet: for hedninger først, og så for jøder. Når det oprindeligt hed: for jøder først og så for græker, men blev det modsatte, hvorfor skulle Gud så ikke kunne vende det om igen?
Der er mange profetiske ord, som peger den vej. Jeg ved, at mange teologer vil stoppe ”resten” og ikke er til at rokke videre, men hvorfor går Paulus så videre, hvis han mener, det kun er en rest, Guds fremtidsplaner drejer sig om? Hvorfor slår han tilsyneladende pludselig helt om, ”når” hedningernes fylde er gået ind?
Hele Israel skal frelses
Vers 26: ”Og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet.”
Det er altså ikke noget, Paulus har ”hittet på”, men der må stå noget ”skrevet”, som har givet ham den opfattelse, at hele Israel (er det blot = rest?) skal frelses. Det må være dette skrevne, der før har fået ham til at skrive om deres fylde, antagelse og genindpodning. Når han taler om ”hemmelighed”, mener han altid noget, som kun Gud kan åbenbare, så det ”ikke” forbliver skjult, og når det gælder Israel og dets fremtid, har Gud altså åbenbaret den ”dobbelte” hemmelighed:
Den ene side er forhærdelsens hemmelighed, som har ligget skjult i hele Skriften. Den anden side er, at når forhærdelsen bliver ophævet, kommer der en ”underfuld opvågnen” for hele Israel (v.15), liv af døde.
At ”man” ikke kunne forvente noget sådant ud fra de mange ord om resten, kan ikke gælde som bevis for, at ”Gud” heller ikke vil gøre det. For Paulus gør udtrykkeligt opmærksom på, at det er en hemmelighed, Gud har lukket op for ham. Og den må han forkynde, for at ”vi” ikke skal være uvidende om den.
Han vidste godt, at det ikke var, hvad vi ville vente, men han venter det selv, fordi Gud nu har sagt til ham, at Israels forhærdelse får en ende, og så bliver det andre tider for dem, end hedningerne tider har været.
Det, som har ført Paulus til denne overbevisning, er uden tvivl det lys, Gud har givet ham over det profetiske ord om Israel, som også vi ”gør vel i at agte på som et lys, der skinner” (se 2. Pet. 1,19.).
Citatet i v.26 er ret så frit, så det må være ment som ”sammendrag” af Det gamle Testamentes ord om Israels genrejsning.
Når det gælder udtrykket ”hele Israel”, så lad mig nævne Jer.23.3-8, hvor Herren vil sanke dem sammen fra ”alle” lande – og ”ingen” skal savnes. Og Ezek. 20,40: ”Da skal hele Israel tjene mig”.
Ezek. 39,28 taler om, at når Herren samler dem fra folkeslagene (ikke blot fra Babel), så vil han ikke lade ”nogen” af dem blive tilbage derude. Skulle det ikke være nok til at give ret til at skrive om hele Israel?
Israels opgave
Med hensyn til Israels genrejsning og fremtidige opgave, så lad mig citere nogle ord fra Esajas: ”Jeg kommer for at samle alle folk og tungemål, og de skal komme og se min herlighed. Jeg fuldbyrder et under iblandt dem, og sender undslupne af dem til folkene – som ikke har set min herlighed, og de skal forkynde min herlighed blandt folkene” (66,18f.).
”De”, der skal sendes til folkene, er vel ikke undslupne fra ”folkene”, men det er dem (Israel), han har gjort et under iblandt, der skal forkynde Herrens herlighed. ”Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil” (56.8). ”Se, på folk, du ikke kender, skal du kalde, til dig skal folk, som ikke kender dig ile, for Herren din Guds skyld” (55,5).
Der er mængder af profetiske ord, som taler i samme retning, og som slet ikke er opfyldt ved hjemkomsten fra Babel. Der er endda ord om den sag fra profeterne ”efter” hjemkomsten, og jeg kan ikke tro, at Gud har glemt dem (Zak. 10 og 12). De citerede ord skulle være grund nok til, at Paulus taler om et under som ”liv af døde”.
For mig ser det hele ud til at have sammenhæng med Jesu genkomst, når ”Befrieren skal komme” og fjerne ugudeligheder fra ”Jakob”, så det bliver ”Israel” (bemærk navne-forandringen i v. 25 og 26) og ”frelses” derved.
Med ”hele Israel” må der være ment noget ”andet” end den rest, der før har været tale om. Men på den anden side må vi vogte os for at glemme kap.9.6 og 2.28. Hele brevet siger jo, at der ikke er frelse i kraft af jødisk nationalitet, og apostlen skelner mellem jøderne og Guds Israel. Til den tid bliver der også fuld valuta i de ord: de skal frelses, hvis de ikke bliver i deres vantro (v.23).
Men tænk nu, hvis Gud til den tid vender helt om på den situation, der beskrives i Joh. 12,38-40: ”Han har blindet deres øjne” osv. Ligger det ikke bag løftet om ophævelsen af forhærdelsen, at Gud vil åbne deres øjne, så de kan både se og tro, når deres tid er inde?
Det var en hjertesorg med Israel i sin tid (Luk.19,41f.). Mon ikke Jesus glæder sig lige så meget til det, der skal komme for Israel, som Josef i sin tid glædede sig til at give sig til kende for sine brødre? (1. Mos. 45,1-2).
Jesus har jo selv sagt, at først, når det er sket, kommer de til at udbryde: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”
Først da er Guds hemmelighed med Israel helt realiseret, både i dom og nåde. Hvad kan det blive andet end liv af døde – også for dem, han vil sende dem til med budskabet om sin herlighed.
Hvis nogen ønsker en slags ”køreplan” for hele Guds hemmelighed, så har jeg ingen, men jeg tror, at han, som forud kendte og havde bestemt så meget, som vi har set tidligere, også selv kan finde ud af fuldendelsen.
Og kan vi efter alt det have noget imod at få hjælp af Israel gennem deres ildhu til at forkynde Herrens herlighed blandt folkene?
Jeg har ikke tal på alle de gange, der står om, at ”folkene” skal komme til at ”kende Herren”, som følge af det, han gør for Israel (Ezek 38,23).
Skal jøderne måske overtage verdensmissionen, fordi vi har gjort for lidt ved den? Er Jesu genkomst absolut det samme som verdens ende, eller har vi lov til at tro, at Gud med genkomsten afslutter historien, som vi nu kender den – og fortsætter sin egen historie med Israel i et rige for dem? (Ap.G. 1,6).
De fleste af kirkefædrene regnede med et tusindårsrige, og det, reformatorerne afviste på det punkt, var jo ikke ”sagen”, men en ”kødelig” forvrængning af den.
Jeg ved, du vil komme, du herlige tid,
Når Israel hører Guds røst.
Når Frelseren atter skal kalde dem hid,
og føre dem ud i sin hellige strid.
Da jorden beredes til høst.
---------------------------------
Udgivet 1996
På Ordet og Israels Forlag
Forfatteren døde i 1983
