Om de ældres betydning.

Fra Newswithviews.com
21. august 2003.
Af Paul Proctor.

De gamle.
En af de ting, jeg elsker ved ældre, modne kristne, er deres mod og overbevisning. De genkender synd, når de ser den, og er ikke den mindste smule bange for at udtale sig imod den, når de tvinges til det på grund af omstændigheder eller konfrontationer.

Skønt ofte bekymret og plaget af en ungdomsstyret kultur og af alle dens frivole indfald og lunefulde fremgangsmåder, bliver de ikke let påvirket eller skræmt af den.

Og dog refererede Jesus ikke til gamle mennesker, da han sagde: ”I er jordens salt....”. Han talte til sine disciple uden nogen reference til alder. Og hvis du og jeg ønsker at anse os selv for at være Kristi disciple, vil vi gøre vel i at give agt på Hans ord.

“I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker”, Matt. 5,13.

I dagens postmoderne kirke bliver udtrykket “jordens salt” næsten altid anvendt til at imødegå ældre mennesker. Seniorer med ikke bare en dyb og varig tro på Kristus og Hans Ord, men hvis “personlige erfaring” i tjeneste og hengivelse til Ham har spændt over årtier med lidelse, offer og studier, som resulterede i en skarp dømmekraft, skelner klart godt fra ondt længe før, den meget yngre bror eller søster gør det.

Det er derfor, ældre mennesker ofte er de første til at udtale sig, når godt og ondt blandes sammen og vendes op og ned foran deres børnebørns vagtsomme øjne - de forstår nemlig alt for godt konsekvenserne af åndelig ignorering og apati. De trækker på - forstår du - en myriade af fejl og en livstid af lærte lektier. Men lytter vi?

Hvilken skam det er at se dette værdifulde “salt” blive bragt af vejen på plejehjem; en visdom spildt bag mure af isolation og i ubemærkethed for en hensynsløs verden, som længes efter at skille sig af med dem som med så meget andet affald.

Er det et under, at globalister, som prøver at affolke planeten af “miljømæssige” hensyn, nu foreslår ufrivillig eutanasi (medlidenhedsdrab) som en anvendelig valgmulighed og et “medfølende” alternativ til at blive gammel, syg, ulønsom, og “uproduktiv”, for at beskytte vore “værdifulde ressourcer” imod “ubrugelige munde, der skal mættes”, og gemme dem til fremtidige generationer?

Jeg har en mistanke om, at det vil blive overvejet som “vor borgerpligt” - måske endda som vor kristne pligt - at lade dem tage os ud af elendigheden og befri “Moder jord” for den frygtelige byrde vores langvarige eksistens pådrager “hende”.

Tal om intolerance - hvis først eutanasi (medlidenhedsdrab) bliver lige så forsvarligt og populært som abort, er det kun et spørgsmål om tid, før man flytter begge ender af det “produktive” aldersspektrum ind imod midten. Hvor effektivt af dem. Få os til at komme og gå - ikke sandt?

Hvad mente Jesus så med “jordens salt”? Salt - forstår du - forhindrer, at bakterier og svampe vokser, og det er i århundreder blevet brugt til præservering - før nedfrysningen blev opfundet.

Trofaste og lydige kristne, som har Helligånden, forhindrer spredningen af synd i samfundet ved deres blotte tilstedeværelse, da de - ligesom vor Herre og Frelser - ikke er tolerante overfor den. De ser den, som det, den er, og nægter at pynte den op som noget andet, blot for at passivisere tilhængerne og vinde deres gunst og venskab - men kalder dem i stedet for til anger.

Når man overvejer “syndens frygtelige sold”, hvad kan så være mere venligt, medfølende, og elskende end at invitere til harme, afvisning og latterliggørelse af én selv for at gøre Sandheden kendt blandt andre?

Dette opstiller virkelig et problem for tidens ”søger-sensitive”, ”formåls-drevne” kirkevækst-bevægelser, for dets grundlæggere og støtter lærer og prædiker, at det at holde liv i menneskelige forbindelser er nøglen til ”succes” i evangelisation og kirkevækst. Derfor bør intet og ingen nogensinde føre til afbrydelse eller komme imellem dem---end ikke Gud’s Ord.

At sætte bud og læresætninger fra Skriften over menneskelige forbindelser bliver anset som lovisk splittelsespolitik og derfor ond. De anser indsigelser imod en andens synd for ”brutal”, ”kold”, ”kærlighedsløs”, ”umedfølend”, ”hyklerisk” og ”fej”, idet de citerer 1 Kor 13 som deres religiøse begrundelse - og samtidig føler de sig godt hjemme i djævelens hule, idet de højtideligt lover at ”elske synderen og hade synden” - i ”venskabs-evangelisationens interesse naturligvis - AHA, men ikke uden en pris!

”I utro, ved i ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud”, Jakob 4,4.

Matthæus Henry skrev dette i sin koncise kommentar til Efeserbrevet kap.5:

”Der er mange måder, hvorpå man kan være medskyldig i eller tage del i andres synd: ved anbefaling, rådgivning, samtykke eller hemmeligholdelse. Og hvis vi deltager i andres synd, må vi forvente også at deltage i deres pine. Hvis vi ikke irettesætter andres synd, har vi fællesskab med dem”.

Det er grunden til, at apostelen Paulus sagde til Efeserne:

”...tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem.” Efes. 5,11.

Naturligvis er vor tids ”ulve” med deres vattede holdning og helt igennem poppede kristendom uenige med Gud på dette punkt. De lærer i stedet for fra talerstolen, at vores tolerance overfor synd er den sande målestok for kristen kærlighed, fordi den støtter ”enhed” i legemet.

Realiteten er: Den avler korruption i kirken. Og som Kathrine Kersten udtrykte det så godt i en leder i en nylig udkommet Wall Street Journal om den nyligt valgte homoseksuelle biskop:

"Vor ”verdsliggjorte, terapeutiske kultur” har fået påduttet et ”nyt evangelium”, et evangelium om ”indbefatning og bekræftelse”, som lærer, at ”Jesus kom, for at vi skulle have det godt med os selv.”

Jeg ved ikke, hvordan med dig, men jeg foretrækker det gamle evangelium, det Gamle Ærværdige Kors, den gamle King James Bibel og alle de gamle folk, som indtil denne dag har holdt disse ting for dyrebare, og ytrer sig, når det vrimler med synd - fordi deres vidnesbyrd og deres visdom - skønt ubelejligt, uattraktivt, upopulært og upoleret - ikke er svingende - de er uvillige til at gå på kompromis af hensyn til nogen eller noget på noget tidspunkt. Og lige som den Gud, der gav dem til os, forandres den sandhed, de lærer, sig aldrig.

”Jeg, Herren, er ikke blevet en anden…” Mal 3,6a.