Fra Onetruthministries.com/Af Alan Morrison.
Oversat af Karen og Over Carstens.
(Som pdf-fil til udskrift her.)
1. Den sammenblander IMAGO DEI (Guds afbillede) MED ESSENTIA DEI (Guds inderste væsen).
Orientalsk mystik hævder, at der i hvert menneske er en guddommelig gnist - at Gud lever universelt i hver sjæl. Mystikerens mål er at finde "Gud i sit indre", den universelle ånd, den ultimative virkelighed, ved hjælp af metoder, der spænder fra forskellige former for bøn og meditation, til brugen af svampe, kaktusser eller andre kemiske substanser, som forandrer bevidstheden. Den såkaldte kristne mystiker modererer den østlige mystiks undervisning af den universelle guddommelige gnist i det indre, så den kommer til at fremstå som værende i overensstemmelse med ortodoks (rettroende) kristen lære, da den er under indflydelse af den spekulative nyplatonisme, som i sig selv var en synkretistisk blanding af hedensk mystik og græsk filosofi.
Vi synes derfor, at den østerlandske mystiks "universelle Gud i éns indre", omdefineres som Guds afbillede i ethvert menneske. Det kan virke som et smart træk, men der er store problemer med dette, fordi Guds billede i mennesket aldrig har været en virkeligt eksisterende, guddommelig gnist - en del af Gud i mennesket. Guds afbillede i mennesket er ikke Guds substans eller væsen. At tro dette ville være forfærdeligt - uforeneligt med Bibelen. Det er rigtigt, at apostlen Peter brugte udtrykket "at få del i guddommelige natur" (2. Pet. 1,4), men dette blev rettet til dem, der troede på Jesus Kristus og ikke til hele den menneskelige slægt eller en gruppe af elitære mystikere, der i øvrigt bruger de rigtige metoder.
Som Thomas Watson påpeger i ”Body of Divinity”, sker dette at få del i guddommelig natur ”ikke gennem identitet eller en forening med det guddommelige væsen, men kun gennem en forvandling til guddommelig lighed." Ligeledes forklarer A.A. Hodges, at "denne forening ikke indebærer nogen mystisk sammenblanding af Kristi person med hans folks personligheder". Augustus Strong (1836-1921) hævder, at karakteren af det fællesskab, som de troende har med Kristus, ikke er "en essens af en sammenslutning, der ødelægger den særprægede personlighed og eksistens af enten Kristus eller den menneskelige ånd, ligesom det fastslås af mange af mystikere." Som Robert Dabney (1820-1898) med rette har anført, så er troende kristne, efter at han eller hun har modtaget Helligånden i sit indre, "stadig en særskilt person, en ansvarlig leder og et menneske, ikke en Gud. Tanken om at en personlig karakter eller lignende skulle indebære menneskets guddommelig-gørelse, er blasfemisk og meningsløs." Mystikerens opfattelse af Guds afbillede i mennesket er helt fejlagtig.
2. Den undergraver behovet for en organiseret lokal forsamling
Mystikere og sværmere affærdiger altid autoriteten og tanken på den organiserede lokale forsamling, som omfatter evangeliets tjenere, præster og lærere, almene tilsyn, autoritet, liturgi i gudstjenesten, osv. Når alt kommer til alt, har de en direkte hotline til Gud, så hvorfor lade disse jordnære kræfter være en hindring? Disse ting vil fremstå som kødelige for den, der har besøgt den tredje himmel, og han forstår, at disse ting står mellem ham og Gud. Men Bibelen viser klart, at en organiseret lokal forsamling er centrum for Guds Riges udbredelse i evangeliets tidsalder.
3. Den tilraner sig forbudte områder af det åndelige liv
"Tilrane" er nøgleordet her. Der findes grænser for, hvad en troende tillades at opleve. Der findes sager, der er "på forbudt område". At overskride disse grænser var en af vore ældste forfædres grundlæggende overtrædelser. Da kvinden så, at "træet var fristende, eftersom man fik forstand af det", blev hun fristet til at opleve noget, der var ud over, hvad der var tilladt hende. Luthers opfattelse, at Adam og Eva var sværmere, var ikke helt forkert. At tilrane sig forbudte områder af det åndelige liv er et centralt kendetegn ved sværmeri. Man bliver her påmindet om Paulus' undervisning i Kol. 2:18,” ..hvis lyst står til falsk ydmyghed og´engledyrkelse, fordyber sig i, hvad han har set i syner, uden grund er opblæst i sit kødelige sind ...", eller som vi lærer i 5. Mos. 29:28: "De skjulte ting hører Herren vor Gud til. De åbenbare hører for evigt os og vore børn til ...".
4. Den skaber en generation af "kristne" overmennesker
Dette har nære relationer til den foregående årsag, og er karakteristisk for både mystik og dens følge: sværmeriet. Du siger måske, hvordan var det med Paulus' oplevelse i den tredje Himmel (2. Kor. 12)? Var det ikke en mystisk oplevelse? Hvad det end var, Paulus oplevede, skal vi huske på disse tre ting:
1) Paulus var en Jesu Kristi Apostel med en speciel opgave, et specielt forhold til Herren, der på en unik måde modtog guddommelig åbenbaring.
2) Der findes ingen bevis for, at Paulus søgte efter oplevelsen, medens mystikerne gør det til deres livsopgave, at trænge ind i den tredje himmel.
3) Herren omsluttede Paulus efter hans oplevelse med en torn i kødet, netop for at udrydde enhver opfattelse i hans sind af, at han nu stod over andre almindeligt dødelige.
Mystikeren - uanset om han er katolsk eller østerlandsk - gør det til sin livsopgave gang på gang at søge "forening med guddommen". Desuden har den katolske mystiker traditionelt opdelt forsamlingen i de, som de regner som "kontemplative" (de, der går ind i klosterlivet og er meget mystiske), og de, der er "aktive" (som forbliver i verden, og er meget praktiske). Maria og Martha fremholdes som repræsentanter for disse to typer. Dette skaber direkte en form for åndeligt elitære kristne "overmennesker". I modsætning hertil lærer Bibelen, at alle sande troende har lige adgang til Gud (Rom. 5:1-2; Hebr. 4:16).
5. Den er yderst synergistisk
Dette indebærer, at medens sand frelse beror på, at Gud først virker i menneskets hjerte, betragter mystikeren sin forening med Gud (som er den frelsesoplevelse, han søger) på grundlag af sine egne gerninger og fortjenester. Dette gælder også for de kvietistiske mystikere. Carter Lindberg ved Institut for Økumenisk Forskning i Strasbourg udtrykker det: "Selv i den mest subtile form for passiv resignation, er en handling, som indebærer, at man ingenting gør, endda foreneligt med semi-pelagianske facere quod in se est (at gøre det, som er i dig), hvilket Luther fik bugt med i sine første prædikener over Salmerne.....". Selv Tauler (Johann Tauler, 1300 til 1361, en tysk romersk-katolsk dominikanerpræst, discipel af Mester Eckhart - KTS-note.), som anvendte et sprog, der ledte tanken hen på, at Guds nåde var nødvendig før den mystiske oplevelse, gør endda Gud afhængig af menneskets gerninger, så "at Sønnen kan fødes i sjælen". I selve værket er mysticismen på mange måder den yderste form for retfærdighed ved gerninger.
6. Den ophæver behovet for retslig retfærdiggørelse
Hvilke tænkelige behov skulle mennesker have for at blive retfærdiggjorte ind for Guds domstol, hvis de allerede, ikke alene har fået en direkte hotline til ham, takket være kontemplation, men faktisk har mulighed for at opleve ekstatisk forening med ham (tror de)? Dette er årsagen til, at mystikere og sværmere i bedste fald ignorerer undervisning om retslig retfærdiggørelse, og samtidig kritiserer den (som Muntzer). Dette er årsagen til, at mysticismen er så djævelsk. Den skaber en falsk vej over barrieren ind til fårefolden og erstatter den tilregnede retfærdighed. At indbilde sig, at vi er blevet forenet med Gud i væsenslighed, er en enorm forræderisk indstilling.
7. Den fornægter vor Herre Jesu Kristi stedfortrædende forsoningsværk
Man kan søge uophørligt igennem det, som mystikere har skrevet, efter nogen virkelig henvisning til Herren Jesu Kristi stedfortrædende forsoningsværk. Det har bare ikke nogen plads i mystikernes tanker, hvilket er højst underligt, når man betænker, at denne undervisning er selve kernepunktet i evangeliet - at Herren Jesu Kristi stedfortrædende forsoningsværk er den centrale hændelse i historien, hvor omkring enhver anden hændelse drejer sig og beror på. Se det Guds Lam, som borttager verdens synd. Mystikeren ser synden som "jeget" og ser dermed ikke en individuelt præget bevidsthed og en adskilt enhed fra Gud. Denne "synd" aflægges derfor gennem at udføre øvelser, for at man skal komme tilbage til denne tilstand af enhed med Gud. A.A. Hodge viser den mystiske opfattelse af forsoningen i ”Outlines of Theolog”: "Forsoningen, der udføres ved Kristi afstedkomst, gennem mystisk forening mellem Gud og mennesket og fuldbyrdes gennem inkarnationen, snarere end ved hans offerdød." Mysticismen (ligesom liberalismen) bestrider derfor Herren Jesu Kristi stedfortrædende forsoning.
8. Den undergraver behovet for inkarnationen
Hvad var formålet med inkarnationen? Herren Jesus selv siger til os: "Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time.” (Johs. 12:27). Herren Jesus siger her, at han kom til denne verden, antog en menneskelig skikkelse, fik del i inkarnationen, netop fordi han skulle dø på korset: "Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus." Hvorfor? "For han skal frelse sit folk fra dets synder". Gennem at fornægte virkeligheden af den stedfortrædende forsoning, fornægter mystikere inkarnationen. For inkarnationen har kun mening i sammenhæng med hans død. 1. Joh. 3:8: "Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret (blev inkarneret): for at tilintetgøre Djævelens gerninger.” Hvordan gjorde han det? Gennem sin forsoningsdød og sejrrige opstandelse. I selve værket fornægter Mysticismen behovet for inkarnationen. Dette må vist næsten indebære, at Mysticismen bliver en antikristelig religion (1. Joh. 2:22; 4:2-3).
9. Påstanden om, at den er uselvisk, men i virkeligheden er den et eksempel på den højeste grad af selvoptagethed
Mysticismen leder uundgåeligt til en livslang navlebeskuelse og fordybelse. Det er en "jeg"-religion. Selv den romersk-katolske forfatter, Chesterton havde indsigt nok til at sige: "Hvis jeg skulle sige, at kristendommen kom til verden specielt for at tilintetgøre læren om det indre Lys, ville det være en overdrivelse. Men det ville være meget nærmere sandheden... Af alle tænkelige former for indsigt, er den værste den, som disse mennesker kalder det indre Lys. Af alle fantasifulde religioner er tilbedelsen af guden i det indre den værste ... At Jones skal tilbede guden i sit indre, ender med, at Jones skal tilbede Jones. ... Kristendommen kom ind i verden først og fremmest for med voldsom kraft at gøre gældende, at et menneske ikke får lov at se indad uden at se uden om sig selv - med forundring og henførelse at skue en guddommelig ledsager og anfører. Den eneste fornøjelse ved at være en kristen er, at et menneske ikke lades alene med det indre Lys, uden definitivt at se et ydre lys, lys som solen, så klar, som månen, frygtelig, som en hær med bannere." Hvad mere skal man sige?
10. Den grunder sin vished på ekstrem subjektivisme
Den ligestiller falskheden i religiøse oplevelser med kristen åndelighed. Husk på, de to trosretninger indenfor alle former for Mysticisme:
1) at finde en direkte oplevelse af Gud, uden en mægler.
2) at oprette det enkelte menneskes subjektive oplevelse som den eneste vurdering af åndelig sandhed.
Mystikeren eller sværmeren udtænker sin teologi på grundlag af sin religiøse oplevelse, medens den sande troendes personlige åndelige oplevelser stammer fra kundskaben om Gud, som han modtager gennem det objektive, nedskrevne Guds Ord. Teologien bestemmer oplevelsen, ikke omvendt. Dette er grunden til, at pietismen banede vejen før den såkaldte "oplysningstid" i Europa.
11. Den leder uundgåeligt til falsk Økumeni
Hvis vi reducerer den kristne enhed til den mindste fællesnævner for fælles religiøs oplevelse, og denne form for religiøs oplevelse ikke har noget fælles med nogle principper om kristen ortodoksi (ren lære), da er scenen forberedt til en form for enhed, der er en falsk forsamling. I yderste konsekvens vil det føre til en Satans synagoge. Og dette er, hvad vi har i dag i den økumeniske proces, hvor alle er velkomne, vranglærere, agnostiker, hvem som helst, bare ikke en bibeltro discipel af Jesus Kristus, som fremholder Bibelens sandhed og autoritet! Mysticisme og sværmeri leder uundgåeligt til falsk økumeni.
12. Den bevæger sig nådesløst mod grænseoverskridende tro
Den mystiske oplevelse, som forener katolikker og ny-evangelikale, er den samme oplevelse, som sammenbinder manges åndelige liv inden for verdensreligionerne. Man undres, om næste skridt i den mystiske, karismatiske udvikling bliver en bevægelse med en universal lære om frelse? Hvis du tror, at sådan noget er for absurd, læs da den for nyligt udgivne bog af den tidligere Cliff College-rektor W.H. Davies med titlen "Ånden uden grænse" (DLT). Den giver sig ud for at være et vederhæftigt værk om karismatisk teologi, men fremholder alligevel den opfattelse, at mennesker inden for hvilken som helst religion, uden nogen kundskab om Kristus, kan blive frelste, hvis de er tilstrækkeligt Gud-hengivne og udøver gode gerninger. Det er det samme New Age-universalistiske syn, som den jesuitiske Teilhard de Chardin havde, og viser den retning, som Mysticismen altid bevæger sig i.
13. Den er et udtryk for den oprindelige sataniske løgn fra begyndelsen af menneskets historie
To af de vigtigste faktorer, som tiltrak Eva til Satans lære, var:
a) at hun skulle blive som Gud, og
b) at hun skulle kunne få en visdom, der var langt ud over det, som almindelige mennesker oprindeligt havde fået tildelt (1. Mos. 3:1-6).
For hvis mysticismen, som er så udbredt i verdens religioner samt i kredse af bekendende kristne, er et religiøs resultat af disse urtidstanker – hvis? ”ja,” så er mysticismen ikke bare baseret på en fejlagtig måde at tænke på eller en misforstået religiøs filosofi, da er selve værket satanisk.
Sammenfatning
I denne præsentation, vil vi gøre klogt i at stille spørgsmålet: Hvorfor har så mange protestantiske kristne følt sig draget til katolsk mysticisme? Den første årsag er, at de er blevet bedraget af konflikten mellem "Lære og Gudsfrygt". Der har altid været en stor spænding mellem, hvad vi kunne kalde det "læremæssige", og det, som vi kan kalde "det, som har med Gudsfrygt at gøre". Men dette er helt sikkert en falsk "enten/eller" situation. Ret lære leder af sig selv til ret Gudsfrygt. Der er ingen mening i at forsøge at kompensere for det, man opfatter som åndelig tørke, ved at hengiver sig til mystiske øvelser. For de mystiske religiøse oplevelser, som man får, er mindst lige så usunde som åndelig ligegyldighed. Folk ville være langt bedre stillet ved at læse Puritanernes åndelige mesterværker, end mystikernes smører.
En anden årsag til, at protestantiske kristne har følt sig draget til mysticisme, er, at de er alt for imponerede over de verbale superlativer om mystisk læsning. Bare fordi nogen bliver lyrisk i en bog om åndelige ting, indebærer dette ikke, at det fremførte er sundt. Man behøver bare at gøre sig bekendt med, hvor henrykkede de, som er involveret i den såkaldte "Torontovelsignelse", udtrykker sig for at forstå, at de repræsenterer en tilstand af store følelser, snarere end en åndelig oplevelse.
En anden årsag til, at så mange protestantiske kristne har følt sig draget til mysticisme, er, at de har fået en dårlig undervisning. Vi har allerede set, at man accepterer Mysticisme i bøger, som giver sig ud for at være evangeliske. Det samme gælder for mange evangeliske aviser og blade F.eks. var der for nylig i en ny-evangelikal avis med mange læsere, en helsidesartikel om den franske, mystiske, økumeniske retræte-orden Taizé (der benytter sig af tvivlsomme metoder, som nærmer sig grænseoverskridende religiøse oplevelser), uden nogen kritiske kommentarer. Folk blev overladt til blot "selv at afgøre." Men dette er ikke, hvad kristen undervisning skal handle om, især med hensyn til at uddanne de unge, der er stærkt modtagelige for alle de dårlige følger af "fusk". Det, der er behov for i dag, er tydelig og utvetydig udlægning af bibelske principper.
En anden årsag til, at protestantiske kristne har følt sig så draget til mysticisme, er, at de ikke forstår nuancerne i kirkens historie og betydningen af de mange egensindige bevægelser, der er trængt ind i forsamlingens liv i løbet af de sidste to tusinde år. Troende burde ikke nøjes med at læse teologi og andagtsbøger, de burde også læse historie. Et af de mest interessante værker indenfor dette område er Mosheims bog i to bind, "An Ecclesiastical History" (kirkens historie) (RL Dabney favorit), der behandler hvert århundrede og sammenligner udviklingen med hensyn til positive og katastrofale foreteelser, religiøse og filosofiske bevægelser; spørgsmål om ledelse i kirken, former for kirke-styre, udvikling indenfor lærespørgsmål, splittelser og vildfarelser. Hvis troende blev oplyst om denne type af information, ville det være langt mindre sandsynligt, at de blev indfanget af det falske i dagens falske undervisning.
Til slut er der to bibelsteder, der burde være centrale for at forme vore tanker med hensyn til mystiske oplevelser. Disse er Salme 131 og Kol 2:18-23. Det sande åndelige menneske trænger ikke "ind i det, som det ikke har set". Det sande åndelige menneske "har ikke travlt med det, der er for højt for det." For det ved, at hvis det gjorde det, ville det indebære, at det "uden årsag blev opblæst i sit kødelige sind." I stedet holder det sande åndelige menneske sig "til hovedet, Kristus". Det indebærer, at det holder fast ved Kristus alene og al den næring og undervisning, der flyder fra ham. Den åndelige mand eller kvinde nyder ikke mystiske oplevelser, men håber "på Herren fra nu og til evig tid".
