Fra Sand.omvendelse.dk/2. juli 2012.
Af René Vester.
I mange evangeliske kirker bruger man i dag den såkaldte ”synderens bøn”. Det foregår på den måde, at folk har hørt et budskab, der som regel ikke er evangeliet, men i nogen få tilfælde faktisk er evangeliet. Herefter bliver folk indbudt til at bede en bøn, som skal gentages efter prædikanten. Derefter siger man ofte til folk, at de nu er blevet frelst.
Men der er nogle store problemer involveret i at bruge denne frelsesbøn eller synderens bøn, som den også bliver kaldt. Den er nemlig ikke bibelsk funderet og er ligeså forkert at bruge som barnedåben, hvis man påstår at den er frelsende vel at mærke. Hverken barnedåb eller synderens bøn er frelsende, og begge giver en forkert forståelse af, hvordan et menneske bliver frelst.
Problem
De to største problemer ved denne bøn er dels at påstå, den kan frelse nogen, dels at den ikke er bibelsk funderet. Det er ikke alle, der siger det helt således, der er nogen, der nøjes med at påstå, at nogen blev frelst, fordi de bad bønnen, men de er ikke i stand til at sige hvem og hvor mange. At den ikke er bibelsk funderet, og at der ikke kan findes nogen steder i bibelen, hvor folk bliver frelst ved at gentage en bøn, viser, at det ikke er en, som er en del af historisk kristendom. Den er faktisk også kun noget vi ser i en meget kort periode i kirkehistorien, og det er faktisk kun indenfor de sidste 70 år, at den er slået virkelig igennem og har bredt sig.
Kan man frelses ved at tage en beslutning???
Den er baseret på vranglæren der hedder ”Decisional regeneration”. Det er en, man kan finde i rigtig mange kirkeretninger. Den går ud på, at du kan blive kristen ved at tage en beslutning for Kristus. Det kan du ikke. Jesus siger selv meget klart, at det ikke er menneskers værk at blive kristen, men Guds værk.
”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” Johannes 6.44.
Dertil siger bibelen også, at ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud” (Rom 3.11), og det er noget, vi kan finde flere steder i bibelen, at det ikke er os, der søgte Herren, men Ham der søgte os. Det betyder, at vi ikke bare kan vælge at tage en beslutning og eksempelvis gentage en bøn, og så blive frelst. Pga vores syndige natur, som er i oprør og modstrid med Gud, så vælger vi ikke Ham. Men hvis og kun hvis Han søger os, så er vi i stand til at omvende os. Ja, omvendelsen er også en gave fra Gud, som vi ikke bare kan udføre i egen kraft. Kun når Gud giver nåde, er vi i stand til at omvende os.
Med andre ord, jeg er ikke istand til at vælge at blive en kristen. Jeg kan heller ikke sige, at den 7 januar 2016 kl.20.47 vil jeg blive en kristen. For det er ikke mig, der vælger, det er Gud, der gør det, og det er ret vigtigt. For det er Gud, der skal have æren for ens frelse, ikke en selv, og heller ikke den prædikant, man eventuelt hørte på, da man blev en kristen.
Nu vi er ved prædikantens opgave, så er hans opgave at forkynde evangeliet, og lade Guds Helligånd drage på mennesker og overbevise om synd (som han har talt om og defineret). Vise at kun Kristus kan frelse en (hvilket prædikanten har gjort klart). For så er der to vidner, som bibelen siger, der skal være. Vores ord (som er fra bibelen) og Guds Ånd, som virker og viser det er sandt.
Det er også dette, der er med til at vise, at frelsen i sandhed ER OVERNATURLIG. Fordi det er Gud, der overbeviser, og ikke folks evne til at manpulere med folks følelser. Så det er ikke bare en menneskelig valgt beslutning, men Gud der virker stærkt ved sin Ånd. De, der ikke tror på, det er sådan og påstår, man skal bede en bøn eller døbes for at blive frelst eller kommer med andre forslag til, hvad man selv skal gøre, har ikke fattet Guds kraft. De tror ikke på Helligåndens virke og gør frelsen til menneskers værk i stedet, hvilket er tragisk og ødelæggende for kirken, da det medfører, at folk, som man tror, er kristne, reelt set er ufrelste men ude af stand til at forstå hvorfor, de er ufrelst, og ude af stand til at se deres eget behov for frelse.
Men hvorfor må man så ikke få folk til at gentage en bøn?
Inden jeg svarer på dette, vil jeg slå fast, at der er folk, der er blevet frelst efter at have bedt en såkaldt frelsesbøn. Det er dog ikke en begrundelse for at bruge den. For lad mig gøre det helt klart, de blev ikke frelst, fordi de bad bønnen, men fordi Gud kaldte på dem, og de forstod, at Gud kaldte på dem, da de var overbevist om synd, og kunne se deres behov for en frelser. Så Gud har frelst dem, fordi Han gjorde det, ikke fordi nogen havde valgt at gentage en bøn. Men vi skal ikke få folk til at gentage en sådan bøn af årsagerne, jeg har nævnt ovenfor. Dels fordi vi ikke har bibelsk hjemmel til at gøre det, og fordi det ikke er noget, vi kan finde som værende normalt i snart 2000 års kirkehistorie.
Men et andet vigtigt argument er, at en frelsesbøn giver folk en falsk frelsestryghed, ligesom barnedåben og tungetale kan være det. Jeg ved om mange, som er kommet fra både den ene og den anden baggrund til deres pastor og har sagt, de var i tvivl om, de virkelig var frelst. I stedet for at tage en sådan bekymring alvorlig, så er der en tendens til at spørge folk om følgende i stedet: Jamen er du ikke døbt? Jamen taler du da ikke i tunger? Jamen har du da ikke bedt bønnen?
At sige ja til et af disse spørgsmål er absolut ingen sikkerhed for at man er frelst. Det er helt andre ting, man skal vurdere det på. Men det er for meget at komme ind på her.
Nogen er så gået tilbage og har valgt at forsøge at ignorere det, som muligvis er Guds kald til dem. Da deres tvivl om de virkelig var frelst sagtens kan skyldes (mange gange tror jeg), at Gud kalder på dem. Så i stedet for at erkende, at de har behov for at omvende sig og blive Guds barn, så har de nu fået en falsk tryghed, som er blevet sanktificeret af deres pastor. Det svarer til, at en blind leder en blind det her, og det er meget meget alvorligt.
Men hvad så med Romerbrevet 10.9-10?
De få gange jeg har fået et bud på et bibelsk argument for at få folk til et gentage en bøn, og at det skulle frelse én, så er folk kommet med dette vers:
”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” Romerbrevet 10.9-10
Det er dejligt, at der faktisk er folk, der henviser til bibelen i deres forsvar for denne metode, for det er da bedre at høre på end de mange, der argumenterer med, at sådan har deres kirke gjort i mange år, og mange andre kirker gør det også, og så må det jo være rigtigt, hvilket er et virkeligt dårligt argument, for kirkerne har igennem tiden godt nok begået mange dumheder, og bare fordi man begår en dumhed i lang tid, gør det ikke dumheden bedre. Men hvorfor kan vi så ikke bruge versene fra romerbrevet? Fordi vi er nødt til at forstå, hvordan disse vers blev modtaget og forstået af dem, som fik brevet. Og det kan vi godt finde ud af.
Brevet var til en kirke, som var i Rom, og det var i romerrigets tid. De var udmærket godt klar over, at denne bekendelse i sin yderste konsekvens (og den konsekvens var ofte ret tæt på dengang) kunne betyde, at man måtte vælge imellem liv og død. At påstå og bekende, at Jesus er Herre (græsk: kyrios), svarede dengang til at sige, kejseren ikke var Herre. Det kunne meget nemt dengang betyde, at man mistede hovedet (hvis man var romersk statsborger) eller blev smidt for løverne, korsfæstet eller fik en anden mere pinefuld død end halshugning, fordi man ikke var romersk statsborger.
Romerske statsborgere havde visse borgerrettigheder, som ikke-borgere ikke havde. Paulus skriver ikke her, at en enkel bekendelse, som bare bliver sagt eller for den sags skyld gentaget, ikke har nogen frelsende effekt. Men en bekendelse, som betød, at man var parat til at ofre sit eget liv for at kunne tro på Kristus, en bekendelse, som betød, at man satte sit eget liv mindre værd end en mundtlig bekendelse, er en bekendelse, som viser, at man er frelst.
Når man ved det, så ved man også, at et hjerte, som virkelig tror på Kristus, også er et hjerte, som vil bekende sin tro på Kristus både under forfølgelse, og når der ikke er modstand. En kristen, som vil bekende Kristus under alle omstændigheder, besidder det hjerte, der sidder i den genfødte kristne. Det er derfor, der står, at man med hjertet tror til retfærdighed, og munden som viser hjertets indstilling.
Så at påstå at dette vers er en begrundelse for at bruge en frelsesbøn, er en misforståelse, som minimerer og ignorerer kristne, som har gået i døden, fordi de kendte disse bibelvers og forstod dem, som de skulle forståes. At blive frelst er Guds værk og til Guds ære. Jeg kan kun komme til Ham, hvis Han kalder på mig, det er ikke noget, hverken jeg eller noget andet menneske kan planlægge. Så prædikanten kan heller ikke frelse dig, ligesom han heller ikke kan lede dig til Kristus. Han kan fortælle om Kristus og vise, hvorfor vi har brug for Kristus. Han er kun manden med budskabet fra Herren. En bøn frelser mig ikke, en beslutning frelser mig ikke, og en dåb gør heller ikke. Der er kun én der frelser, og det er Gud selv.
----------------------------------------------
Læs desuden: Ny åndelig lære fra gamle Romersk-Katolske kilder.
